14 august 2015

En Skarnagerkarls Skarnagtighed.

Lige så prisværdig den indretning er at fejedagene er forordnede til 2 gange ugentlig, så er det dog forbundet med den ubehagelighed når der er helligdag på en af disse eller i mellemrummet at rendestenen opfyldes. Især når der forekommer stærk blæst, med en utrolig mængde snavs og strå, som forhindrer vandets løb såvel i rendestenen som i de kister der går tværs over gaden. Og når nu vedkommende som er pligtige til at lade gaden feje, søger at afhjælpe dette ved at rense rendestenen, enten efter ordre af vedkommende betjente eller af egen drift, så pådrager de sig grovheder af visse renovationskarle. 

"Men de folk der brugtes til denne forretning måtte derfor udholde en utålelig skænden og andre grovheder som anstændighed forbyder at nævne af en såvidt vides svensk kørekarl der endelig tog noget deraf på vognen, men skuffede det øvrige uden videre tilbage i rendestenen" (Til venstre en kludekælling, til højre en skarnagerkarl. Lahdes kobbertryk, omkring 1810).

Dette var tilfældet dagen efter kristi himmelfartsdag i Store Kongensgade. Rendestenen på den østre side af gaden var opfyldt med urenlighed, hvilket beboerne havde ladet optage. Om det var af egen drift eller efter befaling af vedkommende opsigtsbetjente vides ikke. Men de folk der brugtes til denne forretning, måtte derfor udholde en utålelig skænden og andre grovheder som anstændighed forbyder at nævne, af en så vidt vides svensk kørekarl der endelig tog noget deraf på vognen, men uden videre skuffede det øvrige tilbage i rendestenen. Dette forårsagede sammen med den vedvarende stærke blæst at rendestenen blev stoppet til, således at vandet om lørdagen steg til en højde der lod befrygte at gaden og kældrene skulle oversvømmes, hvis ikke nogen havde udsat sig for en lignende katastrofe og vist den barmhjertighed at løfte tværkistens bræt for at give vandet frit løb. 

I grunden er det en dumhed at disse vogne ikke hver gang medtager hvad der findes, da de hver dag kører gennem gaden. For enten de tog det den ene eller den anden gang kommer vel ud på et for dem, da de dog skal borttage det. Man håber derfor at denne velmente underretning ikke vil være vedkommende ukærkommen, da de deraf ville se at nogle af disse karle både handler imod den dem givne instruks, og tillige er uhøflige og højst grovemod dem der udfører de forretninger deres husbønder har pålagt dem.

(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2868-2870)

Bøn til Vedkommende fra en Bommand paa Landeveien.

(Indsendt.)

Torsdag den 13. maj passerede en bekendt brygger- og brændevinsbrænder, boende i en af Sjællands nærmestliggende købstæder på en fin, grønmalet fjællevogn, hvorpå var 2 gule nye læderstole, gennem sidste bom ved København, hvor han af bommanden blev afkrævet 4 skilling i bompenge. Længe trættedes denne herre inden han kunne bekvemme sig til at betale de fire skilling og truede til slut med politi mv. 


Nævnte herre foregav og påstod at han var en bondegårdsejer fra landet og jordbruger, samt at den omtalte vogn var hans arbejdsvogn. Hvorfor han altså ikke behøvede at betale mere end 2 skilling i bompenge.


"Nævnte herre foregav og påstod at han var en bondegårdsejer fra landet og jordbruger samt at den omtalte vogn var hans arbejdsvogn" (Måske en fjællevogn og måske af nyere dato. Amagermuseet, Store Magleby. Eget foto).

Hvor lang vej og i hvor mange år denne herre har drevet dette 2 skilling synderi med bombetjenten tør indsenderen heraf ikke tillade sig at bestemme. Men så meget er vist at det var ham ganske påfaldende at han ved denne bom skulle betale 4 skilling i bompenge for sin pæne fjællevogn.


Det var derfor ønskeligt om øvrigheden i enhver købstad i Danmark sørgede for at alle fjællevogne var mærkede med de for hovedstadens arbejdsvogne (enten de er malede eller ej) befalede bogstaver og numre som ses på siderne. Nemlig Br. Br. for brændevinsbrænder, Sl. L. for slagterlauget og så videre. Hvis der nu på ovennævnte vogn stod Bry. Br. Br. etc. etc., så havde dette synderi og tilligemed al trætte været forebygget. Bomforpagterne samt opsynsbetjentene ved bommen ville være den høje og respektive øvrighed meget forbundet om det ville skænke dette her fremsatte deres opmærksomhed.


(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2867-2868)

13 august 2015

Bøn om Roe i Vognmagergaden.

I den senere tid er et sammenrend af drengeleg blevet iværksat i Vognmagergade, og da denne uorden som for det meste begynder fra klokken 6 om aftenen, medfører en ubehagelig støj, ikke alene for de i nærheden boende familier, men også for adskillige i samme gade logerende studerende der gerne ønsker på denne tid at have deres tanker samlede ved hjemstanden, efter at deres dags forretninger er tilendebragt, men ofte bliver afbrudt i deres læsning af disse kåde drenges skingrende råb, så anmodes vedkommende forældre og mestre i det mindste at holde deres børn og læredrenge hjemme indtil mørkningen for at man dog måtte få den ro man ellers i enhver velordnet stad kan gøre påstand på. I modsat fald vil anmelderen heraf hvis denne påmindelse bliver frugtesløs, gøre hr. politidirektøren opmærksom på det, og da vil vist denne uorden snart blive forebygget.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2858-2859)

I Anledning af Henrettelsen Torsdagen deen 13de i denne Maaned

Ved at begive mig fra den sørgelige scene ved Anna Nielsens henrettelse til mit hjem blev jeg ved indgangen fra retterpladsen opmærksom på en velklædt mand der som en skytsengel stod en lang tid og advarede de mange forbigående for fald i et 3 alen dybt og ½ alen bredt hul, som var midt i indgangen til Fælleden.

Indførsel fra Københavns Civile Arresthus: "1819, 13 Mai. Delinquintinden Ane Nielsdatter for begaaet mord paa 5 af sine egne Börn henrettet med Øxe og hendes Hoved sat paa Stage. Emborg". (Fundet på hjemmeside).

Utvivlsomt ville mange mennesker være kommet til skade
ved at træde eller falde i ovennævnte hul. Dersom denne af menneskekærlighed besjælede mand ikke havde været tilstede. Som påskønner af hans veldædige handling aflægger jeg herved min oprigtige og inderlige taksigelse.

Indsenderen vover derfor i denne anledning at ytre sin ringe formening om at sådanne huller i forvejen burde være efterset og fyldt op. For at ikke de mange der ved en sådan lejlighed er tilstede skulle være underkastet lemlæstelse?


(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2856)

Velbegrundede Strøetanker angaaende falske og nederdrægtige Rygter

(Indsendt)

Bagvaskeren bekymrer sig i almindelighed hverken om menneskelighed eller de onde følger som muligvis kunne flyde af bagvaskelsen.


På tysk har man så ofte tilføjet ordet menneske og endnu mere menneskehed en bibetydning af lavhed, svaghed og falsk medlidenhed at man kun er vant til at ledsage det første med et foragteligt blik, det andet med et træk på skulderen. Menneskerettighederne kan ikke nævnes uden menneskepligter.


Menneskeværdighed har den største del af vores slægt ikke. Men den skal dannes til sin slægts karakter, altså også til dens værd og værdighed. Humanitet er vores slægts karakter! Dog bringer vi den ikke færdig til verden. Men i verden skal den være målet for vores bestræbelser.


Dannelsen til den må uafladelig fortsætte, eller vi synker tilbage til brutalitet. Men hvad bryder bagvaskeren sig vel derom? Han tænker lige så lidt på hvad følger et opdigtet, i høj grad fornærmeligt rygte, kan have for den pågældende, som de skamfulde pletter bagvaskelsen sætter på ham selv om disse pletter endog blev et non plus ultra af tigerens.


For ikke så længe siden hørte man udbasunet at en af hovedstadens borgere, nemlig hr. bagermester Pipper i Adelgade som unægtelig har ubestridt fordring på alle velsindedes agtelse og yndest, ved et uheld havde forårsaget et fruentimmers død. Og i den anledning påstås det at han var arresteret, måtte bekoste fruentimmerets begravelse, givet mulkt efter loven til den dræbtes arvinger etc. etc. Hvem som endog uden mindste grund fandt glæde i dette rygte søgte så vidt deres talent til nedrig bagvaskelse tillod det ikke alene at sanktionere rygtets pålidelighed, men tillige at supplere hvad de troede at der manglede for at gøre det ret fuldstændigt.


Er det at tage del i det heles ve og vel og med god vilje ofre sin del fornuftigt, sit pensum virksomhed til sin slægts genius? Anmelderen svarer positiv nej, i det han ønsker at kunne kaste et velfortjent foragteligt blik på alle injurianter.


"Nu kunne den bestjålne jo da her ikke manglede kendsgerning når han havde været hævngerrig, sans facon søgt politiets assistance til vedbørlig strafundgældese for forbrydersken". (Vægter med fruentimmer. Lahdes Kobbertrykkeri)

Hverdags sjæle der sjældent besidder synderlig noget af intellektuitet, vil når det gælder en bagvaskelse eller løgnagtighed helst føre ordet. Hvorimod den dannede mand, om han just ikke til alle tider gør det, så burde han dog total isolere sig fra deltagelse i sådanne absurditeter. Det glæder anmelderen at kunne offentlig bekendtgøre til behagelig efterretning for den del af publikum som hylder sandhed og foragter løgn at oprindelsen til hele denne sladder sandfærdig er denne: "Et fruentimmer kom ind i bemeldte hr. Pippers brødudsalgsstue hvor hun fandt lejlighed til at tilvende sig en mængde fint brød, med hvilke hun gik uden at betale samme. Men hun blev straks derefter indhentet fra gaden, og måtte naturligvis aflevere tyvekosterne". Nu kunne den bestjålne sans facon søgt politiets assistance til vedbørlig strafundgældese for forbrydersken, fordi han jo
her ikke manglede kendsgerning når han havde været hævngerrig. Men hans menneskekærlighed bevægede ham til en mildere fremgangsmåde, idet han gav hende et par velfortjente ørefigener, hvorved hun ikke på mindste måde blev beskadiget, og dermed lod hende løbe, med den skændsel hendes dåd tilkom.

Denne simple affære er altså årsag i at en meget agtværdig mand i denne tid er omtalt på en skændig måde. For det føromtalte rygte må som aldeles usandt være avlet af skadefro ondskab.


(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2852-2855)

Redacteurens Anmærkning

I Kraks Vejviser for 1819-20 er omtalt Hofbagermester J. F. W. Piper, Adelgade 209. Denne adresse har siden 1859 heddet Adelgade 10. Den nuværende bygning er fra 1848 og ombygget senere. Det er altså ikke her hofbagermesteren holdt til. Der er formentlig tale om Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853), som var bagermester i København 1813-44. Han var søn af Christian Friedrich Piper, bagermester i Bernau, født 15.12.1741 og Sophie Friesiche. Herom er der lavet et særligt indslag ("Der bor en Bager i Nørregade").


Adelgade 6-8. Foto: Erik Nicolaisen Høy.