Gien Klang fra Humlebech.

Imod Kuhmunchs svar fra Humlebæk i Politivennen nr. 418 den 3. januar 1824 som jeg med fornøjelse læste og fornøjer mig meget at han kan erindre tiden når og hvor det skete. Men det fornærmer mig meget at han ikke bedre kan huske hvorledes det mig sig til formedelst at han skriver i svaret at J. Jensen var beskænket. Altså måtte han vel være ved sin fulde fornuft efter min mening og er dog så glemsom og fortæller blot usandheder, da jeg som fattig bonde holder mig for honet til at sige rendt ud løgn. Men jeg skal bedre forklare hans svar og utyde samme. Hans mening var at dysse mig i søvn, men forgæves, jeg blev mere opmuntret.

Nu vil jeg begynde at utyde og gendrive svaret. Han skriver at han ikke kan begribe hvorfor det varede så længe inden jeg klagede. Det besvares således: På grund af min fattigdom og ringe evne til at holde aviser og Politivennen og andre lignende skrifter, ikke vidste at hans kongelige majestæt og vise råd havde foranstaltet at på så lemfældig en måde at bringe sandhed og uskyldighed for dagen. Det er just ikke sket af uforstand da der dog kan findes en forstandig mand i bondestanden som en bøffelokse i embedsstanden. 

For det andet skriver han at andre af fjendskab skulle have forledt mig til det. Det besvares således efter det gamle ordsprog som man sår skal man høste. Det er hans onde samvittighed som banker i frygt for flere levnedsbeskrivelser. Da jeg ved at jeg ikke er den første og håber ikke heller at blive den sidste. 

For det tredje fortæller han at jeg blev ledt ud af politiet, hvilket er den største usandhed som kan bevidnes om det skal være af 4 til 5 vidner at politiet ikke var i huset den gang. Det havde været at ønske for så havde jeg ikke blevet så behandlet som jeg blev. 

For det fjerde skriver han at de to bønder lagde mig på vognen hvilket er en usandhed. Men hvad skal man sige. Den som engang lærer sig at sige usandhed bliver ved til enden. Men jeg blev af ham så ilde behandlet, og da jeg som er kun en lille svag mand og tillige en krøbling, og han stor og stærk to smed mig i vognen, smed tømmen oven på mig tog pisken, slog på hestene, så de løb med mig. Til al god lykke var det to gamle som var stadige, og jeg fik i tømmen og vendte om igen i tanken at kræve vidner. Men jeg kom ikke før ind af døren og fik ikke talt et eneste ord, før jeg fik selvsamme behandling som før. 

Men jeg fik fat i tømmen igen og vente tilbage igen, for jeg er dannemand og ingen kujon på grund af min natur er således at jeg ikke viger om jeg endog så skal opofre livet for en retfærdig sag. Men da han stod uden for døren og forbød mig at komme ind i kroen, svor jeg at jeg kørte ikke derfra uden jeg fik en snaps som jeg vel kunne trænge til efter sådan behandling. Da gik han ind i kroen efter en snaps til mig og men jeg drak den blev han erindret om af en af de tilstedeværende som så på behandlingsmåden at jeg nok ville søge ham ved lov og ret, men hans svar var at han tier nok som også jeg måtte på grund af min ringe formue da jeg ikke havde så mange penge at jeg kunne fremlægge sagen i retten og desuden ved professor Vindes ikke store kapitaler for en fattigmand. Men at jeg er blevet underrettet om Politivennen af en god ven der i nærheden som var øjensynlig ved behandlingsmåden. At man deri kunne bruge sandhed og uskyldighed for dagens klare lys, da han ikke kan overbevise mig at jeg fornærmede noget menneske med et eneste ord som var i huset uden det som jag har foregivet i Politivennen nr. 415, lørdag den 13. december 1823.

Dette er mit hjertets ønske at enhver ærlig dannemand som elsker sandhed og vil forsvare uskyldighed som læser Politivennen vil lege klagen fra Humlebæk, svaret fra Humlebæk, genklangen fra Humlebæk, ved siden af hverandre og derefter bedømme og jeg har ret eller uret og anvitere det i Politiven, da vil jeg falde eller stå for jeres retfærdige dom, og ikke for hans usandfærdige svar.

Søholm den 19. januar 1824
Underdanigst
J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6805-6809)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

Billigt Ønske fra en Christianitter.

Anmelderen som en af Christianshavns beboere hvis vej til daglige forretninger såvel morgen som aften er over Langebro, langs det kongelige hømagasin og Filosofgangen, har længe som vist nok flere med ham, såvel christianitter i særdeles som københavnere i almindelighed der passerer nævnte vej, hidtil forgæves næret det håb at se adskillige mangler afhjulpet, og har herved formået Politivennens ærede udgiver til at indrømme nedenskrevne i sit almennyttige blad som fra dets første begyndelse har, og fremdeles vedbliver, at stifte meget stor nytte i forskellige henseender. Så meget mere som så vidt han rigtigt erindrer sig, før at have set berørte anke frugtesløse fremsatte i dette blad, vover han endnu engang at anmærke disse på ny, nemlig:

1) Trottoiret fra hjørnet af Wildersgade til hestegardens kaserne er i tilfælde af fugtigt vejr eller isslag på grund af dets slette brolægning næsten vanskeligt at betræde og trænger meget til en lille udbedring.

2) De brædder som ligger over kisterne langs det kongelige hømagasin, er ved de påslåede lapper i den forfatning at man på mærke vinteraftner er udsat for at falde og brække både arme og ben, især når de passeres af gamle svagelige folk, og det ville være tak værd hvis de måtte snart blev afløste med hele nye brædder.

3) At 1 til 2 lygter måtte blive anbragt ved klapperne på broen da man på mørke vinteraftener næppe kan se end hånd for sig, og ikke alene ved fald, men ved at støde på ildesindede mennesker, kan afstedkomme en skade og indjages en skræk man måske ikke let ville forvinde.

Skulle disse linjer opvække høje vedkommendes opmærksomhed, så at disse mangler måtte blive afhjulpet, ville det være anmelderen en kær erindring, ikke at se dem frugtesløse fremsat.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6801-6803)

Redacteurens Anmærkning.

Hestgardkasernen og hømagasinet var en del af den kongelige materialgård mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade i København. Kasernen blev opført 1792 efter tegninger af arkitekten A.J. Kirkerup. Hømagasinet var beregnet for de de kongelige stalde og lå ud til Vester Voldgade. Begge dele brændte 1798, men blev ved kongelig resolution af 11.5.1798 genopført straks derefter. Bygningerne er delvist bevarede i dag.

Noget om Gravstederne paa Assistents-Kirkegaarden.

Skønt en ting er ret, kan den dog trænge til  ret at forstås, ja endog behøve forandring eller en forbedret indretning, hvilket indsenderen heraf mener burde finde sted ved Assistenskirkegården. Mange flere er sikkert af samme tanker. Når man har købt et gravsted på Assistenskirkegården, har man rettighed at lade begrave i de 20 år som forud er betalt, så mange lig der i familien i den tid forefalder. Man skulle tro dette kunne ske uden videre betaling. Men nej! Når blot et år er gået efter skødets dato kan intet lig begraves uden at der betales for det svundne år, som dog ikke er mere end rimeligt da ethvert lig skal efter anordningen ligge urørt i 20 år, og det blev jo 21 år når ikke det forsvundne år blev atter forud betalt, og således for hvert år så mange som forløber fra et lig til det følgende og så meget for hvert år som afgiften beløber sig til i 20 år, og da er rettigheden ved ethvert ligs nedsættelse igen fornyet. Men var det ikke bedre at successiv betaling årligt fandt sted. Det gav større sikkerhed for enhver ejer af et gravsted end når 10 eller flere år er gået, og et lig i familien indtræffer. For da skal der udredes på en gang for så mange år inden liget kan nedsættes i det såkaldte ejendomssted. En mand eller kone køber et sådant begravelsessted for at begrave sin afdøde ægtefælle. På et enkelt sted kunne det være bekostet for omtrent 16 rigsbankdaler. Men for at kunne hvile ved sin forudgangne ægtefælle, bekostes dette. Nu hengår de flest af de 20 år, og imidlertid er ved det sidste dødsfald formuestilstanden langt anderledes end ved det første, så at betalingen for de mange forsvundne år kan ikke udredes. Altså kan liget ikke begraves i sin forud betalte ejendom. Fandt derimod årlig betaling sted, således som man her har foreslået, da sveg håbet ikke let når man ikke af ligegyldighed lod det forsvinde.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6800-6801)

Anmodning ti Theater-Directionen angaaende nogle mosaiske Billetprangeres Handel med Loger.

Da det er enhver skuespilbesøgendes pligt at gøre direktionen opmærksom på en og anden misbrug som måtte finde sted ved Det Kongelige Teater, så tager anmelderen sig den frihed at lede dens opmærksomhed hen på adskillige mosaiske billetprangere. Især nogle f dem bør lægges mærke il, fx fra Gammel Mønt 168 averteres pladser til enhver dag i ugen. På dette sted haves ikke ringere end 7loger at disponere over. Fra Læderstræde nr. 18, 5 loger. Endvidere fra Lille Kongensgade, Lille Regnegade og Kristen Bernikows Gade. Alle til flere gange i ugen. Disse prangere læsser ikke alene så mange i deres loger at derved ofte forårsages støj og spektakel, men da den ene lægger sig oven på den anden, forulempes også dem der sidder i logerne ved siden af. Ikke alene om aftenen ser man adskillige personer pånøde folk sådanne billetter, endog under prisen, for at de kan få nogen indtægt af deres loger, men endog på offentlige steder sælges billetter. Således blev for nyligt på et kaffehus en af disse småtrækkere der påtrængte gæsterne sine billetter, udkastet af en anden pranger. Da dette utilladelige forsalg naturligvis er til skade for huset, anser anmelderen det for sin pligt at gøre direktionen opmærksom på dette uvæsen og tager sig herved den frihed at ytre det ønske at den høje direktion til næste års sæson vil sætte en grænse herfor, ved ikke at tillade at sådanne billetsjovere ved auktionen tilstås så mange loger som de finder for godt at købe.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6795-6796)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 421. 24. januar, s. 6812-6813

En Arresterings Historie.

Da anmelderen sammen med en god ven sidste søndag aften omtrent klokken halv elleve ville ledsage en af deres bekendte der havde været på besøg hos dem, ud til hans hjem på Østerbro, mødte vi i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej. Men i mørket genkendte personen ikke nogen af os, og var overbevist om at det var nogen der ville lave løjer med ham. Han standsede og spurgte: Hvad er I for nogle lapse? og ville vende tilbage for at tage fat på os. Da fruentimmeret som fulgte med ham holdt fast på ham i den tanke at forebygge klammeri, tabte han sin hat og blev ved at arbejde sig løs fra hende noget højrøstet. Dette bevægede vagten som stod i nærheden, til at nærme sig og at anholde nævnte person sammen med fruentimmeret. 

"Vi mødte i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej." (Nyboders vagt i Gammelvagt 6, dengang Adelgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Vi som var blevet stående noget derfra, nærmede os nu for at give fornøden oplysning og kom ligeledes ind i vagtstuen. Her genkendte personen os alle tre som sine venner, og vi fortalte nu underofficeren hvad der var sket i det håb at blive frigivet. Men man lod os vide at vi ikke kunne slippe løs før fuldmægtigen kom og havde rapporteret det passerede til kommandanten som var til bal. Vi måtte da bære vores kors med tålmodighed og finde os i vores skæbne. Men da klokken blev 2 og endnu ingen fuldmægtig kom og det faldt os ubehageligt at opholde os i en vagtstue hvor vi besværedes af hede og tobaksrøg og fik en oppasser i hælene hver gang vi ønskede at gå ud i gården for at drage frisk luft, bad vi om at blive ført til hovedvagten eller til politidirektøren som vi håbede ville løslade os når vi godtgjorde at vi var borgere i staden og intet ondt havde gjort. Men denne vores bøn blev afslået. Vi måtte derfor holde kuren ud til kl. 5 da en meldte at fuldmægtig hr. Skou var kommet hjem. Nu troede vi at vores forløsningstime var slået. Men hr. fuldmægtigen los os vente til kl. 8. Så kom han endelig blev underrettet om det passerede og skrev en rapport, hvormed han gik til kommandanten. Vi måtte dog derpå endnu vente i arresten til klokken halvti da hr. fuldmægtigen kom og forkyndte os at vi nu kunne gå.

Anmelderen tvivler ikke på at enhver af de underordnede ved denne vagt jo har efterkommet den instruks de har fået. Men da han tilligemed sit følge fandt det meget ubehageligt uden at have begået nogen brøde at tilbringe en hel nat i en vagtstue og først langt op på dagen i flere menneskers påsyn at forlade den som arrestant, så kan han ikke undlade at fremsætte det ønske til højere ansvarlige om det ikke måtte tillades den eller dem der af en misforståelse eller for en ubetydeligheds skyld bliver anholdt i Nyboders vagt at blive ført til politikammeret hvor sagen øjeblikkelig undersøges, eller arresten dog i alt fald ophører tidligt om morgenen.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6791-6794)