Mere om Loge-Prangeri

Flere gange er der i dette blad indført adskilligt mod det så meget overhåndtagende logeprangeri. Anmelderen heraf vil i korthed fortælle om et sådant israelitisk logeprangeri som fandt sted mandag den 8. d. m. da Røverborgen blev opført.

En dame som ønske at se dette så yndede stykke, gik i teateret, i håb om at få en billet. Men da alle var udsolgt, og en gammel mosaisk trosbekender som befandt sig i forsalen, tilbød hende en billet til en loge på 2. etage for fire mark, modtog hun denne.

Da hun kom op i logen, var den så stuvet med fruentimmer af den mosaiske trosbekendelse at hun først efter en total omsættelse af disse, var så lykkelig at få en plads på den sidste bænk. Men på grund af en mængde kåber og hatte som var hængt omkring i logen, kunne hun næppe se en lille del af tæppet, langt mindre hvad der foregik på scenen.

Opbragt over dette snyderi forføjede hun sig ud af logen og spurgte den derværende kontrollør hvor hun kunne finde den gamle israelit. Men denne vidste det ikke. Imidlertid kom der en meget artig mand til som lod sig fortælle forestående. Han bad damen at følge med sig, for om muligt at få fingre på ham, da han, formodentig overkontrolløren, længe havde ønsket at blive overbevist om israelittens snyderi. Længe varede det da heller ikke inden denne kom til stede og efter adskillige trusler som den artige mand gjorde sig, leverede pengene tilbage.

Det var at ønske at den ærede teaterdirektion som gør så meget for teatrets bedste, ville søge at afskaffe dette alt for vidt drevne prangeri.

(Politivennen No. 428. Løverdagen den 13de Marts 1824, s. 6924-6925)

Bøn till Brolægnings-Commissionen.

Brolægningen i Frederiksgade er som bekendt meget forfalden. Især mellem hendes majestæt dronningens ridehus og Amalienborg slotsplads. Det var at ønske at dette strøg måtte blive omlagt da det er fuldt af huller der i vådt vejr samler vand og må vist nok være til stor besværlighed for det militære som skal passere der i parademarch. Brolægningskommissionen vil vist benytte dette vink og nu da den belejlige årstid nærmer sig, sørge for at fejlen bliver afhjulpet.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6909-6910)

Et Vink til Vandcommissionen.

Der gøres så meget for at forebygge ulykker for mennesket at man derfor ikke tror det upassende at henvende den høje vandkommissions opmærksomhed på tre meget farlige steder for det offentlige.

I Peblingesøen og Sortedamssøen er der tre kister hvori de render ligger som leder vandet her til staden. Foran disse er anbragt et pæleværk af omtrent, efter øjesyn, 9 til 12 meters længde som igen er forsynet med brædder der står under vandet, formodentlig for at hindre grøde og urenlighed fra søen at løbe til renderne. På dette pæleværk hvorpå der for oven er anbragt bjælker, ses som oftest i sommerens dage både voksne og børn at vove sig ud til den yderste ende for at fiske. Dette er yderst farligt så meget mere som bjælkerne for vandfalds skyd er afrundede, og når disse er fugtuge, meget glatte at gå på. Falder en voksen person eller et barn uden for og disse kan svømme, så er der al rimelighed for at de kan blive bjergede. Men falder de inden for i kassen, så er al redning umulig når ingen er til stede til hjælp, og om end hjælp var ved hånden, kan det endda se galt nok ud, eftersom ingen båd kan komme nogen til hjælp inde i kassen.

For nogen år siden fandt således en agtet medborger sin død der fordi han for at fiske havde vovet sig ud på en af disse bjælker hvor han nu fandtes død i kassen ved siden af sine fiskeredskaber. Dette kunne aldeles forebygges når disse kister blev forsynede med stakitværk på den ende som vender ud til Dosseringen, og denne bekostning ville dog være meget ubetydelig mod de mange velgørende følger samme ville medføre. Man kan vel indvende at ingen har der at bestille, allerhelst da Dosseringen for begge ender er forsynet med fornødent hegn. Men lægger man mærke til at Dosseringen er tilgængelig fra utallige steder hvor hegnet er anbragt, især da den vender ud til marken, så vil denne indvending let bortfalde. Overalt hvor daglige ulykker kan forebygges, bør en så ringe ting som nogle meter stakitværk NB af forsvarlig højde efter indsenderens formening ikke komme i betragtning. Indsenderen ved ikke om nogle af den høje vandkommissions bestyrere tillige er medlemmer af selskabet for druknedes redning. Hvis så er, kunne måske begge autoriteter forenes om denne ringe bekostning. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, håber man dog at dette velmente vink vil tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6906-6908)

Bøn til Commandanten i Citadellet.

Idet man med skønsomhed erkender den beredvillighed kommandanten altid viser publikum når ønsket angår en fordring eller udvidelse af spadseregangen på Kastellet volde og den såkaldte Langelinje, håber man med tillid at De også vil tage hensyn på hvad man herved bringer i forslag.

Hidtil har man betalt 2 rigsbankdaler for spadseren på volden, og for at passere til vogns og hest af Langelinje 4 rigsbankdaler, 3 mark. årligt, og højst rimeligt har til denne forøgelse i prisen været den årsag at de kørende således var fri for bompenge på søn- og helligdage.

Da nu denne fritagelse for at betale bompenge på grund af en allerhøjst resolution, bortfalder, siden der uden for Kastellet er anlagt en bom, så er som en følge deraf denne tilladelse at turde køre denne vej, i ingen henseende besparende, og man håber derfor at kommandantskabet vil tage hensyn herpå og kun for fremtiden udsteder en slags billetter til 2 rigsbankdaler sedler der da både gav adgang til volden og Langelinje og desuden også for at passere denne sti til vogns eller hest.

At denne bøn så meget mere vil findes rimelig, håber man derved vil blive indlysende som kommandantskabet af bomforpagteren får som godtgørelse til skolen til hvem hele indtægten flyder 240 rigsbankdaler redde sølv årligt.

At flere når billetterne således nedsættes, vil nyde denne behagelige spadseretur når billetterne kan fås for 2 rigsbankdaler mod 4 rigsbankdaler 3 mark synes rimeligt især i tider hvor 2 rigsbankdaler 3 mark for en familiefar er mange penge

Ville desuden hr. kommandanten glæde det publikum der i forrige år har bidraget til skolen på denne måde, ved offentligt at melde hvor meget indtægten har beløbet sig til og hvorledes den er fordelt, ville det måske skaffe skolen en endnu større indtægt når man ser hvor mange forældreløse børn der kunne takke denne indtægt for deres opdragelse.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6895-6897)

Om Boghandelen

(Se forrige nummer)

De før omtalte gode og betydelige biblioteker blev efterhånden ved ejernes død eller af andre årsager solgt på auktioner og enhver der ejede en lille eller stor bogsamling skyndte sig i ældre år at blive af med den til hvilken som helst pris. På disse auktioner indfandt sig kun sjældent de egentlige boghandlere. For da afsætningen på bøger aftog, blev de træt eller kunne ikke bestandigt holde ud at forøge deres samlinger og sætte kapitaler til for at fylde deres lader. Således kom ofte fremmede kostbare værker i ukyndige boghøkeres hænder hvor de ofte blev defekte. Eller når de havde stået hos dem i nogen tid uden at kunne sælges, vandrede de til spækhøkeren eller urteboden. På denne måde er mange kostbare værker gået tabt, og sådant sker endnu hver dag. Ingen vil vist kunne nægte at det er til stor tab og skade for videnskaberne. For videnskabsmanden på landet som ikke kan ty til offentlige biblioteker, må når han skal benytte et ikke almindeligt værk, søge at få det på bogladerne, og når det af anførte grund ikke findes der, må han af mangel på de fornødne hjælpekilder standse eller ophøre med et arbejde der muligvis kunne være blevet oplysende og gavnligt for flere slægter.

Man kan vel ikke sige at læselysten er aftaget. For masserne vil gerne læse når de kan få bøgerne til låns eller for intet. Men at købe bøger, det bryder ingen sig om, de har andet at bruge pengene til. Men det kan boghandleren ikke være tjent med. Vel har han bemærket at nye bøger er temmelig dyre. Men er denne bemærkning begrundet, så hidrører denne dyrhed fra den lille afsætning der findes. I lejebiblioteker og læseselskaber kan 1 eksemplar læses af flere hundrede mennesker. Og har man her i Danmark fx 100 af sådanne indretninger, så kan en forlægger når som ovenfor sagt ingen privatmand køber bøger, kun gøre regning på at afsætte 1 eksemplar til hvert. Men herved er han langt fra ikke skadesløs for udgifter til honorar, papir og trykkerløn, og det kan man dog vel ikke fortænke ham i om han stræber at blive og at have håb om en mulig fordel ved at sælge nogle få eksemplarer af den øvrige beholdning. På grund af det må ham sætte en pris på sine bøger der er beregnet efter afsætningens størrelse. Dog gør han ved skole- og andre almennyttige bøger hvorpå større afsætning kan ventes, vist nok en undtagelse heri, ligesom man vil finde at danske bøger overhovedet ikke er så dyre som de der komme hertil fx fra Tyskland og andre steder.

Letheden i at kunne få bøger for et godt køb hos de mange som er uberettigede til denne handel, er også for en stor del skyld i at boghandlerne mangler afsætning på nye bøger. Men når afsætning mangler, taber boghandlerne mod og evne til at befatte sig med bøgers udgivelse. Og dog er nytteskrifters udgivelse ikke alene højst nødvendig der, hvor kunster og videnskaber skal fremmes, men den er også et middel til at dække de summer som går ud af landet for fremmede skrifter. Kan en boghandler ikke forlægge nye bøger, så synker han ned til kommissionær, og hans handel er da til ubetydelig gavn såvel for ham selv som for staten *). 

Før Danmark fik boghandlere, måtte de danske købe og lade deres bøger trykke i Tyskland. De første boghandlere som begyndte handelen her, blev opmuntret og understøttet. Og siden da handelen kom i gang, var der mange som samlede sig formue. Derfor ser vi også fra de dage voluminøse og kostbare værker som i vores tid ingen turde befatte sig med at forlægge. Nu vil ingen ved boghandelen kunne samle sig formue, godt om de kunne bestå og leve. Og skal afsætningen fremdeles aftage og tingene vedblive at gå den begyndte gang, så er det ikke usandsynligt at vi vil komme tilbage til det punkt hvorfra vi begyndte, det vil sige købe og lade trykke vores bøger på fremmede steder. Men hvilken skadelig indflydelse dette ville have på vores sprog og videnskaberne her til lands og til hvor lille ære det ville geråde Danmark, er meget let at indse. 

Man kan derfor ikke andet end ønske at vedkommendes opmærksomhed for denne sag må vækkes, og boghandlernes rettigheder nøjere måtte blive bestemt og overholdt. Vel har man sagt at boghandelen var en frihandel. Men hvorfor den skal være mere fri end enhver anden handel, så enhver kan kaste sig derpå, indses så meget mindre som en boghandler må betale sit borgerbrev og svare betydelige skatter og tyngder lige så fuldt som nogen anden borger. Hvad ville en lysestøber eller marskandiser sige til at boghandlerne begyndte på at sælge lys eller gamle møbler? Og da bøger i en kultiveret stat ikke kan anses for overflødighedsvare, så fortjener vel den mand som ved disses udgivelse bidrager til at fordrive åndens mørke lige så meget agtelse og opmærksomhed som den der frembringer et middel mod nattens.

*) Når en boghandler kan udgive gode skrifter, da kan han ved bytning eller tusk aldeles eller dog for en del dække fremmede bøger. I andet fald må han sende det hele beløb for de afsatte bøger i rede penge, med undtagelse af den ham tilstående provision. Men af denne provision kommer ham eller staten kun meget lidt til fordel. For den største del går bort i transportomkostninger der ikke engang ganske bliver det danske postvæsen til del. En af os herværende boghandler tilbagesendte i forrige år 12.000 pund og i år skal han remittere 18.000 pund uafsatte skrifter. Beregner man den porto frem og tilbage, som herfor omsonst er betalt, så ses hvor lidt fordel kommissionærhandelen giver.

(Politivennen nr. 426. Løverdagen den 28de Februar 1824, s. 6879-6885)