Om Fødselsstiftelsen og de udsatte Børn.

Man ønskede ved nøjagtige lister at underrettes ikke blot om de på stiftelsen fødtes og dødes antal, men også om de udsatte børns mortalitet i det ringeste til det 15. år. Den som ytrer dette ønske tror, at man af disse tabeller ville fyndigst overbevises om at 3 mark om ugen er for lidt til virkelig underhold for et barn, især i disse dyre tider endsige til at indgyde plejeforældrene omsorg og kærlighed for barnet hvor denne ikke fremkommer af et menneskekærligt og blidt gemyt eller hvor fattigdom og nød kæmper derimod.

Mon ikke også en skarp overvejelse af stiftelsens tilstand kunne opgive midler til at udrede noget klækkeligere til disse forladte småbrødres tarv

Mon det ikke var godt at enhver far som i tiden lyste et af disse børn i kul og køn tilholdtes at betale stiftelsen alt eller halvt af det til barnets pleje udlagt. Mon ikke præmier til plejeforældre ved hvert plejebarns forevisning af frisk og ufordærvet legemsbeskaffenhed i dets 15. år kunne virke meget. Vel at forstå når sådanne opmuntringer ikke som nu blev givet på plejebørnene bekostning.

Det er stort at redde mange mødre fra skændsel, samvittighedsnag og helbredsforlis. Det er stort at stræbe efter at redde mange ulykkelige børn fra de mange farer der truer den forældreløse. Men større er det måske at udstrække den hjælpende hånd til et mindre antal ulykkelige og da til fulde og med vished at redde dem den udstrækkes til, end ved at udstrække den til flere at vise en vilje der er større end evnen, og derved tilbageholde andre hænder der burde gøre det, der af den ene hånd ikke kan overkommes.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24 Maj 1800, s 1741-1743)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 110. 31 Maj 1800, s 1755-1756.

En underlig Ting ved Ildebranden paa Himmelfartsdagen.

Ved denne ildebrand hørte man Nikolaj Tårns klokke slå tre slag ad gangen. Ved at optage og efterse mit ildebrandskort, fandt jeg at ilden følgelig skulle være i Købmager- og Frimandskvarter. Men nej, den var ved Gammelstrand hvor mit kort fordrede 5 slag. Jeg kan ikke nægte at min tiltro til hr. Weinwich der ved at give os disse magelige, tydelige og vel opfundne kort i hænderne, har gjort sig publikum forbundet, er større end til tårnvægteren som er mig ubekendt. Imidlertid er jeg dog langt fra at ville skrive at jeg tror han burde have slået 5 slag da han ellers kunne tro sig berettiget til som embedsmand, at påføre mig en utilgivelig proces, og deraf har jeg allerede mere end nok. Men hr. Weinwich tør jeg opfordre til at forsvare sine så nyttige kort, og jeg tør allerede forud love mig at han vil gøre det til fyldest.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24 Maj 1800, s 1740-1741)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i det følgende nummer af Politivennen.

Til Havnefogden.

I mandags var der på grund af uforsigtighed af de personer som nedlod Knippelsbro, nær sket en sørgelig begivenhed. Et velklædt menneske der lod til at ile i forretninger, kom til broen just da den begyndte at åbne sig. Han bad folkene vente, men disse sagde: Løb bare til, så kan De endnu komme over. Og vandt imellemtiden op alt hvad de kunne. Mennesket som idet han kom til åbningen, fandt denne allerede for stor, vovede ikke springet. Han standsede, men da folkene imidlertid vedblev opvindingen, var broen i den håndevending alt dette var sket i, blevet så stejl, at mennesket ikke længere kunne blive stående, men faldt ned og stødte sig hæsligt i ansigtet og andre steder. Udskældt i stedet for ynket af de uforsigtige mennesker der så let havde kunnet forvolde hans død hvis han var faldet i vandet.

Man ønsker at disse folk måtte påbydes at være mere varsomme og sindige og gentager det ønske at det straks når broen skal optrækkes, med en bom som spærrer passagen, blev gjort umuligt for de tilstrømmende fodgængere at bestige brofløjene for at øve sig på så dårlig en måde i at springe.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24 Maj 1800, s 1737-1738)

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

Ind- og udladelsen sker ved kongens matroser under kommando af en bådsmand. Denne kan gøre hvad han vil, fordi skipperne gerne ville have ham til ven, og dog er denne bådsmand ikke forsynet med myndighed når en skipper modsætter sig. Dette er vel et sjældent tilfælde, men det sker dog, og da må den officer som er bommens skræk, hentes, hvilket dog medtager tid da det ikke altid er sagt at han om han endog heldigt bor så tæt som den nærværende (i nedre Amaliegade) er hjemme eller påklædt eller frisk. Hvor stor er ikke imidlertid ulejligheden af disse mulige tilfælde? Og kunne og burde ikke dette forebygges ved at lade løjtnanterne i søetaten skiftes til at have vagt på selve bommen, det vil sige være der til stede som den både bådsmanden imod skipperne og skipperne imod bådsmanden kunne henvende sig til for straks at få den fornødne endelige ordre.

Bommen og med den al ind- og udsejling lukkes om aftenen tidlig, og åbnes sent om morgenen. Alle søndage og alle helligdage er den lukket. Ingen årsag, den være nok så påtrængende kan heri uden de største ophævelser gøre forandring. Den skipper der ikke kan blive klar før det om lørdagen allerede var efter bommens lukningstid, må blive til om mandagen, da den gode vind muligt er forbi.

Den fynbo fx der mens bommen var lukket, med østenvind kunne have nået Smålandene, ser sig når han endelig er kommet derigennem, stoppet af en søndenvind der nu blæser ham lige imod, men under smålandene ville have været ham gunstig. Sit tab, sit ofte følelige tab må han sætte på deres regning der synes have troet at sejlads var af de gerninger der ikke må foretages på sabbatten.

Det er forunderligt at den fri ad- og udgang af staden som tillades gående, ridende og kørende, nægtes de sejlende der mindre kan tåle nogen spærring, og hvis rettigheder vores regenter ellers med rimelig udmærkelse har våget over.

Ingen årsag kan tænkes hvorfor det mere burde være forment at komme ind og ud af bommen indtil kl. 10 om aftenen, og om morgenen fra dagbræknngen af, end ad nogen af stadens fire porte. Holmens mandskab og den officer som der burde have vagt, blev ikke strabadseret af den grund. For de kunne jo desto oftere blive aflæst. Stadens sikkerhed led heller ikke derved i fredstid mere end ved nogen anden ports åbning.

Lige så vanskeligt kan det udgranskes hvad der kan have udset som en retfærdig og fornugtig bevæggrund til at lade bommen være ganske tillukes hver søndag og helligdag. Men skrev endog denne anordning sig fra tider da en ilde forstået religiøsitet anså det for rigtigt, men magt at tvinge folk til at hellige hviledagen, og da man troede det mere behageligt for det højeste væsen at bortdovne, bortsove, bortspille og bortsvire hver syvende dag i ugen end at anvende den til at sejle, pløje, høste, så og lignende, så vil regenten nu være des hastigere til at omstøde denne levning af overtro, da man håber hvert øjeblik at se portlukning under gudstjenesten som en lignende unyttig andægtigheds rest, ganske afskaffet.

Dersom i den stærkeste sejladstid det nye løb inde på Nyholm åbnedes for udgående middelstore og mindre skibe. Dersom både fik som rimeligt, en åbning for dem selv under bommens bro, som oven fra uden videre kunne åbnes med en vinde, der kun fordrede håndkraft og som bøde søgne- og helligdage (på de sidste i det mindste for lystbåde) burde være i gang. Så var allerede noget gjort til at lette den trængselsfulde fart igennem bommen. Kalvebodrendens åbning som ovenfor omhandlet, ville endnu allermest formindske trængslen da det blev ind- og udfarten for alle fynboer, sjællandere, lolliker, falsterboer, holstenere, ærøboere og overhovedet alle syd fra kommende og syd på hjemhørende skippere der hidtil har væeret nødt til at søge Trekroners Rende, ifølge en indretning der synes mig lige så vindunderlig som om man ville spærre alle Københavns porte, Østerport undtaget, og nøde alle til lands kommende til at søge den, endog indtil amagerne skønt disse først måtte oversættes med færge.

Måske kunne det også være en lettelse om man på bommens bro altid havde en fire fem varper til Røde Pæl eller Nyholms Hoved liggende klar for de udgående, og ligeledes nogle varper på dukdalberne midtvands eller ved orlogsskibenes flydebro liggende til tjeneste for de indhalende. I det mindste kunne skipperne da spare den tidsspilde som der forvoldtes, når deres joller som nu må vove sig gennem bommen for at gøre varpen fast. På hver side af bommen kunne en mand af vagten i en lille jolle have til arbejde at indhente de afbrugte varper for at opskyde dem på broen til andre som behøvede dem.

Sådan opmærksomhed måske også til dels udgift for fartens fremme ved jeg nok at mange snæverhjertede landmænd vil anse for et tåbeligt uøkonomisk råd. Men således ville ikke admiralitetets mænd og formand tænke, der ved at en stad høster foruden nytten, den mest udbredte navnkundighed og ros blandt sømænd for sådanne hjælpanstalter, ja kan endog herved lokke rige sømænd til der at nedsætte sig hvor de sporer sådan agt og kærlighed for deres stand.

Men, vil man tilråbe mig, hvortil nyttede at bomløbet var åbnet nok så tidlig og sent at det stod åbent hele søndagen og hver helligdag, når skibene dog ikke kunne udklareres, for den kære ivrer vil vel dog ikke forlange at toldbodens desuden kun netop tilstrækkende personale skulle arbejde uopholdeligt alle dage. Langt fra. Jeg ved hvor kedsomt det arbejde er man forretter på Toldboden. Jeg ved af erfaring at personalet ikke engang er tilstrækkeligt. Jeg vil derfor intet mindre end tilsponne det nyt eller mere arbejde. Men ikke desto mindre anser jeg indvendingen som fuldkommen ugyldig.

(Fortsættes)

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24. maj 1800, s 1729-1735)

Redacteurens Anmærkning

Artiklens første del blev bragt i Politivennen nr. 108. 17. maj 1800, s 1713-21. Artiklen fortsætter i Politivennen 1800, nr. 113. 21. Juni 1800, s 1799-1804, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1833-1838 og afsluttes i nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854.

Bemærkningerne om at arbejde på søn- og helligdage er bemærkelsesværdig, set i lyset af at senere artikler i Politivennen harcellerer over at fx butikker og handlende, fabrikker mv tillader sig at holde åbent.

Er det nødvendigt med liderlige Huse i København?

Fra de første tider da jeg trådte ind ad Københavns porte, og blev opmærksom på den store mængde gemene og forføriske fruentimmer som dels omstrejfer på gaderne og dels står i gadedørene og med den skammeligste ublufærdighed og frækhed anmoder næsten enhver forbigående om at følge sig, enten for at optrække disse eller for at få deres dyriske lyster tilfredsstillet, faldt mig straks den tanke ind: Mon det er en uundgåelig nødvendighed i en stad, hvor der bør herske orden, at disse nedrige ryggesløse skabninger således længe ustraffet vover at fremture i denne skændige og forargelige næringsvej. Talrige eksempler viser at de ikke alene gør sig selv ulykkelig ved, men tillige mange flere. Og det er til vanære for staden og bliver til sidst til byrde for det almindelige.

Hvor mange håbefulde ynglinge forlader ikke sine forældres hus, fuld af uskyldighed, og med det forsæt efter sine ømme forældres og venners ønske og formaninger at vandre ad dydens skønne vej. Han kommer endelig til det glimrende og desværre lastefulde København, hvor han hvert øjeblik fristes til at falde i. Men hans ømme forældres gennemtrængende og kærlige formaninger er ham endnu hellige og dyrebare. Altså stærke nok til at værne om hans uskyldighed, og afholder ham fra at betræde lasternes bane. 

Dog snart får en eller flere af dem, som allerede er nedsunken til, ja vel endog under dyrenes klasse, ved smigrende veltalenhed ham bevæget til at træde ind i et af de skændige huse, hvoraf der desværre findes alt for mange. Nu husker ynglingen ikke længere sine venners formaninger, sit aflagte løfte og sit forsæt med at vandre på dydens vej. Hans sanser bedøves og han gør da det første skridt på alle lasters bane, og det varer ikke længe, før man tæller denne forårsyngling blandt de ulykkelige medskabninger, som man er omgivet af daglig i hobetal. Nu har han såret sine gode forældres og venners hjerte lige til det inderste, alt håb om at levere verden en værdig og nyttig borger er nu forsvundet. Og efter at ynglingen med sig har gjort en større eller mindre hob ulykkelige er endnu tilbage: At han under de forfærdeligste pinsler og samvittighedsnag, længe før den tid forsynet havde bestemt, lægges i gravens skumle dyb. Hvor tungt er det ikke for fromme forældre, der i det søde håb at danne ham til en retskaffen borger i verden, har anvendt alt, ja endog sat sig i en trykkende forfatning? Har ikke disse en gyldig årsag til at forbande oprindelsen til deres uerstattelige tab?

Min hensigt og mit ønske er: At dog nogen, som kan virke, ville værdige dette vigtige emne en smule opmærksomhed, og indse, at de ovennævnte lige så syndige som farlige og højst forargelige huse, virkelig så vidt muligt burde fjernes og de umennesker, der bor i dem og har valgt denne skændige næringsvej, følelig straffes.

Selvom der vel findes de, som ikke bifalder mig, så tør jeg dog nok påstå, at mit ønskes opfyldelse ville være til sand nytte, om det alligevel kan og bør ske, det overlader jeg til vedkommende.

(1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s. 1724-1726)