Et genbesøg efter 20 til 30 år til det sted hvor man har bortspøgt sin ungdoms år, nydt så mange skyldige glæder og under redelige vejledninger fået forberedelses kundskabet og attrå til videre fremstigen, har meget tillokkende for sig, og glæden bliver så meget mere overraskende, når man genkender nogle af sine ungdoms fortrolige, venner og velgørere. Tillige må opmærksomheden overraskes og vækkes ved synet af stedets tiltagende skønhed og ved opdagelsen af nyttige indretninger. Dette gælder om indsenderen af dette i henseende til Helsingør. Hvor meget er dog ikke denne stad forskønnet ved mange nye og anseelige bygninger og især ved det nyanlagte sygehospital! Hvilen ypperlig gadeoplysning i mørke aftener frem for i henfarne tider! Dengang vrimlede det af tiggere og tiggende børn på gaderne, nu anføres disse til undervisning og arbejde, og jeg så nu ikke flere end 3 sådanne tiggende unger i en stor på på Strandgade. Nu kan søfarende som kommer ud for fare, ved at forlise ankre og tov, straks blive forsynet med disse vigtige ting uden at forandre deres fart eller søge anden havn.
Gaderne er godt og bedre brolagt. Et lille stykke for enden af Sudergade ved støtten kan heri gøre en lille undtagelse. Men det som forekom mig som uorden og var mig meget modbydeligt, og være kirkegængere hvor så de end er i disse tider, meget væmmeligt, var det at se en kirkegård ved Tysk Kirke før indhegnet med stakit og efter sigende siden med en ringmur, som på grund af dens forfald er igen aldeles nedrevet, nu ligger ganske åben og forvandles til en styg kloak for naboer og alle af naturen trængende forbipasserende.
For at komme denne uskik til livs, som ikke let ophævet uden ved offentlig anlagte tilflugtssteder, foreslås den solgt, og for sammes beløb at finde et stykke jord til kirkegård udenfor byen da det dog bliver mere og mere mode for fornemt at lade sig og sine jorde udenfor portene. Da de ved kirkegården tilgrænsende naboer har kun lidt, og nogle intet gårdsrum, vil det næppe mangel på købere. Dog blev det måske en nødvendighed at høre deres mening eller fordom som af menigheden måtte endnu leve og have familie begravet der.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3958-3960)
Redacteurens Anmærkning
Den tyske kirke var St. Mariæ Kirke som efter reformationen var blevet indviet til luthersk kirke. Den var temmelig stor, indtil slutningen af 1600-tallet - i øvrigt i den periode hvor Diderik Buxtehude var organist her. Danskheden trængte ind i menigheden efter 1700, og efterhånden blev der prædiket på dansk. En af præsternes ligsten (Jes Vester Jacobsen Bjørnsen 1772-1786) findes fortsat indmuret. Sognepræst på artiklens tilblivelsestidspunkt var Hanrik Paulus Sandal (1789-1813)
