En Bøn til den ærede Havne-Commission.

For ethvert tænkende og følsomt menneske er det et sørgeligt syn til tider at være øjenvidne til de mange, skadelige følger det kan have, at byens broer især den såkaldte Knippelsbro på ustadige årstider henligger således med sine jernskinner uden pånaglede lægter. Virkningen af disse frygtelige jernskinner har de stakkels heste ofte måttet prøve, der på trods af al anstrengelse og under de mest martrende pinsler og ubarmhjertige prygl må forsøge på at trække de sværeste og mest drægtige læs over nævnte bro. Hvilket dog aldrig vil lykkes dem især når der for nylig er faldet sne eller isslag. Lykkes det også undertiden enkelte af disse ulykkelige dyr efter al anvendt muskelkraft og en umenneskelig behandling at nå midten af broen, så får de gerne enten mørbankede knokler eller lønnen for udvist anspændelse er et par sønderknuste knæskaller på de ubevægelige jernskinner. 

Mest af alle må man beklage de heste som i vinterens kolde nætter må trække renovationsvognene over denne spejlglatte Knippelsbro. Og alt det som disse dyr må udholde ved denne langsomme overfart, lader sig ikke beskrive. For ikke at tale om den skrækkelige hujen og råben af kuskene der må holde i en lang række med disse stinkende vogne fordi de ikke kan komme af stedet før de er mandstærke nok til at trække vognen over broen, hvorved beboerne i nærheden altid forstyrres i deres nattero. 

Således er en vis kældermand i nærheden af ovennævnte bro flere gange blevet vækket af sin søvn om natten for at skaffe de ulykkelige sand og aske til at strø på broen. Det er vist nok manges ønske at høje vedkommende i fremtiden hævede denne byrdefulde overfart ved at nagle lægter på.

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6138-6140).

Knippelsbro var vignet for Illustreret Tidende fra 1859 (her fra 9. oktober 1859). Her set fra Amagersiden mod København

Advarsel til forsømmelige huuseiere.

Den 22. februar om morgenen kl. 4 faldt gipsloftet ned i den kælder jeg i flere år har beboet i huset nr. 214 ved Vestervold. I faldet slog den min seng i stykker og begravede mig i en dynge af grus og sand så jeg ikke kunne røre mig, men var utvivlsomt omkommet hvis ikke man ved at bryde gennem vinduerne var kommet mig til hjælp og havde bragt mig redning. Jeg slap altså med skrækken, en del kontusioner på arme og ben og med at få min seng spoleret, hvilket alt i alt dog bør regnes for lidt eller intet, da livet var i fare, og kun på underfuld måde blev reddet. For foruden det nedfaldende lofts gipsstumper hvilede et stort vognmandslæs gulvsand som fra tid til anden havde samlet sig mellem brædderne og gipsbeklædningen på mig og gjorde mig ude af stand til bare at give en lyd fra mig. 

Denne for mig så ubehagelige hændelse tror jeg at burde bekendtgøre til advarsel for de husejere der lader deres ejendomme forfalde, da der derved kan afstedkomme megen skade for beboerne. Man træffer således ikke sjældent værelser hvori gulvene er meget åbne, og dette har da til følge at både kulden trænger ind i samme, og at gulvsandet efterhånden samles under gulvet og tynger på det gipsloft der er nedenunder, indtil dette til slut styrter ned. Overalt lader den måde at opføre svære bygninger af småbrokker og opflinke ældgamle bindingsværksbygninger befrygte at vores efterkommere vil udsættes for farer man hidtil endnu kun har kendt lidt til. 

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6137-6138).

Ønske til Beroligelse for endeel af Nørebroes Beboere.

For omtrent 14 dage eller 3 uger siden blev nogle af Nørrebros beboere vækket klokken halvto om natten af deres søvn ved at nogle personer ringede og bankede på deres døre og gjorde anskrig: at der var ild i huset. Men ved nærmere undersøgelse erfaredes at det var et genskin af ilden fra en mindre ovn i det nyopførte jernstøberi hvori man udbrændte kul. Da det ikke er så længe siden at man ved samme tid om natten stedtes i frygt og fare ved dette støberis brand, så har sådant pludselig anskrig og opvækken af søvne den ubehagelige følge at mange indgydes en skræk som de ikke overvinder lige med det samme. For at forebygge sådant fremsættes det ønske at de ansvarlige ville træffe den foranstaltning at det blev bragt til offentlig kundskab når udbrændingen af kul skal foretages om natten.

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6136-6137).

Heegårds Jernstøberi på Nørrebro, nuværende Blågårds Plads. Det blev først anlagt i 1828, og er altså ikke det i artiklen nævnte jernstøberi.

Morgenstøi paa gammel Mynt.

For mere end 30 år siden tillod vægterne sig når de anmodedes derom, at vække folk tidligt om morgenen, ja undertiden midt om natten, ved at banke på deres døre, vinduer og kælderskodder. Men da derved mange aldrende og syge foruroligedes i deres nødvendige og styrkende søvn, hørte man hyppige klager over denne uskik, indtil endelig en politiplakat udkom og påbød at de som ville lade sig vække af vægterne, skulle anskaffe en klokke indvendig på et vindue eller døren for at husets folk og naboer ikke skulle foruroliges.

Denne anordning efterkommes vist nok i almindelighed. Dog synes vægteren på Gammel Mønt ikke at holde sig den efterrettelig. For for over 5 år siden begyndte han at banke på kælderskodderne i mit hus, dog lod han sig dengang tale til rette og holdt op dermed. Men nu er tilfældet det samme han har nylig for nogen tid siden begyndt at banke igen. Jeg advarede ham selv og ytrede at jeg ville ikke have det, men fik til svar at han brød sig ikke om hvad jeg ville have eller ikke have. Da jeg fandt det upassende at veksle flere ord med vægteren, sendte jeg bud til kælderkonen og lod hende sige at jeg ikke ville tillade at vægteren bakende på kælderskodderne, men hun lod svar at så længe hun boede der, skulle vægteren banke. Dette myndige svar foranlediger mig herved til at bekendtgøre vægterens opførsel for hans høje foresatte, og jeg håber da for eftertiden at blive fri for den støj hans ulovlige banken forårsager.

(Politivennen nr. 378. Løverdagen den 29de Marts 1823, s. 6131-6132).

En styg Uorden i Dyrkøb.

Hver morgen finder man ved at passere Dyrkøb en del indpakkede ekskrementer kastet ud på gaden. Og undertiden kommer sådanne skarpe skud flyvende en i møde når man kommer i terrænet mellem bagbygningerne af nr. 5, 6 og nr. 7. Man er overbevist om at sådant ikke udkastes fra førstnævnte gård, da man er temmelig sikker på at dette sker fra sidstnævnte sted hvor flere håndværkssvende og drenge har til huse. En sådan væmmelig tilsøling af gaden er i sig selv utilbørlig. Men dobbelt bliver den det når man betænker at forbigåendes gadefred bliver forstyrret. Man håber derfor at vedkommende vært eller mester vil sørge for at denne stygge uorden i hans gård fjernes.

(Politivennen nr. 377. Løverdagen den 22de Marts 1823, s. 6120-6121).