Om Farimagsvejen.

Da man med fornøjelse ser at Politivennens erindringer ved mange lejligheder har virket til det bedre, så var det meget at ønske at vedkommende engang ville finde på at betragte Farimagsgade fra Vester- lige til Østerport hvor der kastes hele læs sten og grus i vejen uden at sprede eller jævne det ud, eller lægge det i de derværende huller så at de kørende om dagen især mellem Nørre- og Østerport har umage at passere, men om aftenen eller natten er i fare for at vælte og komme til skade.

Da det nu er så nær ved staden, er der ingen tvivl om at der jo må være en mand beskikket til at have tilsyn med denne vej, og ham ønskede man herved gjort opmærksom på den fare, både uden og indenbys er underkastede ved i mørke at køre denne vej.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 69, den 17 August 1799, s 1100-1101)

Spørgsmaal om Luftmaskiner.

I provinserne rejser jævnlig nogle omkring med de såkaldte luftmaskiner. Dem de lader gå i vejret, ofte inde i byerne på torvene, i haver eller andre store pladser. Som man ved, skal der let kunne gå ild i disse maskiner på grund af den brændbare materie hvormed de er fyldt. De synes altså i den henseende meget at fortjene brandpolitiets opmærksomhed. En sagkyndig ville derfor gøre sig fortjent ved offentlig at underrette publikum om, både hvorvidt disse maskiner kan for brandvæsnet anses farlige og hvad forsigtighed herimod bør bruges af brandpolitiet.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 69, den 17 August 1799, s 1094-1095)

Om Nye Toldbodgade

Denne gade hvorigennem man i lige linje for en snes år siden kunne gå fra Toldboden til Nyhavn, har undergået en stor forandring. Vel står den i protokollerne endnu lige så stolt som enhver anden gade i byen, men den er fra St. Annæ Plads til Toldboden intet andet end en tømmerplads og et skibsværft, afskødet med plankeværker og mure. Ja det er endog et rygte at hele gaden er afhændet og skødet til det forrige østersøiske kompagni, hvilket dog vel ikke kan forholde sig således da der endnu betales skatter til byen af samme. Til efterretning for efterverdenen må det dog anføres at ifald den finder engang for godt at brolægge gaden, kan de dertil brugende brosten findes henved 1 alen under den opfyldning man nu går på. I vore tider takserer man beløbet af disse sten til 2 til 3.000 rigsdaler. Og der kan komme den dag at de kan være mere værd. Derfor er det godt at gemme dem sikkert, at man kan finde dem, når man engang vil have dem. 

Det er virkelig en uorden at gadens navn ikke, -- når man undtager den stump af samme der støder til Nyhavn -- findes noget steds malet på dens hjørner. Det var så meget mere nødvendigt her som fremmede og ubevandrede i byen kunne have besvær med at tro at dette virkelig var en gade i København. At havnekommissionens oplagshus står på gadens grund vil vel ikke betyde andet end at anden indhegning for gaden derved spares.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 69, den 17 August 1799, s 1091-1093)

C. W. Eckersberg: Skibsankre på Larsens Plads (1838). Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen skrev ikke meget om Toldbodgade. I en artikel i Dagen, 29 maj 1834 stod der følgende om Toldbodgades historie:

Toldbodgaden gik i forrige Tider fra Nyhavn i en snorret Linie forbi alle da værende Tømmerpladser ud til Stadens Toldbod, saa at de anlagte Tømmerpladser laae paa den østlige Side ud til Strømmen eller Havnens Bassin, og Amalienborg paa den vestlige Side. Veien til og fra Toldboden, som og til og fra Tømmerpladserne, faldt saaledes meget beleiligt fra Nyhavn, men nuomstunder gaaer Toldbodgaden kun det korte Stykke til St. Annægade, da en Brandmuur nu aflukket og indhegner de siden der anlagte Skibsbyggerværfter og Havne.

Ligeledes en en beretning fra "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet", No. 4, torsdag den 27. juni 1799 , side 59-60:

Atter Spectakler i Tolbodgaden

Til Udgiveren af Kiøbenhavnsbladet!

Skulde De troe, at det ene Menneske kunde være saa ondskabdsfuld nok til at haane det andet, paa en offentlig Gade, endog uden den allermindste Grad af Aarsag; og dette kan Insenderen dog forsikre er skeet i Tolbodgaden den 11. Juni sidstledende.Nogle adskillige Gange efter hinanden paafulgte Skraal, samlede mange af Gadens Beboere, blant hvilke første Indsenderen var. Anledningen til de igientagne Raab var denne. En Person i Matrosklæder fandt Fornøielse i at gribe en forbigaaende polsk Jøde i Skiægget, og ruske ham saaledes, at den stakkels Mand nær var falden Omkuld. Da Matrosen endelig slap ham, og han endnu raabte om Hielp til at gribe Voldsmanden, løb denne bort, uden at nogen af Tilskuerne paa Gaden gjorde sig Umage for at gribe ham, hvilket dog havde været megget let. Men det som endnu var det allerværgerligste Syn ved denne Tildragelse - og som Indsenderen neppe vilde have troet, naar han ikke havde været Øienvidne dertil - var endeel af Tilskuernes Bifald i Ord og Latter, over Matrosens udførte afskyelige Handling.

At Matrosmoraliteten staaer, som oftest, paa svage Fødder, er bekiendt; men naar Folk, om hvem man skulde troe det modsatte, ikke alleneste ei afværge slig en Behandling, naar de ka; men endog lydeligen yttre deres Tilfredshed og Velbehag deri, saa synes det sandeligen ikke at være et Haar bedre med deres.

Om flere Kramboder ved Toldboden.

Ligesom der før findes oprettet i det gamle plankeværk ved vinhuset på Esplanaden, en krambod hvor der kan fås lak, sejlgarn, tobakspiber, tobak og alle salgs messinghytter og hvad der videre hørere til en fornuftig pibe tobak, således var det meget at ønske at der var anlagt kramboder langs hele plankeværket hvor de sømænd som entrede på reden for modvind og skal til Østersøen, straks de trådte i land kunne få adskillige nødvendige ting til købs, som syede skjorter, trøjer, lange bukser, sko, støvler, smækre tove, søm, svabere, pøse, ja endog fersk kød, grønt, fjerkræ og meget andet. Der går for megen tid for den sømand som er ankret op på reden for modvind, når han for disse sagers indkøb skal traske langt op i København, hente dem på forskellige steder og gå belæsset vejen tilbage. Mange skippere beregner vist den tid der går med det, og lader sit mandskab blive ombord. Når ejeren af denne grund gøres opmærksom på det, vil det vel ikke fejle at han vil sætte et sådant forslag i værk der nok ikke vil svige sin mester i tiden. 

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 69, den 17. august 1799, s. 1090-1091)

En velment Bøn til Fattigvæsenets Direktion

Uagtet der er gjort de hæderligste anstalter af Fattigvæsensdirektionen for at afskaffe tiggeriet på gaderne, så har indsenderen dog heraf bemærket på adskillige steder, fx ved Børsen, Nikolaj Kirke og slottet tæt ved den store port, at tiggerkællinger af den sande [æt], den ene endog forsynet med et stakkels sygeligt barn, har taget ordentlig sæde, ja været så dristige, at være på stedet 4 timer efter. Uagtet der blev truet med at det skulle blive anmeldt på vedkommende steder. Rigtig nok blev det ved truslen. For anmelderen heraf er ikke husejer og følgelig har han ikke fået den omtalte anordning, fattigvæsnet betræffende. Hans bøn er altså,  at om deri skulle være en artikel, som opfordrede den veltænkende at anmelde sådanne uordener, man da offentlig i aviserne eller og ved en plakat på hjørnerne ville bekendtgøre, hvor sligt kunne ske. De betjente, som er ansatte til tiggeres opbringelse bliver del bekendte og dels kan de umulig være så mange, at de alene skulle kunne hindre anordningens overtrædelse.

Det ville altså være til megen lettelse når den rettænkende, som indså nytten af anordningen, ved ufortøvet at opgive uordenen på behørige steder. Anmelderen ville ufortrøden gå fra Vester- til Østerport og længere, når han så at en nyttig plan derved kunne fremmes. Men en ubehagelig anmærkning må han gøre ved denne lejlighed: Han så nemlig en aldrende mand, efter det ydre og klædedragten endog over middelstanden at give almisse til denne tiggerkælling, som var sund og stærk og i den alder, at hun burde fortjene sit brød på en anstændigere måde. Det er et højst misforstået begreb at tro man således viser gode gerninger. Tværtimod gør man ondt ved denne medlidenhed. For man opmuntrer den dovne og meget ofte liderlige i stedet for at henvise til at leve af deres hænders arbejde og derved blive nyttige lemmer i staten.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 68, den 10. august 1799, s. 1086-1088)