Om Fred paa Landeveiene

Blandt de mange goder man må ønske sig i det land man lever i, er unægtelig også det at man uforstyrret og ufornærmet kan passere landevejene. I  gamle dage fandt Københavns indbyggere kun sjældent anledning til klage over fornærmelser på vejen fra skoven, undtagen Sankt Hans dag på hvilken munterheden, sædvanligvis ved berusende drikke, ofte udartede til tøjlesløs kådhed. Og enhver som ikke ville udsætte sig for ubehageligheder, ilede den dag tidligere hjem end ellers. 

Nutidens overhåndtagende forlystelsessyge har gjort hver søndag i sommermånederne til en Sankt Hans dag, og den fredeligt sindede, han være til fods, til vogns eller til hest, der om aftenen holder sig for nær grøften, endog på den brede strandvej, kan prise sig lykkelig når han ikke køres hovedkuls i den. Sommeren er vel nu forbi, og man har vel for det første intet mere at befrygte i denne henseende. Men man fristes dog let til at ønske at den gamle gabestok endnu var til der kunne gøre fortræffelig nytte. Det kan ikke fejle at der jo for politiet er ført anke over fornærmelser af den anførte natur, og at vedkommende er blevet behørig straffet. Men for så vidt straffen muligvis kan have bestået i pengemulkt der af visse folk kun ænses lidt, turde det vist nok give større sikkerhed når den person, han være hyret kusk eller vognejeren selv, som for retten blev overbevist om forsætlig at have udøvet en sådan voldsom handling som at køre folk i grøften, hvad enten den således fornærmede er kommet fra det med hele lemmer eller ikke, blev offentligt nævnt som en fredsforstyrrer og frakendtes sin ret til oftere at føre tømmen. Måske kunne det også være tilstrækkeligt om sådanne politiretsdomme offentliggjordes ligesom dommene i tyverisager.

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4849-4851).

Svar på Bemærkningen i sidste Løverdags Politieven, angaaende Transporten af Slotsvand

I Politivennen for i lørdags finder vedkommende sig gjort opmærksom på at den måde hvorpå hesten er forspændt og trækker kærren der fører slotsvand omkring i staden i længden er skadelig for dyret, ligesom den nu allerede er byrdefuld for samme. Idet man herved aflægger sin velmente tak for den opmærksomhed der ved denne artikel i ovennævnte blad er vist indretningen, tror man dog at ingen måde at ytre sin erkendtlighed på vil være mere fuldstændig end den at bringe de foreslåede forbedringer i udførelse. I denne hensigt har man sørget for at en bred rem nu spændes under bugen på hesten, samt at stængerne er blevet beklædt med puder på de steder der berører forboven. I øvrigt har bestyreren af foretagendet næsten fra begyndelsen af været misfornøjet med ligevægten af kærren. Og i den anledning allerede for nogen tid siden henvendt sig til sammes bygmester. Så at det er hans hensigt ikke at lade det forblive ved ovennævnte ringe forbedring, men ønsker snarest mulig at gøre denne så fuldstændig som det efter omstændighederne lader sig gøre. For så vidt er man altså fuldkommen enig. 

Imidlertid indeholder ovenstående i Politivennen indførte anmeldelse en ytring der tjener til bevis på at indretningen ikke aldeles betragtes i det lys man ønskede den skulle ses, skønt enhver offentlig bekendtgørelse om det samme nøjagtigt har hentydet dertil. Ytringen er denne: at slotsvandet sælges. Hertil tager man sig den frihed at bemærke at det aldrig er faldet foretageren ind at sælge vandet. For han får det for ingenting og måtte i sandhed blues ved at lade sig betale for samme af sine medborgere selv om han fandt nogen der var så dårlig at ville købe det af ham. Men han undser sig ingenlunde ved at lade enhver der får  slotsvandet kørt til udenfor sin dør, betale en passende pris for denne transport. For denne transport er naturligvis forbundet med udgifter for ham selv, hvilke rimeligvis kræver at han erstattes. Ligesom han på den anden side ikke skulle anse det som noget stort onde for sig ifald der foruden transportomkostningerne blev et udbytte tilovers for sig, som den der har bragt en indretning i gang der for den dannede klasse sikkert ikke er uvelkommen. I særdeleshed for de af stadens indbyggere der bor langt fra slottet. 

Man turde altså ved at give denne vandtransport navn af at sælge vandet tale lige så uegentlig som ifald man lejede nogen til at hente vand til sig fra kilden i den offentlige afhentningstid, og benævnte dette med at have købt vandet. At manden der fører kærren råber, sker for at melde sin ankomst udenfor huset. Men selv denne råben ønsker man at fjerne som man vil bemærke af de seneste bekendtgørelser i Adresseavisen. Og således ved i al stilhed at køre omkring og forsyne de der ønsker det med slotsvand gøre det endnu mere anskueligt for enhver at man har til hensigt ikke at sælge vandet, men blot befordre sammes transport.

(Politivennen nr. 301. Løverdagen den 6te October 1821, s. 4843-4846).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4831-4832.

Sidste Act i Sagen angaaende Corporalen!

Hvis forfatteren af korporalens indrykkede svar i Politivennen nr. 300 tror at kunne bringe mig til hidsighed med skældsord, og derved forløbe mig ved at bruge hans måde at forsvare sig på, da har han meget forregnet sig.

Ved heden i hans eget hoved beviser han at han ikke dur til at råde andre at bruge den koldsindighed han ikke selv besidder, da hans udtryk karakteriserer ham som en person af megen brutalitet. At jeg i det i Politivennen nr. 299 indrykkede stykke (korporalen angående) ikke har fremsat nogen skændig usandhed, var der mange tilstedeværende som kan bevidne. Heller ikke blev den passerede sag bekendtgjort på en måde der sigtede til at beskæmme eller nedværdige standen, som unægtelig tæller mange brave folk. Men jeg bekendtgjorde den for at fremstille sådan en person i hans rette skikkelse, og for at bekendtgøre sandhed, kender jeg ingen frygt for nogen, af hvilken stand han end er. 

Uden at bemærke korporalen ved døren på grund af de mange tilskuere der stod omkring ham, gik jeg den dag ind på eksercerpladsen da jeg så flere gøre det samme. Var dette en forseelse, så kunne korporalen blot have sagt til mig at jeg ikke måtte gå ind, og sagen var da blevet mig ligegyldig. Men derimod spørger han mig i en meget bydende tone (som udtrykker en streng korporals autoritet), skal de ekspres herind? Først nu spurgte jeg ham om det ikke var tilladt at gå ind? Og tilføjede at det ikke var mig magtpåliggende, og at jeg jo gerne kunne blive udenfor. Nu tillod han mig indgang med de ord: Ja De kan jo gerne gå ind, men de kunne dog også nok hilse på folk, og de skal ikke anse en militær for intet, osv.

Er dette nu måden at fordre agtelse for standen på, da er den meget krænkende for et menneskes om hans majestæt kongens nåde være takket, føler at være i en stand der også er agtværdig. Jeg overlader nu til fornuftige upartiske folks dom om ikke en sådan adfærd af sådan en person som denne korporal burde bekendtgøres offentlig, for at ikke flere skulle pådrage sig den ubehagelighed at stå offentlig skoleret.

Jeg kender ingen anden måde at hilse folk på end den at tage hatten af, og efter at være blevet påmindet om at hilse, kunne jeg meget rimeligt bruge min anførte overskrift til min første indrykkelse.

Hvad resten af forfatterens grovheder og mig i ingen måde tilkommende udeladelser angår, da finder jeg mig langt ophøjet over at gengælde sådanne fiskekællingeudtryk med samme mønt. Men lader dem falde tilbage på fabrikanten deraf, som formodentlig må vore i besiddelse af alle de egenskaber han så godt har vist at vide benævnelsen på, og gerne villet tilsmøre andre med.

Til slut vil jeg for at spare klædedragtsreferenten unødvendige sorger lade ham vide at jeg ingen ubetalte skrædderregninger har hvilende på mig, enten for wiener eller danske kjoler (for jeg mærker nok at han mener at under udstoppede wienerkjoler sidder næsvise småherrer) og at han ikke skal bedømme folk efter kjolen, samt at dette er sidste gang jeg i noget offentlig blad agter at besvare hans grovheder og gloser end ikke engang de latinske. For da jeg ikke henhører til nogen dagdrivende klasse, så giver mine forretninger mig ingen tid til at føre videre pennekrig, og jeg gider ikke anmode andre at føre den for mig. Hvis derfor korporalen eller nogen anden agter at fortsætte denne strid, må han gerne beholde det sidste ord. Dog vil jeg tilføje: at alle fornærmende udtryk eller titler om mig anses for kopier fuldkommen svarende til hans egen original.

(Politivennen nr. 301. Løverdagen den 6te October 1821, s. 4839-4843).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4814-4815, affødte en ophidset debat som fortsatte i Politivennen nr. 300. 29de September 1821, s. 4825-4828, Politivennen nr. 301. 6te October 1821, s. 4839-4843 og Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4853-4860

Om Transporten af Slotsvandet.

Næppe er nogen stor stad bedre forsynet med vand end København. Og denne kan altid have godt vand når render og pumperedskaber holdes i god og forsvarlig stand. Det er derfor næppe troligt at den nye entreprise med at køre om og sælge slotsvand med tiden vil kunne betale sig. Men det er egentlig heller ikke det denne tale gælder. Det er meget mere den måde hvorpå transporten af nævnte vand sker. Enhver som ser kærren hvorpå tønden hviler, beklager og ynker den stakkels hest. For tønden ligger for langt bagud så at når en del vand er tappet af samme, forårsager det slingring, hvilket igen bibringer hesten stød af stængerne på forboven. Visse stød er meget følelige når vejen på hvilken køretøjet passerer er fuld af huller. Endog i mest langsom gang ser man hvorledes hesten må slæbe for at trække køretøjet op af det mindste hul. For stængerne sidder for højt oppe så at trækket sker i alt for skæv retning. Måske ville dette afhjælpes delvis når man fra den ene stang til den anden spændte en stærk rem der gik under hestens bug. Men i det hele taget er det nødvendigt at forspandsmåden forandres før vinteren kommer, hvis hesten ikke skal spoleres fuldstændigt.

(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4831-4832).

Datidens svar på nutidens brandbil. Det er formentlig en lignede kærre der antydes til i artiklen. Forspandsmåden på denne ser ud til hverken at have stængerne for højt eller overvægt bagtil.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 301. Løverdagen den 6te October 1821, s. 4843-4846. 

Slotsvandet er højst sandsynligt vandet fra den såkaldte Absalons Brønd som stadig kan ses under Christiansborg. Vandet fra denne brønd havde i århundreder et stort ry for dets godhed og velsmag. Callisen Bind 1, side 348-349 har en beskrivelse af Stotsgårdens kildevand. Det lader til at slotsvandet har været i høj kurs. Han skriver bl.a.

Udseendet af dette Vand er klart, Lugten og Smagen reen og kiølende. Thermometret, som stod paa 17 Grader efter Reaumur, faldt ved Nedsænkning (som skeede ved Posten) til 11.

Og senere efter en gennemgang af andre vandforsyningsformer konkluderer han:

Naar Springvandet og Pumpevandet er reent, har det noget fortrin for Slotsvandet, som dog indeholder noget gips og flere faste dele. I øvrigt er det ikke usandsynligt, at mange finere materier undgaae vore nærværende chemiske Prøvemidler

17 grader Reaumur svarer til ca. 21 grader Celsius, og 11 grader Reaumur til ca. 14 grader Celsius. Under afsnittene om springvandet og pumpevandet skriver Callisen at det ofte er urent. Så slotsvandet synes altså at have været en mere sikker forsyning af rent vand. Andre beskrives som væmmelige, ildelugtende og afskyelige.

Den geologiske forklaring er formentlig at brøndens vand var grundvand der ikke var forurenet af diverse organiske materialer, eller med andre ord dyriske affaldsstoffer. nedsivning fra latringruber, rendestene osv., således som det var tilfældet med brøndene i den tættere befolkede del af byen.  

I 1812 var der sketen vigtig begivenhed i Københavns vandforsyning. Samtlige daværende konkurrerende vandkompanier var blevet ophævet og i stedet overdraget til Commission for Vandvæsenet og finansieringen skete via skatter. Søernes overfladevand kom dels fra regnvandet i disse søer, dels fra to tilløb: Harrestrup Å-Damhussøen-Grøndals Å-Peblingesøen og Gentofte Sø/Utterslev Mose-Emdrup Sø-Lersøen-Ladegårdsåen-Peblingesøen.

Spørgsmaal i Anledning af Vandmangel i Gaardene.

Beboerne af huset nr. 72 i Lille Kongensgade har næsten hele sommeren, men især i de sidste 8 til 12 uger helt manglet vand i gården, da opstanderen og pumperedskabet er helt forfaldent. Så længe de omkringboende hus- og gårdejere tillod at man hentede sit vand fra deres poster, gik det endda an. Men nu er de endelig blevet kede af at lade deres pumperedskaber opslide af uvedkommende, og man er derfor ik en ikke ringe forlegenhed. Vel er der en gadepost i gaden, men det er meget byrdefuldt for en husmor der ikke holder pige, at hente vandet så langt fra sin bopæl, eller også meget bekosteligt når man hver gang skal betale en karl for dette arbejde. I denne anledning fremsættes følgende spørgsmål som man ønsker besvaret af en sagkyndig:

1) Kan det fra det offentliges side tåles at en ejer lader sine pumperedskaber forfalde i den grad at vandet i gården aldeles mangler. Kan det ikke få følger fx i ildebrandstilfælde, og bliver vandet derved ikke ødelagt for naboerne?

2) Kan en sådan husvært med rette kræve vandskat af beboerne eller kan de uden videre lade være med at betale den?

(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4829-4830).