Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag.

(Fortsat)

Der lod sig vel tænke adskillige midler til at forebygge nogenledes så mange personers indtrængelse der ikke egentlig er af dem ballet er bestemt for. Men alle disse forebyggelsesmåder ville have deres ulejligheder, og dog ingen fuldkommen virkning. Ikke heller er det vel bevisligt at blot uberettigede *) laver optøjer.

Det ønskeligste var derfor at vores konges fødselsdag højtideligholdtes ved værdigere fester end et balpare der hverken kan more den sædelige eller hædre den gode fyrste.

Et ny teaterstykke er allerede nok til at afstedkomme den afskyeligste uorden med trængsel og slagsmål mellem billetsøgerne og med uhyre fordel eller prygl for billetprangerne. Dette vil altid blive så, så længe et publikum der har fået en rivende hunger efter teaterfornøjelser, og er stort nok til at underholde tre teatre, kun har et. Opføres dette nye stykke i anledning af kongens fødselsdag, så vil dette fordoble uordenernes størrelse og mængde fordi der undertiden forefalder epiloger, prologer eller andet usædvanligt, og endelig fordi dragterne i stykket plejer at være nye og kostbare. En ting som den største del af vores teaterpublikum har mere forstand på end stykkets eget værd der sjældent er stort. 

Med mishag erfarer vist vores gode konge, hvert år, at hans fødselsdag også ved Komediehuset skal frembringe så mange skændige optøjer at mange stakkels sjover, soldat, o. fl. fl. skal fra den datere et fordærvet helbred eller forbankede lemmer. Med inderlig mishag ser den gode borger disse optrin. Med ængstelighed ser han hvert år en ny kamp i møde mellem politiet og mængden, og hvad han endnu mere gruer for, mellem militæret og hvad der til dels er, men alt sammen kalder sig borgere.

Et udøvende politi der uden at bruge strengere midler end den højeste nødvendighed fordrer, adspreder en urolig stimmel der hævder orden med den værdighed, smidighed og kraft der virker så overbevisende endog hos det mest rå menneske, et sådant udøvende politi er et uskaterligt gode. Men det ordnende politi, politiken om man vil, kan endnu gøre mere, kan dræbe sæden til sammenløb. Og det bør den, for at ikke det udøvende politi ved idelig brug imod folket, skal tabe det imponerende som kun det nye eller sjældne besidder. For at årsagerne til opløbet, ifald dette endda sker, kan have desto mindre skin af ret og altså snarere bortjage end tillokke enhver fornuftig indbygger, for endelig det tilsyneladende kraftigste, men efter min overbevisning skadeligste middel til at holde styr, det militæres medvirkning, kan undværes.

(Fortsættes)

*) Skulle der holdes strengt over at uvedkommende blev ude, så måtte der ikke når der er afspist, være så godt som åben indgang for alle og enhver. Det fortjener også at advares imod hvis der oftere holdes balpare, at karlene går på gangene der vrimler af mennesker, med uhyre store kedler fulde af kogende vand, hvorved så let kunne ske ubehageligheder da personer der ingen for kunne begå så store uordner ikke kan være for gode til at løbe karlene på armen.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 95, den 15 Februar 1800, s 1512-1515) 

Uordner i Anledning af Kongens Fødselsdag.

I nr. 1 klagedes over uordner i anledning af kongens fødselsdag i 1798. I nr. 41 fandt man atter årsag til at indrykke uordner i anledning af kongens fødselsdag 1799, og nu er man nødt til at klage over uordner i samme anledning i 1800. Formodentlig bliver dette imod ønske en artikel i hvert kommende års første nummer efter den 29. januar.

Disse uordner som man finder så vanskelige at ende når de er i gang, kan let forebygges.

1) Ved afskaffelse af balpare og 2) ved ikke at give noget fødselsdagsstykke.

Jeg vil næppe fejle når jeg tror at hverken kongen eller nogen af hans hus finder sand moro eller åndsforfriskning i den forunderlige ting som hos os kaldes balpare. Og i sandhed, hvorledes skulle folk af smag og finde sæder kunne mores ved at være vidner til sådanne optrin som efter hvert sådant bal udgør bysnakken og byplatteren de følgende dage. At faststående borde med top og gavl rives overende, at såkaldte damer (hvoriblandt der NB også indløber en ingrediens af tjenestetøser) spiser gele med fingre og vifter, at man tilkaster sig stumper af steg, at en dominoherre (også dansebodsværter osv. sås sidste bal under domino) der tilbageleverer en anden et tabt spænde, begærer findeløn, at der stimles og trænges omkring familien med en mangel af ægt og anstændighed, som 

(Siderne 1504-1505 mangler. Den ufuldendte artikel er imidlertid alligevel medtaget her da den startede en række af artikler. Der mangler formentlig 1-2 sider. s. 1505 er formentlig forsiden på næste nummer hvor artiklen også fortsætter, se der).

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1502-1503) 

Om de utilbørlige Tagtude.

De fleste husejere i København har indset det skadelige for bygning, kælderdør, vinduer og trapper, i at lade tagvandet falde ned dryppende fra her tagsten. Derfor ser man kun tagdryp for meget få huse, ligesom tagdryp ganske burde være forbudt for farlighedens skyld af istappernes nedfald. Der hersker virkelig mere omhu her for bygningernes bevarelse og udvendige pænhed end i nogen stor stad jeg kender. Men københavnerne besidder virkelig også en grund af velvilje. Derfor er man ikke blevet stående ved den blotte anskaffelse af tagdryp i form af en tagrende der lod det samlede vand ved en eller begge ender udvælde igennem en kort tagtud, hvorved de gående i stedet for et vedvarende dryp måtte gå i en afvekslende skyl. Man har i dets sted nedbøjet tagtuden og ved en langs ad muren nedgående blikpibe ladet vandet udlade nede ved husets fod. Denne skønne måde er brugelig ved alle nye huse, og de af de gamle der endnu kan have tude, er til ære for staden kun få i forhold. Imidlertid er disse desmere anstødelige. Selv på de store gader Købmagergade og Vimmelskaftet, på den uafbrændte side, forekommer disse levninger af uvilje. Da tagpiber kan haves for en meget ringe bekostning, må man virkelig undres over at formuende mænd uden barmhjertighed kan se medbrødre der iler hver til sit fra regnen, i et øjeblik at gennemblødes ved deres tagvand, mens de selv ikke kan skjule sig for sig at det er dem kært ubespølet at kunne gå forbi naboernes med piber forsynede huse. Politivennen vil ugentlig angive tudene indtil de enten ved ejernes borgerlige tænkemåde eller ved politiets medvirkning forsvinder.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1500-1501)

En ulykkelig tildragelse på Falster

(Tilegnet Selskabet for Druknedes Redning)

Et par dage før sidste nytår så vi her på Falster et meget beklageligt eksempel på skadeligheden af det skønne gamle mærke, som endnu til spot for vedkommende ligger over vor bondestand, og som påstås så saliggørende for samme. En person til hest ville sætte over isen til Sjælland. En bonde, som i nogen afstand ligeledes går over, ser ham at synke og iler ham til hjælp. Men den ved hestens slag kvæstede is brister, og kun med det yderste anstrengelse lykkedes det ham at redde sig selv. 

Udmattelsen og frosten gjorde det imidlertid umuligt for ham, at komme langt fra vågen. Nogle mennesker, der fra landet havde set denne tildragelse, løber til og bærer den halvdøde til lands. Men forgæves søger de i den nærmeste by at få ham bragt i ly, for at anvende hjælpemidler. Dum overtro, måske frygt for gengangere, måske frygt for at begå formastelse, måske trevenhed for at pådrage sig den ulejlighed, som en inkvisition vel ville forårsage, hvis han døde o.a.m. lukkede alle døren for dem, og da det endelig lykkedes dem at komme i hus, var det ved opholdet gjort umuligt at redde den forfrosne. Dette menneske, som så villigt havde sat sit eget liv i spil, for at redde sit medmenneskes, som derved havde gjort sig værdig til agt og yndest af alle, måtte da dø en smertefuld død, fordi falstriner der i 900 år har haft skoler og kirker, ikke besidder den menneskelighed, som irokeseren eller grønlænderen, uden skoler og uden kirker, ufejlbarlig havde udvist.

Gid at vores præster ville, eller hvis de ikke ville, skulle prædike engang om året mod spøgelser og gengangere, engang imod trolddom, signen, målen og igennemvisen, og så videre mod alle almuens skadelige fordomme! Gid at vores bisper måtte tage kandidaternes ed, navnlig at udrydde disse. Jeg har hørt præster, der på bønders spørgsmål, om der vel var gengangere, med en mystisk mine svarede: Man kan ikke nægte muligheden deraf. Jeg har kendt præster, der selv skælvede for spøgelser, der tålte at man i deres egen stald støbte bly over elleskudte får! O Anholts Hr. Juels har endnu mange værdige brødre i ordet.

Gid at vore skolers besættelse var, og kunne være sådan, at en dum overtroisk præst ikke kunne skade den tidlige vakte menneskefornuft!

Gid at vores lovgivning ville tilkende enhver redder af et menneskes liv en udmærket hæder, eller skattefrihed, eller deslige. Gid den ville anordne at en sådan menneskeven, hvis han døde for sin død, skulle begraves hæderlig på en offentlig bekostning!

Et eksempel som det anførte kan måske afskrække fra mangen ædel handling. Og hvilket indtryk må ikke så mange stenhjertede husfædres skandåd have gjort på familiernes ungdom!

Det selskab som disse linjer er tilegnede, har det i sin magt, at nedrive en af disse dumme overtroer, den at det er formastelse at det er at gribe Gud ind i sine domme, hvis man søger at bringe en død til live.

Ved at uddele til alle sognefogeder, skoleholdere, bedre endnu til enhver husfar, en kort underretning, om hvad der ved dødes oplivelse er at gøre, ville selskabet bevirke at oplivelserne blev hyppigere, og altså tanken om formastelse af sig selv ophørte.

Ved denne lejlighed kan jeg ikke undlade at lægge to forslag frem for selskabets overvejelse, da de måske ikke, som dog var ønskeligt, ligger inden dets virkekreds. Det ene, at forsyne alle vores skibe, hvorfra så mangen for staten vigtig sømand dumper ud og drukner, ikke alene med en af de ovennævnte underretninger, men endog med en kasse med de instrumenter, der ved oplivelse kunne bruges. Det andet at anlægge svømmeskoler, som det sikreste middel til årlig at redde mange menneskers liv.

(Politivennen, hæfte 8, nr. 94, den 8. februar 1800, s. 1496-1500

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen, Hæfte 8, nr. 103, den 12. april 1800, s. 1633-1640 og Politivennen, Hæfte 8, nr. 104, den 19. april 1800, s. 1649-1653.

Noget mere om Døvstumme.

Formodentlig ønsker vores menneskekærlige almenhed at kende noget mere til den i sidste nummer omtalte hr. Pfingsten og hans institut for døvstumme i Kiel.

Hr. Pfingsten var organist og landsbyskolemester i det Lübeckske. Den tid som han fra disse forretninger havde til overs, anvendte han på at undervise døvstumme. Kongen kaldte han derfra til Kiel, gav ham 300 rigsdaler årlig løn og lod ham der oprette et institut for døvstumme som står under opsyn af skoleholderseminariets bestyrelse. Ganske fattige undervises for intet og seminaristerne bibringer han sin metode. Ved et af hans selv opfundet tegnsprog giver han sin undervisning indgang. Han nøjes ikke med at skaffe sine lærlinge færdigheder i dette tegnsprog og i skriftsproget, men han lærer den endog at tale forståeligt. To af dem konfirmeredes 1798 i Lübeck og svarede meget godt og bestemt på det spurgte. Kronprinsen betaler for en døvstum pige som for nærværende tid er hos hr. Pfingsten. En af hans lærlinge er i bogtrykkerlære og gør god fremgang. Allevegne opsporer hr. Pfingsten disse ulykkelige for at hjælpe dem. Og desværre er de ikke få. Han har også haft glæde at finde hos dem gode hjerter, taknemmelighed og anlæg til alt godt.

Endnu fortjener at anføres at manden Ludvig Reventlow var den der opsøgte denne i en vrå virkende mand, og ved sin anbefaling til det tyske kancelli var anledning til hans forflyttelse der var ham des ønskeligere som en født kieler.

Udgiveren af dette blad anviser hvor en døvstum yngling af gode sæder og nogenledes hoved kan antages i bogtrykkerlære her i København.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1489-1491)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen der henvises til, at Politivennen nr. 93. Se noten til denne vedrørende Pfingsten.