Et Par Ord om de mange offentlige Stæder i Hovedstaden

"Lejlighed giver tyve" siger det gamle ordsprog, og sikkert med sandhed. Mon dette ikke også med megen grund kunne anvendes på den her i staden næsten hver dag stigende mængde af ølkipper, brændevinskældre, vinkældre, værtshuse i det store og små, æbleskiverier, restaurationer og konditorier? Af hvilke de sidste dog i den senere tid synes at have tabt sig en del.

Uden at undersøge om det skadede mere eller mindre at man for nogle år siden på sidstnævnte steder drak et glas punch eller en kop chokolade, for der at læse alle inden- og udenlandske blade, i pyntelige, smukt oplyste værelser, eller at man nu omstunder i en halv snes steder i enhver gade kan finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glasvis, og spilles kort og andre spil? Ikke alene lejligheden er skadelig, men også erhvervet. Ved den første forføres mange ynglinge og ødes mange skilling, der bedre kunne have været anvendt. Ved den sidste lokkes mange borgere fra en næringsdrift, et arbejde, der kunne have været staten og hans medborgere til stor gavn. 

En halv snes steder i enhver gade kan man finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glassevis, og spilles kort og andre spil. Brændevinsmand.

En indskrænkning i sådanne privilegiers meddelelse og et overmåde nøjagtigt tilsyn med deres strengeste overholdelse ville derfor vist være lige så ønskelig som gavnlig. Mange fædre og mødre, mange hustruer og mange børn ville vist velsigne sådan indskrænkning. Mange bedragerier og tyverier ville forebygges ved det. Mange arbejdsomme, duelige borgere vindes tilbage for staten. Også for de mangfoldige forlystelses og offentlige steder uden for portene synes vel at kunne og måske at burde sættes grænser. Ligesom også fordi tjenestetyendet så let forledes af danseboder og dansekældre til utroskab såvel i som uden for staden. Ligesom også for de næsten hver sommer i antal voksende gynger såvel vertikale som horisontale, hvad enten de er forsynede med stole eller med heste.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 7-8)

Et par Ord om Glædespigerne i Kiøbenhavn

At sådanne findes i en stor stad er desværre! et af sådanne stæders nødvendige onder. Men et af de ønsker som mange nærer og som man derfor vover her at fremsætte er, at de ikke som det nu dagligt er tilfældet, med tilråb og banken på vinduerne indbyder forbipasserende. Ja de springer endog ud af de døre eller op af de kældre hvor de fra den tidlige morgen til den sene aften har lejret sig, og overfalder de hvis vej falder forbi dem, med anmodninger om kærlige besøg. 

Lad dem længe nok stille sig til skue for de vellystiges søgende blikke. Men lad ikke deres venlige indbydelser harme den sædelige mands tugtige ører, som nødes til at vandre forbi disse ulykkelige skabninger hvis blotte syn allerede sårer hans følsomme hjerte! Det er heller ikke sjældent at de med utugtige udbrud omtaler og tiltaler velklædte, forbipasserende fruentimmer hvis hjerter allerede bløder ved synet af deres så dybt faldne søstre.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 5-6)

"De springer endog ud af de døre eller op af de kældre hvor de fra den tidlige morgen til den sene aften har lejret sig, og overfalder de hvis vej falder forbi dem." (G. L. Lahde: En falden piges historie nr 3, 1811. Statens Museum for Kunst.)

Skarnudkørsel ved højlys Dag

Menneskeskarn må kun udkøres fra hovedstadens bygninger om aftenen og natten. Hvorfor må så heste-, ko- og anden kvægurenlighed bringes ud ved højlys dag? Lugter de sidste mindre end det første? Blandes begge dele aldrig sammen, og i fald det er muligt, er lugten mindre ubehagelig ved dagslys end ved aftenens mørke? Mange hovedstadsbeboere, mange forbipasserende ønsker sikker at landmandens bekvemmelighed med at hente gødning ved højlys dag måtte volde hans næse mindre ubekvemmelighed. Den udkørsel af urin som betales, kan kun ske ved nattetid. Hvorfor må den som man får endog betaling for, ske ved dagslys til stor ubehag for mange lugteredskaber?

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 4-5)

Om Nytaars-Tiggerie

Indsenderen har just i disse dage i en sådan grad været overrendt med sådanne lykønskninger som han er overbevist om ikke kommer fra hjertet, men fra pungen, at han ikke kan tilbageholde det ønske, at der fra offentlig side herefter i det mindste måtte sættes grænser for sådanne lykønskninger, af hvilke sikkert mange er højst uventede. 

Det synes underligt at fx skorstensfejerne, som ikke alene får fastsat betaling, men tillige drikkepenge for hver gang de bliver tilkaldt til at udføre et arbejde, kræver nytår. At skarnkørerne gør det samme, finder jeg også besynderligt da de lønnes af de vognmænd der har overtaget bortkørsel af gadesnavset, og hvortil enhver af stadens beboere må bidrage sit. At tårnvægterne ligeledes på hver etage ønsker "et glædeligt nytår" er ligeledes helt underligt, da de jo har fast årlig løn, ligesom andre af stadens betjente, af hvilke det derfor kan findes besynderligt at mange intet nytår kræver, som for eksempel: Skarpretterens folk. 

Men at se mennesker, endog i kongeligt liberi vandre samlet fra sted til sted for at røgte sådant tryglende ærinde, er ikke et frydefuldt skue. Og forøger ønsket om at sætte grænser for en udgift der sikker falder ikke så få byrdefuld, til dels er uberegnelig og til dels skadelig, da den giver unge mennesker penge i hænderne som ikke er vant til, at omgås med skillinger for ikke at sige dalere, og med hvilke deres foresatte ikke kan føre kontrol, da deres tildeling er aldeles frivillig, selv om hvis de afvises, undertiden udsætter folk for ubehageligheder. 

En lignende uskik synes også at være gadevægternes lykønskninger ved enhver indtræffende højtid, af hvilke nogle endog falder meget kort efter hinanden, som fx juleaften og nytårsaften. Staden bør lønne disse sidste så højst gavnlige folk således at de ikke har behov på visse tider af året at måtte kunne sættes [ulæseligt] klasse med dem, som anordningerne om stadens fattigvæsen tilsiger, endog straf for tryglen ved husbeboernes døre.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 2-4)

Redacteurens Anmærkning

Denne skik med at afkræve folk penge nytårsaften forekommer umiddelbart nutidens mennesker meget særpræget. Redacteurens har forsøgt at finde en forklaring. Og muligvis er en sådan at finde i Danmarks Folkeminder, 1909 s. 14-19, i en artikel af Axel Olrik: At "gøre Vejr og at hilse nyår (ikke nytår). 

I denne artikel står at ifølge gammel tro var nymånen nyårskonge eller herre og rådede over årets trivsel. Ligeledes rådede mænd rådede over januar, kvinder februar, karle marts og piger april, osv. Lidt lige som når vi i dag - godt nok i spøg - gøres ansvarlig for vejret på vores fødselsdag. På Politivennens tid var det en anderledes alvorlig sag hvis vejret var dårligt. For så skulle fødselaren gøre det godt med traktement eller lignende. På samme måde kunne man (i januar mænd) blive gjort ansvarlig for dårlig trivsel i et år og derfor afkrævet kompensation. 

Man hilste året velkommen med vers, fx "Velkommen herre, med korn og kerne osv.". Denne skik genkender man i omkvædet til Grundtvigs nytårssang (bemærk: den er ikke ment om en salme!) "Velkommen nytår og velkommen her(re)". Som bygger på en gammel nytårsvise fra 1500-tallet.

Dette er dog kun Redacteurens mere eller mindre kvalificerede gæt. En folkemindeekspert eller historiker måtte muligvis vide mere. Hvis der er noget om det, kunne mænd altså omkring nytår blive afkrævet kompensation. Og hvis de ikke gjorde, dermed være ansvarlig for en manglende trivsel i det nye år. Det er jo straks en alvorlig sag som man ikke uden videre kan slå hen som en spøg. Hvad artikelskriveren bestemt heller ikke gør.

Anmældelse

I året 1798 begyndte litterat. og løjtnant K. H. Seidelin at udgive et almueblad under navn af Politivennen. Dette standsede kort efter udgiverens død, på grund af krigsurolighederne, der som med alt andet, især havde en skadelig indflydelse på litteraturen. Den nytte dette blad i sin tid unægteligt havde, lader formode at dets udgivelse nu, efter genvunden fred, vil være enhver god borger velkommen. Et lille selskab har derfor påtaget sig at udgive et ugentligt nummer. Det agter i et og alt at følge den plan, hvorefter bladet før blev udgivet. Afvigelser fra politilovene, synder mod smagen, modersmålet mm. vil blive hovedemnet for dette blad. Ligesom det også vil optage forslag til nye gavnlige indretninger eller forbedringer ved de allerede tilstedeværende. Selskabet håber at mange medborgere, såvel i hovedstaden som i provinserne vil kommet det til hjælp med bidrag, hvorved bladet vil vinde større interesse og blive mere almennyttigt.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 1-2)