Valdemar Henckel (1877-1953) var en industrimand og spekulant. Under 1. Verdenskrig beskæftigede han sig bl. a. med driftige, men også tvivlsomme aktiespekulationer, lidt som "minutmillionær" (gullaschbaron): I oktober 1918 indviedes Kalundborg Skibsværft. Henckels koncern slog i januar januar 1921 benene væk under Kalundborg og Omegns Bank, og Henckels selskaber gik konkurs ét efter ét. Henckel var december 1921 til august 1922 varetægtsfængslet mens en undersøgelseskommission arbejdede til 1923. Retssagen maj 1923 mod ham (og andre) foregik ved et nævningeting. Valdemar Henckel idømtes tre års forbedringshus for bedrageri og svigagtige forhold.
Nævninger var en nyskabelse fra retsplejereformen i 1919. De skulle være et folkeligt værn mod de strenge dommere, navnlig hvad politiske forbrydelser angik. Samtidig sikredes at domme ikke afsiges af en lukket kreds uden kontakt til det omgivende samfund. Afdøde indenrigsminister Sigurd Bergs enke Astrid Berg var nævning i sagen:
14 Dage i Nævningetinget.
Udtalelser af Fru Astrid Berg.
Det længste Nævningeting, vi har haft herhjemme, er sluttet. Fjorten Dage har Offentligheden været optaget af Proceduren i den store Henckel-Sag.
"København" har bedt Fru Astrid Berg, Indenrigsminister Sigurd Bergs Enke, der var blandt Nævningene, om at fortælle lidt herom, og refererer:
"Hvordan er det at være Nævning?" spørger vi Fru Berg.
"Det er for det første ret anstrengende, fysisk set. Navnlig de første Dage var de fleste af os trætte, fordi vi uafbrudt maatte anspænde vor Opmærksomhed til det alleryderste. for at Ikke nogen Detaille skulde gaa tabt under Proceduren eller Vidneførselen. Senere gjorde vi jo den Erfaring, at det hele blev repeteret og præciseret saa omhyggeligt, at man altid, naar man skulde træffe Afgørelse, var tilstrækkelig orienteret".
Ansvaret føles tungt.
"Føles Ansvaret ved Nævningehvervet tungt?"
"Jeg tror at kunne sige, at vi alle gik til Arbejdet med Alvor og med Vilje til at træffe vor Afgørelse strengt retsindigt. Mange af os gik sikkert ogsaa ind til det med Bekymring for, om vi nu ogsaa skulde kunne trænge Ind til Forstaaelsen af den i sig selv vanskelige Sag".
"Har Sagen været meget vanskelig at sætte sig ind i for læge Nævninge?"
"Ja, det synes jeg, man maa sige. Der har været ikke saa faa Tilfælde, hvor det har været vanskeligt at vælge imellem de to Alternativer: Skyldig eller ikke skyldig, og det er ikke med let Sind, man i saa Tilfælde sidder til Doms over Menneskers Livsskæbne. Det kan ikke undgaas, at ens Sind paavirkes stærkt deraf - baade i det Øjeblik, Voteringen varer, og" - tilføjer Fru Berg efter en lille Pavse - "bagefter!"
Paavirkes Nævningene af Veltalenhed og Appel til Følelser?
VI stiller Fru Berg det Spørgsmaal:
"Paavirkes Nævningene stærkt af Proceduren? Har De Indtryk af, at udpræget Veltalenhed eller Appel til Følelser fra Advokaternes Side spiller en stor Rolle over for Nævningene?"
Fruen svarer:
"Nej, egentlig ikke. Der var i den Sag, i hvilken jeg har gjort mine Erfaringer, fremragende dygtige Advokater paa begge Sider; men det var ikke Veltalenheden, der paa noget Punkt gjorde Udslaget. Sagen blev dygtigt og grundigt belyst fra begge Sider, og derefter kom saa Retsformandens meget omstændelige Belæringer. Af alt dette havde der dannet sig et Grundlag, paa hvilket jeg tror, at hvert enkelt Medlem af Nævningetinget søgte at danne sig et objektivt Skøn, upaavirket af Følelser og Sympatier".
"Der har i Pressen været paastaaet, at Statsadvokatens Aktorat har været voldsomt, og at Nævningene skulde have reageret her over for, og at dette skulde have givet sig Udslag i nogle af Frifindelserne".
"Det tror jeg slet ikke", siger Fru Berg. "Hr. Statsadvokat Thomsen virkede sympatisk paa Nævningene. Man syntes godt om hans kraftfulde og Impulsive Maade at tale paa. Og naar Nævningetinget frifandt de anklagede i adskillige Tilfælde, ligger der heri Intet personligt Nederlag for Statsadvokaten".
Indtrykket af Henckel.
"Hvorledes virkede Henckel? Han har Ord for at være en stor Charmeur".
"Det er han ogsaa. Han gør Indtryk af at være, hvad man plejer at kalde et Mandfolk. Selv i denne alvorlige Sag bevarede han Humøret og kunde nu og da le og more sig. Han virkede altsaa ikke personlig usympatisk; men jeg tror ikke, hans personlige Optræden udøvede nogen Virkning paa Afgørelserne. De blev byggede paa Bevismaterialet, og det var ikke til at tage fejl af".
"Hvorledes tog Nævningene Dommen, da den faldt? Overraskede den?"
"Jeg tror nok, de fleste var overraskede over, at Henckels Straf blev saa haard".
Spiller sociale Momenter ind?
Der er et Spørgsmaal, som det under Diskussionen om Nævningeinstitutionen har Interesse at faa klaret, nemlig det, om politiske og sociale Momenter har spillet ind i Nævningenes Raadslagninger før Voteringen. Et Nævningeting er jo sammensat af 12 Mennesker, Mænd og Kvinder fra de mest forskellige sociale Lag. En Arbejderhustru bliver ved Loddets Luner anbragt Side om Side med en Videnskabsmand, Bourgeoisidamen ved Siden af Lygtetænderen. Giver disse Forskelligheder i Milieu, Levevilkaar og deraf følgende Samfundsopfattelse sig Udslag, naar disse Mennesker skal fælde deres Dom i et juridisk eller kriminelt Tilfælde? Vi retter et Spørgsmaal herom til Fru Astrid Berg, der svarer:
"Jeg har Intet saadant sporet. Og i denne Sag, hvor Henckel jo har været en offentlig omstridt Person, kunde man maaske netop frygte saadanne Udslag. Det er klart, at i en Forsamling paa 12 Mennesker er der nogle, som anlægger en strengere Maalestok paa Fejltrin. Lovovertrædelser. Forbrydelser o. s. v. end andre; men jeg har ikke gjort den Erfaring, at dette rent menneskelige Skøn er afhængigt af sociale Hensyn eller politiske Anskuelser. Jeg kan ikke komme nærmere ind herpaa; men min Mening er kort og godt, at Arbejderen og Smaamanden ikke dømmer mildere om Lovovertrædelser end Folk af de mere velhavende Klasser. De er i Virkeligheden lige saa kompetente som de sidstnævnte til at bestride et Nævningehverv. I mange Tilfælde - og det gælder maaske ikke mindst Kvinderne - er de mere fortrolige med det praktiske Livs Spørgsmaal end Folk fra velstaaende og højt kultiverede Hjem. De fleste af de Jævne Folk, jeg stiftede Bekendtskab med i Nævningetinget, var forøvrigt skolede i offentligt Arbejde, mange af dem gennem Værgeraadsinstitutionen eller lignende".
Personligt Samvær.
"Fik Nævningene lejlighed til at komme hinanden personlig ind paa Livet?"
"Ja. I høj Grad under denne lange Sag. Vi spiste Frokost sammen hver Dag i en Time og spadserede sammen i Retsbygningens Gaard - Haven er desværre forbeholdt Dommerne og Retsembedsmændene. De fleste Nævninge havde deres Frokostpakke med. Under denne Times dagligt Samvær lærte vi ganske godt hinanden at kende".
Nævningene og Pressen.
"Hvorledes virker Pressens Kommentarer fra Dag til Dag paa et Nævningeting?"
Fru Berg smiler, medens hun siger:
"Vi lo engang imellem af de Misforstaaelser, vi kunde læse i Aviserne, og vi syntes ærlig talt, at vi var bedre inde i Sagen end Aviserne, der skrev om den; men for Resten maa jeg sige, at Forhørene og Kommentarerne i Nævningesagen var næsten det eneste, vi læste i de Dage. Det gælder i hvert Fald for mit Vedkommende".
"Hvad sagde man om Angrebene paa Nævningetinget?«
»Det, man mest talte om, var Angrebene paa Statsadvokaten, og dem syntes man ikke om. Og saa var man forbitret over de personlige Stiklerier til enkelte Nævninge og deres Paaklædning, som enkelte Blade har tilladt sig. Disse Skriverier fandt man taktløse og ubillige. Herregud, det var dog paatvunget Arbejde, som Folk er nødt til at udføre i det Tøj, de bar. Betalingen er 6 Kroner om Dagen"
Nævningetinget bag Kulisserne.
"Fortæl lidt", siger vi til Fru Berg, "om Nævningetinget bag Kulisserne. Hvordan gaar det til, naar der voteres?"
Fru Berg siger:
"Først vælger Nævningene en Formand. Det gaar en Smule hovedkulds og formløst til. Naar Nævningene er opraabt og anbragt paa deres Pladser i selve Retssalen, beder Retsformanden dem udpege en Formand. Det maa man gøre straks og uden Forhandling. Da man ikke kender hinanden, bliver det let tilfældigt, og det forekommer mig uheldigt, selv om Formandsskabet jo kun indskrænker sig til at lede Forhandlingerne mellem Nævningene, naar de har trukket sig tilbage for at votere, og derefter afgive Svarene, naar de er vendt tilbage".
"Hvordan foregaar Voteringen?"
"Nævningene trækker sig tilbage og anbringer sig omkring et Bord i et Lokale i Retsbygningen. Man sidder i en bestemt Orden og stemmer i samme Orden. Men først diskuterer man Tingene. Det foregaar under særdeles tvangfri Former. Jævnlig kom Diskussionen blive livlig naar Meningerne staar stærkt delte, og en Afgørelse truer med at komme til at staa lige paa Vippen. Selve Voteringen foregaar paa den Maade, at Formanden i en bestemt Orden spørger hver enkelt Nævning om hans Votum. Først voteres over den strengeste Paragraf, der kan være Tale om at bringe i Anvendelse, dernæst om den mildere. Formanden voterer altid sidst. Og der skal som be' ndt 8 Stemmer af 12 votere skyldig, for at en anklaget kan dømmes.
Og, siger Fru Astrid Berg "nu tror Jeg. Jeg har fortalt Dem alt om Nævningetinget, som jeg har Lov til at sige. Det har været 14 trættende Dage, men ogsaa Dage, i hvilke jeg har haft Lejlighed til at faa Indblik i Forhold og Menneskeskæbner, som ikke glemmes i Hast. Mit Hovedindtryk af Nævningeinstitutionen er, at man vel kan giver den Opgaver, som den kan forløfte sig paa; men i det store og hele er den en Vinding for vor Retspleje."
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. maj 1923).
I Vridsløselille statsfængsel blev Henckel meget syg. Og ved Grundlovens 75 års jubilæum i juni 1924 var han en af de 39 straffefanger der fik amnesti.
Se også indslag om Astrid Bergs mand, Sigurd Berg på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar