Bøn om Roe i Vognmagergaden.

I den senere tid er et sammenrend af drengeleg blevet iværksat i Vognmagergade, og da denne uorden som for det meste begynder fra klokken 6 om aftenen, medfører en ubehagelig støj, ikke alene for de i nærheden boende familier, men også for adskillige i samme gade logerende studerende der gerne ønsker på denne tid at have deres tanker samlede ved hjemstanden, efter at deres dags forretninger er tilendebragt, men ofte bliver afbrudt i deres læsning af disse kåde drenges skingrende råb, så anmodes vedkommende forældre og mestre i det mindste at holde deres børn og læredrenge hjemme indtil mørkningen for at man dog måtte få den ro man ellers i enhver velordnet stad kan gøre påstand på. I modsat fald vil anmelderen heraf hvis denne påmindelse bliver frugtesløs, gøre hr. politidirektøren opmærksom på det, og da vil vist denne uorden snart blive forebygget.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2858-2859)

I Anledning af Henrettelsen Torsdagen deen 13de i denne Maaned

Ved at begive mig fra den sørgelige scene ved Anna Nielsens henrettelse til mit hjem blev jeg ved indgangen fra retterpladsen opmærksom på en velklædt mand der som en skytsengel stod en lang tid og advarede de mange forbigående for fald i et 3 alen dybt og ½ alen bredt hul, som var midt i indgangen til Fælleden.

Indførsel fra Københavns Civile Arresthus: "1819, 13 Mai. Delinquintinden Ane Nielsdatter for begaaet mord paa 5 af sine egne Börn henrettet med Øxe og hendes Hoved sat paa Stage. Emborg". (Fundet på hjemmeside).

Utvivlsomt ville mange mennesker være kommet til skade ved at træde eller falde i ovennævnte hul. Dersom denne af menneskekærlighed besjælede mand ikke havde været tilstede. Som påskønner af hans veldædige handling aflægger jeg herved min oprigtige og inderlige taksigelse.

Indsenderen vover derfor i denne anledning at ytre sin ringe formening om at sådanne huller i forvejen burde være efterset og fyldt op. For at ikke de mange der ved en sådan lejlighed er tilstede skulle være underkastet lemlæstelse?

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2856)

Velbegrundede Strøetanker angaaende falske og nederdrægtige Rygter

(Indsendt)

Bagvaskeren bekymrer sig i almindelighed hverken om menneskelighed eller de onde følger som muligvis kunne flyde af bagvaskelsen.

På tysk har man så ofte tilføjet ordet menneske og endnu mere menneskehed en bibetydning af lavhed, svaghed og falsk medlidenhed at man kun er vant til at ledsage det første med et foragteligt blik, det andet med et træk på skulderen. Menneskerettighederne kan ikke nævnes uden menneskepligter.

Menneskeværdighed har den største del af vores slægt ikke. Men den skal dannes til sin slægts karakter, altså også til dens værd og værdighed. Humanitet er vores slægts karakter! Dog bringer vi den ikke færdig til verden. Men i verden skal den være målet for vores bestræbelser.

Dannelsen til den må uafladelig fortsætte, eller vi synker tilbage til brutalitet. Men hvad bryder bagvaskeren sig vel derom? Han tænker lige så lidt på hvad følger et opdigtet, i høj grad fornærmeligt rygte, kan have for den pågældende, som de skamfulde pletter bagvaskelsen sætter på ham selv om disse pletter endog blev et non plus ultra af tigerens.

For ikke så længe siden hørte man udbasunet at en af hovedstadens borgere, nemlig hr. bagermester Pipper i Adelgade som unægtelig har ubestridt fordring på alle velsindedes agtelse og yndest, ved et uheld havde forårsaget et fruentimmers død. Og i den anledning påstås det at han var arresteret, måtte bekoste fruentimmerets begravelse, givet mulkt efter loven til den dræbtes arvinger etc. etc. Hvem som endog uden mindste grund fandt glæde i dette rygte søgte så vidt deres talent til nedrig bagvaskelse tillod det ikke alene at sanktionere rygtets pålidelighed, men tillige at supplere hvad de troede at der manglede for at gøre det ret fuldstændigt.

Er det at tage del i det heles ve og vel og med god vilje ofre sin del fornuftigt, sit pensum virksomhed til sin slægts genius? Anmelderen svarer positiv nej, i det han ønsker at kunne kaste et velfortjent foragteligt blik på alle injurianter.

"Nu kunne den bestjålne jo da her ikke manglede kendsgerning når han havde været hævngerrig, sans facon søgt politiets assistance til vedbørlig strafundgældese for forbrydersken". (Vægter med fruentimmer. Lahdes Kobbertrykkeri)

Hverdags sjæle der sjældent besidder synderlig noget af intellektuitet, vil når det gælder en bagvaskelse eller løgnagtighed helst føre ordet. Hvorimod den dannede mand, om han just ikke til alle tider gør det, så burde han dog total isolere sig fra deltagelse i sådanne absurditeter. Det glæder anmelderen at kunne offentlig bekendtgøre til behagelig efterretning for den del af publikum som hylder sandhed og foragter løgn at oprindelsen til hele denne sladder sandfærdig er denne: "Et fruentimmer kom ind i bemeldte hr. Pippers brødudsalgsstue hvor hun fandt lejlighed til at tilvende sig en mængde fint brød, med hvilke hun gik uden at betale samme. Men hun blev straks derefter indhentet fra gaden, og måtte naturligvis aflevere tyvekosterne". Nu kunne den bestjålne sans facon søgt politiets assistance til vedbørlig strafundgældese for forbrydersken, fordi han jo her ikke manglede kendsgerning når han havde været hævngerrig. Men hans menneskekærlighed bevægede ham til en mildere fremgangsmåde, idet han gav hende et par velfortjente ørefigener, hvorved hun ikke på mindste måde blev beskadiget, og dermed lod hende løbe, med den skændsel hendes dåd tilkom.

Denne simple affære er altså årsag i at en meget agtværdig mand i denne tid er omtalt på en skændig måde. For det føromtalte rygte må som aldeles usandt være avlet af skadefro ondskab.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2852-2855)

Redacteurens Anmærkning

I Kraks Vejviser for 1819-20 er omtalt Hofbagermester J. F. W. Piper, Adelgade 209. Denne adresse har siden 1859 heddet Adelgade 10. Den nuværende bygning er fra 1848 og ombygget senere. Det er altså ikke her hofbagermesteren holdt til. Der er formentlig tale om Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853), som var bagermester i København 1813-44. Han var søn af Christian Friedrich Piper, bagermester i Bernau, født 15.12.1741 og Sophie Friesiche. Herom er der lavet et særligt indslag ("Der bor en Bager i Nørregade").

Adelgade 6-8. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Replik til Svareren i No. 176 fra Helliggeistes Assistents-Kirkegaard

Da jeg nedskrev mit i Politivennen nr. 175 indførte spørgsmål stod jeg i den formening at uvedkommende på en for mig uforklarlig måde havde listet sig til at berøve mit gravsted et temmelig stort syrentræ tillige med en ligusterhæk som var plantet om graven i en firkant af 16 alen. Dette tab syntes mig at give begrundet anledning til klage over eller formodning om mangel på behørig opsigt samme stedes. Men hvor forundret blev jeg, og mange vist med mig, ved i Politivennen nr. 176 at se vedkommende selv så dristigt træde frem med offentlig tilståelse om at have gjort sig skyldig i omtalte handling. Ja endog at tro sig berettiget til det. 

Jeg har i Politivennen nr. 175 kaldt det ran. Og efter mit begreb kan det kaldes ran, når man på ulovlig måde uden mit vidende og mod min vilje berøver mig noget af min ejendom. I øvrigt fornøjer det mig på denne måde at have fået kendskab om til hvem jeg har at holde mig, og retten til hvilken jeg agter at henvende mig, vil vist nok afgøre om jeg har fejlet i mit udtryk, eller vedkommende i handlemåde. Da sagen imidlertid nu er blevet offentlig omtalt, tror jeg at burde foreløbig benægte hvad der urigtigt er anført i svaret på mit fremsatte spørgsmål, for at ikke skingrunde skulle synes at give den udøvede handling en slags retmæssighed eller sandheden derved tilsløres.

Mit skøde på gravstedet forpligter mig ikke til at lade dette istandsætte til nogen som helst tid. Heller ikke kender jeg nogen forordning der bestemmer årlig afgift til graveren for at vedligeholde gravstederne i ordenlig stand, eller som forbyder ejeren selv at besørge dette. Som en følge af det formener jeg er det nok overladt til ejeren når og hvor ofte han vil istandsætte eller lade istandsætte sit gravsted eller om han aldeles vil undlade dette. I året 1816 blev graven på omhandlede sted oplagt to gange, og for det betalte jeg graveren 5 rigsbankdaler som jeg har hans kvittering for. Da en sådan årlig afgift syntes mig for følelig har jeg ikke siden forlangt hans hjælp, men selv besørget det vedligeholdt. Jeg er ham derfor aldeles intet skyldig og enhver vil indse at skønt den påberåbte pengefordring på mig skal tjene til at besmykke handlingen, så gavner det dog aldeles ikke sagen, tværtimod gør den den endog tvetydig. 

For skyldte jeg ham penge for gravens vedligeholdelse, så måtte den jo ikke være i en sådan stand at han kan sige: den vansirer stedet. Men vansirer den virkelig stedet, så har han ikke holdt den i tilbørlig stand og ergo kan han ingen betaling fordre hos mig. Imod 4 rigsbankdalers betaling lover han at skaffe graven i god stand og at beplante den med den borttagne hæk. Det synes at vise at han vil have monopol på at istandsætte hvad der kunne forfalde ved gravstederne, og hvis dette nægtes, da tror han at kunne gøre udlæg og eksekution på stedet *). Ligeledes synes det at vise at jeg ikke skylder ham noget for noget arbejde, der er foretaget men som først skal ske.

Det var sørgeligt om nogen ved at sysle med de afdøde skulle forglemme de pligter han skylder de levende. At man ikke må tage sig selv til rette eller egenmægtigt gøre sig betalt i anden mands ejendom er så almindelig bekendt at selv en graver bør vide det. Men antaget dog at jeg var penge skyldig, har man derfor ret til uden foregående søgsmål og dom at angribe mit gravsted? Og var der end, som jeg ikke tror, nogen forordning som byder at gravstederne i et vist tidsrum skal oplægges og pyntes, burde der da ikke når man fandt noget vansirende ved samme, derover tages syn og sådant bekendtgøres for ejeren for at han kunne opfylde sin pligt? For uden videre at borttage noget som en anden har plantet eller ladet plante, og siden ubevisligt kalde det vansirende er vist nok for egenrådigt handlet.

Skønt jeg i forrige år ikke fik lejlighed til at oplægge graven og heller ikke i år da jeg savnede hækken, har forbedret noget ved samme, så er den dog aldeles ikke i den stand at den vansirer stedet eller vækker nogen forargelse for de forbipasserende tilskuere. Jeg vil underkaste den publikums dom og til den den ende nævne dens beliggenhed. Den ligger i linjen litr. I, no 15 lige over for etatsråd Haagens og købmand Torlacius' gravmninder. De som vil bese den, ville se at de 5 syrentræer, mage til de 6. borttagne står i fuldt udspring og med deres yndige grønne næsten skjuler graven, der vel trænger til at oplægges og luges, men er aldeles ikke sammenfalden eller sunken.

*) Jeg har sammen med flere betalt 5 rigsbankdaler for et gravsteds vedligeholdelse. Kan han fremskaffe en forpligtelse for enhver som har gravsted der til at yde det samme, så ønskede vist mangen statsminister at bytte embede med ham, i henseende til indtægterne

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2811-2812, Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836, Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852 og Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2924-2925.

Om Bade og Badepriser.

København har længe haft behov for gode offentlige badeanstalter. Og mange glædedes ved efterretningen om oprettelsen af en sådan på Kongens Nytorv i forrige traktør Møllers gård. Men forventningen vil næppe blive opfyldt eller brugen af de derværende bade almindelig, fordi priserne er alt for høje, ja måske højere end på noget andet sted i verden. To rigsbankdaler for et simpelt bad er virkelig alt for meget, især da man i Lille Strandstræde nr. 70 kan få et meget antageligt bad for det halve, og ingen kan med grund vil fortryde at have søgt på dette sted. Badning er nødvendig både for syge og sunde, burde vel prisen på de simple bade være moderate. Mange ville da kunne benytte sig deraf og indtægten ville vel derfor ikke blive mindre.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2844)

"To rigsbankdaler for et simpelt bad er virkelig alt for meget, især da man i Lille Strandstræde nr. 70 kan få et meget antageligt bad for det halve, og ingen kan med grund vil fortryde at have søgt på dette sted". (Lille Strandstræde med de nuværende numre 4-. Eget foto)