07 december 2025

To Danskere arresteret i Moskva. (Efterskrift til Politivennen)

Direktør Hjalmar Hartmann og Arkitekt Gotfred Tvede har været arresteret i Moskva. En Samtale med Fru Hartmann og Fru Tvede. 

Der er i Gaar kommet et Telegram hertil fra Moskva, som fortæller, at vore to udmærkede Landsmænd, Direktør Hjalmar Hartmann, der er Indehaver af det store Frøfirma af samme Navn, og Arkitekt Gotfred Tvede er blevet arresteret i Moskva, fordi de fik rundt i Byens Gader og fotograferede. Som alle ved. der har været i Rusland eller følger med i russiske Forhold, et dette paa det allerstrengeste forbudt - ja var det bl. a. i 1914, da den, der skriver disse Linier, var paa Rejse i Ruslaud. Dette maa de to Danskere have glemt, og Politiet tog dem saa. Kort efter blev de dog sat paa fri Fod igen, fordi de henvendte sig til Landbrugsraadet som kendte dem vel. Men trods dette kan det jo have været en ret ubehagelig Oplevelse. - Jeg kan tale lidt ned af Erfaring. Da jeg i 1918 var paa en ensom Fodtur ved Boden i Sverrig, blev jeg sat i Fængsel, fordi jeg var kommet ind paa Fæstningsterrænet. Det var ikke morsomt, og glad var jeg, da Journalistforeningens Formand Andreas Buntzen hjalp mig ud. Men langt værre end et svensk Fangehul er sikkert det russiske.

- Hvad siger De til den Historie, spurgte vi i Gaar Fru Gerda Hartmann, f. Godfred Christensen, som altid forveksles med Overlæge Hartmanns frue, der ogsaa hedder Gerda, men er født Lehhmann.

-Aa, jeg er ikke nervøs. Jeg fik Telegram fra min Mand i Gaar, og alt var vel.

- Naar var det afsendt?

- Tidlig i Gaar Morges, og jeg fik det mellem et og to.

- Hvornaar rejste Deres Mand?

- For tre Uger siden. Han har man Gange været i Moskva, og har et stort og betydende Personalbekendtskab derovre. Det hele er en Bagatel sikkert. Det kan have været lidt ubehageligt lige straks, men senere er det en ganske morsom Oplevelse. Moskva er jo en interessant gammel By, det har fristet min Mand og Arkitekt Gotfred Tvede, og saa er det gaaet galt.

- Er De to alene derovre?

- Nej, de er sammen med den bekendte Statsraad Kofoed fra Tula-Guvernementet. De tre rejser sammen.

- Hvad skal De derovre?

- Det ved jeg næsten ikke om jeg maa sige; men lad gaa. De er derovre her Indbydelse fra Sovjet for at se paa en del Ejendomme i Moskva og Omegn. Det er Ejendomme til Brug for Frihavn, Lagre, Magasiner - og ligeledes nogle, der skal indrettes til Landbrug, hvis min Mand og Arkitekt Tvede mener, de er vel egnet dertil. De har samledes de allerbedste Kort paa Haanden, og jeg er ikke det mindste nervøs.

- - Senere talte vi med Arkitekt Tvedes Frue, der saa lige saa optimistisk paa Situationen.

- Ogsaa jeg er ganske rolig, men finder jo nok, at lidt større Forsigtighed havde været paa sin Plads. Selv om der er kønt i Moskva, bør man dog ikke tage Billeder, naar det er forbudt.

- Naar venter De Deres Mand hjem?

- Baade han og Direktør Hartmann kommer om en Uges Tid, om alt gaar vel. Og det haaber vi.

Jonas.

(Nationaltidende 13. marts 1924).


Arkitekt Christen Gotfred Tvede (1863-1947) hvis forældre var arkitekt Vilhelm Tvede (1826-1891) og Marie Ostermann, stod bag en lang række herregårde og villaer tegnet i nybarok stil for adel og borgerskab. Han var desuden arkitekt for Østasiatisk Kompagni og Det Classenske Fideicommis. Tegnestue var blandt de største. 


Hørbygård på Tuse Næse ved Holbæk Fjord (1900-01). Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Blandt hans kan nævnes: Charlottenlund Travbane (1891), sygehjem i De Gamles By (1897-1901, sidefløj senere forlænget), Frederiksberg Gasværksarbejders Byggeforenings huse ("Den hvide by på Frederiksberg"), Finsens medicinske Lysinstitut, klinik og administrationsbygning, Rosenvængets Hovedvej 4 (1900-01) ØKs tidligere hovedbygning, Holbergsgade 2 (1907-08), Ordrupgaard (1916-19, sammen med Therkel Hjejle), Finseninstituttets hovedbygning, Strandboulevarden 49 (1919-21). Arbejderboliger i Rørdal, Aalborg (1899-1901, sammen med Olaf Schmidth), Silkeborg Papirfabrik (1910, senere udvidet), Gramhus, enkesæde til Gram Slot, nu Jørgen Overbys Tegnestue, Slotsvej 46, Gram (1939).


Christen Gotfred og Bodil Marie Tvede er begravet sammen med deres (sviger)forældre. De blev gift 1895: J. E. S. Dorph-Petersen * 9 april 1845 + 20 decbr 1927. Rose Dorph-Petersen født Sødring * 12 april 1850 + 24 april 1927. * Gotfred Tvede * 7 oktbr 1863 + 30 decbr. 1947. Bodil Marie Tvede, født Dorph-Petersen * 24 decbr 1873 + 8 marts 1964. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 30. . Foto Erik Nicolaisen Høy. 2019.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar