I Dag er forløbet 25 Aar, siden Hjemmet paa Mariendalsvej for blinde Kvinder blev indviet. Lærerinde, Frk. Methea Hoffmann, hvis Idé og Energi Hjemmel skylder sin Tilblivelse, fortæller, hvorledes hun stred for, at hver fik sin egen Stue, sit eget Hjem - det eneste Sted i Verden, det er sket - og om Betydningen deraf.
I Dag er der Fest paa Mariendalsvej. Der er forløbet 25 Aar, siden Hjemmet for blinde Kvinder blev indviet. Egentlig skylder det en enkelt Kvindes Idé og Energi sin Tilblivelse: Lærerinde Frøken Methea Hoffmann.
- Nej, jeg er kun Luft. Det er Foreningen Danmarks Blindes Hjem, protesterer Frk. Hoffmann bestemt og sætter den ene af de to Stokke, ved hvis Hjælp hun bevæger sig, i Gulvet med et lille Smæk. Jeg ser paa Stokken, og Frk. Hoffmann tilføjer:
- Det kniber at komme rundt med dem, ellers havde jeg nok været paa Blindeinstitutet endnu. For 5 Aar siden maatte jeg trække mig tilbage efter 37 Aars Lærerindevirksomhed.
Medfølelsen.
- Var det paa Blindeinstitutet, De fik Idéen til Hjemmet for de blinde Kvinder?
- Ja, da jeg kom til Institutet 1883, var jeg paa Alder med de ældste Elever, og det gjorde mig saa ondt, hver Gang en af dem maatte rejse; det var hyppigt saaledes, at de skulde hjem i smaa Kaar til vanskelige Forhold, mens jeg kunde blive og have det godt paa Institutet. Ofte talte vi Lærere sammen derude om det triste. Og saa hændte det, at der blev fortalt om en Justitsraad Josephsen, som havde købt Mariendals Jorder, at han af og til havde foræret et Stykke Jord bort:
"Gaa hen til ham," sagde de til mig.
Da Arbejdet begyndte.
Jeg prøvede at finde hans Sagfører. Jeg maatte hos 4, inden jeg traf den rigtige, og efter hans Raad gik jeg ud til Justitsraaden selv. Vi snakkede længe, og jeg sagde til ham: Jeg kommer ikke for mig selv, men for "Danmarks Blinde" ... De har selv en blind Kvinde i Deres Familie ... Dagen efter kunde en Deputation fra Foreningen hente Skødet paa Grunden.
Vi dannede da en Komité paa 24 Personer, satte en Snebold i Gang over Landet, og i Løbet af 2½ Aar havde vi samlet 78,000 Kr. 30,000 laante vi, og saa byggede vi Huset. Vi var klar over, ai vi maatte tage fat straks. Ellers bliver Folk kede af det og siger: Det bliver saa mænd aldrig til noget.
Pointet i det hele.
Den 18. April 1900 lagde vi Grundstenen, og 10. Decbr. samme Aar indviedes Hjemmet. Og nu kommer vi til Pointet i det Hele. Der er ikke et eneste andet Blindehjem i Verden, hvor hver Blind har sit eget Værelse. Men som jeg sled for det. Jeg var ene
Kvinde i Forretningsudvalget. Herrerne vilde først lave Stuerne til fire, saa til tre og endelig til to. Men jeg sagde: Hvorfor skal de tvinges til at dele Stue med andre, som de maaske ikke bryder sig en Snus om eller sympatiserer med. Det er inhumant, at de ikke har et Sted, hvor de kan sidde for sig selv uden at høre paa de andres Snak. Og vil de tale fortroligt med en Ven eller Slægtning, er de nødt til at gaa ud paa Gangen eller ned i Porten.
Intet, der hedder "godt nok".
Til sidst lykkedes det mig at faa dem til at indse, at jeg havde Ret. Vi fik Enestuerne. Man skal ikke byde andre noget, som man ikke selv i Nødsfald vil være tilfreds med. Der er intet, der hedder, at noget er godt nok til andre.
Men mig skal De ikke skrive om. Fortæl om gamle Grosserer Moses Melchior, det elskeligste Menneske, jeg har kendt. Han var Kasserer. Desuden de to Blinde: Grosserer J. Chr. Christensen fra Vimmelskaftet, og Grosserer Bønnelycke, Formanden for "Danmarks Blinde." De to gode Mennesker sled ganske forfærdeligt. "Man kun sagtens faa en Idé, men faa den gennemført ..."
Ikke til at holde ud.
De kan vide, hvor Kvinderne derude er glade for deres Værelser. "Nu skal vi hjem", siger de, naar de forlader Arbejdssalen og gaar ind i deres Stuer, hvor de har Billeder paa Væggen, Blomster, Kanariefugle - og hvad ved jeg. Man skønner bedst paa et Hjem, nr.ar man er med til at gøre det hyggeligt selv. Hver gør sin lille Stue i Stand. Og de skiftes til at gaa med i den daglige Husholdning. De skal have noget at beskæftige sig med. Det opelsker deres Individualitet, de bliver mere lig andre Mennesker. At sidde plantet paa en Stol med et Strikketøj Dag ud og Dag ind, den samme Stol, de samme Mennesker ved Siden af ... det er ikke til at holde ud. Hvert Menneske er en Personlighed, og man maa sørge for at passe den, ellers gaar Mennesket aandeligt til Grunde. Hjælpen kommer gennem Arbejdet, som tillige giver dem en Indtægt til deres Fornødenheder, Klæder o. s. v. De sætter saadan Pris paa at have noget at raade over selv. Anstrengelsen herfor bidrager til at holde dem oppe.
Et Motto.
Paa et enkelt Omraade ser vi klart hvad det betyder. Hjemmet har Pligt til at modtage Kvinder, som er blevet blinde som Voksne, og oplære dem. De er tilbøjelige til at falde sammen. Men det højner dem, naar de mærker, hvorledes de andre paa Hjemmet er glade. "Naar de kan, er det vel ogsaa muligt for os", tænker de, og efterhaanden retter de sig. Det er en stor Værdi for Samfundet. Men det, jeg synes er det store i Virksomheden, er, at der er skabt et Hjem for blinde Kvinder, som maaske ellers skulde tilbage i fattige Kaar. Og et virkeligt Hjem "Hver sit". Det er det, det drejer tig om.
Enkedronningen er Protektrice for Hjemmet, og Forstanderinden, Frk. Krebs, har været der i alle de 26 Aar, paa et Par Maaneder nær.
Gaa selv ud og se det! Naar De er kommet ind ad Hoveddøren, saa vend Dem om og læs, hvad der staar over Døren, slutter Frk. Hoffmann. Jeg synes, det er saa smukt:
"Han, som selv ei sees, men al Ting seer,
Gengælde vil din Kærlighed mod den,
Som selv kan see. men Intet seer ..."
(København 10. december 1925).
Hjemmet lå på Mariendalsvej 30, Frederiksberg. Det var en selvejende institution der 1934 blev statsanerkendt. 1936 opførtes en særlig værkstedsbygning, hvor hjemmets beboere kunne oplæres i vævning og maskinstrikning. Fra november 1958 blev erhvervsvirksomheden overtaget af A/S Blindes Arbejde. Hjemmet havde plads til 40 beboere. Desuden kommer 15 kvinder udefra, der kan beskæftiges i værkstederne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar