Bedragerisk Privatlotteri.

I den senere tider det blevet meget almindeligt at flere mennesker udlodder forskellige ting såsom guldkæder, ringe, syskrin, smukke kapper, strimler og andet lignende ved at sælge 90 numre og bestemme at det nummer som er bestemt i enhver af disse sedler har vundet den gevinst som naturligvis altid med det samme bliver forevist. Uagtet dette strider mod anordningerne, bevæges man dog ved den gråd og de ynkelige bønner som de fleste af disse lotterisælgere eller sælgersker overhænger folk med til at tage et eller flere numre for på denne måde at kunne hjælpe sådanne brødløse mennesker. Deres ord er gerne: "Vi har ikke en bid brød hjemme", eller også "Min søster, min moder ligger syg og har ikke penge til den mindste vederkvægelse. Oh Gud velsigne Dem! Tag en seddel". 

For mennesker som føler ved andres rang og lidelser, er dette vist nok tungt at høre på, og som oftest lader man sig bevæge til at afkøbe dem sådanne sedler. Det er heller ingen skam at tjene lidt til livets ophold på denne måde. Men der gives enkelte, som bruger denne metode til at bedrage folk. Anmelderen af dette vil bekendtgøre følgende tildragelse som er mødt hans familie, til advarsel for andre.

En lille dreng på omtrent 8 til 9 år gammel har i en tid af to til tre år såvidt anmelderen erindrer gået omkring med bobinets kapper og halsstrimler for på denne måde at udlodde dem. Ingen kan bruge sin mund bedre for at overtale og bevæge folk til at købe hans sedler end denne lille der udsendt fra sin bedragerisk-sindede mor indfinder sig ikke alene i alle huse, men i de fleste vinkældre og ølstuer, ja endog i kongelige kontorer, hvor han i stride strømme udøser sit hjemmelærte, ynkelig og vemodige trygleri.

Denne dreng kom for nogen tid siden og bad den heri berørte familie om at købe nogle af hans sedler. Da hans sædvanlige klager var til ende, købte den af medlidenhed fire, der lød til Vandsbeks trækning den 24. august.Ved denne lejlighed foreviste han som gevinst en bred, dobbelt bobinets halsstrimmel der var meget smukt forarbejdet. Efter postens ankomst den 27. august ser familien at den på nr. 59 har vundet nævnte strimmel. Datteren går hen i Antonigade til drengens mor for at afhente den. Men hvor forbavses hun ikke da denne giver hende en snavset, smal og enkelt bobinets strimmel, i stedet for den som hendes søn forevist ved salget af numrene.

Denne vakre madame blev gjort opmærksom på det, men hun svarede: "De får ingen anden, vil De ikke have den, så vil jeg." Efter dette svar gik datteren af omtalte familie som ikke var vant til sådan tiltale, hjem med gevinsten og fortalte hvad der var passeret. Opbragt over dette lumpne bedrageri gik husmoderen selv til nævnte madame for at afkræve hende den vundne halsstrimmel for foreholdt hende i den anledning hendes bedrageriske opførsel. Men i stedet for strimlen fik hun en hob lave skældsord og forsikringer ledsaget med forbandelser at den engang udleverede strimmel var den og ingen anden som allerede omtalte madames søn havde forevist. Så hun måtte forføje sig hjem af frygt for denne slemme kvindes muligvis endnu videre drevne uartige opførsel.

I anledning af forestående var det at ønske at enhver ville vogte sig for på denne måde at blive bedraget. Om dette snyderi er sket med flere, ved anmelderen ikke. Men dersom det skulle være tilfældet, burde de ansvarlige oplyse sådant til videre advarsel og oplysning for andre.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9122-9125)

En Malhonet Opførsel af en galant Herre.

Der er før i dette blad talt så meget om lapse og plattenslagere at det næsten ikke synes umagen værd oftere at berøre disse væseners lumpne adfærd og nedrige streger. Dog, da det muligvis ikke alene kan tjene som et bidrag mere til kundskab om disse herrer, men tillige som en advarsel for unge, uerfarne piger om at vogte sig for disses rænker og kneb *), så vil indsenderen heraf ikke undlade i denne anledning at anføre et for kort tid siden udvist træk af en mandsperson mod en ung pige i hvis forældres hus han i lang tid havde sin gang.

Nævnte mandsperson (hvis navn man for sine årsagers skyld endnu ikke vil nævne) kom for henved et år siden i bekendtskab med en jævn borgerlig familie og vandt ved sin tilsyneladende høflighed og sit forstilte venlige væsen familiens agtelse og yndest i den grad at man til sidst betragtede ham som en god ven af huset. Og efter evne gjorde ham til gode med alt hvad huset formåede hver gang han kom. Omsider begyndte han at lege kæreste med datteren af huset og dels ved glimrende løfter om guld og grønne skove som også ved tom smiger tiltrak han sig også hendes opmærksomhed. Dog viste det sig snart af hans adfærd at det hele var anlagt på egen interesse og på at snyde og bedrage familien. For da han nu var ligesom hjemme i huset, begyndte han at blive næsvis og behandlede endog kæresten på en højst uforskammet måde.

Nævnte pige leverede ham nemlig et par guldørenringe som hun bad ham om at levere for hende til guldsmeden for at istandsættes. Da hun flere gange derefter spurgte ham om disse ringe, fremkom han bestandig med den undskyldning enten at han ikke havde haft tid til at afhente dem, eller at de endnu ikke var færdige. Endelig blev pigen træt af disse undskyldninger og henvendte sig selv til guldsmeden om ringene. I begyndelsen vægrede han sig ved at udlevere hende dem, for omtalte smukke person havde pålagt ham ikke at udlevere ringene til andre end ham, da pigen som havde ejet dem, nu var død og han havde arvet dem efter hende. Omsider da dette bedrageri blev opdaget, fik pigen sine ringe og vores malhonette herre blev nu som netop rimeligt var, jaget på porten og for stedse afskyet af familien.

*) I et måske finere sprog kabaler og intriger, men man vil helst blive ved de danske udtryk.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9118-9120)

Indstændig Anmodning til høie Vedkommende, betræffende Vandmangelen paa Landet.

Hr. kammerråd Drewsen skriver med fuld ret i almanakken for dette år 1824 om den tiltagende vandmangel på landet og den efterladenhed ikke at rense de så højt fornødne vandsteder. Så mange steder findes der så lidt vand i dem at kreaturerne nødsages til at indsuge al urenlighed og skadelige amfibier og insekter med vandet. Indsenderen heraf mener at det burde pålægges enhver sognefoged at påse ethvert vandingssteds rensning i sognet. I byerne burde der være en fælles rensning og udflytterne selv eller enhver anden som er ejer af vandsteder, være forpligtet til at gøre det så ofte som fogeden fandt og kunne bevise at det var nødvendigt. 

Det er ikke landmanden alene der lider ved efterladenhed og forsømmelse af det. For usundt kød og fødevarer er hele statens skade. Men skulle der ikke findes endnu flere vigtige årsager til den så store omtalte vandmangel? Jeg formoder at det jeg herom vil anføre, tilstås mig at være en af hovedårsagerne, og som vist finder sted mange steder i landet såvel som her. Indsenderen heraf var en tid på Kronborg Amt i omegnen af Søborg Sø. Denne forhenværende store sø er for en snes år siden blevet udgravet så den fjerdedel af søen kun indeholder lidt og fladt vand. Efter den tid har omegnens beboere år for år fundet at deres brønde har tabt af sammes vandforråd. Ja en mands brønd som jeg fik vist, havde fuldstændig mistet sit vand så han måtte grave en ny, meget dybere brønd. 

Kort og Matrikelstyrelsens kort viser beliggenheden af Søborg Sø syd for landsbyen Søborg i Nordsjælland. Man kan se den gennemvævet af et gitterformet dræningskanalsystem. 

Hr. Drewsen anbefaler at landmanden er nødsaget til at udgrave vandet fra sit agerland og græsvænge. Dette vand løber i deslige søer, derfra er udløbet til stranden: når vandet ikke beholdes nogen steder, udtørres årerne i jorden, og til sidst findes der intet råd for dette store onde. Det ville være et ubetaleligt gode når denne store sø fik sin forrige skikkelse. Den alene som vist er en mil på alle sider i sin omkreds ville sikre at der med tiden ikke blev fuldkommen vandmangel. Tillige burde det efter min ringe mening ikke tillades, hvad enten det var selvejere eller forpagtere af fiskedamme, at lade disse udløbe, for desto lettere at fange de deri værende fisk, da vandet løber fra et sted til et andet, indtil det når havet. Ethvert forråd af vand er nødvendigt og må bevares.

Skulle dette få høje ansvarliges opmærksomhed til foranstaltning af flere betryggende indberetninger mod tiltagende vandmangel, skal det glæde indsenderen af disse linjer.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9116-9118)

Redacteurens Anmærkning

Den ca. 6 km2 store Søborg Sø blev tørlagt 1795-1803 ved en afvanding gennem åben kanal til kysten ved Gilleleje. Søen svandt ind fra 500 til 45 ha. Afvandet igen 1873-87 og 1945. Den er aldrig blevet retableret som sø. Så sent som 1990'erne blev et forsøg på sørestaurering opgivet. I 2013 begyndte lodsejerne dog at se positivt på en retablering af søen fordi deres marker alligevel blev oversvømmet. Så måske går skribentens ønske i opfyldelse med 200 års forsinkelse. Endnu i dag skaber søen debat.

Den omtale kammerråd Drewsen må være Johan Christian Drewsen. Han skrev i perioden 1816-1836 økonomiske meddelelser i almanakker.

Et Laugs Ønske.

I Adresseavisen fra den 29. juli var der indført en annonce fra urtekræmmernes oldermand om at ingen uberettiget måtte falbyde eller ombære urtekram til salg, og den som handlede mod dette kunne forvente at blive tiltalt efter loven. Det var ønskeligt om isenkræmmernes oldermand ville foranstalte en lignende annonce for om muligt med det at forebygge den betydelige handel som for tiden drives af omløbende koner og piger med forskellige slags isenkram, såsom knapper, bordknive, foldeknive, sakse, spejle og mange flere sorter. Og i tilfælde at dette ikke bar frugt, da at sørge for at få sådanne personer afstraffet ifølge lavsartiklerne. At sådan handel finder sted, kan man dagligt erfare såvel på Vestergade, Frederiksberggade og i alle gæstgivergårde. Indsenderen af dette er af den uforgribelig mening at sådan uskik ikke bør tåles længere, selv om rygtet siger at nogle af lavets egne kræmmere af egennytte skulle forsyne disse uberettigede handlende med forskellige af disse varesorter.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9113-9114)

"At sådan handel finder sted kan man dagligt erfare såvel på Vestergade, Frederiksberggade og i alle gæstgivergårde" (En kræmmer falbyder sine varer ved Garnisonskirken. Kunden ser ikke særlig interesseret ud.H. G. F. Holm, 1840)

Redacteurens Anmærkning.

I Adresseavisen fra den 29. juli var der indført en annonce fra urtekræmmernes oldermand:

Da man har bragt i Erfaring, at saadanne Vare, der alene vedkomme Urtekræmmerlauget, falholdes en Detail af Uberettigede, saavel i aaben Bod som ellers fra deres Bopæle, samt at der gives mange Omløbere, som uberettigede falbyde deslige Vare om i Husene, saa maa jeg herved, paa Laugets Vegne, advare Enhver mod sligt Indgreb i de Urtekræmmerlauget allernaadigst forundte Rettigheder, saadom at de, som desuagtet vedblive, selv maa tilskrive sig de deraf flydende Følger.

Kjøbenhavn, den 28de Juli, 1824. Henr. Holm. p. t Oldermand.

Advarsel mod Bedragerier.

Da indsenderen den 18. august sad roligt ved sit arbejde, kom en middelmådig høj, gammelagtig, mager og koparret person klædt i en ulden strikket trøje, blå bukser, rød hue på hovedet og træsko på fødderne ind på værelset og hilste fra grosserer Rissing der boede i Vimmelskaftet nr. 26, og bad at jeg ville komme dagen efter mellem kl. 9-11 til ham for at modtage en stor del fordelagtigt arbejde der skulle være færdigt i hast, da hele familien skulle rejse. Tillige talte han meget fordelagtigt om grossererens formue og rigdom og de store fordele indsenderen kunne have ved dette arbejde når herskabet fandt sig fornøjet. Idet han ville til at gå, bad han om at få byttet 1 rigsbankdaler i småpenge. 

Dette skete. Men da han ser sedlen og småpengene forlanger han 1 rigsbankdaler, 1 mark, 14 skilling som efter hans sigende netop var den sum han straks i nærheden skulle betale nogle karle han den dag havde lejet til at hjælpe sig på pakhuset. For efter hans fortælling var han formand for arbejderne, hvorved han roste sig af store fordele som bestod deri at han på egen hånd turde sælge kaffebønnerne til 30 skilling pr. pund og de fineste vine til en meget lav pris, og derfor modtager betalingen. Han tilbød indsenderen af disse varer. Men da jeg for denne gang ikke ville have noget, gik han med det løfte straks at komme tilbage med de 7 mark, 14 skilling og at jeg skulle også få hans arbejde når han blev ærligt behandlet. 

Efter han var gået, faldt det mig ind at sende bud til nr. 26 i Vimmelskaftet. Men da hverken dette nummer eller den nævnte grosserer var at finde, indså jeg at den person var en bedrager og da jeg senere har erfaret at han hos andre familier har drevet samme håndværk i nogle år, så holder jeg det for min pligt at advare medborgere for at lade sig bedrage af denne skurk.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9111-9112)

"Den anmeldte bedrageriske person formodes at være den samme som den 16 i forrige måned på lignende vis fik 4 mark og en flaske og hvis herre skulle bo i Løvstræde nr. 122". (Løvstræde set mod Gråbrødretorv. Nr. 8 ligger på højre side med skiltet "Butik til leje" efter Det Grønlandske Hus. Stedet ligger kun få hundrede meter fra Skoubogade 4. Bogelskere vil måske huske at Haase lå her. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Vimmelskaftet nr. 26 er siden 1859 Skoubogade 4 hvis nuværende bygning er fra 1828. Løvstræde nr. 122 hedder siden 1859 nr. 8. Bygningen er fra 1734 og eksisterede altså på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Artiklen blev besvaret i nr. 554, 11. september 1824, s. 9142-1943.