Om Betlere.

Sikkert har det været tilfældet med i det mindste mange læsere af dette som med indsenderen at han såvel i sit hjem som offentlig på gaden, endog ved højlys dag, er af og til blevet anmodet om pengehjælp til mænd, kvinder og børn, hvis udvortes røbede den yderste trang. Enhver sådan anmodning er smertelig, og dobbelt smertelig når evnen ikke tillader dens tilfredsstillelse som ofte kan være tilfældet. For den ædle er broders, søsters trangs afhjælpning altid sand fryd. Men bidrags anvendelse i den hensigt har ofte som erfaring desværre har vist, skadet mere end gavnet. Og harmeligt er det når endog aldeles ubekendte udlændige besøger ens hjem, for at tiltrygle sig pengebidrag hos mennesker hvis sprog de ikke engang har villet lære for at kunne tigge i. En sådan tryglende tysker overhang for kort tid siden indsenderen heraf med vidtløftige fortællinger om sin nød og de uheld der havde foranlediget den. Og dette har givet han anledning til at foreslå til vedkommendes bedre skøn om ikke sådan fremmed trygler måtte ufortøvet på offentlig bekostning blive ført over grænsen for således at befri landet for en tiggende dagdriver, hvem mangel på livets første fornødenheder muligvis kunne gøre til misdæder, og hvis eget land vel nærmest skylder at skaffe ham underhold. Samt at den strengeste årvågenhed måtte anvendes mod landets indfødte tiggere for hvilke vores ypperlige fattigindretninger så velgørende har sørget og til hvis trangs afhjælpning enhver efter sin stand er pligtigt at bidrage.

* * *

Udgiveren tror i anledning af ovenstående at burde tilføje en advarsel til sine medborgere altid at holde deres føre vel lukket. For der gives en slags mennesker der forsynet med skrevne anbefalinger om deres trang og deres værdighed til at hjælpes, gå fra hus til hus for hos godtroende og godhjertede medmennesker at få understøttelse. De banker sagte på dørene, og når de mærker at der ingen er i værelset, forsøger de på at gå ind. Lykkes det dem da at døren er åben og de ser deres lejlighed, snapper de hvad der er for hånden og bortfjerner sig. Lader derimod nogen af husets folk sig se, femviser de med ydmyge bønner og begæringer deres tiggerbreve og er da fri for al mistanke.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 17-19)

Spørgsmaal

Man ser ikke sjældent lys i de træboder der står på de offentlige torve. Man kunne vel ængsteligt frygte for at en uforsigtig handelssyssel ved omgang med sådanne lys kunne forvolde en sådan bod antændt. Det må derfor være tilladt at fremsætte det ønske at udsalg fra sådanne træboder kun må tillades ved dagslys, der synes langt nok til at kunne besørge det fornødne indkøbt. Det må vel kunne anses for mindre byrdefuldt at skulle gøre et uventet køb i et grundmuret udsalgssted der ligger længere væk (hvilket sker nok så sjældent), end at leve med ængsteligheden for at en sådan træbod blev antændt.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 14-15)

Et Par Ord om de mange offentlige Stæder i Hovedstaden

"Lejlighed giver tyve" siger det gamle ordsprog, og sikkert med sandhed. Mon dette ikke også med megen grund kunne anvendes på den her i staden næsten hver dag stigende mængde af ølkipper, brændevinskældre, vinkældre, værtshuse i det store og små, æbleskiverier, restaurationer og konditorier? Af hvilke de sidste dog i den senere tid synes at have tabt sig en del.

Uden at undersøge om det skadede mere eller mindre at man for nogle år siden på sidstnævnte steder drak et glas punch eller en kop chokolade, for der at læse alle inden- og udenlandske blade, i pyntelige, smukt oplyste værelser, eller at man nu omstunder i en halv snes steder i enhver gade kan finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glasvis, og spilles kort og andre spil? Ikke alene lejligheden er skadelig, men også erhvervet. Ved den første forføres mange ynglinge og ødes mange skilling, der bedre kunne have været anvendt. Ved den sidste lokkes mange borgere fra en næringsdrift, et arbejde, der kunne have været staten og hans medborgere til stor gavn. 

En halv snes steder i enhver gade kan man finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glassevis, og spilles kort og andre spil. Brændevinsmand.

En indskrænkning i sådanne privilegiers meddelelse og et overmåde nøjagtigt tilsyn med deres strengeste overholdelse ville derfor vist være lige så ønskelig som gavnlig. Mange fædre og mødre, mange hustruer og mange børn ville vist velsigne sådan indskrænkning. Mange bedragerier og tyverier ville forebygges ved det. Mange arbejdsomme, duelige borgere vindes tilbage for staten. Også for de mangfoldige forlystelses og offentlige steder uden for portene synes vel at kunne og måske at burde sættes grænser. Ligesom også fordi tjenestetyendet så let forledes af danseboder og dansekældre til utroskab såvel i som uden for staden. Ligesom også for de næsten hver sommer i antal voksende gynger såvel vertikale som horisontale, hvad enten de er forsynede med stole eller med heste.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 7-8)

Et par Ord om Glædespigerne i Kiøbenhavn

At sådanne findes i en stor stad er desværre! et af sådanne stæders nødvendige onder. Men et af de ønsker som mange nærer og som man derfor vover her at fremsætte er, at de ikke som det nu dagligt er tilfældet, med tilråb og banken på vinduerne indbyder forbipasserende. Ja de springer endog ud af de døre eller op af de kældre hvor de fra den tidlige morgen til den sene aften har lejret sig, og overfalder de hvis vej falder forbi dem, med anmodninger om kærlige besøg. 

Lad dem længe nok stille sig til skue for de vellystiges søgende blikke. Men lad ikke deres venlige indbydelser harme den sædelige mands tugtige ører, som nødes til at vandre forbi disse ulykkelige skabninger hvis blotte syn allerede sårer hans følsomme hjerte! Det er heller ikke sjældent at de med utugtige udbrud omtaler og tiltaler velklædte, forbipasserende fruentimmer hvis hjerter allerede bløder ved synet af deres så dybt faldne søstre.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 5-6)

"De springer endog ud af de døre eller op af de kældre hvor de fra den tidlige morgen til den sene aften har lejret sig, og overfalder de hvis vej falder forbi dem." (G. L. Lahde: En falden piges historie nr 3, 1811. Statens Museum for Kunst.)

Skarnudkørsel ved højlys Dag

Menneskeskarn må kun udkøres fra hovedstadens bygninger om aftenen og natten. Hvorfor må så heste-, ko- og anden kvægurenlighed bringes ud ved højlys dag? Lugter de sidste mindre end det første? Blandes begge dele aldrig sammen, og i fald det er muligt, er lugten mindre ubehagelig ved dagslys end ved aftenens mørke? Mange hovedstadsbeboere, mange forbipasserende ønsker sikker at landmandens bekvemmelighed med at hente gødning ved højlys dag måtte volde hans næse mindre ubekvemmelighed. Den udkørsel af urin som betales, kan kun ske ved nattetid. Hvorfor må den som man får endog betaling for, ske ved dagslys til stor ubehag for mange lugteredskaber?

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 4-5)