Varsko i Tide

Der har ofte i Politivennen været ført klager over skrøbelige gavle, gesimser og tagrender. En del er dels ved vores virksomme politis mellemkomst, dels også ved retsindige ejeres vakte opmærksomhed blevet istandsat eller taget bort. Hvor ubetydelige de end kan synes, er sådanne varsler ikke overflødige, og det vil anmelderen give et bevis på. I tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt og gentagende skrig. Anmelderen gik tilbage for at vide hvad der var på færde, og så da at nogle mennesker kom bærende med et ungt menneske der var kvæstet af nogle nedfaldende sokkelsten fra palæbygningen. 

"I tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt og gentagende skrig". Forrest Frederik VIIIs Palæ, i baggrunden Christian VIII's palæ, formentlig identisk med artiklens Prins Christians Palæ. I baggrunden Frederikskirken (Marmorkirken) der på Politivennens tid var en byggeplads. (Eget foto).

Anmelderen som indser at hvis dette uheld var indtruffet et øjeblik før, ville han eller hans familie have lidt samme skæbne som det ulykkelige unge menneske, kan derfor ikke undlade at gøre de herrer husejere opmærksomme på at det er deres pligt at efterse deres ejendomme således at ingen forbigående kan komme til skade ved at passere samme. Kunne dette tilfælde indtræffe ved en bygning hvor man ved at der er den nøjagtigste opsyn overalt, hvad kan man da ikke vente sig af de rønner som man hele tiden ser afpudses og opslikkes. Måske kunne man sige om dem at de er kalkede grave osv.

(Politivennen nr. 164, Løverdagen den 21de Februari 1819, s. 2645-2647)

Redacteurens Anmærkning

Amalienborgs palæer hedder som bekendt Cristian VII's Palæ (Moltkes Palæ) i sydvest, Christian VIII's Palæ (Levetzaus Palæ) i nordvest, Amalienborgmuseet (Frederik VIII's Palæ eller Brockdorffs Palæ) i nordøst og Christian IX's Palæ (Schacks Palæ) mod sydøst. Altså ikke noget prins Christians Palæ. Men det er ret sikkert tale om det nuværende Christian VIII's Palæ (opført 1750-60). Palæet tilhørte Levetzau-familien indtil 1794, hvor arveprins Frederik købte palæet (1794-1805). Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben findes stadig ved siden af Rigsvåbenet. Arveprinsens søn prins Christian Frederik overtog så palæet og blev senere Christian 8.

Spørgsmaal til Hvem, som ønsker at besvare det!

Er det acceptabelt at borgmestervældet i en vis stabelstad på Sjælland udstrækkes til sådan ekstremitet at da vor allernådigste konges høje fødselsdag den 28. februar forrige måned blev fejret, og for hvilken højtidelighed borgmesteren var entreprenør, idet han forfattede og understøttede cirkulæret som i denne anledning var nødvendigt, han da forsætlig udelukkede fra at deltage i nævnte højtidelighed: Mange af byens agtværdige borgere, iblandt hvilke nogle er hædret med dannebrogsmændenes sølvkors og andre hvoraf nogle endog er officerer ved borgerbevæbningen?

På denne vores højtelskede konges særdeles mærkværdige dag ville naturligvis landets tro og hengivne undersåtter enhver efter evne og stand inderlig ege især i en borgerkreds hvor den ene opmuntrer den anden ytre sine glæder over at de er borgere i en stat hvor frihed og ejendom er ukrænket. Men når vilkårlige arrangements lægger hindringer i vejen for opnåelsen af et sådant ønske, så finder man sig beføjet til at spørge om sådan fremgangsmåde fortjener ros eller dadel.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2638-2639)

Redaktørens Anmærkning

Stabelstæder var købstæder som havde ret til at forlange, at varer, der passerede skulle "stables" og sættes til salg i en vis periode på fx3 dage. Dvs varer til og fra udlandet kun måtte gå over stabelstaden. På Politivennens tid kan der være tale om København og Korsør. Øvrige stabelstæder var Nakskov, Nyborg og Fredericia. Ordningen blev aldrig nogen succes i Danmark, bl.a. som følge af et omfattende smugleri. Og ordningen blev helt ophævet i 1869. Nyborg fik status som stabelstad for hele Fyn for at få byen på fode efter de omfattende ødelæggelser under svenskekrigene 1658-60.

Stygt Svineri i Amaliegaden.

I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren. Det er vist åbenbart at et sådant syn må være meget stødende for de mange fremmede der fra Toldboden gør deres første indtrædelse i staden, og at det kunne måske give dem et middelmådeligt begreb om den orden og renlighed som bør herske i en hovedstad.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2634)

Hovedindgangen til Toldboden tæt på det område som er omtalt i artiklen. I dette område blev der efter branden i 1795 bygget en del enetages huse for fattige mennesker, og de kom efter Politivennens tid under Fattigvæsenet (1820). Et almindelig brugt ord for disse var de "små huse" som artiklen hentyder til. (Før og Nu 1919).

Redacteurens Anmærkning.

Stedet var åbenbart ikke så hygiejnisk. Tæt på befandt sig en slamkiste, således som det er beskrevet i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 30. oktober 1821:

Den Slamkiste, der hidtil var anbragt ved den ene Ende af Toldboden, tæt ved Citadelsmuren, bliver nu borttaget, da Afløbsrenderne, som gaae igjennem Esplanaden, i Sommer have faaet en anden Retning, og den ny Slamkiste kommer til at ligge ad Quarantainebygningen. Ved denne Forandring vil saavel det fæle Syn som den ubehagelige Lugt, der tilforn mødte de ved Toldboden Landende, aldeles forsvinde. Ogsaa Toldbodpladsen vil blive forskjønnet af en ny Bygning, som i denne Tid opføres imellem Vagten og Muren ved Citadellet.

Bøn fra Langsaugskiærerne

(Indsendt)

En ikke ubetydelig del uformuende mænd her i staden som ikke har anden levevej, har i lang tid ernæret sig med at skære med langsav. De kan nu næsten ikke få fortjeneste, fordi mange andre hvoriblandt også skal findes håndværkere og folk der er i tjeneste eller har anden håndtering at drive, nu også giver sig af med dette arbejde og således ligesom tager brødet af munden på disse. De første ønsker derfor at måtte udgøre et lav hvorfra enhver som kan anses for uberettiget må afsondres, da de almindelige brændesavsskærere og andre næringsbrugere i de sidste år er indgået i lav hvis rettigheder er bestemt. Så man håber tillidsfuldt at den høje øvrighed der med iver antager sig enhver borgers tarv, vil lægge gunstigt mærke til dette ønske.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2632)

Ønske om almindelig Nedsættelse paa Arbeidslønnen for Laugsvendene

På et tidspunkt som nu hvor forbedringen af statens pengevæsen bidrager så betydeligt til enhver enkelt mands blidere udsigter for fremtiden, hører man især visse mestre jævnligt klage over at de enten ikke kan få deres regninger betalt for det forgangne år, eller at de ikke kan komme overens med deres kunder om den arbejdsløn de for øjeblikket finder rimelig at tage.

Godt nok har der fundet alternativ nedsættelse på arbejdsløn sted af visse bekendte mestre i ethvert lav. Ja nogle har endog offentlig bekendtgjort samme. Men dette har fornemmelig været en frivillig opofrelse af deres egen fortjeneste, da ingen kan være i stand til at sige svendelønnen er indrettet derefter. Det er der sørget for ved lavet. Nej, det erfares stadig mere at selvom arbejdet er småt hos de fleste, og flere svende i lavene er ledige, er disse dog endnu ikke til at slå af på deres arbejdsløn. De påstår derimod en 3 til 4 dobbelt betaling i rigsbankpenge imod det som de fik for 12 til 18 år siden.

Vintappersvend o. år 1810. (Lahdes Kobbertryk) 

Jeg vil her nævne nogle af de lav som lider mest ved den ublu løn som ovennævnte mestre må give deres svende, endog under de vanskeligste omstændigheder hvor de første undertiden må vente flere måneder efter deres tilgodehavender, mens de sidste øjeblik nyder hvad de fortjener. Disse er nemlig: vævere, hattemagere, skræddere, skomagere. Hvorfor jeg nævner disse fremfor andre er fordi disse arbejder er de meste fornødne, næst efter bagere og slagtere, og altså bør tages i betragtning når håndværkere her skal berøres.

Årsagen til denne nølende nedsættelse på svendelønnen i førnævnte lav ligger uden tvivl først og fremmest i at der ikke foretages rådslagning blandt oldermænd og de mestre som holder svende inklusive til at opnå dette formål. Dernæst at der sjældent eksisterer enighed og ordholdenhed i hvad de kunne fremvirke ved et endelig resultat. Svendene finder vist selv at de får for høj løn og står sig overmåde godt ved det. Men de vil også utvivlsomt ligeså fornuftige som veltænkende finde sig i at man foreskrev dem almindelig løn for simpelt arbejde og gav dem en bestemt særdeles løn for det finere. Man fik dem da i tale, og ville snart se gode følger både for mestre og svende.

Vistnok ville føromtalte nedsættelse på svendeløn møde sine vanskeligheder. Men disse ville snart kunne hæves. For når svendene mærker det kan ikke være anderledes, så finder de sig nok i det.

Uden at øvrigheden medvirker til bestemmelsen for de her berørte håndværkssvende vil det næppe kunne finde sted, hvorfor enhver mester vist ønsker sådan. Den ville da i forening med oldermænd og nogle enkelte af de ældre mestre snart kunne gøre udslaget til de bestemte priser som for fremtiden skulle gælde for nævnte svende. Herved ville vindes for det første at arbejdet i almindelighed blev lettere at få. For det andet at svendene når der var nok arbejde ville være flittigere. Og endelig for det tredje at mesteren ikke behøvede så mange svende for at få lidt arbejde færdigt. Den høje øvrighed vil vist finde ønsket rimeligt, og den glemmer aldrig at give gehør hvor der forestilles den noget som er godt og gavnligt for det almene vels fremme.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2625-2628)

Redaktørens Anmærkning

Lavsvæsnet var ved at udspille sin rolle på tidspunktet for denne artikel. At det knagede i det gamle system med mesterlav og svendelav var tømrerstrejken i 1794 et forvarsel om. Den indvarslede at efterspørgslen ikke steg i samme takt som befolkningstallet og konkurrencen derfor blev hårdere. Svende og lærlinge overgik mere og mere fra at være udtryk for hvor langt man var nået hvad angik erfaring til at være arbejdskraft for mestrene. Det blev ydermere skærpet af at der blev sat loft over antallet af mestre. Uligheden mellem de mestre som klarede sig godt og de som klarede sig dårligt blev ligeledes større. Og det kunne ende med at de sidste overlevede som underleverandører til de første.