28 november 2014

Om Svins Roden på Landevejen mellem Nyrop og Niverød

Enhver dansk borger ser med velbehag på den omhu som landets vise regering drager for de rejsende ved de årlige istandsættelser og forbedringer af landevejene. Men det er højst ubehageligt, når man ser uordener, som forhindrer formålet med dette arbejde. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en: Det stykke af Helsingørvejen fra Nyrup til Niverød, som for nyligt var i den ønskelige stand, er dagligt siden kornhøsten blevet hjemsøgt af svineflokke, som ved deres roden gør betydelig skade på begge sider. På den måde ødelægger de det møjsommelige arbejde under store omkostninger. Og regeringens hensigt fortabes. Rabatterne er fyldt med huller og ujævnheder, og ved regnvejr vil de ikke længere give den rejsende den behagelige, jævne og magelige fart, som er regeringens hensigt og de rejsendes ønske.

Måske kunne denne uorden fjernes, hvis det blev tillagt alle gårdmænd at holde det stykke af vejen i stand, som grænser op til deres jord. Dette ville medføre at de ville holde deres svin hjemme og gøre dem påpasselige at antage andres, for hvilke de skulle hæve optagelsespenge. Det var endvidere at ønske at ejeren af sådanne svin var forpligtet til at istandsætte vejen, som hans svin havde beskadiget.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4669-4670)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar