19 juli 2014

Spørgsmål om Amagertorv

Er skødesløshed eller ligegyldighed skyld i, at den gamle optagne pumpe har ligget i tre uger og ligger endnu uden at blive fjernet?

Den nye pumpe har stået omtrent lige så længe uden at kunne bruges. Men hvorfor? Begge dele er nok af det slags man kalder byens arbejde? Bør ikke den gamle pumpe tages bort, inden nogen brækker arme eller ben ved at falde over den? Og bør ikke den nye sættes i brugelig stand inden ildebrand indtræffer?


(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s 1129)

Drengeuorden på Hjørnet af Store Kirkestræde og Nikolaj Kirkegård

Unægtelig hører jo det til god orden, at kunne være sikker på gaden for ulejligheder af drenge, og at kunne sende bud i byen, uden at frygte for at det skal blive opholdt og forulempet af disse. Men det kan man ikke være, så længe den ansvarlige ikke vil sørge for, at de bliver holdt inden for deres rette grænser. For de er ikke bange for at antaste de forbigående enten ved at slå ler eller andet sligt på dem, eller at besætte folks døre, således at ingen passage derigennem er rådelig. Man behøver blot at ulejlige sig derhen kl. 4 om eftermiddagen. Vedkommende vil da finde denne drengeklub samlet, og oven i købet få at se drenge på 8-9 år ryge tobak af åben pibe.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s 1119-1120)

Om Skildter paa Huse.

Da man i de senere tider især efter ildebranden har gjort så meget for at forskønne byen og sørge for sikkerhed, så kan anmelderen ikke andet end gøre vedkommende opmærksomme på en ting som både vansirer bygninger og tillige gør gaden usikker for gående og kørende. Det er nemlig den uhyre mængde udhængende skilte han herved sigter til. At bygninger svækkes når fire ja flere svære skilte skal indnagles i muren, kan næppe kaldes i tvivl, og at disse i storm kunne falde ned og dræbe fodgængeren, er om man endog aldrig har eksempler på det, dog muligt og burde altså forebygges. Den ubekvemmelighed at naboer ganske fratager hinanden udsigten langs gaden, bør også her komme i betragtning.

Skilte er nødvendige for professionister og andre. Men når disse blev hængt lige til muren som man dog nu ser på nogle enkelte steder, ville det langt fra ikke så meget vansire husene og gårde, og når husejeren gjorde denne måde at hænge skilt på til en betingelse ved lejekontrakten, så ville denne forandring let blive iværksat og i stormvejr såvel tjene til sikkerhed som hindre den skærende og meget ubehagelige lyd som et skilt på en rusten jernstang frembringer. Er man i nærheden af den slags instrumenter, skal den sunde meget vanskelig falde i søvn, og den stakkels syge venter forgæves dens velgørende virkninger.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s 1118-1119)

En syndelig Tildragelse paa Østerbroe.

Den 10. august om aftenen kl. kvart over elleve kom indsenderen og fire damer af nærværende linjer kørende i karet på Østerbro til byen. Straks uden for porten lidt før de kom til skildvagterne, blev et skud affyret fra grøften af, uden at de så noget menneske fra hvem det kunne være kommet. Så vidt indsenderen kan dømme gik skuddet forbi vognen og var fra en pistol. Det forunderligste herved var at skildvagterne langt fra at komme i bevægelse derved ikke engang rørte sig ved det. Samme tilfælde var sket nogle dage før på samme sted ved en persons passage som en af selskabet kendte. Skulle politiet finde det fornødent at indhente nærmere efterretning herom da er indsenderen villig at navngive sig og meddele det mere indgående

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 70, den 24 August 1799, s 1117)

18 juli 2014

Om Ådsler på Gaderne

At man ser døde dyr såvel katte som hunde liggende på gaderne og det endog flere dage, har anmelderen ofte været vidne til. I Ny Vestergade lå for nogle uger siden en stinkende kat i 4 dage.

Der spørges altså i den anledning om sådanne dyr ikke efter anordningen bør fjernes af renovationsvognene, og hvis det er pligt, hvad bøde kørerne af samme er underlagt når de i den henseende viser forsømmelighed?

Gadekommissionerne må vide hvilke karle og vogne der skal renholde gaderne i deres kvarter. Og det var altså en let sag for dem at komme efter årsagen til en uorden, som både er væmmelig og skadelig i en så stor by, hvor man desværre ikke har mangel på ting som gør luften usund.

Overalt synes den anordningen, at folk ikke må kaste urenligheder fra deres huse og gårde på gaden, men vente til renovationsvognen kommer og signalet med skralden bliver givet, ikke så nøje overholdes som den burde. Dens hensigt er meget prisværdig, men de mange bunker af snavs som bliver liggende især i Peder Hvitfeldts Stræde, indtil de ganske udjævnes, er et bevis på, at den bliver gammel og støvet på hylden.

Vedkommende ville fortjene tak og agtelse om de tog den ned, børstede den af og i fremtiden nøje vågede såvel over denne som flere nyttige politianordningers efterlevelse.


(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1115-1117)


Redacteurens Anmærkning


Vigantsgade var datidens navn på Ny Vestergade. Her stod en bygning opført af rigmanden og handelsmanden Gysberth Wygant Michelbecker der var ansat hos Christian 6.