De Kvæstede.

Man har i disse dage haft den største anledning til at beundre vores sårlægers duelighed ved se to af de kvæstede der hver har mistet hele undermunden, desuagtet være helbredte og den ene endog på en måde at kunne tale.

Men fra en anden side er deres syn på vores gader ikke så frydeligt. Anmelderen er langt fra at ville betage dem deres frihed, eller at optage det ilde om de modtager de gaver de bevægede tilskuere med det bedste hjerte giver dem. Han tror at danske med foragt, ikke med harme bør forbigå den fremmede der turde sige, således må den kvæstede kriger tigge på gaden. Den danske nation har sammenskudt betydelige gaver, og flere vil endnu indkomme *), og den forlader sig på at den nedsatte kommission vil uddele disse på en måde der ikke alene er passende til nationens værdighed, men også til givernes hensigt. Sikkert har de kvæstede som går ud, allerede deres diætpenge. Men man ønskede dog at kommissionen bekendtgjorde noget om det. Dersom den mand har ret som sagde: så længe ikke alt hvad der angår nationen bekendtgøres mig, er jeg ikke borger, men kun et redskab, så fortjener sikkert den danske nation al mulig offentlighed.

For den skades skyld som synet af en så hårdt kvæstet kan gøre frugtsommelige kvinder, måtte man ønske at de fik et anstændigt ophold i provinsen.

*) Endnu ville mange gaver indkomme fra de længere bortliggende provinser, og selv her fra byen, da mange klubber og selskaber hvor i blandt Kgl. Musikalsk Akademi endnu kan ventes med betydeligt. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2680-2682)

Om Maleværket for København

(Skrevet i det sidste vindstille)

Er byens forsyning med mel så ligegyldig en ting? Nu sker den samme standsning som i fjor i februar måned! Der er intet brød at få af mangel på mel. Unægtelig er brændevinsskrå højt nødvendig og uundværlig, men skal brødkornet stå tilbage? Selv på dampmaskinen kan så godt som intet fås malet til groft brød, da Kastellet (som dog selv har mølle og vel kunne holde den i stand til sit brug) også mange brændevinsbrændere får malet der, så brødkornet for byen kan ligge 5-6 uger uden at blive malet. Er der da ingen bedre anstalter mulige for så vigtig en sag. På vandmøllerne får ingen malet, som ikke er bestandig gæst, og den højere bekostning her på hver tønde a 24 sk. mere end ellers, er mere end den halve eller ofte den hele fortjeneste for den som skal leve af grovbrødsbagning, hvor taksten ofte er så høj imod priserne?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11. juli 1801, s.2676)

Redacteurens Anmærkning

En klage over lignende står i Politivennen nr. 691, lørdag den 28. Marts 1829, s. 199-201: "Lidt om Møllerne og Meelmaling", udløste en mindre debat med svar i Politivennen 692, lørdag den . april 1829, s. 205-208: "Gjendrivelse af den Annonce i Politievennen Nr. 691, under Overskrivt: "Lidt om Møllere og Meelmaling", og Politivennen nr. 694, lørdag den 18. april 1820, side 237-240: "Endnu Lidt om Møller og Meelmaling"

En Tildragelse ved Vesterports Hovedvagt.

(Tilegnet stadens guvernør)

Onsdag den 1. juli om aftenen kl. halv et kom jeg i selskab med en del andre borgere ind ad Vesterport. Vi skiltes ad der og nogle af os som boede på Christianshavn, gik som sædvanligt til højre side for at gå igennem Filosofgangen, slottet og hjem. Men vi blev ganske uventet ved indgangen til Filosofgangen anholdt af skildvagten og forbudt at passere derigennem da tappenstregen var gået. Vi formodede at skildvagten havde forstået den ordre han havde fået urigtigt og henvendte os derfor til en underofficer der stod ved vagten, som bekræftede hvad soldaten havde sagt. Imens vi talte med underofficeren, kom den vagthavende løjtnant meget hastigt ud af sin stue og spurgte: Hvad var der på færde? En af os gentog det spørgsmål til ham om det ikke var tilladt at passere Filosofgangen? Hvorpå svaret blev: Nej! Spørgeren ytrede sin forundring over det ved at sige: Hvornår er da det forbud sket, da jeg i 36 år jeg har opholdt mig i København, har passeret Filosofgangen på hvad tid jeg har villet uden at det nogen gang er blevet forbudt før i aften. Officeren svarede: Jeg er her på min vagt, forbyder Dem at gå den vej og overlader til Dem at melde det til guvernøren. Vi lod os nøje med det og gik gennem byen hjem. 

Aftenen derefter, torsdag den 2. juli kl. halv elleve gik jeg atter i selskab med flere den samme vej, og ingen forbød os at passere Filosofgangen hvor vi desuden traf mange andre spadserende.

Hvad er vel årsagen til denne forskellige fremgangsmåde? Og turde man ikke af stadens i enhver henseende agtværdige guvernør vente så megen agtelse for indbyggerne at når en så almindelig gang eller vej som Filosofgangen blev spærret, det da offentlig blev bekendtgjort, for uagtet måske få ville kunne indse nødvendigheden af et sådant forbud, tror jeg dog sikkert at enhver god borger ville findes fuldkommen villig til at holde sig samme efterrettelig når han var underrettet om det.

Uvished er altid ubehagelig og den eksisterer i dette tilfælde når man forbyder den ene aften at passere en vej, som før aldrig har været forbudt og den næste aften igen tillader det.

Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2673-2675)

Fortsættelse angaaende Landværnet.

I Politivennen nr. 157 har en forfatter i ondt lune givet en ikke ærefuld beskrivelse af vores Landeværn som han behager at sige vil blive den fordommeligste landeplages, de stående hæres grav, at den ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve omkostninger. Men da intet af dette er bevist, og vel aldrig lader sig bevise, så behøver sætningen ingen gendrivelse. Det tillades mig kun herved at anmærke at dersom man ved at tale om noget blodsudgydelse og nogle omkostninger kan skræmme et lands beboere fra at sætte sig i forsvarsstand, da vil det blive let at gøre erobringer. Erobreren behøvede blot at vise sig for at kunne beskrive sin sejrrige fremgang med disse Cæsars ord: Jeg kom, jeg så, jeg vandt. Lad andre grue for en truende fjende, vi vil ikke lade os forskrække af denne, men ligne vores kække brødre af 2. april, ligne vores forfædre som ved deres tapperhed indgød britten sådan ærefrygt for dem at han benævnte den danske soldat med denne høje titel: Lord Dane. 

For at sætte os i agtelse hos enhver nation og i sikkerhed mod fjenden, er det nødvendigt at det unge mandskab som endnu ikke har haft gevær i hænderne, bliver øvet i våben, jeg tør sige at når alle de som ikke har gjort den sædvanlige krigstjeneste sættes fra deres 20. år under våben, da har man af disse alene i kongens riger og lande 100.000 mand, en betydelig hær når den blev øvet i våben, men dette kunne den uden store omkostningner blive, da vi har Landeværnsofficerer som understøttede af deres sergenter og underofficerer kunne inden foråret have dannet disse til at bruges imod en fjende, allerhelst når regeringen efter mit før gjorte forslag ville overlade en flint med bajonet og patrontaske til enhver gård, hvorpå bonden årligt betale 3 mark til amtsstuen, indtil geværet var betalt. Disse geværer fulgte gården og beboeren blev altid ansvarlig for dem. Når en af disse unge som skulle oplæres til krigstjeneste, tjente bonder, fik samme unge bondens gevær til brug under krigsøvelserne. For at spare staten for omkostninger, kunne bondekarlen gå i sin røde trøje. Fjenden ville da måske anse ham med foragt som en uøvet mand og glemme den fornødne agtpågivenhed, men måske også herved komme meget til kort, hvilket ofte har været tilfældet, når man foragtede sin fjende. Imidlertid da bønderkarle skal have klæder ligesom andre folk og en landeværnstrøje og lange bukser ikke koster mere end bondens sædvanlige dragt, når den er af vadmel (for hvad der går mere til bukser, det spares igen på landeværnstrøjen som er kortere end bondens sædvanlige trøje), så tror jeg det ikke ville være upassende om regeringen behagede at erklære at den anså landeværnsdragten som den rette nationaldragt og at den helst ønskede at se landets unge mandskab i denne dragt. Dette sket, ville enhver forskaffe sig denne dragt for ikke at synes ringere end andre. Dog måtte den som iførte sig denne dragt, enten allerede være øvet i våben eller søge eksercerpladsen for der at blive øvet i dem. På de vanskeligheder som forfatteren opgiver i samme nummer, vil jeg give mig den frihed at svare således:

Geværerne bør vedligeholdes, og den som bruger dem, må besørge dem istandsatte når de hos ham kom ti skade. Jeg taler her om små gevær, andre har vi endnu ikke på landet. De højere officerers gage som forfatteren tror vil blev en offentlig udgift, bør ikke forskrække nogen. Det er jo klart at disse høje officerer som ejer herregårde i landet eller har stor formue, bør intet have da de ved at værne om fødelandet, tillige værner om deres private ejendomme. At betale disse for deres tjeneste ved Landeværnet, ville være lige så urimeligt som om man ville betale en mand fordi han var behjælpelig med at slukke en ildebrand som ellers ville fortære hans gård. Man måtte også fornærme disse æresmænd om man troede at kun egennytte overtalte dem til at værne for fædrelandet. De andre ved Landeværnet ansatte officerer er jo pensionister som intet får foruden den pension de havde for deres forrige tjenetse ved de regulære tropper, og bliver altså ikke til nogen ny byrde for staten. De belønninger som høje officerer, proprietærer, embedsmænd og andre formuende som tjener ved Landeværnet kan vente, er en højere rang, et ærestegn, en offentlig taksigelse af fædrelandet når de ved udvist tapperhed har gjort sig værdige dertil. Derimod tror jeg at de herrer løjtnanter som fik megen umage med at øve så mange mennesker i våben, jeg tror at de kunne fortjene et tillæg i deres gage, da det er dem kostbarere her på landet end i København. Når Landeværnet i ufred blev gjort mobil, ville det være nødvendigt at landeværnsmændene fik sold. Og da de intet har i fredstider, og er vant til at blive mættet daglig, ville det være passende at de da blev besoldet ligesom fodgarden, så meget heller da modet har sit sæde i maven. For man mærker at en forsulten mand har hverken mod eller styrke til strid. Ved anvisning på amtsstuen kunne da enhver bataljonschef få gage til sine underhavende, og når proprietærer, præster og andre som har frit hartkorn, beholdt i ufredstider et oplag af rug, kunne deraf bages brød til landeværnsmændene. Jeg er forvisset om at enhver ville være så patriotisk at lade den rug han havde til oplag male og bage for disse der værnede for landet uden at betales for det. Rugen måtte da forud besigtes før og efter at den var malet, ligesom også brødet når det var bagt måttet afleveres ved syn. De som ingen personlig tjeneste gjorde ved Landeværnet, enten de var i eller udenfor bondestanden, skulle på omgang befordre landeværnsmændenes brød og køre de rejser som nødvendigheden fordrede uden al betaling. Den mest bekvemme måde til at få batterierne istandsat synes at være denne at man opgav et års mønstring og lod i denne måned krigsfolkene og artillerihestene enhver i sin provins arbejde på de steders forskansning som ansås for nødvendige.

Skulle Landeværnet give nogen anvisning til formindskelse i den stående hær, kan dette ikke anses for en landeplage da så mange store mænd har bevist at de store krigshære som Europa nu holder, er en af de største årsager til dets ødelæggelse, et mindre antal af regulære tropper vil imidlertid være en besparelse, hvorved sømagten der er så betydelig for os øboere, kunne blive gjort større uden at vi i en ufred skulle savne tropper. For når stammen til den stående hær vedbliver, kan man altid formere denne ved dem som efter at have tjent i 4. år, må i ufred gå tilbage til regimenterne for der at gøre de resterende 3 års krigstjeneste, se Politivennen nr. 162. Til at bestride en del af Landeværnets udgifter, tror jeg man burde anvende de penge som bruges ti udenlands hvervning, dels fordi folkemængden gør disse hvervninger unødvendige for eftertiden, dels også fordi hvervede folk, nogle få undtagene, er et sammenskrab af mennesker uden ejendomme og forbindelse med den stat de lever i, som ikke tjener længere end til lejlighed gives til at få nye håndpenge og som sætter en ære i at have tjent flere fyrster med et par sko. For dem som vægrer sig ved at være landeværnsmænd, foreslår jeg landsforvisning til straf, med sådant pas:

NN som har vægret sig for at være landeværnsmand og herved vist sig uværdig sit fædreland og sine medborgeres samkvem, forvises kongens riger og lande som han skal rømme inden 14 dage, pågribes han i samme efter denne tid, da hensættes han i fæstningsarbejde for sin øvrige levetid.
(Her sættes amtsmandens navn)

Kirke Helsinge den 24. juni

Holm

Præst for Helsinge og Drøsselberg Menigheder.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670)

Johannes Senn: En Landeværnsmand. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

I Anledning af det Indrykkede, om Landeværnsuordner i Karlebo.

(Indrykket efter begæring).

I ugebladet Politivennen nr. 165, d. 20. juni 1801 findes indrykket: En slem uorden i Karlebo (tilegnet den ansvarlige amtmand). Under denne titel forklarer bladets udgiver hr. Seidelin, at nogle mennesker i Karlebo og flere steder, har taget sig for, tværtimod lovene at holde værtshus og udskænkning, og svarer de, som gør opmærksom på denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Og at det går endog så vidt, at disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken, og sælger ud af den, uden at lade sig bortvise, enten ved formaninger eller skam. Herefter fremsætter forfatteren det ønske, at den ansvarlige amtmand alvorlig søger at kvæle en så giftig usædelighedsspire i fødslen.

Jeg ville anse det for unødvendigt at tage til genmæle over for egnens beboere og andre, som kender omstændighederne i anledning af ovennævnte klage. Men måden hvorpå denne uorden er fremsat, nemlig at denne var foranlediget ved ligegyldighed i min embedsførelse, har jeg for deres skyld, som læser det påankede, og ikke kender mig og sagens sammenhæng, villet forklare sagen indgående og således som den er.

Da forordningen af 19. januar dette år var udkommet, kom adskillige landeværnsmænd til mig og spurgte om de nu ikke var berettigede til, ifølge nævnte forordnings § 5 at udskænke øl og brændevin mod betaling, samt at handle med kaffe, te og sukker mm. Jeg oplyste dem så om det urigtige i deres antagelse. Forklarede dem hvad straf de ville pådrage sig hvis de foretog sig enten at skænke mod betaling eller at drive den omtalte handel. Og ydermere forbød jeg dem strengt at foretage sig nogen af delene. Efter nogen tids forløb blev det berettet til mig, at nogle landeværnsmænd uagtet denne advarsel begyndte at sælge øl og brændevin med videre.

Jeg lod derpå udgå en almindelig advarsel, som blev bekendtgjort, såvel ved birkedommeren som de berørte sognefogder, at ingen landeværnsmænd, uden han var forsynet med kongelig bevilling, måtte enten skænke øl eller brændevin mod betaling, eller drive nogen slags handel, som henhørte til købstadsnæring, under den straf som anordningen bestemmer for sådan ulovlig krohold og handel. 

Det er nok så bekendt, at oplysningen hos almuen desværre er meget indskrænket, og at den derfor ikke besidder evne til selv at forstå lovenes mening, især når der forekommer udtryk, som den synes at kunne tolke til sin fordel. På grund af det troede jeg det ville have været at handle hårdt, at en del fattige husmænd med familie skulle have været straffet efter lovenes strengeste strenghed. Og naturligvis således var blevet aldeles ødelagt, fordi de af vankyndighed, ja muligvis endog forledt af andre, havde begået en overtrædelse af lovene. Og dette var da således de bevægende årsager som bestemte mig til på den måde, som foran er meldt, nemlig først at advare landeværnsmændene, i stedet for efter lovenes yderst strenghed at lade straffe en del vankyndige husmænd, som vist ikke med overbevisning om deres ulovlige foretagende var blevet lovovertrædere.

Denne advarsel hjalp så vidt, at jeg i nogen tid intet hørte om ulovlig krohold eller deslige. Indtil først i denne måned, da en angiver meldte sig hos mig, og angav at to husmænd i Karlebo som udøvede ulovlig krohold. Efter at jeg havde modtaget denne angivelse, beskikkede jeg den 6. dennes en aktor til at afsige dom over disse to husmænd.To til tre angivelser fra andre steder, som indkom omtrent på samme tid, er ligeledes straks foranstaltet påtalte på lovlig vis. Men om disse er præcis de samme som hr. Seidelin mener, når han udtrykker sig således: I Karlebo og flere steder, uden at nævne hvilke de steder er, ved jeg ikke. Men dette ved jeg, at enhver ordentlig angivelse, som er indkommet til mig er straks foranstaltet undersøgt og påtalt. Jeg tror således at have handlet overensstemmende med embedspligt , ligesom også hr. Seidelin heraf vil blive underrettet om, at den påankede uorden er søgt hæmmet, længe før samme blev påanket i Politivennen.

Frederiksborg d. 27. juni 1801
Levekow.
Amtmand over Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms Amter

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4. juli 1801, s.2660-2664)