Mere om Assistenskirkegården

Ved min hjemkomst fra en ligfærd i går, fandt jeg Politivennen nr. 363, hvor jeg side 5776 læste, at der ikke sker begravelse om søndagen. Allerede da var denne påstand de facto gendrevet. Men til ydermere bekræftelse må jeg tilføje at der samme dag fra Nicolaj sogn blev begravet fire lig på Assistenskirkegården, at ingen søndag forløber uden at begravelse sker der. Ja jeg har endog engang selv første påskedag fulgt lig derud. Som oftest er det ganske vist kun fattiges børn som da begraves. Men der er dog undtagelser, og på denne som på andre dage, har jeg overværet højtidelige, om ikke just pragtfulde ligfærd derude. End ikke søndag eftermiddag kan det afslås de der har lov til at lade begrave om eftermiddagen, at benytte sig af denne tilladelse. Spørgsmål altså: Skal enhver der ikke har råd til at betale 8 til 12 skilling for entreen, forbydes at besøge sine henfarne pårørendes grave, at hente stof til alvorlig eftertanke mellem de dødes boliger. Ja endog blot at tilfredsstille en uskyldig nysgerrighed eller at finde en times uskadelig morskab ved at bese monumenterne og læse gravindskrifterne. Det er ganske vist nyttigt at en militærmagt enten altid er derude, eller, hvis dette ikke lader sig gøre, da kan rekvireres ved alle pragtfulde ligfærd. Men at pålægge en skat - der som ovenfor vist altid skulle betales, da der alle dage begraves lig - for udgangen til et sted, hvortil der ved udtrykkeligt kongebud for få uger siden er givet fri adgang og åbnet enhver, var hverken klogt eller humant. Altså urimeligt at kræve og umuligt at forvente af vor vise og humane regering.

Den 8. april 1805
Pavels

(Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5789-5791)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777.

Erklæring

I anledning af det i Politivennen anførte om hr. Beautains Benefice, vil jeg nedskrive hele den begivenhed, og det jeg skriver er grundet på sandhed.

Mandag den 1. april om morgenen mellem 8 og 9 kom jeg til hr. Beautain for at købe en logebillet til en mand, som havde givet mig det i kommission. Hr. Beautain kom frem med et sirligt skrevet papir, hvorunder stod hans navn. Dette var en indbydelse til de respektive abonnenter, om de ville disponere over deres abonnerede loger, og i så fald tegne deres navne på indbydelsen. Da jeg ikke havde nægtet andre af teaterpersonalet denne tjeneste, at ombringe et sådant cirkulære, kunne jeg ikke heller, uden at udmærke hr. Beautain, nægte ham det. Jeg gjorde ham kun opmærksom på, at det var for sent at lade indbydelse cirkulere, da han samme dag ville begynde at sælge billetter, og dette allerede var anmeldt i  Adresse-kontorens Efterretninger lørdag den 30. marts. Måske endog nogle billetter da allerede samme dag var solgte. Men hr. Beautain ønskede hans indbydelse skulle cirkulere og jeg ville ikke være ham imod. 

Denne samtale passerede under fire øjne mellem hr. Beautain og mig. Mine pligter tillod mig ikke at komme til mange abonnenter om formiddagen. Om middagen sendte jeg min datter til nogle abonnenter, hvoraf to agtværdige mænd havde tegnet sig for hele loger. Før kl. 2 havde jeg indbydelse og ilede både glad og bekymret til hr. Beautain: Glad over at nogle havde tegnet sig - bekymret over en tanke, som opstod i mig: Om hr. Beautain nu fristes til at sælge de loger, som var antegnede? Men jeg blev både forandret og skamfuld da jeg så hvor velgrundet min frygt var. Jeg stod som forstenet, da han sagde mig, at de loger, hvorfor  abonnenterne havde tegnet sig, var alle borte, og jeg erindrede tillige at det var den første april. 

Måske kunne en kompensation formilde de fornærmede, tænkte jeg, og bad hr. Beautain at han ville overlade andre loger, der var ligeså gode som de abonnenterne havde ønsket sig. Men han var så beskæftiget med at sælge billetter at han næppe hørte hvad jeg bad ham om, men råbte: Alle borte - alle borte! Nu beklagede jeg mig over hr. Beautains forhold, og henvendte mig til en mand, som sad hos ham, og skrev på nogle blanketter. Jeg fortalte ham om denne begivenhed, og sagde: At jeg ikke ville gå til flere af abonnenterne, og med det samme lagde jeg de papirer på bordet hos denne mand, som jeg havde modtaget om morgenen af hr. Beautain. Nemlig en liste over logerne og invitationen. Manden, som sad ved bordet svarede mig, at jeg havde fuldkommen ret. Jeg anså ham for at være en retskaffen, ærekær og pålidelig franskmand. I ham har jeg et vidne, når jeg kun vidste hans navn og adresse. 

I det forreste værelse stod der to af politiet. Men det er troligt at disse ikke har bemærket noget af denne sag. Mere ved jeg ikke desangående. I Politivennen læses: "En liste på loger", men det var den allerede nævnte indbydelse og "inge liste" som blev abonnenterne tilstillet. Ligeledes stor der: At manden tegnede sig for en 18 mark loge som blev betalt med 10 rigsdaler. Her vil den flygtige læser tro, at jeg eller min datter *) havde modtaget samme til hr. Beautain, hvilket ikke er sket. Mit forhold, såvel i begivenheden med indbydelsen til beneficen som i andre forretninger, har ikke givet anledning til at nogen mistanke kan hvile på mig. 

P. Øegaard

*) Manden sendte sin karl til Beautain med de 10 rigsdaler for den tiltegnede loge, men fik derfor en urigtig. udg. anm.

(Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvarede en artikel i Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769, og blev selv besvaret i Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798

Om Markedet i Adelgade

Hver aften i mørkningen og senere i mørke holdes i den ende af Adelgade der er nær Nyboder, et af de besynderligste markeder. Og hvad der er endnu mere besynderligt, uden at mange mennesker i staden ved at et sådant marked findes.

Dette marked, der ikke findes noteret blandt almanakkens markeder, en unødvendighed da det holdes hverdag, kunne i en dobbelt forstand kaldes det stående marked. Først for den ovennævnte bestandigheds skyld, og dels for der hverken er boder eller stader, som på andre markeder. Men enhver sælger har sin vare i hånden eller på armen.

På Adelgades "Stående Marked" er der hverken boder eller stader, som her på Gråbrødretorv. Nej, sælgerne har varerne i hånden eller på armen.

Hvad køberne angår, består personerne mest af matroser, bønderkarle, arbejdsfolk og tjenestepiger. Sælgerne er derimod for størstedelen pjaltede kællinger. Man kan her få fruentimmer natkapper for 4 skilling, sko for 1 mark, støvler for 26 skilling og hele kjoler for 4 mark, osv.

Mørket gør at varerne tager sig ud til deres fordel, hvilket er en ny originalitet ved dette marked.

I fjor gik Holmens folk om aftenen patrulje gennem gaden. De splittede køberne og sælgerne, og så godt som tilintetgjorde markedet. Men i år, da dette ikke finder sted, har det opnået sin forrige velmagt.

Dersom det var afgjort, at det alene var ejendom, som her solgtes af trang, så måtte man, i stedet for at være mod dette væsen, snarere befordre det, da det sikkert ofte var bedre for den fattige om han på engang, skønt for en bagatel, solgte sin pjalt end at han sætter den i pant for en endnu langt mindre bagatel, svarer skammelige renter af lånet, og taber til sidst sin ret, når fornyelsen overstiger hans kræfter.

Men hvis, hvilket både er muligt og synes troligt, stjålet gods kan sælges her, så kan et sådant marked næppe være ønskeligt, men bør ønskes ophævet.

En anden grund til et sådant ønske er den at ved hjælp af [den?] marked selv, og under den støj som ofte er forbundet med den, udsættes de omkringboende folk i gaden for mere tyveri. De kan endog dårligt holde markedsgæsterne uden for døre, butikker og porte. Og undertiden må de tåle at tre-fire købere, med en sælger i hælene, springer ind for ved lyset at bese en eller anden genstand. Og hvor ubehageligt, besværligt, ja endog farligt noget sådant er for dem i husene, behøver her ingen vidtløftig forklaring.

(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s5777-5779)

Redacteurens Anmærkning

Efter bombardementet i 1807 eskalerede Adelgade som "Tyvetorvet". Delvis pga den tætte beliggenhed til Nyboder. Tyvekoster blev åbenlyst solgt på gaden. Politiet fik ret til at standse og undersøge alle som færdedes i Nyboder.

Orden på Assistenskirkegården

Igen har man fået et bevis for den aldeles utilstrækkelig bevogtning som er betroet vores afdøde venners fred på Assistenskirkegården.

Mere end en gang har disse blade omtalt denne sag og foreslået at skabe større tryghed. Dels ved at give kirkegården en militær hovedvagt ved indgangen, dels ved at forbyde sammenstimmel ved begravelser.

Vi har fra vores forfædre arvet den skik, at en kirkegård står åben, når et lig skal begraves. Vores forældres simplere sæder, større religiøsitet, måske også den omstændighed, at de ikke havde byer så store som København er nu, og altså ikke en sådan pøbel, gjorde det muligt at en så højtidelig handling kunne ske offentligt, uden at frygte forargelige optrin. Men i det mindste for København kunne vi allerede for lang tid siden have ændret dette. Udelukket uvedkommende, og derved skaffet vore venners sidste tog til deres hvilested den stilhed, orden, anstændighed, højtidelighed og os selv tillige det så gavnende forædlende indtryk på hjertet, som denne handling bør have og som den i så høj grad kan have. Til skam for os, sker dette på Otahejti og hos andre naturens yngre sønner, mens vi aldeles intet kender til det.

Det samme skændige væsen af uorden, trængsel, skubben, fnisen, gnækken, sludren, slagsmål, nedtrampning af grave og klatren op på monumenter mm. som udgiveren til sin harme var vidne til ved major Andresens jordefærd (og som vel flere gange siden har været gentaget), så han nu i forgårs gentaget i al sin væmmelighed og afskyelighed ved major Langes begravelse.

Denne gang var gravene frosne. Ellers var en stor mængde af dem sikkert også blevet trampet ned. Og til alt held er der på den nye kirkegård hvor graven var, endnu ikke så mange monumenter at bestige for de tankeløse gabere.

Man kan indvende at pragt ved begravelser var hensigtsløs, når det blev forbudt at se den. Hertil er at sige, at der er en endog meget lang strækning fra et sørgehus til indgangen til Assistenskirkegården. På denne kan høj og lav pøbelstimmel, og beboerne af de gader som toget går igennem, til fulde beskue pragten. Det kan aldeles ikke være noget indgreb i hverken publikums eller pøbelens tilskuerrettighed, at man kun fratager dem den lille del af udøvelsen deraf, som de ikke uden at betage det hele sin glans og anstand, kunne nyde.

Pøbelens skændige uvæsen er uværdig. Tanker afledes fra den alvorlige genstand, ingen omgivende stilhed, mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, kort sagt alle forædlende indtryk på. Hvem kan koncentrere sig om : "Skyldig taknemmelighed for nydte velgerninger satte dette minde for Mariane Du Guay, fød den 28. juli 1715, død den 12. juli 1801".

Udgiveren ved kun en eneste måde hvorpå man kunne give det offentlige synet af den del af jordefærden som foregår på kirkegården. Og det var om en slags terrasse kunne indrettes, hvorfra man kunne se alt hvad der foregik på kirkegården, men på ingen måde komme ind eller ned på samme.

Der skulle være betaling for adgang til en sådan terrasse. For ellers bliver ikke alene trængslen der alt for stor, men der bliver lagt en lille klemme på den fattige dagdriver, på tyende og læredrenge, så de hellere går hjem for at bestille noget og udrette noget, end fordrive tiden i ørkesløshed. Og endelig måtte noget bruges til at vedligeholde terrassen.

Denne del af pøbelen har jo desuden nok at gabe på, og langt mere end i forrige tider. Nu kan den hele tiden uden portene og i byen se det meste af hvad der før blot var at se i to-tre ugers tid i Dyrehaven. Så man kunne snarere ønske at der blev færre end flere gabelejligheder.

Sikke en gevinst for det tænkende menneske, der efter sådant forbud fulgte sin ven til jorde! Hans tanker blev så ikke afledt af noget fra den alvorlige genstand, som han var vidne til. Den omgivende stilhed. De tilstedeværendes uforstyrrede og opmærksomme deltagelse. Selv tomheden og ensomheden af stedet. Præstens da (men ikke nu for enhver af følget) beskuelige handling. Den tryghed og fred som man så de mange andre grave nyde her. Alt dette, forenet med mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, og med en til evigheden henvendt tanke, ville gøre et smerteligt, men et forædlende indtryk på de tilstedeværendes sjæle. Et indtryk, der endog lang tid efter ville holde sig levende.

Nu har man det modsatte. Og følgerne udebliver ikke. For ligesom det er nyttigt at være vidne til at en alvorlig højtidelig handling foretages med den tilbørlige anstændighed, stilhed og mandige tænksomhed, så kan det ikke andet end forårsage et skadeligt indtryk, at denne samme handling bringes til ende uden ro og stilhed. Uden orden og anstand. Uden alvor og tanke. Under grin og fjas, stød og tryk, støj og latter. Mens lumpen snak, eder og tåbeligheder allevegne fra med vold trænger sig ind i øret.

Og denne uværdige, denne umandige vane at behandle alvorlige ting uden alvor, er sikkert ikke den fejl, vi hos os mindst er nødt til at arbejde imod. Den letsindighed, om man tør bruge så mildt et ord, at vende alt til spøg, at ville se alt fra en side, hvor latteren kan finde noget at hæfte på, at undvige al fornuftig og tænksom samtale, er desværre alt for almindelig hos os.

Den nye anordning for disse kirkegårde har glædet alle. Og når engang de deri beskikkede beplantninger vil komme i stand, vil de blive en pryd for stedet. Men enhver som ser hvordan man stimler sammen ved en jordefærd, kan ikke være i tvivl om, at enhver beplantning jo straks i begyndelsen vil nedrives, og hensigten vil derfor fuldstændig glippe.

Det her lovpriste forbud "mod vanhelligelse af jordefærd" vil også i dette stykke være nyttigt mod det. Og dette forbud kunne måske være affattet således, at kirkegården stod åben om søndagen (da der ingen begravelser sker der) for alle. Men at den derimod på andre dage ikke var åben, undtagen for de der betalte 8 til 12 skilling. Og slet ikke ikke på dage, hvor der var bestemt en stor og pragtfuld ligfærd.

Et sådant forbud og uordener af de der bliver lukket ind, kan ikke opretholdes af et par gravere og nogle graverkarle. Det kræver en hovedvagt på 8 til 12 mand, der ved store ligfærd, skulle fordobles eller tredobles. Ligesom kun en enkelt port ad gangen blev brugt.

Udgiveren tør håbe, at det her fremsatte vil blive værdiget opmærksomhed fra de som er de eneste der kan udstede det foreslåede forbud.

(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fik en opfølgning i Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5789-5791.

Otaheiti
Tahiti blev kaldt Otaheiti af Samuel Wallis som kom til øen i 1767. Han opfattede forstavelsen O som en del af øens navn. Det blev allerede rettet på kaptajn Cooks rejse til øen i 1773. Men det har åbenbart taget noget tid at slå igennem i Danmark. 

I anledning af Hr. Beautains Benefice

Et meget påfaldende faktum er indløbet ved denne Benefice. Dette nemlig at i mandags kom en lille pige til en bekendt mand her i staden med en liste på loger, som var til at få til hr. Beautains Benefice. På denne liste havde to af byens meget agtede mænd allerede dengang indtegnet sig. Manden tegnede sig for en 18 marks loge, som han betalte med 10 rigsdaler. Desuagtet blev derefter sendte hr. Beautain en billet til ham til en anden loge end den han havde tegnet sig for. Misfornøjet opsøgte han selv hr. Beautain og forlangte enten den reserverede loge eller sine penge. I en ikke behagelig samtale, der her ikke bør nedskrives, nægtede hr. Beautain at den liste med loger var sendt fra ham eller besørget sendt af ham..

Den omtalte mand lod derfor pigen efterlyse i Adresseavisen. Hun indfandt sig og gjorde rede for sin omgang således, at hun var sendt af hr. P. Øgaard, boende på hjørnet af Skvaldergården og Dybensgade nr. 201 og 202, og at han var bemyndiget af hr. Beautain selv.

Dette er det blotte faktum, fremstillet uden kommentar, hvilket vel publikum ikke vil undlade at gøre selv, ifald ikke de herrer Øgaard og Beautain offentlig bekendtgør tingens sande sammenhæng. En af to er imidlertid en uundgåelig følge. Enten at hr. Øgaard uden hr. Beautains tilladelse har samlet subskribenter på dennes benefice, eller at han gjorde det med hr. Beautains vidende og minde. I sidste tilfælde ville følgen blive, at hr. Beautain havde samlet subskription på loger, men ikke ladet folk få de loger, de havde valgt!!!

(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op af en erklæring i Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787 og et svar på denne i Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798.

1 rigsdaler var 6 mark. Så manden havde altså betalt de 18 mark med 60 mark.

En beneficeforestilling var en forestilling hvor billetsalget gik til en af de medvirkende, eller til et velgørende formål. Hverken Beautain eller Øegaard optræder i Kraks Vejviser.