Bør Indfødte tilsidesættes for Udlændinger?

I Adresseavisen nr. 17 læses en bekendtgørelse af en dame nylig indrejst fra Paris hvori hun anbefaler sig som modehandlerinde og syerske. Ved den lejlighed finder indsenderen sig foranlediget til at bringe i erindring hvor krænkende det er for landets egne børn at tilsidesættes for sådanne fremmede. Især nu da lejligheden til erhverv er så ringe i enhver klasse. I 15 år har jeg været stadens borger, svaret alle pålæg og ved min næringsdrift givet mange fattige familier underhold. Men i nuværende uheldige periode har dette som så meget andet forandret sig, og min næringsvej kan nu ikke engang ernære mig selv med familie. 

For at bidrage til vores underhold ville min kone begynde med skræddersyning og indleverede en med attester forsynet ansøgning om bevilling hertil. Men skønt hun er dansk født, blev det afslået hende fordi jeg sidder i en såkaldt næringsvej der nu er så utilstrækkelig at den næppe kan indrente så meget som huslejen beløber. Således blev hendes gode forsæt ved stræbsomhed at komme sin mand til hjælp aldeles tilintetgjort, skønt hun ser at adskillige drister sig til, endog uden bevilling at modtage sytøj for betaling hvorved de både undgår at betale næringsskat og gebyr for bevillingen.

A. Maubach.

(Politivennen nr. 370. Løverdagen den 1ste Februari 1823, s. 5994-5996).

Spørgsmaal til det venskabelige Selskab.

Med forundring erfarer man at Selskabet for Musikkens Udbredelse holder musikprøve hver torsdag aften og undertiden generalforsamling (hvorved selskabets medlemmer indbetaler kvartalskontingentet) i det Venskabelige Selskabs værelser i gården nr. 63 på Østergade.

Da der i selskabets kontrakt med ejeren af gården ikke findes anført den klausul at selskabet er berettiget til at videre fremleje eller udlåne dets værelser og lejligheder, og det er gårdens ejer særdeles ubehageligt at se sine værelser og trapper forslidte af 2 til 300 fremmede uvedkommende personer, så udbeder man sig foreløbig at den virksomme økonomiske direktør for det Venskabelige Selskab hr,. Herforth, bogholder på St. Croix Sukkerraffinaderi nøje vil forklare sig i hvilket forhold Selskabet for Musikkens Udbredelse med hensyn til dets værelser står i til det Venskabelige Selskab.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1822, s. 5985).

"Med forundring erfarer man at Selskabet for Musikkens Udbredelse holder musikprøve hver torsdag aften og undertiden generalforsamling i det Venskabelige Selskabs værelser i gården nr. 63 på Østergade." (Østergade ved Kongens Nytorv omkring 1840. Før og Nu, 1917)

Redacteurens Anmærkning

Selskabet for Musikkens Udbredelse talte bl.a. Georg Gerson (1790-1825). Selskabet skal have spillet en stor rolle i det københavnske musikliv. Det Venskabelige Selskab (grundlagt 1783) havde 1820 226 medlemmer. De to selskaber kan ses som levninger af klubfænomenet som især florerede i 1700-tallet, men som var stærkt på retur på Politivennens tid. P. A. Heiberg skrev visen "Frihed, lighed og venskab" til selskabet i 1794, formentlig under indflydelse af den franske revolution.

Artiklen besvare i næste nummer af Politivennen.

Endnu et Ord til Nørregades saakaldte Leiebibliothek.

Det er vel tydeligt nok for enhver som med forstand læser min anke, at denne bogsamlings ejers eller ejerindes skryden ikke ligger deri at lejen kun er 2 mark månedlig, men at man vil give 2 reoler bøger navn af lejebibliotek og derved forblænde folk. Jeg befatter mig ikke med ting som ligger uden for min virkekreds, jeg har intet lejebibliotek. Her kan altså ikke være tale om misundelse, heller ikke om den lyst at gøre indgreb i andres næringsvej som adskillige der sidder i gode levebrød har tilladt sig. Blot den misfornøjelse med denne samling som et par af mine venner ytrede for mig, gav mig anledning til at tale. Når i øvrigt indsenderen taler om lejebiblioteker som besidder bøger der endnu ikke er udkommet, og måler bøger alenvis ligesom kramvarer måtte man ønske ham lidt mere kløgt inden han giver sig af med at bedømme andres.

P. Bentzen
Fuldmægtig.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1823, s. 5984).

Redacteurens Anmærkning

Artikelserien omfatter Politivennen nr. 364, 21. december 1822, Politivennen nr. 366, 4. januar 1823 og Politivennen nr. 369, 25. januar 1823.

Om Sparekassen.

Sparekassen - hvis oprettelse tjener til bevis på vores gode regerings omsorg for undersåtternes bedste og dens ønske at indføre tarvelighed og sparsommelighed hos disse - har siden adgangen til samme blev åbnet haft temmelig god fremgang. Således har omtrent 2.000 individer haft større eller mindre konto i samme. Og sikkert er mange dalere som ellers ville have været unyttigt anvendt, blevet opbevaret der til gavnligt brug. At så mange som muligt ville benytte denne indretning, var vist ønsket og hensigten med dens oprettelse. For foruden at den gavn den fremvirker således blev større og mere almindelig, ville også en ikke ubetydelig kapital som ellers henlå frugtesløs på flere steder, således komme i cirkulation og gøres frugtbringende.

Erfaring har lært at de private livrenteselskaber ikke har kunnet bestå. Et efter det andet er de gået til grunde. Og sikkert vil den tid snart komme da man aldeles ikke hører at noget sådant er til. Mange uformuende familiefædre er således skilt ved en ikke ubetydelig sum som han i flere år har sparet sammen i den tanke dermed at bidrage til sine børns fortkomme eller timelige vel. Og mange tjenestetyende ved sin surt erhvervede flerårige løn. Alle sådanne beklager at sikre og garanterede sparekasser ikke har været oprettet før, hvori de kunne have nedlagt deres skærv til nytte for dem selv og familie.

Ligesom altså de private livrente selskaber forsvinder, vil tilgangen til benyttelsen af sparekassen stige. For her er man sikret for at kapital og renter ikke medgår til høje lønninger for kasserer, bogholder og bude, da uegennyttige, retskafne mænd uden mindste fordel har påtaget sig bestyrelsen af samme i den gode hensigt at gavne det almindelige. Her nedlægger den uformuende husfar efterhånden en lille sum som han kan undvære. Og ved huslejetiden er han ikke i forlegenhed for hans husleje. Han ved da hvor han kan tage den, og undgår således at sætte sin kautionist i forlegenhed eller selv at ængstes for eksekution i hans møbler og bohave. Her nedlægger det tarvelige tjenestetyende roligt sin løn og øvrige fortjente skillinger og hæver dem kun når trangen til et eller andet nødvendigt og uundværligt klædningsstykke fordrer det. Erfaring har lært det hvor vanskeligt det er at holde på penge, man har liggende. For snart fristes man til at udgive dem til en eller anden fornøjelse, snart bortlokkes de af omløbende bissekræmmere for flitterstads eller andet uundværligt kram, men er det nedlagt i sparekassen er de reddet da lysten og fristelsen som oftest forgår, inden man får tid og lejlighed til at hæve dem.

På sådanne og utallige flere måder virker sparekassen nytte. At den endnu ikke tæller flere deltagere er vist ikke så meget at tilskrive tidernes besværlighed eller den pengemangel alle råber på, som at indretningen selv og den nytte den stifter ikke er nok så bekendt.

Vel lod bestyrerne eller direktørerne for sparekassen ved dens åbning udgå en trykt underretning om samme, der fulgte med Adresseavisen, og siden har de engang bekendtgjort regnskab og efterretning om dens tilvækst. Men da man vel kan antage at der hvert halve år fremkommer ligesom en ny generation der får penge mellem hænder såsom drenge der sættes i lære og piger i tjeneste osv., så ville en gentagen underretning om indretningen og dens nytte vist være gavnlig for sådanne idet mange af dem ved at attrå at deltage deri ville vænnes til sparsommelighed og tarvelighed. Man kunne derfor ønske at en sådan underretning måtte gives en gang om året, hvortil tiden mellem jul og nytår synes den rigtigste da sådanne personer på den tid har flest penge mellem hænderne.

Dernæst kunne man ønske at timerne i hvilken adgangen til sparekassen er åben, nemlig mandag og onsdag formiddag fra 8-10, i de korte vinterdage måtte ændres til kl. 9-11, eller på en af dagene bestemmes til et par eftermiddagstimer. Dette ville være til bekvemmelighed for mange tjenende der først må have forrettet deres husgerning før det bliver dem tilladt at røgte egen ærinde. Dog ønskes naturligvis kun denne forandring når den ikke var til videre ulejlighed og tidsspilde for de brave mænd der så uegennyttigt har påtaget sig bestyrelsen.

Endvidere var det vist godt om det højeste indskud ikke blev klemt til 50 rigsbankdaler. Men at det blev tilladt at indsætte nogle hundrede rigsbankdaler ad gangen. Og for dette ønskes opfyldelse synes intet at være i vejen, da sparekassen ikke oprettet for pengemanden eller den rige. Men det er heller ikke for hans skyld ønsket fremsættes. For han forstår nok at anvende sine midler således at de yder ham fordel. Men der gives mange tilfælde hvori en uformuende kan komme i besiddelse af en lille kapital som han ønsker sikkert opbevaret indtil han kan gøre en fordelagtig anvendelse af samme. 

Man vil fremsætte et eksempel: En mand sælger sit hus, varelager eller andet for en vis sum, som han må modtage i halvårlige eller månedlige afdrag. Han ønsker at have sin kapital samlet, men glemmer han selv afdragene, så ligger de frugtesløse hos ham. Låner han dem ud, risikerer han at tabe en del af dem, og ofte fristes han at tabe en del af dem. Og ofte fristes han til at vove dem i en eller anden uheldig spekulation. Ved at sætte dem i sparekassen er hans penge ikke alene sikkert forvarede, men er endog frugtbringende for ham. 

Det samme er tilfældet med en tjener, karl eller pige, som kan få en lille arv af nogle hundrede rigsbankdaler, som de ønsker opbevaret indtil de vil indlade sig i ægtestanden og begynde på en eller anden næringsvej. Erfaringen har lært hvor skadeligt det er for disse sidste selv at have deres lille formue i forvaring. For rygtes det blandt deres lige at de har penge liggende, så overhænges de af disse for lån, og bliver da som oftest skilt ved deres smule ejendom. Den gavn sparekassen vil stifte ved at modtage sådanne summer er så betydeligt at man håber der intet vil haves imod dette ønskes opfyldelse.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1822, s. 5975-5981).

Redacteurens Anmærkning

De første sparekasser var på artiklens tilblivelsestidspunkt noget ganske nyt. Lensgreve F. A. Holstein på Holsteinborg havde i 1810 oprettet landets første sparekasse, ”Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn”. Godsets bønder kunne her få 3 procent i rente. Selv tjente sparekassen penge ved at anbragte bødernes opsparing i Finansministeriet til 4 procent. I 1816 oprettedes sparekasse nr. 2 i Odense og på Politivennens tid var der en halv snes sparekasser (1830: 14, 1850: 35, 1860: 57). I købstæderne var det især embedsmænd der var initiativtagere med det formål at dæmme op for fattigdommen. Dvs et patriarkalsk formål med at uddanne almuen til at spare op for at løse deres egne økonomiske problemer. I København blev de stiftet af velstående købstadsfolk. 

Artiklens spådom om sparekassernes gyldne fremtid blev ikke helt som forudsagt. Bankerne kom nemlig til en snes år senere (i København med Privatbanken i Kjøbenhavn 1857) og overtog sparekassernes funktion i købstæderne, mens sparekasserne koncentrerede sig om landbrugerne. Som artiklen antyder var det første gang mindre bemidlede mennesker fik en chance for at lægge lidt til side ind i mellem. Bønderne oprettede først i 1856 deres egen ”Den Sjællandske Bondestands Sparekasse”. Herefter steg antallet dramatisk: 1870: 169. Helt op til 1974 var der forskellig lovgivning for sparekasser og banker. Men blev så lovgivningsmæssigt ligestillet.

Der klages over manglende regnskaber i Politivennen 685, 14. februar 1829 s. 103-104: "Sparecassen betræffende". Nogle forbedringer blev foreslået i artiklen "Et Par Ord om Sparekassen." i Politivennen nr. 1097, 7. januar 1837. Side 1-3. Se også "Om Kjøbenhavns Sparekasse." Politivennen nr. 1230, lørdag den 27. juli 1839, side 463-466)

Ønske om en ny Slamkiste i Vimmelskaftet.

At den høje magistrat ved enhver lejlighed sørger for bekvemmeligheden ved omlægningen af stadens stenbro, derom er man på flere steder overbevist. Dog tillader anmelderen sig den frihed at anmærke en fejl begået ved omlægningen af Gl. Amagertorv. Den nemlig at stenkisten over Kokkegade er borttaget (af hvilken grund vides ikke). At det har forhindret det gamle vandafløb har man desværre dagligt haft prøver på, da vandet i sommermånederne stod stille og stank af mangel på afløb. Og for tiden har det formet en isskorpe som gør en af stadens hovedpassager så farlig at flere såvel dag som aften falder og slår sig. 

Således skete der i onsdags den 8. januar et farligt styrt. En hest hvorpå sad et postbud, gled under ham. Og manden slog sig således at han måtte køres på hospitalet. Ligeledes gled forleden dag et par heste foran en bryggervogn. Og kun med megen umage var det muligt at få dem rejst fra dette tilfrosne sted. 

"Kælderetagen under gården på hjørnet af Gl. Amagertorv og Kokkegade er også udsat for at fyldes med vand." (Eckersberg tegnede i 1802 dette hjørne af Amagertorv og Kokkegade, Nuværende Amagertorv 24 fra 1905. Som det ses er der ikke nogen kælderetage i denne ejendom)

Kælderetagen under gården på hjørnet af Gl. Amagertorv og Kokkegade er også udsat for at fyldes med vand. Hvilket ville have været tilfældet nytårsdags aften kl. 11, dersom vægteren ikke havde gjort beboeren opmærksom på det ved at kalde ham op fra sin seng og forhindre denne ulykke som han ligeledes flere gange såvel i sommer som i efteråret har været udsat for. Denne mand har i nogle og tredive år beboet denne kælderetage. Han har hver nat kunnet ligge rolig i sin seng. Men nu svæver han i frygt for at komme til at svømme i vand. Han ønsker derfor at denne mangel må tildrage sig høje ansvarliges opmærksomhed og forventer at en stenkiste må blive anlagt over dette sted således som den lå før i tiden for at forhindre disse og flere uberegnelige ulykker.

(Politivennen nr. 367. Løverdagen den 11te Januari 1822, s. 5953-5955).

Redacteurens Anmærkning

Kokkegade var den del af nuværende Valkendorfsgade som forløb langs Helligåndskirken.