En Bøn for Døvstumme og Blinde.

Allerede i en del år har man i Paris haft to anstalter hvis menneskekærlige hensigt og skønne følger må glæde enhver sand menneskeven.

Jeg mener læreanstalten for døvstumme hvor disse lærer at læse og skrive, og altså gøres nyttige for samfundet, og institutionen for blinde hvori disse lære at læse, regne skrive, spinde, strikke, spille på instrumenter, sætte (i bogtrykkeri) o. a. m. til stor fuldkommenhed.

Og mens denne sande broderkærlighed øves i en hovedstad hos et folk der nu på tiende år sukker under en mageløs krig, hvad gør imens det religiøse, det sædelige, det lykkelige Danmark, det Danmark der ved halvfjerds års fred har kunnet samle sig kraft til al god gerning - hvad gør det for sine døvstumme, sine blinde børn der så meget trænger, så meget mere er berettigede til moderens hjælp.

I Kiel har hr. Pfingsten i hele 13 år under det derværende skolelærerseminarium virket til nytte i sit institut for døvstumme. Og kongen har understøttet ham. Tør man da ikke håbe at den samme konge vil udstrække den samme ømme hånd til de stakkels døvstumme der er danskbårne som han? 

En sådan anstalt kunne allerbedst forenes med Blågårds Instituttet da de vordende skolelærere tillige blev kyndige i at gavne de i deres landsbyer forekommende døvstumme unge.

Et institut for blinde ville herligt kunne forenes med det.

Fattigvæsenets virksomme bestyrelse der formodentlig har truffet et ikke ubetydeligt antal af døvstumme og blinde mellem stadens fattige, forene sin stemme med min!

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 93, den 1 Februar 1800, s 1485-1487)

Redacteurens Anmærkning

Georg Wilhelm Pfingsten (1746-1827) var søn af en tambour, og oprindelig parykmager. Men da parykker gik af mode, slog han sig i stedet ned som musik- og danselærer. Kombinationen af militær opvækst og musik, samt en barndom med to døvstumme børn kan have inspireret ham til at opfinde militære signalsystemer med flag og trommehvirvler. I hvert fald opsøgte han døvstumme og fik erfaring med dem. Han udarbejdede et tegnsprog der vakte offentlig interesse. Fra 1787 også med Lübecks Magistrats opbakning. Han blev ansat i 1791 som lærer og organist. Fra 1799 betalt af kronprins Frederik til i Kiel at virke som døvstummelærer. Han udgav lærebøger og artikler om døvstummes behandling i forskellige holstenske tidsskrifter. Se i øvrigt den opfølgende artikel i Politivennen om ham.

I 1807 oprettedes det Kongelige Døvstumme-Institut  i Sølvgade med Peter Atke Castberg (1779-1823).

Om Sprogø.

Denne lille ø som næppe nævnes om sommeren, er desto mere i alles munde om vinteren.

Det er sket at flere end 100 personer på en gang har været opholdt her i nogle dage. Og i en og samme vinter har det hændt at dette ophold har været gentaget og at Sprogø sålede har været en særdeles vigtig genstand for 5 til 600 rejsende.

I disse blades nr. 38 blev talt noget om hvad der burde ske på Sprogø for at statens egne kan nyder der hvad der hører til nødvendighed og bekvemmelighed, og for at fremmede kan ved deres tvungne ophold på denne sandplet, tvinges til at prise vores regering og vores nationalånd.

Nogen tid derefter indeholdt nr. 43 følgende erklæring af livlæge Svadicani:

"På min tilbagerejse til København har jeg haft lejlighed til at se indretningerne på Sprogø og fundet dem ganske tilstrækkelige til at yde den rejsende ly, underholdning, ja endog når disses antal ikke er alt fors tort, bekvemmelighed osv."

Denne erklæring forekommer mig meget satyrisk. Jeg tror at indretningerne burde være sådanne at enhver for nationens ære nidkær mand kan erklære at både ly og underholdning og bekvemmelighed (der for enhver sygelig, ja endog blot udmattet rejsende er lige så vigtig som ly og underholdning) ikke kan mangle, omend de på øen ankommende rejsendes tal var så stort som det så vidt mands minde går nogentid har været.

Det er vigtigt at sådanne indretninger træffes og vores regering vil sikkert træffe dem når det bevises at de endnu ikke er truffet. Jeg opfordrer derfor alle dem som derom kan give sandfærdig efterretning til skriftligt eller mundtligt at opgive: om der er flere end otte senge for rejsende på Sprogø? Om der er enkelte senge for dem som ikke vil eller kan eller bør sove hos andre? Om der er flere varme værelser at opholde sig i end det ene store tilrøgede? Om kvinder kan have deres særskilte kamre? Om der er nogen feltskær? Hvorledes 80 til 100 personer når der er så mange, afgør deres rettigheder til de få senge, o. a. m.? Hvem der er øvrighed på Sprogø? Og kort sagt alt hvad der i de her omhandlede henseender er nyttigt og vigtigt at vide.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 93, den 1 Februar 1800, s 1473-1475)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om Carl Ferdinand Suadicani (1753-1824). Han blev 1783 livlæge hos hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765–1814) og senere den danske kongefamilie. Han behandlede bl.a. hertuginde Louise Augusta. Da artiklen blev skrevet, havde han 1796 (og senere i 1801) ledsaget kronprinsen på baderejser og stod i høj gunst hos denne. Efter artiklen blev han i 1801 livlæge hos landgrev Carl af Hessen-Kassel. Her beskæftigede han selv også med sindssyge og døvstumme.

Skadelig Barnedåb på Landet.

Af misforstået religiøsitet var det før 1771 forbudt at hjemmedøbe børn eller at lade kirkedåben bero indtil moderen tillige holdt sin kirkegang. Dette forbud har kostet mange børns helbred eller liv. Midt i den skæreste frost blev barnet revet væk fra den varme barselsstue og på fremmede arme ført ind i den kolde træk i kirken for at blive overhældt med halvlunkent vand. Fra kirken søgte fadderskaren ofte først ind hos en eller anden brændevinsskænkende bonde i nærheden af kirken. Halv- eller helberusede gav man sig endelig ud i kulden. De utålmodige heste, og overgivne kuske jog nu afsted i en rasende galop. Man har endog har haft eksempler på at barnet er fløjet ud af vognen og ikke var savnet før den bekymrede moder ved første lyd af hestenes trampen spurgte til det.

Forordningen af 1771 som tillod hjemmedåben, kastede skylden for sildigere uordener af denne slags over fra regeringens skuldre på forældrenes. Hvis ellers en regering ikke til evig tid bliver ansvarlig for de slemme sædvaner for den urigtige fold i almuens tænkemåde den ved skadelige love har lagt grunden til.

Endnu den dag i dag bliver mangt et barn på samme tid ført til sin dåb og til sin tidlige eller sildige bane. Kan man fortænke Ole Jeppesen, om han i året 1800 ikke er videre i religiøs oplysning, end lovgiveren var det i 1745?

Ved en forordning der ganske forbød al kirkedåb, og hvad klogere var bestemte at præsten skulle søge barnet og ikke barnet præsten, ville vores oplyste regering forebygge alle disse barnemord. For således kan man vel kalde det, og derved og alene derved afsone hvad der endnu kan afsones.

(Politivennen Hæfte 8, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1465-1466)

Redacteurens Anmærkning

Kvinders kirkegang var efterlevninger efter en gammel skik som byggede på at kvinder der havde født, var urene og skulle holde sig hjemme i 40 dage efter en drengefødsel og 66 dage efter en pigefødsel. Efter denne periode skulle kvinden gå i kirke og betale præsten en offergave, hvilket spædede til præsternes løn. Ritualet blev officielt afskaffet i 1780'erne, til stor fortrydelse for præsterne der således gik glip af indtægter. I stedet slog man ofte dåb og introduktion i kirken sammen, og i denne skikkelse overlevede ritualet alligevel.

Mens kvindens kirkegang eller introduktion i kirken var højtidelig, var forberedelserne ofte ikke. I hjemmet kunne gæsterne før og efter kirkegangen beværtes med smørrebrød og snaps, mjød og kirsebærvin, kaffe og kager mm. Og som artiklen beskriver, betød det ofte at gæsterne var både halvt og helt berusede. På Politivennens tid var disse traditioner på retur i København, men eksisterede stadig på landet helt op til slutningen af 1800-tallet, 1880'erne

(Mette Ahlefeldt-Laurvig: De urene kvinder eller "det glemte ritual", Personalhistorisk Tidsskrift, 2014).

Til Vandvæsnets og Brolægningsvæsnets Foresatte

Da dog pumperør er kostbare, og bliver det stadig mere og mere, da de imidlertid efter ikke meget lang tid forrådner og giver vandet en slem smag, da de idelig pågående bræk hvert øjeblik fordrer at gadebroen, som dog er kostbar, skal brækkes op, og da den på de opbrudte pletter aldrig (som vi daglig ser) bliver så godt lagt igen som den ved den hele gades omlægning var lagt, da vi desuden har jernstøberier i vores egne lande, et endog i hovedstaden, og med det første, som jeg håber et til. - var det da ikke bedre for det hele, om vandrenderne blev lavet af jern i stedet for træstokke?

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1464 (uddrag)

En offentlig Spadseregang anlagt af en Borgemester.

I staden Tønder er en borgmester ved navn Richtsen der fortjener at opstilles som eksempel for alle borgmestre i verden. Ikke alene har han med egen udgift istandbragt meget til nytte for sin stad, hvoraf især her må mærkes et offentligt tørvmagasin (hvornår får København et sådant?), men han har endog for mange kommende slægter sørget for sine elskede tønderers munterhed, sundhed og uskyldige fornøjelse.

Som borgmester havde han brugen af et stykke land ved staden som lå bekvemt til derpå at anlægge en offentlig spadseregang. Richtsen fik dette landstykke til sin spadseregang imod at mageskifte det med et rigeligt godtgørende stykke af hans egne jorder. En eng som tilhørte kongen, og som indbød til alleens forlængelse, udvirkede han så meget lettere skænket til staden til dette brug som kammerpræsidenten på sin rejse selv havde set og beundret både anlægget og anlæggeren.

Dette fine engstykke var aldrig så snart erobret før den utrættelige Richtsen lod på egen bekostning nogle tusinde læs jord påføres. Alleen som har at imodstå den voldsomme havvind, består af otte til nidobbelte rækker af træer, for hvis vedligeholdelse der sørges med største omhu, såvel ved tilsatte støtter og i tørke ved vanding, som ved bekvemt anlagte planteskoler. Hvor stadseregangen bøjer sig er anlagt en forskønnende runddel. Smukke bænke er oprettede i gangene for at yde den trættede spadserer en behagelig hvile. Endelig har denne fortræffelige mand i sinde at legere en del af sin formue til vedligeholdelsen af denne så nyttige som smagfulde borgerskænk.

Oh, at enhver af vores stakkels af dræk ligesom belejrede stæder hvor man næppe tørskoet kan komme til hinanden uden i en fjerdeldel af året, hvis indkørsler gerne er bundløse moradser, hvis torve og gader er møddingesteder og vedkaster, og hvis fleste indbyggere næppe ved hvad det er at spadsere, måtte finde i en nidkær embedsmand, i en formuende medborger en ædelt tænkende Richtsen! Selskabelighed, sundhed, munterhed som nu i det højeste søges i en klub, den ikke engang alle stæder har, og den medborgerinderne er udelukket fra, ville ved sådanne anlæg lidt efter lidt blive nationalegenskaber og afløse hvad jeg ikke vil nævne.

Selv Jyllands vestre stæder måtte man ønske sådanne borger. Ikke måtte det afskrække dem at egnen er skov og træløs. Ikke burde de låne øre til vestjydens så modløse ord: her kan ingen træer vokse. Tønder ligger lige såvel udsat for vestvinden som Ribe, Ringkøbing, Varde og andre.

De træarter som Richtsen har anvendt, er ask, poppel, el, pil, kastanje, avnbøg, røn og løn. Og det fortjener at bemærkes at akacien som af nogle roses så meget og af andre lige heftigt forkastes, her trives og holder sig fortrinlig og vel.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 92, den 25 Januar 1800, s 1460-1463)