Hovedlandevejene eller kongevejene på Sjælland er bekendt for gode, er det og bør være det. Men der må dog gøres en undtagelse med et stykke af den veste kongevej, og det nær ved hovedstaden, nemlig mellem Frederiksberg og Vejrmøllekroen, hvilket er meget elendigt og farligt. Det værste stykke er det fra Damhuset af, og her væltede tirsdag aften den 3. marts først en bonde og siden havde jeg den ære at følge hans eksempel. Han midt på vejen, og jeg ved den ene side så at vejen er slem både på langs og på tværs. Efter en trasken om den halve nat efter hjælp, nødtes jeg til at tage ind i Damhuset og fandt således lejlighed dagen efter at undersøge vejen, der er fuld af dybe huller (blandt andre det jeg væltede i 5 kvarter dybt) og da den mere lignede en flod eller sø end en vej, var det umuligt at vare sig for et eller andet Scylla. Jeg sejlede da midt på den store landevej som en sømand mellem klipper og skær, bestandig med livet i hænderne. Den vej der er begyndt fra Frederiksværk, er uden tvivl et mønster på hvorledes en vej bør anlægges. Men denne lader ikke til at være således anlagt, og er kun mådeligt vedligeholdt. Den er snarere hul i midten end ophøjet. Vandet har da slet intet afløb, men derimod stærkt tilløb fra Frederiks Bakke. Med leret eller muldet sand er vejen fyldt, og dette er ved den megen færdsel og vandet ført ud til siderne. Og ligger slet ikke fast. Også neden for Frederiksberg Bakke hvor broen begynder, er et par huller.
Det var at ønske at denne vej måtte grundig omlægges eller istandsættes da sikkerheden unægtelig herved blev større. Ved Roskilde var en ridende som ikke turde tage til København for ikke at tilsætte sin hest og sig selv, og ved Roskilde Kro overnattede mange vogne af frygt for bussemanden, Damhusvejen.
Graah
(Politivennen nr. 463, 7. marts 1807, s. 7357-7359)
