16 februar 2015

Et menneskeligt Ønske, i Anledning af Vejen ved Jægersborg

Om jeg mindes ret har der allerede flere gange i dette almennyttige blad været talt om farligheden af det vandsted, der er tæt uden for Jægersborg mellem vejen og husarernes eksercerplads. Men desværre uden at de ansvarlige endnu har taget notits af det. I går aftes kl 6½ da jeg kørte gennem Jægersborg til Gentofte, var jeg der øjenvidne til en rædsom scene. 

Et menneske af god familie (hvis navn jeg her fortier for ikke at forvolde ham mindste sorg i hans beklagelige forfatning) fik pludselig et såkaldt epileptisk anfald, og styrtede baglæns ned ad brinken. Jeg og to andre mandfolk sprang i hast af vognen, ilede den ulykkelige til hjælp og fandt ham med hovedet i vandet og kroppen på landet. Uagtet vi altså var tre, kunne vi dog ikke med den største anstrengelse bringe den ulykkelige op på vejen på grund af stejlheden. Tre andre mænd som nylig var spadseret forbi os, blev ved vores fruentimmeres råben kaldt tilbage og viste sig som sande menneskevenner. 


Muligvis nyder sprøjtehuset (1750) i Benbrækkerstræde (Meutegårdsvej) godt af sin nære placering til vand. Men for en ulykkelig man havde samme næsten kostet ikke alene hans liv, men måske også et par af de tililende hjælpere.

Denne hjælp som vi skyldte og med største glæde ydede vores ulykkelige medmenneske, havde imidlertid nær kostet os alle livet. For da anfaldet gik over før vi endnu fik ham op på vejen, blev han ligesom rasende og ville med magt kaste sig tilbage. Han var meget stærk. Ingen ville slippe, fodfæstet var usikkert. Men vi fordoblede vores anstrengelser og bragte ham lykkeligt op. Da det var forbi, fortalte en karl mig at det var et bundløst morads og at en slagter for nogle år siden var faldet deri med heste og vogn, uden at man har fundet det mindste deraf. Skønt denne fortælling nok er overdreven, ja måske helt usand, så er det dog meget indlysende at stedet er meget farligt for kørende og endnu mere for drikfældige mennesker som i dyrehavssæsonen sent om aftenen raver der forbi. Og måske har en eller flere af disse ulykkelige endt deres dage der uden at man har erfaret det. 

I menneskehedens navn opfordrer jeg derfor den ansvarlige kongelige embedsmand, enten at lade et højt og stærkt stakit sætte deromkring, eller lade det fylde med grus, som nok var det bedste, da jeg ikke indser til hvad nytte en sådan stillestående, stinkende sump kan være. Min og medborgeres tak og velsignelse være deres løn derfor.

Dane
kat[xx]et


(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6879-6882)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6911-6912

Jægersborg var på Politivennens tid en lille bebyggelse langs Ermelundsvej og Jægerborg Alle. Ikke en landsby, men opstået omkring en kongelig gård, senere Jægersborg Slot (nedrevet 1761). Husarerne havde da opført en kaserne på stedet. Den hedder Jægergården i dag og er privatboliger. 

Jeg er lidt usikker på stedet. Umiddelbart skulle man tro at der var tale om området mellem Hollænderdam og Hundemose Sø på Ermelundsvej. Der har formentlig ligget et vadested imellem de to moseområdet, et par hundrede meter nordvest for eksecerpladsen og sprøjtehuset. Men Hofjægermesterens svar siger at det var i krydset "Bernstorffs Alleen"

Uorden.

6) I Fiolstræde findes en stor hob rå og ugudelige gadedrenge som fra morgen til aften besværer og foruroliger især stuebeboerne ved at lægge sig ind i forstuerne og spille kort og andre spil (endog for penge), bande, skælde og larme så at friske folk bliver ganske ør i hovedet deraf. Og hvorledes vil det da ikke gå de syge? Adskillige beboere har vel både med det gode og onde søgt at fordrive dem, men det har hidtil været forgæves. De overøser endog folk i dette fald med grovheder oven i købet. Man ønskede derfor meget at enten politiet eller de ansvarlige forældre ville se at råde bod på dette onde for at lære noget og dannes til nyttige borgere med tiden, da den syssel de nu driver, blot har allehånde laster og udyder til følge, til skade for dem selv og til skam for forældrene. 

7) For et par dage siden var en mængde spadserende i den øjensynlige fare for at blive kørt oer i Frederiksberg Alle. En vogn hvis kusk var i blåt liberi med trekantet hat, drejede i den voldsomste art og uden at råbe varsko, fra den midterste alle tværs ind over sidealleen og jog til porten af det lyststed der når man kommer fra byen, er det næste før man kommer til mægler Berents. Man håber at vognens ejer vil pålægge kusken en fornuftigere adfærd for fremtiden.

(Politivennen nr. 432, 2. august 1806, side  6876-6877)

Farligt Salg af Roser paa Københavns Gader.

(Efter indsendt).

På Kongens Nytorv solgte forleden en kone roser med hænder fulde af blod og sår af den fæleste og skrækkeligste fnat. Skulle det ikke være højst voveligt at købe roser af sådanne fnattede og måtte det ikke ønskes at enhver der traf sådan sælgerinde, angav hende for politiet?

(Politivennen nr. 432, 2. august 1806, side  6864)

15 februar 2015

Noget i Anledning af Brandkarrer og Brandslukker

Ved ildebranden i Pilestræde i går så anmelderen at den første vandkarre som ankom til den offentlige post på hjørnet af Pilestræde, nemlig nr. 8, kom hen under posten netop kl. 10 og at den blev færdig og kørte derfra først kl. 10.12. Den bag på hængende anbringer lækkede meget. Af disse 12 minutter tog forberedelserne de 4. Kl. 10.13 begyndte at fyldes på den næste karre, nemlig nr. 5, som kørte bort kl. 10.19. Kl. 10.20 begyndte at postes i den tredje karre, og blev færdig kl. 10.30 minutter. På den tid holdt allerede 6 til andre tomme karrer i række, for at komme tid. Hver af disse tre karrer brugte altså en gennemsnitstid på 8 minutter. 

Vandkarrerne kom for at hente vand ved vandposten på hjørnet mellem Pilestræde og Springgaden (ved stilladset lidt til venstre for midten. Eget foto).

Da denne tid syntes vel lang for de omstående, hørte anmelderen en ytre følgende måske anvendelige tanke: At give tønden på karren to spunshuller mere, eller i det mindste et. Da der altid står eller bør stå fulde kar ved posten, kunde der med spande som karrekusken modtog, også påfyldes vand gennem disse spunshuller, foruden det som postedes gennem anbringeren, og fyldningstiden således forkortes betydelig.

En anden tanke, som ved samme lejlighed opstod hos anmelderen, og som han tror ikke uværdig vor nye brandkommissions bedømmelse, er denne, at der altid i beredskab var nogle slusetønder til hver offentlig post, hvad enten nu disse skulle bevares hos den nærmeste husejer eller hos vægteren. Når disse straks bragtes til posten og fyldtes, behøvedes blot ved hver ankommende slusekarl at tage hans tomme tønde af, og give ham en af de fulde, til øjeblikkelig at jage af sted med. Dette ville formodentlig fremme vandtilførslen meget.

Endelig tror anmelderen at slusetønderne kunne fyldes på en hurtigere måde end nu sker, hvor hurtigt det end fuldendes gennem en tragt eller anbringer. To ved det fulde vandkar stående karle kunne nemlig plumpe tønden ned i karret selv. Så ville da vandet snarest fylde den, hvorefter den blev taget op for at blive byttet med en ankommende tom


(Politivennen nr. 431, 26.juli 1806, side  6851-6853)

Også denne gang, efter ildebranden i Pilestræde, ligesom før efter andre, er udgiveren af disse blade blevet overlæsset med klager over, at man ikke har kunnet komme til gode venner i brandens naboskab, men afvistes af vagten. Disse klager kan udgiveren så meget mindre indrykke, som han tror anordningerne deri affattede på det hensigtsmæssigste. Bidragene ligger derfor til indsenderens afhentning.

(Politivennen nr. 431, 26.juli 1806, side  6858)


Redacteurens Anmærkning.

Bybranden i 1795 stod naturligvis stadig frisk i erindring, og blev i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 54, 4. juni 1804, side 848-852.

Skammelig Mangel på Levemåde

(Efter indsendt)

Tirsdag eftermiddag den 23. juli fandt to unge herrer, hvoraf den ene endog bar en kjole der plejer at love opdragelse, deres fornøjelse i at forurolige et fruentimmer der var i et badeværelse på badehuset ved Langebro. Dels ved at gå ud på den bjælke som huset hviler på, og se gennem vinduet ind til hende. Og da hun gentagne gange alvorligt frabad sig denne drengeagtige uartighed, begyndte den ene at kigge ind gennem dørsprækken, så hun måtte anmode madame Kjær om bistand. Personens undskyldning, at han kendte jomfruen, var noget dum, for det gav ham dog vel ikke ret til at falde hende besværlig.

Hvor meget må sådan en lumpen opførsel afskrække fruentimmer fra at nyde denne for deres sundhed så gavnende indretning. Der var mange til stede som hørte og så denne opførsel, iblandt andre erindrer man en artilleriofficer og en mand, som madam Kjær nævnte Rådmand Lunning. Formodentlig kendte hun også den person som mest udmærkede sig ved denne lumpenhed. Kunne sådan uartighed ikke forebygges? Måske ville det hjælpe noget om en trykt advarsel, forfattet i værdig stil, opsat ved overgangen til badehusene. Dog allerbedst var det, om enhver der så ulykkelig mangler agtelse for kønnet og for sig selv for fremtiden nægtedes adgang til badehusene.

(Politivennen nr. 431, 26. juli 1806, side 6847-6849)