Tillæg til det i No. 88 indrykkede Bøn til Kjøbenhavns Magistrat og til Kronprindsen.

Mod sit ønske har forfatteren af dette stykke erfaret at nogle udladelser i samme kunne anses som pægende til en af stadens handelsmænd i år iværksat, fordyrende udførelse af danske kornvare, især af rugen.

Af en sikker kilde ved han at ingen betragtelig mængde af rug, af dette års afgrøde er udført, af tre meget gyldige årsager: Rugen i Danmark som aldrig står i stor agt på fremmede markeder, er i år ved det våde vejrlig, endnu af dårligere beskaffenhed end sædvanligt. På fremmede steder er rugens pris ikke så høj at det kan betale sig for den danske købmand at henføre en mådelig vare i uhyre dyrt fragtede skibe. Endelig er den desuden ikke rige rughøst endnu ikke udtorsken uden hos den fattigere bonde, da derimod den rigere bønde, men især herremanden, ikke iler med at føre deres betydelige mængder til torvs, der ellers straks ville slå priserne ned, en virkning hvoraf disse landbrugere ønsker netop det modsatte.

Ovenstående viser da at egen fordel, denne afvægtige motiv, har forhindret al betydelig udførsel af dette års danske rug.

Af dansk hvede er noget, ikke meget, blevet udført. Hveden var ikke rig her i år, og fragten desuden så høj at det næsten ikke lønner sig herfra at føre hvede ud, end ikke til England hvor en tønde hvede nu gælder 15 rigsdaler.

Det betydelige som altså er blevet udført i år af disse to slags kornvarer, men især af rugen, har været indført fra fremmede steder. Og denne kan haves langt bedre og for bedre køb fra Østersøen end i landet selv. Den rug som for kongelig regning er købt i år i Østersøen, haves i de kongelige magasiner for ved 28 mark og er fortræffelig. Mens hvad bonden kalder skiden rug koster på torvet 35 mark og den rene sjællandske går over 36 mark.

Dette viser at forrådsoplag når samme er for kongens eller magistratens regning, allerbedst anskaffes ved opkøb i Østersøen og ikke af indenlandske produkter. Hvilken lykke om stadens rugmagasiner nu kunne åbnes med østersøisk fortræffelig rug til 28 mark! Men om den endog kostede mere, så ville det dog straks bringe den indenlandske torverug ned ved rigsdaler.

Men, vil man da sige, hvad gøres nu for øjeblikket da man ikke har østersøisk rug, den som kommer til torvs er dyr, de store kornavlere ikke ville sælge, og kongen måske ikke kan blotte sine magasiner ved at sælge omtalte forråd som han ellers vist ville gøre?

Sikkert vil, svarer jeg, kronprinsen gøre alt hvad der står i hans magt, sikkert vil Magistraten åbne, for ganske uden magasin kan dog staden vel ikke være. En præmie kunne imidlertid gives for de første 1.000 tønder som førtes til torvs (således gøres i sådanne tilfælde udenlands). Endelig er her i staden et stort parti østersøisk rug hvorom ejeren står i køb med de svenske. Dette kunne jo købes enten af kongen eller staden, og vist nok vil ejeren tilsidesætte betragtningen af en lidt større gevinst når fædrelandets tarv forestilledes ham.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 89, den 4 Januar 1800, s 1409-1412)

En Bøn til Magistraten i Kjøbenhavn og til Kronprindsen.

Da rugen allerede nu ved vinterens begyndelse koster omtrent 6 rigsdaler, det dobbelte af hvad denne for alle nødvendige fødevare burde koste, så er det naturligt at den fattige husfar der ser søen tillagt og endnu kun alt for levende husker den sidste skrækkelige vinter, gyser for den tid der skal tilbagelægges uden tilførsel, og ser i ånden enhver fødevare stegen til den mest ødelæggende dyrhed.

Han ved ganske vist at der er overflødighed i købmændenes magasiner. Men denne kundskab yder ham ingen fryd. Han forestiller sig ikke at købmanden er en oplyst, virksom, patriotisk rigdomsmand, der med glæde nøjes med en mindre vinding på de nødvendighedsvarer, hvortil hans medborger trænger, der foragter at bygge en spekulation, var det endog den allerfordelagtigste, på dennes suk og mangel. Nej, han tænker sig snarere derved en mand der ved opkøb, ved sammendyngelse i magasiner, ved udskibning, ligeså virkelig tilintetgør den rigeste hest som den hærgende fjendesværm, der afbrænder de fyldte lader og nedtramper sæden under den ranede hestehov. En mand der under fordøjelsen af en sybaristisk smaus kan beregne vindingen ved en dags længere indefrysning, vindingen ved en knivsod smør afknebet fra ti tusinde svedende arbejderes grovbrødsfrokost. En mand der på en og den samme dag kan opkøbe alt talg og slutte aftale med alle lysestøbere om leverancer, som disse med tab må støbe af det hos ham købte material. En mand der med hellig mine indstiller den velsignelse en korterlang af et tusinde favne udsolgt brænde afsavet endestumpe tilbringer ham! Og I, redelige patriotisk sindede handelsmænd, tilgiver I ham ikke at han tænker ligeså foragteligt som I, om en mængde af jeres næringsbrøde hvis principper og handlemåde er så vanærende for standen?

Hvad er altså til overs for den vemodige husfar. Hvor skal han søge råd uden hos den øvrighed som han lønner, som han beviser hørighed og lydighed for af den at nyde forsvar og sikkerhed?

Sikkerhed - ikke alene som den kolde jurist ville fortolke det, ved justits og domstole, men sikkerhed imod ethvert onde som ikke den enkelte, men det hele samfunds repræsentanter kan værne imod. Og sådant et onde er dyrtid. Ja, hører det, I øvrighedspersoner fra kongen og kejseren indtil rådmanden og fogden, hør det, for det er sandhed. Jer nævner den i landefred, i ejendom hævdede borger med taknemmeligheds, med glædens tårer, men - jer nævner også den vindskibelige mand der ser al sin anstrengelse utilstrækkelig til at anskaffe sig en føde som ikke mislykket høst, ikke karrig natur, men spekulationer og mangel på magasiner har opskruet til uhyre priser, jer nævner ha og hans sukkende mage, og hans hylende børn, men den anklagende harmes sjælebrændende tåre.

Så meget mere venter Københavns borger af sin Magistrat at denne ved magasiner afværger dyrtid som den ved anskaffelse af brændeoplag har erkendt det sin pligt. Men så håber han også at disse kornmagasiner snart åbnes, da dyrheden er så stor.

Den som skriver dette og som ved hvor slemt det er at være i uvished og uvidenhed om de nærmest vedkommende ting, vover ved denne lejlighed at anmode magistraten om hvert efterår at bekendtgøre for indbyggerne hvad og hvor meget der er anskaffet for stadens regning af de første fornødenheder.

Og du, Frederik! Vores første medborger, hvis virksomme medlidenhed over de i sidste pinsetid endnu isbelejrede og over dyrtid sukkende københavnere, dette blads udgiver glædede sig ved at beskrive *), forestil din far at en fri handel ikke er nok til at holde priserne i en tålelig højde, at magasiner på de første fornødenheder er det eneste middel, og han vil tro dig, og vi vil have dig at takke for aldrig oftere at sukke over indefrysning og over forbandelseværdige kornpugere. Og taknemelighedens tårer skal blive din løn!

*) Se nr. 59.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1403-1407)

Om Bøndernes Smaae Torve- og Brænde-Læs.

Det som ses hele tiden, holder op med at være påfaldende. Denne erfaring finder daglig sted ved de over al måde og til latterlighed usle læs af brænde, tørv, kul og lignende som vi daglig ser komme til torvs, og hvorover den fremmede der første gang i sit liv ser denne abderitstreg, med rette udstøder en latter sammenblandet af forundring og foragt.

En bonde tror og påstår at have bragt et forsvarligt læs som han kalder det, til torvs når det indeholder 30 snese tørv. Haverne af den korte vogn er stillet næsten lodrette og ovenpå består endog en del af det synlige læs af kviste, forder, tørre bregner eller lignende. For dette læs går to ofte tre heste, og et menneske må være med hvert læs. Beregner man nu når føreren af sådant læs om aftenen afgår fra fx egnen ved Frederiksborg, for om morgenen at være på Kultorvet som han forlader om middagen, for om aftenen at være hjemme - beregner man nu udgifterne så knapt som muligt: på indfarten 2 små måltider og 1 glas øl, aksissen, et morgenmåltid i København 1 dito ved bortrejsen, atter to ditto på hjemrejsen bompenge frem og tilbage, slid på vogn, tøj og hestesko på en kørsel af 10 mil, 3 hestes arbejde for 2 dage og 2 dage forsømt for føreren, for den bortvågede nat kræver sin ret - lægges hertil udgifterne ved tørvens frembringelse, ved dens stikning, tørring og hjemkørsel - og fradrages nu denne sum fra de 10 til 12 mark for et helt læs, dyrt nok, sælges for, hvor meget bliver da tilbage?

Forholder man en bonde den dårlige økonomi ved de små læs, så svarer han blot at det er umuligt at komme frem med større da vejene er så dårlige. Men da læssene aldrig bliver større når vejene om sommeren eller vinteren er allerbedst og da man på selv samme tid ser 6 til 8 gange så store læs indbragt ved samme hestetal, men NB kun fra landmænd over bondestanden og fra nogle få klogere bønder, så ser man nok at dette enten må være dumhed eller blot forevending.

Den rette grund er foruden ukyndighed i at gøre et rigtigt overslag over tab og vinding, lyst til sværm og hjemmelede. Så mange læs som han kan pine ud af sine tørv, så mange glade københavnsrejser.

For københavneren har denne tåbelige adfærd imidlertid den skadelige følge at den desuden dyre brændsel sælges ham endnu dyrere da nu det lilleputtiske læs står sælgeren for en del lige så højt som det store.

Dersom jeg foreslog at det blev forbudt at indføre mindre tørvelæs til København end på 100 snese, og mindre brændelæs end på en halv favn, så ville man vel kalde mig en rådgiver til despotiske forholdsregler. En beskyldning der skulle være mig den hårdeste af alle hvis den var fortjent. Men det er den ikke, eller også det er despotisk at forbyde borgeren at bage og brygge, at forbyde højere huse end 18 alen, at forbyde ædelstene i dragt og guld i værelser, ja selv disse forbuds nytte er mindre indlysende for dem de gælder for end mit.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1397-1400)

Ønske for Nestved og Bøn til General-Vej-Kommissionen.

Næstveds og især Lille Næstveds gader, er i vådt vejr uendelig snavset. Dette er egentlig ikke noget særegent onde for Næstved. Man beskuer næsten enhver købstads gader, man erindrer hvad der i dette blad før er skrevet om Kalundborgs, man ser endelig til hovedstadens gader hvis tilstrækkelige renholdelse endnu ikke er opnået. Det ville altså kunne man sige, anses for en alt for stærk prætension om Næstved som en tredjerangsstad, ville have rene gader. Næstved har endog en undskyldning mere end mange andre stæder. Denne at ingen veje kan tænkes dårligere end de som leder til den, især dem fra Korsør og Ringsted der næppe er i bedre stand nu end i Christian I's tider. De vogne som kommer til Næstved og som på vejen er sunket i til akslen i dræk, medfører et betydeligt antal ditto til byen, som forøger stadens egne betydelige produkter.

Næstved ligger ved foden af et sandbjerg. På vejstrækningerne mangler det heller ikke på dette til vejbygning nødvendige emne. Men sandet bliver liggende hvor det ligger, og vejene bliver ved at være halsbrækkende og hestefordærvende i den højeste grad.

Danmark har en vejkommission som besidder nationens agt og tillid. En vejforordning som anses for et mesterstykke. Der er før og efter denne forordning årligt arbejdet på vejene. Men efter de fuldfærdige strækningers størrelse, såvelsom deres varighed (se Roskilde- og Hørsholmsvejen) at dømme, vil Christian den 20. endnu kunne vælte på sin kongevej, uagtet alt hvad Christian 7. har gjort for at forebygge det.

Det var måske muligt at indbyggerne i mange købstæder eller amter blev til sinds selv at anlægge (efter den anviste linje og plan) deres landevej dersom de vidste at turen ellers først om et hundrede år ville komme til dem, og dersom de havde den nødvendige kundskab såvel om bygningsmåden som især om dens omkostninger.

Dette såvel som det ovenfor sagte om de små strækninger som årligt bygges, giver mig føje til at gøre følgende anmodninger til generalvejkommissionen: 1) At den ved hvert års ende underrettede almenheden om hvad der i samme var anlagt af nyt og hvad der var forbedre. Intet kunne tænkes mere behageligt for folket som tager så stor del i disse nyttige arbejder og altså heller intet behageligere for vejkommissionen som må ønske den agt og tiltro den besidder, end mere bestyrket end en sådan meddelelse der sikkert vandt en regents bifald som selv så lidet ønsker kundskab om noget offentligt anliggende tilbageholdt fra folket, at han endog ofte offentlig meddeler sine tanker, hensigter og iagttagelser. *) 2) At den ville udgive en plan over hele kongerigets vejarbejde hvori følgen og tiden for ethvert steds vejes bygning bestemtes, for så vidt dette lader sig gøre når arbejdets gang hidtil lægges til grund. Endelig 3) At den ved trykken bekendtgjorde en kort og tydelig anvisning til grus- og stenvejes bedste anlæg, forsynet med beregninger over omkostningerne af de derved forekommende arbejder. Dette sidste ville tjene mest til at opmuntre til vejanlæg da man nu forestiller sig disse omkostninger som uhyre store og af mangel på sikker underretning ikke ved hvilket man skal holde sig til at de forskellige derom løbende rygter. **)

*) Denne priselige regentadfærd som så ofte har vist sig i indledninger til de kongelige forordninger osv. giver den mest frydende forhåbning at hans majestæt engang vil befale alle sine kollegier årligt ved trykken summarisk at bekendtgøre deres handlinger til det almenes tarv. Dette er mange gode patrioters ivrige ønske, og dets opfyldelse tror de vil have mange herlige følger, vil gøre skatterne mindre tunge, vil bestyrke kærligheden mellem folket og dets regent, vil stoppe munden på kritikere. Kort sagt, vil befordre landets lyksalighed, og give alle andre regeringer det mest glimrende eksempel at efterligne.

**) Disse rygter er så forskellige at milen mellem Roskilde og Korsør efter nogle skal have kostet 80.000 og efter andre 3.000 rigsdaler at anlægge.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1393-1397)

En Bøn til Skolekommissionen.

Iblandt de beviser som Frue Skoles ny indretning afgiver på den sætnings sandhed at intet menneskeligt er fuldkomment, er valget af lære- og læsebøger ikke det mindst betydelige.

Jeg vil her for pladsens skyld blot nævne den nye tyske læsebog Die Bestimmung des Menschen af Spalding. Dersom det gælder om, til læsebog at vælge et skrift af et behageligt nyttigt indhold, af et tydeligt, i daglig tale anvendeligt sprog og som er frit for battologisk, tungskrevet tøj, så vil næppe nogen turde påstå at ovennævnte skrift er det mest passende af alle.

Jeg vil til bevis blot citere s. 61 som jeg på Veram har opslået og overlade læseren at afgøre om sådant er egnet til at give begyndere lyst til sproget:

An diesem habe ich also eine erste, mit uneingeschänckter Gültigkeit regierende Vorschrift in mir, die sich sehr bestimmt von meiner Selbstliebe unterscheidet und doch eben so innin und unabtrennlich zu meiner Natur gehöret. Etwas ist recht und gut und lebenswürdig, unabhängig von der Rücksicht auf eigenen Vortheil; und etwas ist das nicht. Diese Verschiedenheit und Entgegensetzung empfinde ich so klar, als jemal die zwischen Harmonie und Misklang in Tönen. Auch beweiset der Eindruck davon so viel Kraft an mir dass er sich [] meiner ganzen Seele bem¨chtiget, alle andere Empfindungen gleichsam verschlingt und allein mich entweder mit Lust oder mit Unmuth erfüllet. Wenn ich, bey einer ernstlichen Uebersicht meiner Neigungen und meines Verhaltens, gleichförmige gerade Rechtschaffenheit darin wahrnehme, wenn ich mich da der, noch immer herrschenden, und in jeder Freiheit des Willens treulich befolgten, Grundregeln moralischer Eure bewusst bin, so schaffet mir diese Selbstbeschauung ein Wohlbehagen und under Zufriedenheit, die jede Freude von anderer Art überwiegt oder erhöhet. Aber dagegen ist auch nichts vermögend, mich mit mir selbst auszusohnen, mich aufzubeitern und zur Ruhe zu bringen, wenn ich von dem Anblick einer innerlichen selbstbewirkten Zerruttung meines Herzens geschreckt, die ganze Marter der Selvstverdammung erfahren muss; ich mag dann auch noch so mühsam - aber doch immmer vergebens - mir selber entschliehen und mich, uner dem Schwarme auswärts gesuchter Zerstrenungen und Frohlichkeiten, vor den unausweichtlichen Verfolgungen einer einheimischen Anklage versteckten wollen.

Det ville være ønskeligt om skolekommissionen ved at anordne en for ungdommen bedre skikket bog, ville give den mere lyst til dette nyttige sprog. Vel måtte Spalding da sættes hen ved siden af logaritmetabellerne og Galettis lærebog. Men målet kom man dog stadig nærmere, og hvad ville da et lille pengetab sige.

Forvisset om at kommissionen ikke tror sig ufejlbarlig, men endog vil vide enhver medborger tak der vil gøre den opmærksom på en afvigelse fra den gienneste vej til målet, agter jeg efterhånden at fremsætte i dette blad hvad der i denne henseende måtte synes mig at fortjene en plads.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1389-1391)

Redacteurens Anmærkning

Johann Joachim Spaldings hovedværk "Betrachtung über die Bestimmung des Menschen" (førsteudgave 1748, sidste oplag 1794) var et i samtiden meget populært værk som udkom i flere udgaver og oplag. Værket lå langt fra den ellers gængse teologi og dogmatik og er i stedet en dialog med sig selv om eksistensspørgsmål.

Om Frue Kirkeskole skrev Adresseavisen efter Københavns Bombardement 1807, følgende den 1. oktober 1807:

Under de Bekymringer, hvorpaa min Embedsstilling i nærværende sørgelige Tidspunkt har været saa frugtbar, var det mig en opmuntrende Glæde, igaar at modtage 10 Rd. til Frue Kirkeskoles Reparation. Den ædle Mand, som leverede mig dem med Taarer iØinene, syntes ikke at ville nævnes offentlig. Jeg antegner Gaven i Skoleregnskabet til Anvendelse efter Hensigten, og haaber, at den ikke vil blive den eeneste. Skolen, hvis Bestemmelse er, at give fattige Borgerbørn frie Underviisning, og, om mueligt, frie Klædning, har ved Bombardementet lidt en Skade, som er vurderet til 1000 Rd. Dens egne Midler ere utilstrækkelige til Istandsættelsen. Dens sædvanlige Hielpemidler: Collecter, Legater af Sognet, kan ved saa mange Familiers Ødelægelse ikke andet end være forringede. Men de ere ikke alle udtømte. Frue Sogn er ved Branden forarmet og adspredt, men ikke tilintetgiort. - Mange af dets veltænkende Indvaanere have i disse Trængselsdage havt øiensynligt Beviis paa Forsynets Varetægt over deres Liv og Eiendomme. De ville ikke glemme at vise Taknemmelighedved at giøre Vel, og betænke, at Understøttelse til Armods Linding og christelig Børneopdragelses Befordring, er den ædleste Art af Velgiørenhed. 

Plum.

Og igen i Adresseavisen den 9. oktober 1807:

Den sædvanlige Efteraars-Collect for Frue Kirkeskole indsamles for Trinitatis Døttre til Høimesse og Aftensang Søndagen den 11 October. Det som indkommer, anvendes til den ved Bombardementet overmaade beskadigede Skolebygnings istandsættelse.