Barktyveri af Drenge

At der endnu gives eksempel på skadefro ringeagt for lovene og den opvoksende generations misdannelse, viste sig i aftes kl. 7 på den såkaldte Jagtalle ved Frederiksberg. En 6-7 stykker drenge og piger var i fuld gang med at slå alleens træer, da en borger her fra staden og jeg i forbigående blev vidner til dette stygge optog. De var udrustede med gode knive og sække til byttet, hvilket efter min mening vidnede om, at handlingen ikke blot var børnespil, men planlagt iværksat på ældres vegne. Muligvis for at få materialer til brænde eller garveri. Vi anså det for vor pligt at angive sådan en udåd, og troede at sognefogeden var den mand vi kunne at henvende os til. Børnene løb fra os, på nær 2, som vi ville have ført til sognefogden for om han måske kendte dem. For selv ville de ikke sige os hvem de tilhørte. 

Men da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem. Endelig kom sognefogden til, og da jeg fortalte ham sagen, fik jeg til svar: At det ikke kom ham ved, men gartner Petersen. Da jeg nu ikke vidste hvor denne mand boede og heller ikke havde tid længere at opholde mig, så leverede jeg sognefogden en af knivene, som jeg havde taget til mig.

København, den 23. maj 1805
A. C. Høyer
Stud. Theologiæ
Torvegaden nr. 197

(Politivennen nr. 371, 1. juni 1805, side 5893-5895)

Uordener

Uden for nr. 18 i Vimmelskaftet optager kælderfolkene fortovet, som desuden er smalt nok, lige ud til rendestenen med kasser, kurve og andet materiale. Og når man taler til dem om det, svarer de at folkene i nabokælderen i nr. 19 sætter lignende materiale derhen, og derfor vil de også gøre det samme.

(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5890-5891)   

Tuteins Gård på hjørnet af Vimmelskaftet (th) og Badstuestræde (tv) omkring 1828. Gården blev opført 1801-1802. Nr. 18 og 19 lå på Politivennens tid i den modsatte retning på Vimmelskaftet, halvvejs henne mod Klosterstræde og Amagertorv, således at frugthandlerskerne formentlig har haft denne udsigt (Fra "Strøget").

Man ser stadig fortovene uden for nr. 18 og 19 i Vimmelskaftet alt for meget belemrede af frugthandlerinderne i kælderne. Selv ledige hønsebure stilles derpå, uden at hensigten kan være anden end at spærre. Endelig ønskedes deres skyggetelte fjernet eller forhøjet så man kan gå frit derunder

(Politivennen nr. 371, 1. juni 1805, side 5906) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes med en bekendtgørelse i Politivennen nr. 373, 15. juni 1805, side 5938 og Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5955-5956.

Forslag om Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

Ulfeldts Plads kunne være en af byens skønne pladser, hvis ikke slagterboderne skæmmede den både ved deres modbydelige udseende, og ved deres for sundheden skadelige uddunstninger af forsulede køddele. Indsenderen indser at en fuldkommen fjernelse af disse slagterboder nok ikke straks lod sig gøre, uanset hvor meget der taler for det. Men en formindskelse af deres antal, da dog adskillige står ubrugte, og de tilbageblevnes indretning på løse ruller, således som butikkerne på Amagertorv, forekommer umiddelbart kunne iværksættes. 

Ulfeldts Plads 1755 set fra øst. Eller fra 1841: Gråbrødretorv. Skamstøtten over Ulfeldt ses lidt til venstre for midten. Der ligger nu en brosten på torvet med Ulfeldts monogram og årstallene for opsætningen (1664) og fjernelsen (1842) af støtten. (Johan Jacob Bruun: Novus Atlas Daniæ. Også gengivet i Kjøbenhavns Prospecter)

Når de blev flyttet, kunne de ansvarlige blive i stand til at rengøre og rense pladsen fra ovennævnte væmmelige kødlevninger. Og ved at splitte dem op i to sammenhængende rækker, en på hver side af støtten, ville pladsens rummelighed og skønhed blive mere iøjnefaldende.

(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5886-5887) 

Skarn og Skarns Lugt paa Østerbro Allee

Når man vandrer den skønne vej over Østerbro og glæder sig ved at nyde Guds frie luft og de herlige udsigter som vandringen der frembyder, studser man ved en modbydelighed som sætter sjælen i en sørgelig stemning. Garnisonkirkegården og den mands mindestøtte hvis forsæt det var at vise verden hvorledes det ikke er uværdigt for en befalingsmand at vælge sin grav der hvor fædrelandets ringere forsvarere hviler - de fattiges kirkegård - vanhelliges ved en mødding. Den støtte skjules næsten for vandreren ved urenligheds sammendyngelse. Denne bliver en ækelhed i stedet for en trøst for de ulykkelige. Dersom det i anordningen om vejvæsenet befales at der ikke lægges nogen mødding i en vis nærhed af landevejene, så tør man tro at Østerbro ikke kan være undtagelse fra denne regel.

Schiøtt.

(Politivennen nr. 370, 25. maj 1805, side 5877-5878) 

Noget mere om pudderets brug

(Efter indsendt)

I forrige nummer er indrykket et stykke under titlen: "Parterrets puddersvin", som har ærgret mand af bladets læsere, herunder mig.

Man kan endda acceptere, at udgiveren eller den der har tilsendt ham dette angreb, er fjender af pudder og pomade, og kalder pudder og pomade for snavs. Men det er dog en grovhed i flæng at slå om sig med (ord som) pudderhelte, pudderlapse o.lign. Er enhver anstændig mand der bruger pudder og pomade,da  en laps? Eller har en anstændig mand ikke lov til at gå på parterret friseret, uden at blive skældt ud for puddersvin? Og hvis ellers den strenge fortaler tillader at stå på parterret uden hat, vil denne så garantere ham sikkerhed for den hat der er hængt udenfor. Det sker jo ofte, at hatte som er udleveret til forvaring udenfor, ja selv overtøj, bliver stjålet.

***Udgiveren har ikke modsat sig at trykke så meget af det tilsendte, skønt det ikke er skrevet i den bedste tone. Som svar kunne det være nok at henvise til det her fordømte stykke i nr. 368, der koldsindigt gennemlæst bedst gendriver det ovenstående. Da udgiveren imidlertid har hørt flere tale heftigt mod dette stykke, efter hvad de har hørt af andre, uden selv at have læst bladet, og nogle deriblandt ikke holder det, vil han blot anmærke, at han kun har brugt ordet puddersvin om de unge pudrede personer, der opfører sig usømmeligt på parterret, ved at trænge sig ind blandt folk, holde hattene vendt udad med den nederste del, lægge det pudrede hoved op til de omstående, osv. Ikke med et ord er omtalt aldrende mænd, eller endog yngre mænd, når disse viser anstændig opførsel. Men det forstår sig selv, at hvis en gammel mand går på parterret, og der vender den pudrede side af sin hat mod andres klæder, så bliver han grisen lige så fuldt som den unge. 

Skal man da vende hattens pudderside mod sine egne klæder, har nogle spurgt? Ja, hvad ellers, svarer jeg. Det er dog unægtelig ikke så hårdt at blive tilsølet af sit eget kære pudder, som at blive det af andres.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybede en artikel i Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851.