(Efter indsendt)
Stengades stykke fra Skt. Annægade til glacisen synes at kunne behøve noget mere lys, da der ikke alene ofte står forspændte vogne, men også er rendestene som løber tværs over kørebroen. Disse gøres kun ved særlige lejligheder i stand, sådan som det for nyligt skete med kongen af Sveriges ophold her, så man uden frygt for ubehageligheder selv i mørke kan gå over dem. Hvis en sådan istandsættelse til daglig brug er for kostbar, mener man, at mere lys i denne ende kunne afhjælpe det.
(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5647-5648)
Sankt Annægade 11. Huset ligger et pænt stykke fra det daværende glacis (mod højre), men giver et indtryk af hvor smal gaden er. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Redacteurens Bemærkning.
Hentyder muligvis til Sveriges konge Gustav IV Adolf (konge 1792-1809) som i januar 1805 rejste gennem Danmark pga. ishindringer, eskorteret af en æresvagt af husarekskadroner i Roskilde og Hillerød. Kronprinsen opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør.
Torsdag den 7. februar blev en konstabel ved det borgerlige artilleri begravet på Frue Lind, eller kirkegård uden for porten. Og da hans lig skulle nedsænkes i graven, måtte man to gange tage det op igen, fordi graven var for kort og for smal. Selv om det var en mådelig kiste som var købt på Frederiks Hospital, hvorfra liget blev begravet. Løjtnanten ved mandskabet måtte så sammen med de andre i følget stå en god halv time, mens graven blev gravet større, og det var meget ubehageligt i denne kulde. Man håber at den ansvarlige ser til at sådan en skødesløshed ikke gentager sig.
(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5639)
Redakteurens Anmærkninger
Det Borgerlige Artilleri, Københavns Borgervæbning
Eksisterede 1789-1870, og på Politivennens tid bestod artilleriet af 900 mand fordelt på 6 kompagnier. 1. juni 1808 blev Københavns Borgerlige Artillerie slået sammen med Københavns Borgerlige Infanterie til "Københavns Borgervæbning".
"Frue Lind"
Var oprindelig Frue Kirkes Assistenskirkegård Linden. Den lå i karreen Fiolstræde, Rosengaarden, Peder Huitfeldtstræde og Skidenstræde/Krystalgade indtil o. 1760, hvor den blev erstattet af bl.a. Nørrebros
Assistenskirkegaard. Artiklen skriver at det var "uden for porten", så det er formentlig sidstnævnte han hentyder til. (Se: H.Weitemeyer i Historiske Meddelelser om København, 5. bd., hefte II. København 1915, Side 81-117).
Assistenskirkegården: "Andreas Clausen. Født d. 4. febr. 1755. Død d. 18. sept. 1803" og for at ingen skal være i tvivl er tilføjet "48 aar 7 maaneder og 14 dages alder". Hans navn står over to andre på den ældste del af Assistenskirkegården, afdeling A. Som allerede i dag er begyndt at ligne det museumsområde den skal være i 2020. Så det er formenlig i dette område den gode konstabel blev forsøgt begravet ad flere omgange.
Hvorfor ikke have en bogsamling på store hospitaler til brug for de der ligger på hospitalet?
Med forbehold for at afsondring fra hussorger eller forretningsanstrengelser ikke indgår som en virksom ingrediens i et hospitals lægemidler, så kan det vel ikke benægtes, at mangel på beskæftigelse avler kedsomhed eller grubleri, alt efter gemytternes beskaffenhed, der næppe kan gavne, ja endog undertiden skader. Fx når den syge på grund af det bringes til at forstille sig som mere rask end han er, for hurtigere at vende tilbage til hans kære virksomhed.
Passende læsning er en beskæftigelse, der kun kan medføre skade hos meget få syge.
En sådan samling må bestå af et passende valg. Alt umoralsk, alle hekse- og spøgelsesbøger, røverromaner og lignende kan ikke komme på tale. Kort sagt, den skal kun indeholde god, nyttig og uskyldigt morende læsning.
Den øverste læge måtte bestemme hvem af de syge, der måtte benytte sig af den, samt i hvor langt tid om dagen. Ligesom han nødvendigvis måtte have den afgørende stemme i valget af bøgerne.
Jeg tror heller ikke at anskaffelsen af en sådan samling ville være til nogen synderlig byrde for stiftelserne. De fleste boghandlere viser beredvillighed til at overlade almuebiblioteker deres forlagsskrifter for intet eller for halv bogladepris, og det borger for at de også på den måde vil fremme de her foreslåede samlinger.
Hvis forslaget bliver realiseret, vil det måske ikke så sjældent blive tilfældet, at en helbredt person forlader hospitalet lige så helbredt på sjælen som på legemet.
Selv hospitalet for afsindige burde ikke være uden bogsamling, til nytte for deres stakkels beboere. Blot må valget her ske med megen klogskab. Og den lekture som blev tilladt hver patient, bestemmes efter hans særegne sindssvaghed.
Møntergade 28. Hamborg Sjæleboder, opført 1858 og altså ikke det som er omtalt i artiklen. Huset er nu nedrevet. (Fra "Ved Alderstrøsts 50 års jubilæum").
Det er for anmelderen en ubegribelig underlighed at hospitaler for aldrende fx Vartov, Hamborg-Sjæleboders, Petersens osv ikke for lang til siden har oprettet bogsamlinger, .
Det ovenstående forslag leder meget naturligt til et andet, som han tror man blot behøve at nævne med et par ord for at det bliver iværksat. Det er dette, at der ved ethvert sygehospital måtte antages en duelig skolelærer, der kunne hindre, at ikke børn ved en langvarig hospitalskur, skulle gå ganske tilbage og glemme hvad de havde lært, før de kom ind. Jeg er overbevist om at de menneskevenner vi skylder vores så nyttige hospitaler, sikkert havde bødet på dette savn, hvis tanken var faldet dem ind.
(Politivennen nr. 354, 2. februar 1805, s 5629-5633)
Møntergade. "De Hamburger Sjæleboder" lå i nr. 28 lå for enden af denne husrække. Men blev i 1908 nedrevet for at give plads til Christian IX.s Gade som anes bagest til venstre ved den hvide bygning. Hospitalet blev flyttet til Frederikssundsvej, hvor bygningen stadig findes.
Redakteurens Anmærkninger
Da "Hospitaler" ikke var hospitaler
Skribenten skelner mellem "hospitaler" og "sygehospitaler". På Politivennens tid var sygdom fortrinsvis et privat anliggende. De fattige syge blev stuvet sammen i pesthuse og lemmestiftelser, der mere udmærkede sig ved at udbrede sygdommene end til at bekæmpe dem. De mere velhavende blev behandlet i hjemmet. Jeg har ikke kunnet gennemskue hvem Petersen er.
Af de nævnte institutioner er Povl Fechtel's Boder (efter møntmester Povl Fechtel), Mønterboderne eller Hamborger Sjæleboder det ældste, oprettet 1570 ved Skt. Clara Kirke (der efter reformationen blev værksted for den kongelige mønt). “Hamborgerboderne” lå indtil 1908 i Møntergade 28. I 1908 flyttede den ud på Frederikssundsvej.
Indskriften "Poul Fechtel Hospital 1570-1908" i gavlen på taget af bygningen på Frederikssundsvej 78 A hentyder til artiklens "Hamburger Sjæleboder". Den havde fribolig for 22 samt 9 leje-lejligheder, der førte over til friboligerne. Bygningen har i dag andre formål.
Vartov var flyttet ind til sin nuværende placering i 1666 efter at have været ødelagt af svenskerne under Københavns belejring.
Med Petersen menes formentlig Det Petersenske Jomfrukloster, en stiftelse for ugifte kvinder, grundlagt i 1758 af silke- og klædekræmmeren Albrecht Petersen (1706-1761) og hans bror Sebastian Petersen (1708-1755). Oprindeligt lå den i en bygning opført i 1768-1769 af C.F. Harsdorff. Den brændte under branden 1795 men blev genopbygget i 1797-1798 af Joseph Guione. Restaureret 1867 af J.H. Nebelong og udvidet 1880 med en ekstra etage og igen i 1912. Klostergang 1922. Se artikel i "Forskønnelsen", 1920.
Men om hospitaler i nutidig betydning, var der ikke tale om. Det første egentlige hospital i Danmark var Frederiks Hospital fra 1757. Nu Designmuseet. På Politivennens tid var der desuden Københavns Almindelige Hospital (1769), som var plejestiftelse og arbejdshus (Amaliegade 26). Et eksempel på en tidlig sammenslutning, nemlig af Brøndstrædes Hospital, Lille Vartov, Vestre Hospital, Konventhuset i Silkegade m.fl.
Bibliotekerne
København måtte vente til 1885 med at få folkebibliotker. Men der fandtes private bogsamlinger og Det Kongelige Bibliotek. I 1829 beskrev Justitsråd og første biblioteksekretær ved det Kongelige Bibliothek Christian Molbech hvordan biblioteksforholdene var i Om offentlige bibliotheker, bibliothekarer, og det, man har kaldet bibliotheksvidenskab. Heri hedder det bl.a. at
"Der gives et uforholdsmæssig større antal af, endog videnskabeligt dannede, i det mindste opdragne, folk af flere stænder og klasser, som læse bøger og bruge bibliotheker, end der gives egentlige kiendere af bøger og bogvæsenet... I hvor stor denne endog antages at kunne blive, hvor hyppige og almindelige udbredte de private bogsamlinger, og hvor uendelig lettere adgang til bøger og læsning er i vore dage, når de sammenlignes med tiderne før bogtrykkerkonsten, eller selv med det første århundrede efter denne konsts opfindelse: Så ville store og offentlige bibliotheker sog aldrig ophøre at være nødvendige, sålænge den menneskelige ånds dannelse og kulturens udvikling følger den gang, som den giennem såmange århundreder og tidsaldre har taget."
Og videre om det 18. århundrede:
"Man erkiendte, at hvad lærde skoler, akademier, universiteter, videnskabelige samfund og andre lignende indretninger ere for bevaringen, forplantelsen og udvidelsen af levende viden, kundskab, lærdom, oplysning: det ere bibliotheker for bevaringen af den historiske deel af den menneskelige ånds fremskrit på tænkningens, erfaringens og beskuelsens baner i videnskabernes og konsternes umålelige rige."
Hvis man kan godtage ordsproget lejlighed skaber tyve, så er det ikke urimelig at påstå at enligt beliggende gårde og huse på landet ikke yder deres beboere den samme sikkerhed, som de der har naboer. Hvis alle landboere boede enligt, ville det virkelig svække statens interne sikkerhed, beskyttelse af ejendommens hellighed og dens moral.
Den fremragende udskiftning har allerede øget antallet af landboliger. Det må derfor være på høje tid at tale imod at dens slags boliger tager alt for meget overhånd. Det truer med gentagne tyverier, indbrud, mord og andre ugerninger, mens den fratager beboerne ikke bare den beroligende tanke om tryghed, men også megen virkelig hjælp i mange af livets tilfælde og trængsler, ved sygdomme, ildebrand o. lign.
Udskiftningen var fremragende og har øget antallet af landboliger, sådan som her mellem Kvinderup og Manderup, tæt på Slangerup. Men det truer med ugerninger og beboerne har ikke den samme tryghed som de før havde i landsbyfællesskabet.
Trangen til forsvar mod bevæbnede fjender er næppe den eneste grund til den stræben efter naboskab, som man alle vegne ser herskede hos fortidens landbrugere, og som betød at de samledes sig i større eller mindre landsbyer. Menneskets trang til selskabelighed, trang og lyst til gensidig hjælpsomhed, har vist en langt større betydning for den adfærd, der er ligeså gammel og lige så udbredt som landbolivet selv.
Sætningen at en agerdyrkers bolig ligger allerbedst eller næsten midt i hans ejendom er sand. Men hvor ofte må man ikke opgive noget af en fordel for ikke ganske at give slip på andre? Og da større tryghed, færre, laster, mere nabohjælp er værdifulde fordele, så må man frem for den allerbedste beliggenhed foretrække en god beliggenhed af agerdyrkerens bolig når den giver disse *)
Fire samlede gårde ville hver af dem godt nok komme til at stå i udkanten af deres jorder, hvilket var et tab. Men besparelse i form af fælles eje og fælles vandsted, foruden mulighed af fælles bageri, af nabohjælp, større tryghed mod onde mennesker, større selskabelighed opvejer tabet rigeligt.
*) Ligesom en gammel romersk agerdyrker har sagt:
bene colere utile optime damnosum ): en god dyrkning gavner, en overdreven skader
så kan man sige:
bene collocare colones utile, optime damnosum ): det er godt at udskifte agerdyrkere, men skadeligt at lægge dem enligt.
(Politivennen, nr. 354, 2. februar 1805, s. 5626-5627)
Redacteurens Anmærkninger
Det latinske citat
Stammer formentlig fra Plinius den Ældre, 18, bog, 38. Her lyder citatet dog: "bene colere necessarium est, optime damnosum". Tilføjelsen er vel skribentens egen opfindelse.
(Efter indsendt)
Karnapper er egentlig et stykke gotisk bygningskunst, og brugtes på alle fortidens pragtbygninger i disse lande, hvorpå Rosenborg stadig er et talende bevis. Efterhånden som den bedre bygningskunst naturaliseredes hos os, bortfaldt karnapperne, som denne på ingen måde vedkender sig.
Rosenborg er et talende bevis på at karnapper blev brugt på alle fortidens pragtbygninger. Men den bedre bygningskunst vedkender sig ikke karnapperne, nu hvor den indfinder sig i Danmark.
Nu synes disse vanskabninger igen at ville tage overhånd til skade for vores gader og pladser, og til vanære for vores bygningskunst og smag. Man ser allerede huse, der har to og flere sådanne glasskabe. Ja de begynder endog at stige fra underste etage op i 2. sals højde, og vil måske stige endnu højere.
Det er et stort ønske, at man får dette uvæsen standset. Det bliver næppe den gode smag der gør det. For hvordan den er hos os, fremgår af at den latterlige grille med at male forhuset på et og samme hus i flere forskellige og stærk afstikkende farver har taget overhånd. Det ser derfor ud som om man har bygget et stykke af blå, et andet af brune, et tredje af gule, et fjerde af røde sten, osv. Kun bygningskommissionen eller Politiet kan standse det.
Det er ubestrideligt at enhver der sætter karnap på sit hus, skader udsigten for en stribe huse til begge sider. Og der er nok ingen tvivl om, at lovene ville forpligte ham til at fjerne det, hvis naboer klagede over det inden der vandtes hævd på det.
(Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5614-5615)
Aversionen - eller måske lige så meget angsten for brand - giver sig udslag i at man stort set ikke (eller måske endda: slet ikke) kan finde bygninger fra Politivennens tid med karnapper i den indre by. Denne beskedne karnap - hvis den kan kaldes det - på Skt. Petri Skole i Larslejstræde er fra et langt senere byggeri, 1899.
Redakteurens bemærkninger
Karnapper og etageejendomme
Man kan lede længe efter bygninger med karnapper i City fra Politivennens tid. Så skribenten må repræsentere et generelt synspunkt hos bygherrer. København fik den 4. juli 1795 en Rådstue-Plakat "Angående de regler som ved bygningers gørelse i København for eftertiden bliver at iagttage". Karnapper, kviste, gavle og tårne blev populære et århundrede senere. Dog ikke i city, men i brokvartererne.
Karnapper fandtes allerede i middelalderen og barokken, og blev specielt i gotikken (ca. 1200 til 1600-tallet) mere udbredt. Samt igen i 1870'erne. Først I England, senere USA, Canada og Australien.
På Politivennens tid stod de mest almindelige etagebygninger fra 1700-tallet og til slutningen af 1890'erne i tætbebyggede byer som fx København på fundamenter af murværk eventuelt iblandet natursten. Ydervæggene var massive, indervægge normalt af udmuret bindingsværk, (grundmur i nederste etage og kælder) eller dobbelte bræddevægge. Etagerne var adskilt af træbjælkelag, og trapper er af træ. Taget af tegl, skifer eller metal på en trækonstruktion.
Bygningskommissionen
Siden 1728 blev der i København nedsat adskillige bygningskommissioner og -direktioners fortrinsvis for at genopbygge de offentlige bygninger efter brandene 1728 og 1790'erne. I 1803 skulle en kommission koncentrere sig om slottet, rådhuset og domhuset. Så med mindre skribenten kunne godtgøre (hvad han ikke gør) at karnapperne var brandfarlige, har det formentlig ikke gjort det store indtryk.
