Om Vandmangel.

Brandkorpsets driftige chef, hr. oberst løjtnant Schmidt, lader hyppigt undersøge om slukningsredskaberne, sprøjter, vandkar og sluffer er i tilbørlig stand for i påkommende tilfælde at kunne modsætte sig ildens heftige virkning. men skal dette ske med kraft og nogenlunde sikkerhed, bør nok det fornemste slukningsmiddel: vand ikke mangle. Og da man aldrig kan vide hvor den frygtelige fjende angriber, bør man vel i enhver gård sørge for at der ikke er mangel på dette element der ene er i stand til at bekæmpe den. Politivennen har altså alene af denne årsag grund nok til at anke over den ligegyldighed eller frygt for bekostninger nogle gårdejere viser, idet de lader deres pumperedskaber forfalde så aldeles  at ikke alene beboerne mangler det til husbrug fornødne vand, men at brandkorpset i påkommende tilfælde derved endog udsættes for ikke at kunne virke med den aktivitet og kraft det ellers almindeligt er bekendt for. Udgiveren modtager derfor enhver anmeldelse om denne uorden og skal straks bekendtgøre samme til høje vedkommendes efterretning. For dette formål anmeldes:

1) Bagergården nr. 120 på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade. Denne gård har siden april måned manglet vand. Kunne end ejeren og husbeboerne finde sig i at hente deres vand andet steds fra, så bør dog sådan vandmangel af ovenanførte grund ikke tåles.

2) Huset nr. 72 i Lille Kongensgade har som ses af Politivennen nr. 300 et pumperedskab der i lang tid har været ubrugeligt, og er skønt derom offentligt er ført anke, endnu ikke istandsat.

3) Gadeposten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade, har i lang tid ikke givet vand. De omkringboende har med ynk set på hvorledes man forgæves har strabadseret pumperedskaberne og tilladt at bandet hentedes fra deres poster, men er endelig kede af at lade disse opslide af uvedkommende.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4940-4941).

Om Tjenestepiger.

(Slutning, se forrige nummer)

Ligesom enhver svend eller anden person der giver sig i tjeneste for at erhverve sit udkomme, lønnes efter fortjenester og beviserne på sin duelighed, lige så burde også pigernes løn bestemmes efter deres duelighed (nu derimod forlanger den uduelige lige så meget som den duelige). En dygtig pige som på egen hånd kan til fuldkommenhed udføre alt arbejde som forefalder i huset, bør have så høj løn at hun godt kan anskaffe sig alle fornødenheder efter hendes stand. Den derimod som kun ved hjælp at tilsyn kan udføre sit arbejde til fuldkommenhed, burde have noget mindre. Den der slet intet kan påtage sig uden at husmoderen bestandig går hos, eller den der giver sig ud for at forstå hvad man siden erfarer hun ikke forstår, burde anses lige med den der påtager sig det første tjeneår, og burde ikke have andet end føden, før hun især ved egen flid, var dannet til at udføre noget til gavns. Derfor burde deres løn ikke fast bestemmes før efter ½ års tjeneste og stige eller falde eftersom man var mere eller mindre tilfreds med dem. Dog intet uden øvrighedens vidende, for at ingen skulle kunne beskyldes for uretfærdighed. - Selv om det hedder at de ikke har andet end føden, er det dog langt mere, fx logi, varme, lys, vask, lærdom. Lutter store og kostbare ting som mange sukker efter der med alle opbudte kræfter næppe formår at skaffe sig føden. Når pigen altså passer sin dont som hun bør og gør sig værdig til en god behandling, vinder hun derved alle livets fornødenheder, og bør anse sig som et lykkeligt menneske, men sådanne betragtninger gøres vist nok kun af få som nyder dette gode. - Hvor mange mennesker er der ikke endog langt over den tjenende klasse, som ikke kan siges at være så lykkelige? Det er sandt, tjenestefolk slider og slæber meget. Men må vi ikke alle det, hver på sin måde? Og hvor mange er der ikke som dog alligevel kun har føden derfor? Og hvor mange ville ikke gerne påtage sig svære arbejder for føden alene. Tjenestepigerne har jo også den fordel hvis de bliver syge at få fri doktor, medicin og pleje, eller man må betale for dem på hospitalet, og hvad enten der er der eller hjemme, må man holde og lønne fremmede i deres sted til husgerningerne, ja vel endog (om de er hjemme i huset hvor de tjener) til deres opvartning om man ikke selv kan eller vil passe dem. Desuden må man give dem fuld løn - men dette er måske ikke fornødent, for når det findes rimeligt at kongens folk afkvitter i deres sold for den tid de ligger syge på hospitalet, og ingen tjeneste kan gøre, skulle det da ikke også være rimeligt at tjenestepiger eller andre tjenende mistede noget af lønnen i så tilfælde? (Var det ikke rimeligt at enhver tjenestepige uden hensyn til at hun tjente rige eller fattige, tilstedes fri pleje på hospitalet når hun ikke har anden understøttelse end hendes løn? Eller er det en byrde som under alle omstændigheder bliver husfaderen? Indsenderen kender ikke bestemmelserne som måtte være herfor, men tror ikke at nogen som helst embedsmand nyder af stadens understøttelse i sygdoms tilfælde, og ved derfor ikke hvorvidt tjenestefolk kan kræve sådant fordi de tjener. Kur og pleje hjemme i huset er måske en undtagelse, men når de enten selv forlanger at komme på hospitalet eller sygdommen er af den beskaffenhed at de mår der, synes det rimeligt at de bidrog efter evne til omkostningerne, når fri pleje ikke har været at få).

For alle de store fordele der som anført, sikrer enhver tjenende for nød eller nogen som helst trang, kan man vist fordre at de til gengæld opfylder deres pligter til fuldkommenhed, og vil man endog i strenghed kræve dette, så har man dog i det mindste ret til at kræve opmærksomhed og taknemmelighed, rimelighed, lydighed og beskedenhed.

Det var vel ikke upassende om tjenestepigerne i det mindste i de første tjenesteår og fremdeles så længe de havde fejl som kunne have skadelige følger, skaffede kaution for deres duelighed, opførsel og den mulige skade som skødesløshed måtte kunne forvolde - hvilken de absolut bør betale.

Anslås en ordentlig piges fornødenheder at kræve i årlig tilvækst: 2 stk linned, 2 kjoler, 2 forklæder, 2 tørklæder, 2 kapper, 2 par strømper, et skørt og 3 par sko, alt godt, men simpelt, tros det at være tilstrækkeligt og ville med hensyn til reparationer og små håndudgifter kunne anskaffes for 30 rigsbankdaler rede sølv *). Pigen kunne derfor klæde sig net og anstændigt, skønt simpel. Højere løn burde ingenlunde gives årligt, og det ville være en skam måske endog utilladeligt at forlange mere. For når man regner de før anførte agrements: kost, logi, lys, varme, vask, bliver pigen såmænd dyr nok. En pige til sådan løn burde da kunne forestå alt i et hus på egen hånd, og af egen drift, og til fuldkommen tilfredshed. Med andre ord: det måtte være en ferm pige. De mindre ferme piger kunne gives 5, 20, 15, 10, 5 rigsbankdaler rede sølv, eller føden alene, og måske løfte om et stykke klædemon for udvist flid. Dette ville sikkert tvinge dem til at blive gode, når man streng, men retfærdig holdt herover. For fæstepenge burde også sættes en bestemmelse. For ellers kunne let flere misbrug for at vinde der hvad måske tabtes på lønnen. Mon 1 eller 2 rigsbankdaler var passende?

Også ville det vist være en god om ikke bedste vej til tjenestepigernes forbedring og moralsk gode dannelse ifald der i skudsmålet blev afslået rubrikker med følgende overskrifter som husbonden nøjagtig og samvittighedsfuld måtte udfylde ved skiftning, nemlig: 1) I hvad egenskab og hvor længe tjent på stedet. 2) Hvad løn fået. 3) om hun fortjener mere eller indre løn. 4) Opførsel. 5) Til hvad husgerning hun især er dygtig. 6) Om hun er renlig eller skidenfærdig. 7) Tro eller utro. 8) Flittig eller doven. 9) Forsigtig og varlig med husbonds gods. 10) Uforsigtig og skødesløs med ditto. 11) Ituslået meget eller lidt. 12) Ligegyldig ved sine beskæftigelser eller 13) udført dem med iver og ambition. 14) Om straffet og hvormed m.v. som måtte findes passende og nyttigt. Dette ville være et bånd på dem der ikke nænner at give dårlige skudsmål og en indretning der vist let kunne indføres, og som havde den fordel at man straks forud vidste pigens gode og svage sider. For at være sikker på at de dårlige skudsmål ikke blev bortkastet, eller falskomskrevet, men at de lige så vel som de gode blev forevist vedkommende politiassistent, var det rådeligt at husbonden som har været nødt til at give en dårlig anbefaling, selv leverede skudsmålet, og ikke pigen, så hun kunne blive straffet på den for forseelser udtænkte måde. Om øvrigheden i det mindste for en tid, lod sig hver måned rapportere om tjenestepigernes opførsel etc. på et skema som indeholdt de her omtalte rubrikker, og de som havde forset sig blev alvorligt straffede, ville sikkert en meget kort tid være tilstrækkelig til at se en god virkning. Og man ville straks kræve opgivet hvorledes ethvert tyende har opført sig i sin tjenetid, blot på det sted hun nu er, ville man upåtvivlelig få den sandeste efterretning om de gode og dårlige, siden de ikke aner en sådan opfordring. 

At mangfoldige klager over tjenestepigerne vist med rimelig grund er en sandhed. Men hvad hjælper det når intet sættes i udøvelse til deres forbedring. I håb om at møde bifald tillader indsenderen heraf sig at levere sit forlag med det hjerteligste ønske at der må tages i alvorlig overvejelse hvad ved denne vigtige sag er at gøre, og at indsigtsfulde, rigtigt følende og rigtigt dømmende retfærdige mænd ville række hånden til for at afhjælpe det onde der synes at rase blandt det kvindelige tyende.

Skulle intet reflekteres på det heri givne forslag, så har indsenderen dog den bevidsthed at have opfyldt sin pligt mod sine medmennesker, mod tyendet selv, ja mod hele staten, idet han med et inderligt deltagende, fredelskende hjerte gør opmærksom på at søge midler mod det onde, eller den husfred der nu til dags er så almindelig.

Til slut bemærkes at dette hverken er en hurtig fattet, eller fortvivlet ide, men at indsenderen har haft den i flere år (i  hvilken tud har været lejlighed til at samle megen erfaring) og kun tilbageholdt offentliggørelsen i håb om at det måtte blive ufornødent - desto værre har dette håb hidtil været fejlslagen.

* I rede sølv bør lønnen fastsættes.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4930-4938).

Redacteurens Anmærkning.

Forfatteren får svar på tiltalerne i Politivennen nr. 308. 24. november 1821, s. 4951-4957.

Kudske-Uorden i Bredgaden

Lørdag den 3. oktober om formiddagen kl. 11 så anmelderen i Bredgade lidt over for Tværgade en vognmandsvogn køre på den højre side af gaden. En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen. For at kunne undvige slog vognmandskarlen på sine heste, men da bryggerkarlen mærkede dette, begyndte han at bruge sin pisk på vognmandskarlens ryg. Hvorpå denne for at hævne sig slog om sig og traf bryggerens heste i hovedet, så at disse for til siden og han derved fik forspring. 

"En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen". (Bryggervogn med to bryggerkarle. Her er de dog stået af. Bemærk beklædningen som markerer hvem der er over- og underordnet).

Uagtet bryggerkarlen kørte til af alle kræfter, kunne han dog ikke nå vognmandskarlen som drejede om af Frederiksgade og derved undgik sin forfølger der blev ved at bande og true ham med pisken. I en mere befærdet gade ville sådan rapkørsel næppe have løbet af uden ubehageligheder. For hvor let kunne en eller flere af de tomme tønder være fløjet af vognen og skamslået fodgængere om disse endog kunne undgå at beskadiges af hestene eller vognen. Og da disse karle ikke alene har overtrådt politiplakaten der forbyder for stærk kørsel på gaderne, men endog uden nødvendighed mishandlet de dem betroede heste, kan anmelderen ikke undlade at bekendtgøre dette med anmodning om at vedkommende husbond ville pålægge disse karle herefter at bruge en sindigere færd. Bryggervognen der havde et par røde heste for, tilhørte så vidt man kunne skønne af påmalingen en brygger i Nyhavn.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4925-4926).

Atter om skoletugt

Hensigten med det i dette blads nr. 303 indførte stykke: Om skoletugt! var at vække høje vedkommendes opmærksomhed og således at få en af samme given erklæring angående en sag der unægtelig må interessere enhver almue og borgerskolelærer i København. For om købstædernes og landets skolelærere gjaldt det indsendte jo aldeles ikke (cfr. den citerede instruks for lærere og lærerinden samt love for børn af begge køn i almue- og borgerskolerne i København, foruden flere udtryk i selve afhandlinger der nok så meget viser at talen kun var om København, hvor instruksen ikke er ligelydende med den for landet. ). 

Visitation på Fanø. Formentlig er det skolelæreren som svinger violinbuen som dirigentstok (eller spanskrør?) mens biskoppen m.fl. sidder og tager notater over hvor dygtige disciplene er. 

En ubenævnt har imidlertid under overskriften: et par ord osv i bladet nr. 305 søgt at berigtige stykket Om skoletugt. Men det kan ingenlunde anses som en berigtigelse, fordi forfatteren vil anvende instruksen der kun gælder udenfor København, i hovedstaden hvor de specielle instrukser er uddelt blandt skolelærerne. For at undgå vidtløftighed var i stykket: Om skoletugt, kun citeret §§ uden at anføre sammes ordrette indhold. Men da nu forfatteren af: Et par ord osv. aldeles har misforstået indsenderen, nødes denne til her at udskrive § 10 således: .... Endnu mindre må han (læreren) tiltage sig ret til øjeblikkelig og efter eget tykke at tilføje noget barn legemlig straf enten med stød eller slag osv. I love for børnene § 12 siges: ... Men skulle disse straffemidler mod al formodning endnu ikke udvirke hos ham den tilsigtede forbedring, da tilkendes ham af læreren og vedkommende foresatte straf med et ris (dog ikke med den sammenbundne ende deraf) osv. Nævnte instruks for København giver altså ikke mindste grund til at anvende straf med en tamp der hvor endog udfordres vedkommende foresattes tilladelse til at benytte den ikke sammenbundne ende af et ris. 

I flere henseender følges heller ikke i instruksen for København og for landet de samme principper, fx love for børnene. § 12 omtaler som tilladeligt hensættelse til beskæmmelse på et afsondret sted i skolen. Derimod siger instruksen for lærerne ved købstædernes borgerskoler § 27: Lige så lidt må han indføre nogen skambænk eller skammekrog og overalt ingenlunde betjene sig af vanærende straffe der kunne kvæle barnets æresfølelse osv! Hvorledes kan man nu med forfatteren af: Et par ord osv. gøre den slutning: at bestemmelser for landet også uden udtrykkelig sanktion af høje vedkommende ligesom kan anvendes i hovedstadens skoler? Lægges nu hertil at brugen af en rotting helt er forbudt skolelærerne i København og at hans forespørgsel om hvilket redskab der da skulle substitueres, er blevet besvaret med at han må bruge et ris, ses det jo tydeligt at man her i staden ikke har adopteret bestemmelser i instruksen for landet § 27. 

Som en følge heraf kan indsenderen af disse linjer ikke være enig med forfatteren af Et par ord osv. i hvad denne sidste anfører i sidste passus af sit svar. Da derfor sagen, efter den ikke berigtigende berigtigelse der på grund af de uheldigt anførte eksempler umuligt kan være indrykket efter høje vedkommendes foranstaltning, nu er ligeså ubestemt som før, må det være indsenderen tilladt at spørge: Er det i København, som på landet tilladt at skolelærerne når legemlig revselse er fornøden, i denne hensigt betjener sig af en tamp? Besvares dette spørgsmål bejaende, (NB af rette vedkommende, for af en anonym tilladelse vil næppe nogen forsigtig mand betjene sig) ytres det ønske: at en autoriseret prøve af sådant strafferedskab måtte forevises enhver skolelærer at der kunne anskaffes en tamp helt lig prøven og herved forhindredes jo mulige klager over ulighed i redskabernes kvalitet. Dette er alt hvad forfatteren af disse linjer i denne sag har at ønske, og inderligt vil det glæde ham om der ved disse offentligt ytrede tanker måtte bidrages til at lette skolelærernes hans i sandhed tunge vandring.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870 og Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906.

En Uorden og en Mangel.

Blandt de uordener som nok har været ubemærket længst, tror indsenderen at være de to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden at det er væmmeligt både for øjet og næsen på hede sommerdage at urinen plasker ned fra de på huse eller tage via de forbudte, men her endnu eksisterende udstående render, er det vist nok også slemt for den der søger tilflugt nedenunder i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor. Og lige så naturlig som den nedenståendes fortrydelse er over sådan en dåb, ligeså velgrundet kan den ovenstående svare at han har lov til det og hjemle denne lov med de omtalte kar. Indsenderen der her for nogle dage siden var så uheldig at være nedenstående, måtte lade sig nøje med denne trøst.

"Der er to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden det væmmelige både for øjet og næsen på hede sommerdage, ved at urinen plasker ned fra udstående render, er det vist nok også slemt for den der nedenunder søger tilflugt i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor." (Børsen. Indgangen ligger længst væk. Eget foto)

Et andet, skønt ikke så slemt uheld for hatten, er den mangel man har på et offentlig lokum i Kongens Have. For søger man i sin nød hen til de 3 der står til højre henimod udgangen til volden, bliver man enten bortvist eller når man uset er sluppet ind, slemt forstyrret med spørgsmål på halvtysk uden for døren om hvor man er kommet fra, hvem man er, hvad man gør her osv. Og uagtet man nok så meget troskyldig forsikrer kvæstor at man ikke af vindesyge, men kun af pure naturlig trang, søgte stedet, er han dog forskrækkelig vredladen når man ikke øjeblikkelig går sin vej.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4919-4920).