En stinkende Mødding paa Farimagsveien.

Når man kommer fra Vesterbro ind på Farimagsgade, findes ved det sidste hus fra Gammel kongevej en stor mødding tæt op til grøften. Denne giver i varmt vejr en fæl stank fra sig, og når det blæser, har de som kører ad Farimagsgade, længe godt af lugten. Anmelderen anmærker den her fordi han tror at sådanne møddinger ikke må tillades at ligge så nær ad vejene.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2897-2898)

Raad imod de saakaldte onde Saar i Hovedet

Det er bekendt at to kvinder her i København har fået tilladelse til at kurere skurv i hovedet. Denne sygdom kan da vel ikke anses for ubetydelig, og da disse kvinder ikke udstrækker deres praksis uden for København, vil et middel mod dette onde vel ikke være patienter udenfor hovedstaden uvelkomment. Af den grund meddeles det i Politivennen: Vor almindelige skrubtudser er for en 40 år siden blevet kendt som et sikkert lægemiddel mod skurv i hovedet. Hertugen af Toscana gav opfinderen 500 rigsdaler for opdagelsen og bekendtgjorde det. Man tager to tudser, sætter dem i en ny glaseret lerpotte, som er lunken og tæt tilklinet med ler, i en hed ovn, indtil de er brændt til pulver. Det skurvede hoved indsmøres i svinefedt, og bestrøs med tudsepulveret indtil såret er skjult, man dækker hovedet med en svineblære og binder et linned klæde ovenover. Efter 24 timers forløb går sårene af uden smerte. Man bliver ved som første gang i nogle dage, indtil det er ganske lægt, og vogter hovedet for luften, ved at tildække det med blæren og klædet. (Se sandflugtskommissær og boghandler A. F. Justs naturhistorie om dyrene, s. 307. Trykt i Viborg 1802).

(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2887-2888)

Redacteurens Anmærkning

I dag bruger vi kun vendingen skurvede hoveder i overført betydning. Men på Politivennens tid var det et meget udbredt fænomen, altså udslæt af fnat, utøj, skab o. lign. Det omtalte middel var kun et ud af mange som anvendtes på Politivennens tid.

Grunde hvorfor der findes flere løsagtige Fruentimmer for Tiden end for 10 Aar siden.

For ikke længe siden var jeg øjenvidne til en transport af 9 til 10 fruentimmer som blev ledsaget af politiet. At disse sikkert var af de såkaldte salsdamer tvivlede jeg ikke på. Imidlertid gav det anledning til at gennemtænke hvad der egentlig er årsagen til disse store antal i de senere år. Resultatet blev da efter min opfattelse følgende uomstødelige grunde.

Nr. 1. Før krigen fandtes kun yderst få familier der ikke havde en, ja flere tjenestepiger. Nu derimod finder man mange som ikke holder nogen såvel blandt embedsmænd, handlende og håndværkere. Og de der har holdt tyende før, klarer sig nu med en. Konen går selv på torvet, og det indkøbte bliver enten båret hjem af en læredreng eller en anden dertil villig for nogle skilling. Ja mange familier er ikke i stand til at gøre noget stort indkøb og det lille de køber, kan skjules under en kåbe eller sypose. Endog embedsmænd med 300 rigsdaler gage kunne før krigen holde en pige. Nu er dette vist ikke tilfældet. Hjemme besørger konen alt hvad som hun tror med anstændighed kan besørges af hende selv. Resten har man en kone til som betales 3 mark ugentlig. Altså er man fritaget for at føde et menneske som sikkert falder mange familier vanskelig nok, da de har besværlighed nok med at tilvejebringe det de selv behøver. Men holder man en pige, er man nødsaget til at give denne sin varme mad dagligt. Selv kan man lade sig nøje med et smørrebrød og en kop kaffe, som nok ofte er tilfældet blandt mange familier. Men man skylder ingen regnskab, selvom man om aftenen nyder to til tre retter mad i klubber og selskabet.

Mange familier kunne vel holde piger, men gør det ikke for at spare den ærgrelse, forsinkelse ved bygang og mange andre uordner som husmødrene sikker kender og om hvilke ting jeg daglig hører synge så mangt et litani.

Altså når nu blot 600 familier færre (som måske er for få) ikke holder piger, så må jo 600 piger jo ingen stilling kunne få.

"Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen". (Piger omkring 1810. Lahdes kobbertryk).

Nr. 2. For tiden er der flere som efterstræber tjeneste, da mange embedsmandsdøtre og borgerdøtre søger at komme ud da forældrene ikke kan føde og klæde dem. Før derimod var den tjenende klasse kun af de lavere stænder. Nu bruges heller ikke så mange husjomfruer, kammerpiger selskabsfruentimmere, guvernanter m. fl. som før. Altså må sådanne kvalificerede nøjes med at tjene som enepige. Hvis nu sådanne subjekters antal blot er 300, så er dette med førnævnte 900.

Nr. 3. Den store kappelyst at gå klædt over sin stand og formue bidrager vist meget til at pigerne dels ved torvebedrageri og dels ved periodiske kærlighedsaffærer søger at erhverve dem stads, så at de bliver lig de første rangspersoners damer eller den velhavende embedsmands og handlendes koner. Hvilket gør at folk kun kan være lidt tjent med dem. Af mangel på tjenestestillinger vælger da mange ovennævnte næringsvej, andre af drift og andre desværre af tåbelighed og forfængelighed når de tror de mange skammelige ting der bliver sagt til den unge uerfarne pige af de mange unge og gamle herrer som tror og anser enhver tjenestepige for kontrabande. Hun får da sjaler, hatte, bånd, ringe mm, og med tiden anger, fortvivlelse, foragt, hospital, forbedringshus og måske bøddelen.

Nr. 4. Danseboderne uden og inden for byens porte gør også deres til at forføre pigerne. Ikke at forbigå de mange tjenstvillige ånder med deres råd og dåd. 

Nr. 5. Den mængde piger som hver skiftetid kommer fra øerne, især fra Bornholm, gør også afbræk for de ordentlige indenbys piger. Enhver familie vil hellere fæste sig en pige som endnu ikke er fordærvet af moden og tidens laster. Selv om man også ofte hører en bornholmsk dialekt på mange hjørner om aftenen og fra mange vinduer. Men disse har da også været i København måske et par år. 

Disse er mine grunde, hvorledes dette onde kan afhjælpes. Og om det er muligt, ved jeg ikke. Men er det muligt så vil vist vedkommende indsigtsfulde og agtværdige dansker udfinde og bekendtgøre virksomme midler mod det.

(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2882-2886)

Redacteurens Anmærkning

Der findes ikke nogen pålidelig statistik over antallet af prostituerede i København på Politivennens tid. Der har formentlig været omkring 3.000.

I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Nor. 99, Løverdagen den 13 December 1817 beklagede man sig også over tilstandene:

Ved Høitideligheden i Anledning af Belønningers Uddeling blandt de Pigebørn, der have udmærket sig ved Flid, Lærvillighed og Sædelighed, i St. Petri Sogns Fattigskole, d. 10 d. M. holdt Hr. Dr. Kochen en skjøn Tale, der gik ud paa at vise den nærværende qvindelige Opdragelse i Almindelighed, som uovereensstemmende med den unge Piges Bestemmelse som Ægteqvinde og Huusmoder. Med levende Farver skildrede Taleren, hvorledes Huusligheden i saa mange Familier er ligesom bortflygtet; hvorledes Forkjerligheden for Hjemmet, denne Kilde til saa store Dyder, med hver Dag aftager; hvorledes Forældre ikke tidligt nok kunne skaffe deres Døttre Fornøielser, stedste forudsættende at de bør nyde Livets Glæder førend de Dage komme, hvor tungere Pligter forbyde det, og hvorledes denne Higen efter at fornøie sine Børn lægger Grunden til saa mangen en Families Ulykke, naar et saaledes opdraget Pigebarn engang bliver Moder; hvorledes Faderen ikke mere kan søge sin Datter i Huset og ved Husets Sysler, men paa Spadsereveie, i Concerter og paa Comoedier; hvorledes den huuslige Andagt nu er bleven saa sjelden, at mange Børn ikke kjende mere til Morgen- og Aftenbøn. Talen syntes at have gjort meget Indtryk paa Forsamlingen, der bestod af henved 600 Mennesker, og hvoraf Fleertallet vare Mødre og Pigebørn. 

Sankt Petri Skole blev grundlagt 1575. I 1814 trådte en skolereform i kraft hvorefter skolerne kom under en direktion i byen og kirke og skole blev  adskilt. Undervisningen overgik fra at lære børnene kristendom og at læse, til også at omfatte skrivning og regning, samt informeres om lovgivning, naturkendskab, naturhistorie og historie. Hauptpastor Albrecht Heinrich Matthias Kochen (1776-1847) var uddannet i Pforta, Kiel, Leipzig og Jena. Han var tiltrådt skolen i 1816.

Om Dampskibet Caledonia.

Allerede for 2 år siden blev det ønske ytret i Politivennen at farten med dampskibe som alt for længe har været almindelig på andre steder, også måtte begynde hos os. Anmelderen glædede sig derfor ikke så lidt da han for kort tid siden erfarede at et dampskib bygget for dansk regning skulle komme hertil og foruden at befordre rejsende mellem København og Kiel også gøre lystture til Helsingør, Møn og flere steder. Skibet er nu kommet, har gjort prøver, og udfaldet af disse har svaret til forventningen. Underligt nok at Københavns indbyggere der så gerne tager del i enhver forlystelse, aldeles ikke har smag for lystture til søs, da stadens situation dog er så belejlig dertil. Men dampfarten vil som noget nyt vække denne smag og måske vedligeholde den. Snart vil man på en lysttur frydes ved synet af Sjællands smilende kyster, snart besøger venner eller stifte bekendtskaber i de købstæder der ligger ved havet og ved bælter. Møns yndige land med de høje majestætiske kridtbjerge vil beskues med beundring og blive mere bekendt af Københavns indbyggere, ja selv nabolandets nærmeste [..]der ville ikke blive ubesøgte.

Det fordelagtige ved dampfarten er at vejen tilbagelægges i et nogenlunde bestemt tidsrum. Dette gør dampskibene særdeles egnede til paketfart. Og der er vist ingen tvivl om at de fleste som fra København rejser til udlandet, vil tage med skibet Caledonia til Kiel. Mange hvis forventninger kun tillader dem en kort fraværelse, vil også når de kan bestemme tiden indtil nogle timer, foretage sig korte rejser til stæderne i Holsten, ja vel til Hamborg. Også vil sikkert fra omtalte stæder en del tage til København. Herved vil opstå en nøjere samfærdsel mellem residensstaden og en del af rigets købstæder der kan blive nyttig, ja måske indlede handelsforbindelser. Det nyttige er altså ved dampskibet Caledonia forenet med det behagelige. 

Enhver retskaffen dansker ønsker derfor entreprenøren al mulig lykke og held til dette hans foretagende og misundelsen selv bør tie, om hans betydelige udgifter og overskud endog rundelig bliver erstattet. Kun ønsker anmelderen at prisen for passagerer til Kiel eller vice versa måtte blive som den allerførst var bestemt, nemlig 4 specier for plads i det første og 2 specier i det ringere lokale. For mange rejser af nødvendighed og ikke blot af lyst. Desuden er en længere rejse forbundet med flere udgifter og disse ville når de forøges forbyde mange at tage del i farten. For lystturene derimod kunne den betaling som nu er bestemt vedblive. Dog nægter anmelderen ikke at han anser det gavnligt både for entreprenøren og almenheden om også denne pris nedsættes. For mangen dannet og oplyst mand må nu nægte sig en så skøn fornøjelse og overlade den til den rige eller mere formuende som vel fordi det er noget nyt før en gang kan gøre farten. Men siden vil betragte tingen med samme ligegyldighed som de nu viser det kinesiske spil og kalejdoskoperne. En mere moderat pris ville sikkert bevirke at flere tog oftere del i farten, hvorved entreprenøren ville have en ringere, men vedvarende fortjeneste.

(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2879-2882)

Dampskibet Caledonia. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Dampskibet Caledonia er før nævnt i Politivennen (se kommentaren). Skibet ankom første gang til København 19. maj 1819 - men måtte ikke lægge til kaj da myndighederne var bange for ildebrand. Det sejlede mellem København og Kiel i sommertiden og turen tog ca. 24 timer. Desuden blev det om søndagen anvendt til lystture på Øresund. Det havde 2 konversationsværelser og 8 kamre. Det kunne medtage ca. 30 passagerer.

Det første år foretog skibet 14 rejser København-Kiel. Kraks Vejviser fra 1830 oplyser at Caledonia sejlede fra april til midt i oktober, hver tirsdag morgen kl. 6 til Kiel og anløb Koster Færgested på Møn, Gåbense Færgested på Falster, Ravnsby på Lolland og nåede Kiel onsdag morgen kl. 9. Retur torsdag eftermiddag kl. 4, i København fredag eftermiddag kl. 4-6. Caledonia sejlede indtil 1830 hvor det blev afløst af det betydeligt større dampskib Frederik den Sjette med plads til 110 passagerer. 
 
Udover det sejlede dampskibet Prinsesse Wilhelmine København-Dobberan-Travemünde og Lübeck medio april til medio oktober hver fredag formiddag kl. 10.

En Bemærkning angaaende Træerne paa det nye Anlæg ved Charlottenlund

De træer der for ikke så længe siden er plantet ved den skønne anlagte sti på Strandvejen fra Vibenshus og udefter ligesom også på denne side til Østerport, skulle vel næppe længe beholde deres planteliv dersom de ikke får anden kunstig hjælp end den naturen nu er i stand til at yde. For den dybe grøft ved siden og jordens borttagelse så nær deres rod hvorfra de som plantebørn skal have næringsstoffer, vil utvivlsomt inden kort tid forvolde dem svindsot og død, hvortil den skarpe nordlige og østlige vind og tørke fornemmelig virker. 

Derimod menes de særdeles at ville blive helbredt hvis der gjordes en lille hulhed i jorden omkring stammen som kunne holde vandingen ved kunst eller naturlig regn ved dem, hvoraf de forneden kunne have væske til deres vegetation. Det var dog synd mod naturen at så mange af dens poder skal dø som endnu var at frelse. Den dybe grøft ved siden af træerne tager al væske fra dem, og synes dybere end fornødent. 

Anmelderen som er en elsker af naturens forskønnelse, har ment det var en pligt at gøre opmærksom på det så at der kan rådes bod på skaden i tide, og plantningen komme til kræfter og fremvækst. Ved anden lejlighed er ydet anmelderens tanker om den almindelige mangel på træbeplantning ved vejene, hegn, morads og udøde gamle skove som også ved anlægget af nye, der ligesom dør under fødslen og meget fordi der gives mennesker der er ligesom hadere af naturens gaver og gør alt for at forstyrre og nedbryde dens skønneste orden og øjemed, ved ufred og vold der hvor det blev dem muligt, hvorom alleens beplantninger og plantager kan fremvise de kendeligste spor, i stedet for at sådanne selv burde tænke hvor gavnligt for dem at frede og opelske træers vækst der er og må vedblive at være kostbart blot med hensyn til brændsel, foruden den anden og større nytte det er at have forråd deraf til så mangehånde gavnbrug som er uundværligt foruden dets skønne velsmagende frugter som næringsmiddel betragtet.

(Politivennen nr. 178, Løverdagen den 29de Maj 1819, s. 2874-2876)