Anmodning ti Theater-Directionen angaaende nogle mosaiske Billetprangeres Handel med Loger.

Da det er enhver skuespilbesøgendes pligt at gøre direktionen opmærksom på en og anden misbrug som måtte finde sted ved Det Kongelige Teater, så tager anmelderen sig den frihed at lede dens opmærksomhed hen på adskillige mosaiske billetprangere. Især nogle f dem bør lægges mærke il, fx fra Gammel Mønt 168 averteres pladser til enhver dag i ugen. På dette sted haves ikke ringere end 7loger at disponere over. Fra Læderstræde nr. 18, 5 loger. Endvidere fra Lille Kongensgade, Lille Regnegade og Kristen Bernikows Gade. Alle til flere gange i ugen. Disse prangere læsser ikke alene så mange i deres loger at derved ofte forårsages støj og spektakel, men da den ene lægger sig oven på den anden, forulempes også dem der sidder i logerne ved siden af. Ikke alene om aftenen ser man adskillige personer pånøde folk sådanne billetter, endog under prisen, for at de kan få nogen indtægt af deres loger, men endog på offentlige steder sælges billetter. Således blev for nyligt på et kaffehus en af disse småtrækkere der påtrængte gæsterne sine billetter, udkastet af en anden pranger. Da dette utilladelige forsalg naturligvis er til skade for huset, anser anmelderen det for sin pligt at gøre direktionen opmærksom på dette uvæsen og tager sig herved den frihed at ytre det ønske at den høje direktion til næste års sæson vil sætte en grænse herfor, ved ikke at tillade at sådanne billetsjovere ved auktionen tilstås så mange loger som de finder for godt at købe.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6795-6796)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 421. 24. januar, s. 6812-6813

En Arresterings Historie.

Da anmelderen sammen med en god ven sidste søndag aften omtrent klokken halv elleve ville ledsage en af deres bekendte der havde været på besøg hos dem, ud til hans hjem på Østerbro, mødte vi i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej. Men i mørket genkendte personen ikke nogen af os, og var overbevist om at det var nogen der ville lave løjer med ham. Han standsede og spurgte: Hvad er I for nogle lapse? og ville vende tilbage for at tage fat på os. Da fruentimmeret som fulgte med ham holdt fast på ham i den tanke at forebygge klammeri, tabte han sin hat og blev ved at arbejde sig løs fra hende noget højrøstet. Dette bevægede vagten som stod i nærheden, til at nærme sig og at anholde nævnte person sammen med fruentimmeret. 

"Vi mødte i Adelgade straks ved Nyboders vagt en anden af vores bekendte der fulgte med et velklædt fruentimmer. I forbigående bød vi god aften, og nævnte ham ved navn, idet vi med raske skridt fortsatte vores vej." (Nyboders vagt i Gammelvagt 6, dengang Adelgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Vi som var blevet stående noget derfra, nærmede os nu for at give fornøden oplysning og kom ligeledes ind i vagtstuen. Her genkendte personen os alle tre som sine venner, og vi fortalte nu underofficeren hvad der var sket i det håb at blive frigivet. Men man lod os vide at vi ikke kunne slippe løs før fuldmægtigen kom og havde rapporteret det passerede til kommandanten som var til bal. Vi måtte da bære vores kors med tålmodighed og finde os i vores skæbne. Men da klokken blev 2 og endnu ingen fuldmægtig kom og det faldt os ubehageligt at opholde os i en vagtstue hvor vi besværedes af hede og tobaksrøg og fik en oppasser i hælene hver gang vi ønskede at gå ud i gården for at drage frisk luft, bad vi om at blive ført til hovedvagten eller til politidirektøren som vi håbede ville løslade os når vi godtgjorde at vi var borgere i staden og intet ondt havde gjort. Men denne vores bøn blev afslået. Vi måtte derfor holde kuren ud til kl. 5 da en meldte at fuldmægtig hr. Skou var kommet hjem. Nu troede vi at vores forløsningstime var slået. Men hr. fuldmægtigen los os vente til kl. 8. Så kom han endelig blev underrettet om det passerede og skrev en rapport, hvormed han gik til kommandanten. Vi måtte dog derpå endnu vente i arresten til klokken halvti da hr. fuldmægtigen kom og forkyndte os at vi nu kunne gå.

Anmelderen tvivler ikke på at enhver af de underordnede ved denne vagt jo har efterkommet den instruks de har fået. Men da han tilligemed sit følge fandt det meget ubehageligt uden at have begået nogen brøde at tilbringe en hel nat i en vagtstue og først langt op på dagen i flere menneskers påsyn at forlade den som arrestant, så kan han ikke undlade at fremsætte det ønske til højere ansvarlige om det ikke måtte tillades den eller dem der af en misforståelse eller for en ubetydeligheds skyld bliver anholdt i Nyboders vagt at blive ført til politikammeret hvor sagen øjeblikkelig undersøges, eller arresten dog i alt fald ophører tidligt om morgenen.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6791-6794)

Underretning for Alle og Enhver, undtagen for Bedemænd.

Den meste kørsel med kareter om vinteren om dagen er lig- og fadderture. For denne kørsels skyld har hyrekuskene anskaffet sig smukke kareter. For om aftenen i mørke er enhver forsvarlig og ren vogn lige god, især da der i almindelighed blot køres når vejrliget ikke tillader kvinder at gå. Men denne anskaffelse af kostbare vogne er for de flestes vedkommende helt unødvendig, da 4 hyrekuske næsten har al ligkørslen eftersom bedemændene kun bestiller vogne hos disse. Kun kørslen med lig som bortkøres med den ringeste ligvogn, får andre en gang imellem del i. Men man kan let indse at sådanne ligture hellere undværes end køres fordi kørsel med lig med de dyrere ligvogne er sat til en sådan betaling at denne skal opveje det som betales for lidt for de vogne der bruges når lig køres i de ringere ligvogne, . 

Dette ville dog være det offentlige uvedkommende når mange ikke var overvist om at kun bedemændene var berettiget til at bestille vognene. Især da nogle af disse herrer endog nægter at bestille vogne der hvor lighuset forlanger det, under foregivelse af at enten har den nævnte mand ikke så gode vogne som de kan skaffe, eller at vognene fra ham ikke kommer til rette tid, eller at de kun kan kommandere over den hyrekusks folk som har deres næring og mere sådant intetsigende. 

For nylig hændte det at familien efter en afdød bad bedemanden om at tage de vogne som skulle bruges ved begravelsen hos en af deres venner som er hyrekusk. Bedemanden svarede at han troede nok at denne mand havde 5 gode vogne og bestilte virkelig også 5 vogne hos denne mand. Men tilfældigvis erfarede familien at manden havde 11 meget smukke vogne, som var det antal der behøvedes til sørgefølget, og pålagde nu bedemanden at bestille vognene der. Hvilket da endelig også skete. 

Heraf fremgår tydeligt at en sådan påtrængenhed ikke ville finde sted når sådant ikke var til bedemandens fordel. Man tror det derfor rigtigt at underrette alle og enhver om at de ved at henvende dem til enhver hyrekusk vil blive ligeså vel besørgede og billigere end når bedemanden tillades at bestille vognene.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6789-6791)

Tak! samt ny Bøn til hr. Captain Backhausen!

S. T. hr. murermester Backhausen, kaptajn ved brandkorpset, aflægges herved forbindtlig tak for hans, omend sene, så dog omsider endelige istandsættelse af hans lille hus der ligger på grunden ud til Klosterstræde.

Man håber at hr. Backhausen vil undskylde vedkommendes lange udeblivelse med takken for dette gamle ønskes godhedsfulde opfyldelse, så meget desto mere som man dengang, uagtet det såmænd ofte nok blev gentaget i dette blad, måtte vente samfulde 3 til 4 måneder inden hr. Backhausen fik råd eller lyst til at afhjælpe den påtalte mangel ved nemlig at lade ophænge qua dør 2 allerede dengang i trøskefaldende stykker brædder.

Måske ville denne tak være udeblevet endnu længere dersom ikke tilfældet var at huset atter truer med at vise og til dels allerede viser genboerne dets indehavende skat. Da nu disse genboere oprigtigt forsikrer hr. Backhausen at det i det mindste for dem langt fra er noget behageligt syn, håber de at han som allerede en gang har givet et så iøjnefaldende bevis på sin opmærksomhed i at afhjælpe en offentlig påtalt uorden, også nu denne gang vil tjene genboerne med at lade omtalte hus lappe med et par gamle brædder. Og skulle det tillige være hr. Backhausen muligt at opfylde dette ønske lidt hurtigere end forrige gang, ville man i sandhed være ham dobbelt tak skyldig.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6787-6788)

Redacteurens Anmærkning.

En klassisk Politivennen, forstået på den måde at man først påpeger et problem i nr. 382. Dernæst da det ikke bliver løst navngiver synderen i nr. 420. Politivennens udgiver Kristen Kristensen boede i Klosterstræde, og indslaget nærmest bobler over af indestængt galde over det stinkende toilet. Ifølge Kraks Vejviser for 1823 (samt følgende årgange) er der tale om Backhaus, J. D. Capitain ved Brandkorpset og Muurmester. Ulfeldtsplads 99:

Murermester Johan Didrich Backhausen (1771-1850) stod ud over Klosterstræde 22 (1828) og Gråbrødre Torv 16/Gråbrødrestræde 16 (1819-1825) også for Asylgade 8/Dybensgade 1 (1796), Dybensgade 3 (1798), Dybensgade 16 (1799) og Kronprinsessegade 32 (1805).

Spørgsmaal til Sundheds-Politiet om Mælken, som sælges her i Byen.

Den meste mælk som bruges i København, fås hos brændevinsfabrikanterne *), og den er så fortræffelig som den ifølge sin natur kan være - skam få den der på prent tør sige andet -men nu træffer det sig ikke sjældent at en eller flere, ja måske alle hr. fabrikantens køer bliver syge, som jo kan hænde det bedste bæst. Mælken de giver, sælges imidlertid lige fuldt, om den endog somme tider kan have en lille smule smag af de lægemidler køerne skulle helbredes med - at sælge en sådan mælk er så vidt vides ikke forbudt og fabrikanten er altså fuldkommen berettiget dertil - hvorfor skulle han altså give slip på en daglig indtægt? -

Desuagtet er der hos indsenderen i denne anledning opstået det spørgsmål som han gunstigst vil bede vedkommende offentligt da det interesserer det offentlige, at besvare. Nemlig: om mælk af en syg ko virkelig uden al fare kan nydes af menneskene? - Aldeles ukyndig i lægevidenskaben som mange flere, vil man vel bære over med denne tvivl - der er foranlediget ved at se at en sygdom hos køerne, nemlig kopperne, kan forplantes på mennesket.

Indsenderen håber med hensyn til genstandens vigtighed at beæres med et svar, skønt han vel ved at det ikke er brug at besvare sådanne spørgsmål - ellers ville vel den der for noget siden forlangte underretning om havarerede varers salg, have fået besked. Man skulle næsten tro at de forstandige vedkommende alle anse sig som filosoffer og frygter for ved at svare at udsættes sig for at høre "si tacuisses etc."

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6785-6787)

*) Det forekommer mig helt upassende til vores raffinerede tider a kalde mænd i en næringsvej der kan skaffe dem mere eller mindre elegante befordringstøjer (ved tøjer må ifølge hr. Jetsmark tillige forstås hestene) (ved Adresseavisen) - som hidtil "brændevinsbrændere" medens de som har mindre ulejlighed med at forædle dette fabrikat benævnes destillatører. - Honet ambition bør man desuden søge at opvække. Den fremmer kærlighed til profession, korporation og fædreland.

Redacteurens Anmærkning.

Citat fra Den Store Danske: Si tacuisses, philosophus mansisses, (lat., citat fra et værk af den romerske filosof Anicius Boëthius (ca. 480-524), skrevet mens han sad fængslet for forræderi), hvis du havde tiet, havde du kunnet vedblive at gælde for filosof.