Hunde-Bataille

Man har almindeligvis troet at hundene som i så lang tid havde båret mundkurv, når denne blev taget af ville blive meget spage og fredsommelige. Næsten som om de ved deres lange tavshed havde glemt deres mæle. Men at man har taget fejl i det, sås et tydeligt eksempel på fredag den 6. juni på hjørnet af Østergade og Pilestræde. En ført puddelhund kom nemlig i fuld fart og satte ind på en rød ditto. De baksede længe indtil den sorte puddelhunds bagdel avancerede ned gennem vinduet hos gørtleren som bor der i kælderen, hvorved såvel adskillige ruder som sprossen gik itu. Manden har en lille søn som i almindelighed har sit sæde ved vinduet. Han blev forskrækket over dette pludselige indbrud, der let kunne have forårsaget barnet skade, ilede ud og kaldte på den ene hund ved navnet Tyrk. Mængden var nysgerrig for at vide hvem dens ejer var. Man sagde den tilhørte en modehandler. Er dette tilfældet, da var det at ønske at nævnte ejer ville vænne sin hund af med denne mode, som hvis den blev almindelig vist ville bevirke ønske om mundkurvenes indførelse igen.

(Politivennen nr. 77, Løverdagen den 21de Juni 1817, s. 1304-1305)

"På hjørnet af Østergade og Pilestræde kom en puddelhund i fuld fart og satte ind på en rød ditto. De baksede længe indtil den sorte puddelhunds bagdel avancerede ned gennem vinduet hos gørtleren som bor der i kælderen, hvorved såvel adskillige ruder som sprossen gik itu" (Det kunne være dette hjørne af Pilestræde og Østergade. (Eget foto).

Synderligheder - Om Dandseboder

Mange ting er underlig, sagde man i gamle dage. Men nu kan man sige mange ting er synderlige. Således finder anmelderen det synderligt at et vist privat dramatisk selskab ikke alene offentligt falbyder billetter til 2 rigsbankdaler stykket til dets forestillinger, men endog lader trykte plakater cirkulere offentligt hvorpå de spillende personers navne findes anført. I gamle dage var sådant ikke brugt, det ved han. Men om det var tilladt, det ved han ikke.

En anden synderlighed er en ny skik som bestyrerne for de offentlige danseinstitutter (anmelderen vover kun i parentes at kalde sådanne mænd ved deres rette navn, dansebodsværter) har indført, nemlig at tage 3 mark for en entrebillet. En pris som synes at være overdreven i forhold til hvad billetter koster til det offentlige skuespilhus. Anmelderen ved ikke om og hvorvidt disse bestyrere har ret til at kræve denne betaling af folk som blot besøger sådanne steder ikke for at danse (for musici siger man betales aparte), men blot for at se sådanne indretninger, alene i den rene hensigt at betragte og forlyste sit øje med at beskue den vrimmel af uskyldige, blufærdige damer som der findes. Men da denne betaling ikke kræves på alle sådanne steder, men kun på de mere fornemme, så var det ønskeligt siden vedkommende nu er kommet i gang med at tage denne betaling, at det måtte tillades eller rettere pålægges enhver dansebodsvært, i hvilket hul eller kippe han end drev denne, jeg tør snart ikke kalde den anden end anstændige næringsvej, også tage 3 mark for enhver person som ville have entre til sådan fornøjelse. Derved kunne måske en del af søgningen til sådanne kipper blive standset. Det var ikke skadeligt for det offentlige, da deres antal for nuværende tid er legio. 

For i hvilken gade eller stræde man vil gå om aftenen hører man dans og musik i kælderen. Og vil man af nysgerrighed se hvad folk, der besøger sådanne steder, og som er årsagen til den strygende forretning sådanne værter har, vil man finde at det næsten udelukkende er tjenestepiger der fordriver tiden på sådanne steder. Ved oftest uden deres madmoders vidende at snige sig derhen, når de skulle forrette byærinder. At mange tjenestepiger ved denne lejlighed forledes til et eller andet skadeligt fejltrin, hvis sørgelige følger hun siden, når dansenykkerne er svedt ud, bittert må beklage, er hverken synderligt eller besynderligt, men meget begribeligt.

Egentlig drives disse danseøvelser hyppigst om vinteren i hovedstaden, såvel søgne- som helligdage. Men om sommeren drives disse for sundheden så tjenlige øvelser også uden for alle stadens porte. De indretninger hvor sådanne øvelser holdes, kaldes da ikke danseboder, men dansesale. Nogle tager betaling for entreen, andre ikke. Blandt de skønnest og tillige billigste indretninger er den på første Blegdam. Salen som vender ud mod haven, er meget rummelig og ret smukt indrettet, såvel for de dansende personer som for dem der blot agter at være tilskuere, da den til disse bekvemmelighed er forsynet med loger. Entreen er meget lav, hvilket forekommer anmelderen synderligt, for entreprenøren tager blot en mark for billetten og giver endda en sopken oven i købet. Dette synes synderligt. Men hvem som ikke vil tro mig på mit ord, kan selv gå derhen og han skal finde at det er sandt. Entrebilletten lyder således:

Da anmelderen syntes at denne entrebillet lød helt lystelig, spurgte han værten, en meget lille anstændig og ordentlig mand, om årsagen til denne afgift. Min ven, svarede han, jeg er nødsaget til at tage noget for min entrebillet til dansesalen. Jeg betaler høj husleje og hvorledes skal den indbringes på anden måde. Gjorde jeg ikke det, ville min sal snart blive opfyldt både af kreti og pleti, i stedet for som nu af anstændige folk. Desuden er det kun en fornøjelse jeg anretter to gange om ugen for det offentlige, nemlig søndag og onsdag. Og hvem som da ikke har lyst at give mig denne ubetydelige profit, han kan blive i byen.

Jeg fandt heri hverken noget underligt eller synderligt, men at manden havde ret, da ingen på nogen måde kan klage over den mark han giver ud, men kan endda sige at han får smæk for sin skilling.

Ved denne lejlighed faldt anmelderen det ønske ind at stedets ejer, som i sommer har prydet sin ejendom med et smagfuldt gitterværk, tillige ville hensætte nogle bænke til de spadserendes afbenyttelse ved det lysthus han har ladet oprejse i den gang i haven som vender mod vejen.

(Politivennen nr. 77, Løverdagen den 21de Juni 1817, s. 1297-1302)

Bekendtgjørelser

Politidirektøren i København gør vitterligt:

At politiet dagligt erfarer de uordener der finder sted på trottoirerne eller fortovene her i staden og som forvolder standsning og usikkerhed for de gående og det uagtet politiplakaten af 22. november 1815 ar bragt de herom udkomne anordninger, især plakat af 3. april 1769 og 4 maj 1772 på ny i erindring. Det anses derfor fornødent atter at bekendtgøre bemeldte politiplakats hovedindhold således:

1. Ingen er berettiget til på nogen måde at gøre anden brug af fortovene end den der er uadskillelig for gåendes passage. For det er aldeles urigtigt når nogle gård- og husejere formener at have ret til at bruge fortovet uden for deres gårde og huse, eller tillader andre at nytte samme. Når altså noget, hvilket som helst, hensættes af marskandisere, jernkræmmere, frugt-og grønthandlere, brødudsalgskoner og andre, hvem det end måtte være, uden for gårdens eller husets grundlinje, strider sådant imod lovene, og vedkommende vil derfor blive anset med mulkt efter omstændighederne. Det samme gælder også for dem, der ophænger på bygninger ting som på mindste måde kunne hindre passagn eller tilføje forbigående smuds.
2. En stor del af udløbsrenderne fra husene til gadernes rendestene findes endnu enten aldeles udækkede eller, hvad som er værre, så slet bedækkede og tilpassede at de er farlige for de gående, dels fordi de jern som underfanger og bærer brættene er opståede, dels fordi brætterne ligger løse og er så slet befæstede at den, der træder på en af enderne enten selv risikerer at falde, eller at foranledige fald for den som passerer brættet anden ende. For at forebygge disse uordener bliver vedkommende gård- og husejere pålagte hensigtssvarende at opfylde pl. af 4. maj 1772, da i andet fald sådant uopholdeligt foranstaltes for de pågældendes regning, hvorhos disse da kunne vente at blive med mulkt ansete.
3. At bære på fortovene eller der at hvile med dragter er ligeledes en imod god orden stridende uskik som hindrer de gåendes passage. enhver som antræffes at gøre sig skyldig i denne forseelse vil blive anset med mulkt eller anden straf efter omstændighederne.

Ligesom der hidtil fra politiets side har været foranstaltet et meget nøje tilsyn med overholdelsen af disse bestemmelser, og vedkommende overtrædere er blevet anset med straf efter omstændigheder, således vil politiet sætte sig i stand til at skærpe dette tilsyn og for at opnå øjemedet anmodes enhver som bemærker sådanne uordener om at bidrage til at de skyldige kunne blive draget til ansvar ved at anmelde enten skriftlig eller mundtlig for politiet den antrufne uorden. Hvad i særdeleshed angår bæren på fortovene, da ville stadens indbyggere selv kunne bidrage meget til at forhindre sådant når de indskærpede deres folk det fornødne og når de som antager sjovere til at bære for sig og som oftest tillige følger med disse, påse at personerne holder sig på gadebroen uden for rendestenen. Da enhver nyder godt af den sikkerhed som god orden bevirker, så har politiet grund til at vente at sådanne uordener for fremtiden ville ophøre.

Københavns politikontor den 6. juni 1817
D. H. Hvidberg

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1292-1295)

En sjover på Politivennens tid var noget ganske andet end det vi forbinder med ordet i dag. Det var en person man kunne leje til at bære et eller andet for sig. Han kunne se sådan ud i følge Lahdes kobberstikkeri.

Redacteurens Anmærkning

Denne bekendtgørelse opsummerer en hel del af det stof som er udeladt i Live Blogging: Nemlig de utallige klager over manglende passage på fortovene, bl.a. som følge af de nævnte forhold.

Om de smaa Modehandlere paa Østergade

Modehandlernes antal her i staden i den senere tid er steget til en sådan højde at man med god grund kan formode at en del af de mere eller mindre formuende af denne handel for størstedelens vedkommende om kort til vil se sig ruineret. Det må derfor være anmelderen tilladt at fremsætte følgende spørgsmål: Hvorvidt det er kræmmerne tilladt at sælge færdigsyede varer såsom stråhatte kapper, kraver, strimler mm., samt om de på Østergade i dørene siddende koner og piger har tilladelse til at drive denne handel så offentlig på en så alfar vej, og om disse ikke burde henvises til mere passende steder hvorfra de med tilladelse kunne sælge deres arbejder, da dette ellers er et indgreb i de førstnævntes rettighed som svarer deres næringsskat. For hvor ubetydelig end disse handel måtte anses, hindrer den dog mere eller mindre de andre i deres handelsrettighed.

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1288-1289)

Østergade.

Skadelige Insecter af Gadedrenge

De af Gothersgades beboere som bor lige over for Kongens Have har den store behagelighed at kunne forlyste sig med naturens på denne årstid så mangfoldige udvikling og ynde. Men denne behagelighed forbitres stundom for dem ved at nogle skadelige insekter af gadedrenge rovgerrigt overfalder de træer som står inden for kongens havemur og prunkende med deres skønne top rækker deres grene over muren til forlystelse endogså for forbigående. 

 "Nogle skadelige insekter af gadedrenge overfalder rovgerrigt de træer som står inden for kongens havemur og prunkende med deres skønne top rækker deres grene over muren til forlystelse endogså for forbigående". (Gothersgade med Kongens Have til venstre i dag. Der er ingen mur, men et gitterværk. Træerne er der. Eget foto.)

Således vovede nogle drenge i lørdag eftermiddag den 31. maj forsynet med en sten i et bånd at kaste denne op i et af de ovennævnte træer for derved at trække og nedrive blade og grene. Anmelderen kom til sit vindue og så denne utilladelige adfærd, harmedes derover og da ingen ville værne og træernes fred, påtog han sig den umage at jage disse drenge bort. Dog førnævnte adfærd blev gentaget efter 1½ times forløb af nogle andre drenge der var mere dristige og uforskammede. Væbnede med en stor sten forsøgte de ligesom de forrige at få grene og blade ned ved at kaste den op i træet, og det uanset den nogle gange nær havde truffet de forbigående i hovedet. Da de efter adskillige forsøg til sidst slog en tagsten på muren i stykker og de mærkede at anmelderen var opmærksom på dem, blev de bange og forlod i al hast deres vovestykke. 

Sådanne og andre lignende drengespilopper kunne dog let hæmmes når forbigående som så sådant ikke ville være ligeglade med det eller beboere af kældre og stuer der kunne være nærmest ved hånden, ville jage sådanne gadedrenge bort fra de slette streger de kan finde på og som vel har sin grund i barnagtighed, men derfor dog ikke er mindre skadelige.

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1289-1291)