Om Drengenes kanekørsel.

Da den lille uskyldige fornøjelse som den uformuende hidtil om vinteren har kunnet have ved at køre en lille tur for et par skilling på Kongens Nytorv, Højbro Plads og ved Toldboden, virkelig giver anledning til tyranni mod heste, til svineri for drenge og til frygt for de gående, så ønsker man at den uden at betages det publikum som nyder den, måtte skilles ved disse ubehagelige følger. Dette ville måske allerbedst ske ved at forbyde drenge at være kaneholdere og lade denne trafik som gren af hyrekuskenes næring, blot drives af dem på vilkår at de ikke betroede deres heste uden til en fornuftig karl der tillige måtte tilholde sine passagerer ikke som fulde og gale mennesker at huje i den vilde sky, en ting som forskrækker den svage fodgænger der har nok at bestille med at vogte sig for at falde.

H. Lassen.

Studiosus.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4685-4686) 

Om Tyendes Overdaadighed.

(Efter Indsendt.)

Der er så ofte og af mange og mere sagkyndige talt og skrevet om overdådigheds skade og nytte at det ville være overflødigt at anføre min mening i den sag. Jeg vil blot i forbigående anmærke at hvad der hos den simple borger og embedsmand med rette fortjener navn af overdådighed er højst skadeligt - er hos den bemidlede og i de højere klasser en art af nødtørft og uundgåelig nødvendighed, ja endog nyttig for så vidt at denne luksus sætter en del hænder i virksomhed og bringer mening og velstand i den arbejdende dels hænder som disse i modsat fald ellers måtte savne.

Men hvad jeg her egentlig ville påanke som højst skadelig for moralen og almenvellet er den overhåndtagende luksus som i de senere tider ved en rasende efterabelyst er nedstegen lige indtil tjenestetyende. Det er sket mig mere end en gang at jeg har forledt af det fornemme udvortes, har i ubekendte huse antaget kokkepigen i huset for fruen, hvilken fejltagelse uden tvivl må møde flere der træffer en sådan simpel tjenestepige udmajet med atlask pels, moderne muffe, pallentin, guldbeslagne hænder, ører og bryst, og hovedtøj og øvrige klæder i forhold dertil, og altså ikke uden nøjere bekendtskab kan antage sådan pyntet dukke for mindre end fruen, frøken eller embedsmands kone eller datter, da man ikke let kan finde på at tro at en pige med 16 til 20 rigsdaler årlig løn kan anskaffe sig en sådan garderobe, hvoraf et eneste stykke ikke på lovlig måde kan fortjenes ved et helt års slid og slæb. Anmelderen kender blandt flere en simpel kokkepige som på et årstid har anskaffet sig af sådanne ting over for 100 rigsdaler. Han ved tillige positivt at hun hverken står i nogen æragtig forbindelse med nogen ugift person der med hensyn til lovlig ægteskab kunne give hende så kostbar present, heller ikke har familieunderstøttelse eller nogen andre lovlige indkomster end hendes årlige løn der ikke er over 20 rigsdaler. Der er altså kun to kanaler hvoraf man kan slutte sig til at denne rige indtægtskilde måtte flyde. Enten at hun bedrager sit herskab eller at hun må tjene det på en måde - som jeg ikke vil nævne. Begge er de skændige og spår kun lidt godt for den der i sin tid skulle have det uheld at vælge en sådan til hustru, og det er sørgeligt at hos denne klasse hvoraf den simple borger og håndværksmand (der udgør en væsentlig del af statens styrke) i almindelighed må vælge ægtefæller, at enhver udsigt til tarvelighed, vindskibelighed, ægteskabstroskab tillige med håbet om fremtids huslige glæder, velstand og hæder, med hver dag taber sig mere og mere efter tingenes nuværende gang.

Det ville være ønskeligt og uden tvivl meget gavnligt om enhver husbond og husmor, en eller flere gange årligt, mønstrede deres pigers pynt, og nøje undersøgte og krævede regnskab for hvorfra pengene dertil var kommet. Den pige som da havde mere stads end hun kunne gøre regnskab for - på lovlig måde at have erhvervet sig, måtte afskediges og årsagen dertil anføres på hendes skudsmål til advarsel og eksempel.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4683-4684) 

Tildragelse ved Gåbense Færgested på Falster

I oktober i år rejste anmelderen med et selskab fra Falster til Sjælland. Ved vor ankomst til Gåbense færgegård fandt vi den ene færge optaget af ko- og studeprangere, som talrigt førte kvæg fra Falster til Sjælland. Den anden færge var ovre på den anden side. Vi anmodede færgemanden om at komme over med den anden færge, som kom tilbage fra den anden side mens vi endnu var der. Men vores anmodninger var forgæves, skønt vi forsikrede ham om, at det var vigtigt for os at blive færget over med vores heste og vogn samme aften. Han nægtede os at komme over, og gav i stedet efter for studeprangernes grovheder, som med kraftige eder svor på at ville over før os. Ligeglad med vores anmodninger så han på at færgen, så snart den havde lagt til broen blev proppet fuld af stude, selvom vi lang tid i forvejen havde reserveret den. Vi blev så sat i den ubehagelige situation at køre derfra og først morgenen efter blive færget over.

Denne færgemands opførsel mod et anstændigt selskab rimer meget dårligt med at der kort før vores ankomst var blevet færget et andet selskab over med heste og vogn til Sjælland, selv om der var lige så mange koprangere som da vi selv kom. Anmelderen mener ikke at rejsende med heste og vogn bør stå tilbage for studeprangere, og lader dette trykke for at foranledige at sådanne ubehageligheder for rejsende ikke i fremtiden sker, med en instruks til færgemændene.

Køge d. 7. dec. 1803 
H. E. Wolf 
Student 

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4678-4680) 

Redacteurens Anmærkning

Gåbense færgested er omtalt i "Gaabense og Spodsbjerg Færgesteder." (Politivennen nr. 1150, lørdag den 13. januar 1838, side 17-19) 

Om Svins Roden på Landevejen mellem Nyrop og Niverød

Enhver dansk borger ser med velbehag på den omhu som landets vise regering drager for de rejsende ved de årlige istandsættelser og forbedringer af landevejene. Men det er højst ubehageligt, når man ser uordener, som forhindrer formålet med dette arbejde. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en: Det stykke af Helsingørvejen fra Nyrup til Niverød, som for nyligt var i den ønskelige stand, er dagligt siden kornhøsten blevet hjemsøgt af svineflokke, som ved deres roden gør betydelig skade på begge sider. På den måde ødelægger de det møjsommelige arbejde under store omkostninger. Og regeringens hensigt fortabes. Rabatterne er fyldt med huller og ujævnheder, og ved regnvejr vil de ikke længere give den rejsende den behagelige, jævne og magelige fart, som er regeringens hensigt og de rejsendes ønske.

Måske kunne denne uorden fjernes, hvis det blev tillagt alle gårdmænd at holde det stykke af vejen i stand, som grænser op til deres jord. Dette ville medføre at de ville holde deres svin hjemme og gøre dem påpasselige at antage andres, for hvilke de skulle hæve optagelsespenge. Det var endvidere at ønske at ejeren af sådanne svin var forpligtet til at istandsætte vejen, som hans svin havde beskadiget.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4669-4670)

Til Fattigvæsenet eller hvem det vedkommer.

Indsenderen har ofte med bedrøvelse set en ussel og pjaltet jøde blive forfulgt på adskillige kanter i byen. Men næppe er denne ulykkelige værre faren end i Springgade. For aldrig så snart han viser sig her (hvilket er tilfældet flere gange om dagen) før løsenet med det samme er givet for en hob kåde drenge, til med hujen at galoppere mod ham, og tilføje mennesket alle optænkelige krænkelser. Som et udyr flygter han da under en regn af sten og skarn. Men på et par fordums støvler tvunget med sejlgarn til at følge benene, kan det begribeligt kun være dårligt bevendt med flugten, så det ulde lag bliver ham til del uden han med ynkelig kvæk når sit jævnlige tilholdssted, nr. 21 hvor han formodentlig nyder almisse af en derboende jødisk familie. Kun højst sjældent er han så heldig som uglen at mørket begunstiger hans udflugt, for for det meste oppebier drengene ham troligt og forbereder ham ved skrigende udfordringer på en ny tortor.

Dette bekendtgøres i håb om at vedkommende måtte kunne træffe et middel til denne elendiges forørgelse hvorved han unddrages offentlig forfølgelse.

De omtalte drenges afstraffelse der i al fald ikke lader sig vente af ukultiverede forældres ligegyldighed, ville kun være et palliativ da uslingen bærer noget rædsomt ved sig der indbyder pøbelen til at behandle ham som prise hvor den øjner ham

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4664-4666)