12 december 2015

En Skik, som, hvis Man tør give den Navn af Uskik, ønskes standset.

Herved tager man sig ærbødigst den frihed at fremlægge for høje ansvarlige det spørgsmål om det er tilladt for Gothersgades og omliggende smågaders beboere at ophænge alskens tøj til tørring på muren om Rosenborg Have. Man kan næppe tro at det er tilladt, for det er både en meget iøjnefaldende vansir for gaden såsom det udhængte tøj oftest ikke er af det allerreneste slags, og tillige er til betydelig hinder for de forbigående. Det har indsenderen af dette ofte haft lejlighed til at bemærke. 


"Er det tilladt for Gothersgades og omliggende smågaders beboere at ophænge alskens tøj til tørring på muren om Rosenborg Have." (Gothersgade med den moderne mur ind til Kongens Have. Eget foto 2015).

Endelig forekommer det indsenderen at det påtalte ikke må være det behageligste syn for genboerne selv. I det mindste for dem som ikke benytter sig af denne meget forulempende skik, da de tvinges til næsten dagligt hele sommeren igennem at have viftende lagener, tørklæder, klude og a. m. for deres øjne. og det ville dog unægtelig indtage en langt mere passende plads på et loft eller i et gårdrum end på en offentlig gade.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6257-6258).

Vink og velmeent Raad til Vedkommende.

I) Udmattet af ugens trættende sysler gik en af mine bekendte ud med nogle venner første pinsedag om eftermiddagen til Frederiksberg By og trådte ind sammesteds til traktøren hr. Lars Mathiesen (hvis adresse står i indeværende års vejviser, side 301). Min ven med sit selskab forlanger ved skænken en læskedrik af opvarterpigen, men se! Denne bortfjerner sig under det påskud at denne dont ikke var hende betroet. Og de tørstende gæster måtte gå bort med uforrettet sagt. Kort sagt uden en læskende dråbe. Hvad under da om de havde faldt på at anse og benævnte hr. Mathiesens gæstgivergård for mislingelsesstedet, ligesom hin Australiens opdager, den navnkundige Cook kaldte nogle øer i Sydhavet mislingelsesøerne (Disappointment Isles). Gid den agtbare hr. Mathiesen vidste det! blev naturligvis selskabets ønske. Han ville sikkert som en bekendt fornuftig og brav vært, hvis egen fordel beror så meget på hans gæsters bedste akkomodation, råder bod på en sådan anke for fremtiden ved at ansætte andre folk og påse at såvel de af hans medborgere som forunder ham næring, som udlændinge modtages af det tyende der af ham er ansat til at passe deres opvartningspligter.

(Mathiesens traktørsted eksisterer ikke mere, ej heller Ratzenborg. Men det gør til gengæld Petersens Familiehave, få hundrede meter derfra. Dvs. huset gjorde, dengang i landlige omgivelser uden etagebyggeriet i baggrunden, og det var endnu ikke blevet traktørsted. Eget foto, 2015) 

II) Mismodige over førnævnte modtagelse og det sejlslagne håb kom nævnte selskab foranførte dags aften kl. 7 ind i Ratzenborg i ovennævnte Frederiksberg By og forlangte 1/4 skål punch. Da den drik de fik her, forekom dem ikke mere styrkende end det vores naboer kalder svag drik, forlangte de 1/4 punch ekstrakt til sammes forbedring. Men - pro dolor! Man tog 20 skilling for titulærpunchen og for den bekomne ekstrakt 2 mark 8 skilling, i alt 3 mark 12 skilling (siger og skriver tre mark og tolv skilling). Der kunne vel være for omtrent 14 skilling ekstrakt. Om endog konkurrenten til Ratzenborg om helligdagsaftner turde være vidunderlig stor, synes det dog som om det ville mere tilpas for såvel gæstgiverholdets respektive hr. ejer som de han har betroet at sørge for hans gæsters forfriskninger om der ikke blev opkrævet over 300 procent for den med beværtning altid uundgåelige lille ulejlighed.

København den 20. maj 1823

Ethophilos.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6253-6255).


P. Klæstrup: Lars Mathiesen.


Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 327, 2. april 1822 har en Lars Mathiesen klaget over tyveri af punchskeer. Se den udførlige note fra Den Store Danske om ham i det indslag. Hans navn optræder ganske rigtigt i Kraks Vejviser for 1823, omend ikke særlig detaljeret:

Lars Mathisen, Lars, Tracteur, Frederiksbergbye. Det er hvad Kraks Vejviser for 1823 fortæller om Lars Mathiesen. 

Der er rettet godt og grundigt i den originale artikel da den er fyldt med ord som nutidens læsere ikke forstår. Se link i artiklen. Ethophilos betyder vel direkte oversagt en der elsker etik

Skribenten må rode rundt i opdagelsesrejsende, for det var ikke den godt navnkyndige Cook der navngav Disappointment Islands, men Magellan.

Titulærpunch må betyde en punch med navn af dette uden at være det.

Tegner G. Broling: Frederiksberg, Sommerlyst i Frederiksberg Alle ved København med folkemængde. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Ratzenborg skriver Den Store Danske (som har det fra Neiiendam, R Forlystelsernes Allé 1958):
Skråt overfor, også på Frederiksberg Allé, lå et gammelt traktør- og forlystelsessted, som siden 1784 gik under navnet Ratzenborg. Fra 1847 blev det kaldt Sommerlyst, indtil det i 1918 blev indrettet til teater under navnet Fønix Teatret, hvor der blev spillet revyer, komedier, farcer og operetter. 1938 ændredes navnet til Frederiksberg Teater, som var i brug, til det 1957 fik navnet Aveny Teatret.  

Til en Handskemager.

Handskemageren i Gothersgade nr. 6 har næsten daglig 2 lange stænger udstukket fra loftet fra det hus hvori han bor, over fortovet behængt med skind, skindbukser eller andre handskemagervarer til tørring. Dette er ikke alene tilfældet søgnedage, men endog om søndagen, ja selv pinsehelligdage var stængerne som sædvanligt behængt med skind. Da dette tørreri imidlertid næppe er anbragt på det bedste sted, dels fordi det meget vansirer gaden, og dels fordi mange af de forbigående får deres klæder tilsmurt af det neddryppende vand, håber man at den gode hr. handskemager vil udvælge sig en bekvemmere tørreplads.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6252-6253).

Redacteurens Anmærkning.

Gothersgade 6 blev 1859 til Gothersgade 48. Fra 1962 indbefattet i Adelgården. 

Om Bogtyveri

Vi ved at stjæle bøger straffes som andet tyveri. Men vores love har mig bekendt ingen straf for at stjæle hele stykker ud af en forfatters værker og udgive dem for sine egne. Det har i øvrigt megen lighed med det i Tyskland så gængse og på adskillige steder hårdt straffede eftertryk. 

Ingen kan indvende noget imod at den ene forfatter benytter den andens arbejde og enten anfører hans navn når han bruger ham som sin kilde, eller bearbejder hans tanker, så at de bliver malm af hans egen mine, eller som man siger kød af hans eget kød og ben af hans egne ben. Det er endog rosværdigt når det sker med smag og forstand. 

Når en forfatter stjæler enkelte sætninger fra en anden, opdages det ikke så let, og kun af enkelte, og man ser gerne gennem fingre med sådanne små tyve. Men når han går hen og udskriver hele sider af en arbejde (en præst stjal for nogle år siden på den måde en hel doktordisputats), da burde man i sandhed ikke se gennem fingre med ham, og allermindst når han med fræk fripostighed vil forsvare sine rapserier. Da synes han at blive en genstand for de borgerlige love. 

Af alle slags tyverier er bogtyveri vist nok den skammeligste art, for er ånden det højeste af alt, og åndens ejendomsret den helligste af alle ejendomsrettigheder da er åndstyveri også den mest nederdrægtige af alle forbrydelser. Vel røber sådant et tyveri en høj grad af dumhed og lønnes i almindelighed med foragt eller satirens spidsrodsstraf. Men begge straffemåder er som erfaringen viser, ikke følelige nok til at afholde sådanne helte fra at gentage deres misgerninger. Især når ugebladenes udgivere af medlidenhed eller på grund af deres arbejdsdygtighed i andre henseender beskytter dem som medarbejdere ved deres blade og lader deres smørerier få indpas der. 

Det ville derfor være højst gavnligt om den borgerlige lovgivning bestemte en straf for sådanne åndstyve. Og jeg mener at den mest passende straf foruden en efter forbrydelsens grad afpasset pengebøde ville være en offentlig undskyldning. Men den måtte ved en almindelig indbydelse gives al den offentlighed som var muligt og forbindes med en skarp irettesættelse. Var bogtyven student, måtte afstraffelsen ske for konsistoriet *). Var han relegeret student eller uden for den egentlig såkaldte studerende klasse, måtte den derimod ske for øvrigheden **). Men når han havde udstået sin straf burde den ikke hindre hans fremtidige forfatterskab eller være hans ære til mindste ulempe. Hermed indlades sagen til doms.
H. E. Wosemose

*) Sådan en afstraffelse for konsistoriet ville i det mindste være lagt mere hensigtsmæssige, end den, hr. Ahlgreen Ussing for få år siden måtte lide fordi han på en måske lidt for djærv måde have sagt en professor nogle dyrebare sandheder da hans forseelse i sammenligning med professorens var så godt som ingen.

**) Det ville måske forekomme mange at ris således som forfatteren af stykket "om platslagere" i Politivennen nylig har foreslået, ville være den mest hensigtsmæssige straf for en så drengeagtig forbrydelse som bogtyveri. Og andre mener vel endog at sammenhobning (akkumulation) af pengebøder, offentlig undskyldning og ris ville være den rigtige straf. Men det første synes dog at være lidt udelikat for lærde tyve og det sidste alt for hårdt.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6245-6248).

11 december 2015

Svar paa forestaaende Stykke om Mad. Larsens (ikke Lassens) Curer

Forfatteren af forestående har virkelig ret når han siger: "Det er et særsyn i medicinalvæsnets annaler *) at der i Danmarks hovedstad skal gives et kvindeligt subjekt til at udøve lægekunsten". Men man vil ikke være så uartig som forfatteren og påstå at hovedstadens læger er uvidende eller uduelige. Derimod er det nok en afgjort sag at de fleste må besidde en dygtig portion gensidighed og egensindighed når de ser at madame Larsens lægemåde har reddet så mange syge som deres egen metode ikke var i stand til at hjælpe, og dog hårdnakket forsmår at anvende hendes, af den usle grund at den kommer fra en ulærd. 

Men var de da andet end ulærde, alle disse mænd og kvinder i lægekunstens tidligste tidsalder, hvis erfaringer eftertidens mere lærde læger benyttede og til dels forøgede? Vi bærer den dybeste højagtelse for al videnskab og kunst, følelig også for lægekunsten når dens dyrkere med deres bogstudium hele tiden forbinder naturens studium og lytter til erfaringens ufravigelige resultater. Forsømmer eller foragter de den sidste, da vil menneskeheden trods alle de nye systemer som lægerne hele tiden skiftevis bygger og kuldkaster, fremdeles nødes til at sukke over ulægelige svagheder, som endog simple mennesker i Indien og Arabien i umindelige tider har forstået at helbrede og om hvis lægemåde måske Spaniens klosterbiblioteker siden maurernes tid har opbevaret mange vink. At opsøge og benytte disse, ville vist være menneskeheden til lige så stort gavn som at aftegne græske billedstøtter eller opmåle Egyptens pyramider. 

At i øvrigt madame Larsen ikke læger noget sår uden først ved hensigtsmæssige lægemidler at have uddraget det onde der indtil den tid har gjort såret ulægeligt, ikke heller har forværret nogens onde. At "samvittigheden" ikke altid tilbageholder læger fra at læge sådanne sår, viser blandt flere andre krigsrådinde L.s eksempel, hvis ben adskillige gange blev lægt af vores mest berømte læger, men som altid brød op igen, indtil hun efter 15 års lidelser betroede sig til madame Larsen som på få uger kurerede hende. Og siden har hun i en tid af 6½ år uafbrudt nydt en blomstrende sundhed. Var madame Larsens kur så let at eftergøre som nogle mener, da er det jo et sandt mirakel i vores næringsløse tid at ingen, hverken blandt hendes patienter eller andre, søger at efterligne hende og at skaffe sig en lige så udstrakt kongelig bevilling som den hun er i besiddelse af. Næppe var denne bevilling blevet meddelt hende hvis hendes lægemåde forkortede menneskenes liv eller satte det på spil. Det er endog ubegribeligt hvorledes man tør fremføre sådanne om den er autoritet og altså forud tilstrækkelig prøvet.

*) Ikke i "medicinhistoriens annaler", for dette er med forfatterens tilladelse en tautologi.

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6241-6244).


Redacteurens Anmærkning.

Madame Lassen (1768?-1833) hed egentlig Anna Larsen Jacobsdatter og var fra Overdråby ved Jægerspris. I Historiske Meddelelser om København 1, V, findes s. 27-65 en artikel "En københavnsk kvaksalverske i tiden 1810-30" om hende. Artiklen fortæller at hun i 1804 var uddannet jordemoder, hvilket dengang var et usselt job. I 1811 blev hun første gang indberettet til politimesteren og fik en bøde. Klog af skade forsøgte hun herefter at få en tilladelse. 

Herefter udviklede hendes karriere sig mellem Sundhedskollegiet som ikke kunne godkende hendes metoder, et stort antal patienter som blev kureret, og Kancelliet som på trods af Sundhedskollegiet bestandig gav hende flere og flere tilladelser. Sundhedskollegiet gav hende i 1814 lov til at kurere åbne sår og benskader. Og udtrykte også en vis interesse i at lære hendes metoder at kende. Kancelliet anså hende for i besiddelse af kundskaber i at kurere benskader som læger forgæves ikke havde kunnet gøre noget ved. Mad. Lassen opretholdt sin praksis ikke bare med benskader, men også lammelser efter apopleksi, underlivstilfælde, hudsygdomme, menstruationsforstyrrelser mm. Hendes mislykkede forsøg gjorde Sundhedskollegiet uden stort held opmærksom på. Efter datterens dramatiske død ophørte hun næsten med sin praksis, i 1828 var der kun 2 patienter

Mad. Lassen døde i 1833, se Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stiftstidende, 12. december 1833:
Madame Lassen, bekjendt over hele Landet under Navn af den kloge Kone i Kjøbenhavn, der i sin virksomme Tid har reddet saa manget Liv, givet saa mangen af Lægerne for uhelbredelig erklæret, Helbred og Sundhed igjen, er nu død, som man seer af Raketten. Hun havde, som bekjendt, den store Sorg, for nogle Aar siden at miste en Datter paa en høist sørgelig Maade, ved at en Spiritusflaske sprang, og den omkringstrømmende Spiritus antændtes af Lyset, og forbrændte hende saaledes, at da Moderen havde baaret hende ned til Posten, for at slukke Ilden i Klæderne, var hun allerede død. Ved denne Leilighed fik Mad. Lassen et Knæk paa sin Sundhed, der nu har lagt hende i Graven. Hendes frelsende Kunst er gaaet med hende i Graven. En lille simpel Gravhøi dækker Liget af denne Kone. At leve, gjøre godt i Verden, døe og forglemmes, er det almindelige i Menneskelivet. Den samme Forglemmelse, der hviler over hendes Erindring, har ogsaa fulgt hendes frelsende Kunst, der er gaaet i Graven med Hende. Ingen kjender hendes Methode eller Midlerne. De levende Døttre vare komne ind i en heel anden Kreds, der var ganske forskjellig fra den sygelige Tilværelse der omgav den gamle kyndige Moder, hvor hun stod som en frelsende Genius; de havde andet at tænke paa, end at koge Salver og Plastre; og en Veninde af Huset, hvem hun tilbød at lære sin Kunst, var grusom nok mod sine Medmennesker til at undslaae sig derfor.  
Mad. Lassen havde tilsyneladende lært fra sig I Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 14. august 1841 stod: 
Til Lægeverdenens Nyheder hører, at den bekjendte Mad. Lassen i Nyboder, der curerede for al udvortes Sygdom, har faaet en Efterfølgerske i Mad. Jensen, der med kgl. Tilladelse har nedsat sig som Doctorske i Lyngby, og ny trækker en Mængde Syge dertil. Hun skal især være heldig med Gigtpatienter. (Aarh. Av.)
Og i Fyens Stifts Kongelig eneprivilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 30. juli 1845 stod følgende at læse (i uddrag):
(Indsendt) Naar en Mand, af Tilskikkelsen eller Tilfældet, bliver kastet ind i et eller andet Hverv eller Forhold, og han rygter samme med Duelighed og Redelighed til alle Omgivendes Tilfredshed; rammes han i saadant Hverv af Skjebnens Slag, der uventet kommer over hans Hoved, som et Lyn fra den klare Himmel, da finder han dog alle oplyste og billigtænkende Menneskers Deeltagelse og Medlidenhed, og dette er Tilfældet med Boelsmand Christian Nielsen Rold.
Vistnok i Aarhundrede har hans Forfædre været i Besiddelse af en Videnskab til at helbrede Beenbrud og friske Saar, hvis Lige maaskee sieldent finder Mage. Skjøndt en talrig Familie, har dog ikke uden een (saavidt mig bekjendt) paa en og samme Tid været indviet i eller dyrket denne Kunst til Fuldkommenhed. Christian Nielsen blev opdraget af en gammel Tante, der havde lært denne Kunst eller Videnskab af sin Fader, og som lig en anden Mad. Lassen hjalp Folk i hundredviis til deres sunde og førlige Lemmer, og hvis Kurer vistnok sielden eller aldrig mislykkedes. Opdraget af denne Kone blev han saa at sige oplært i denne Videnskab uden sit eget Vidende, den han hjalp til at udøve i hendes Alderdom, og alene udøvede under hendes Veiledning i hendes Svaghed. Hun indsatte ham til Arving af hans nuværende Bopæl paa Rold. 
Christian Nielsen søgte bevilling om at kurere benbrud, men fik kun tilladelse til at forbinde benbrud når der ikke har tilkaldt læge.  Da han imidlertid opfattede dette som om han også måtte kurere, blev han sagsøgt og dømt.