Ønske om en priisværdig Landsbyskiks Indførelse i Hovedstaden.

Som den der har tilbragt sine ungdomsår på landet, kan anmelderen erindre sig at brøndene der bliver renset et par gange årligt. Derimod har han i de 36 år han har tilbragt i hovedstaden aldrig bragt i erfaring at denne til vandets forbedring hensigtsmæssige rensning finder sted i samme eller forstæderne. Hvad han imidlertid ofte har været vidne til er at man har oppumpet skindene af vandrotter og andre dyr, samt at vandet har været stinkende, og at der på dets overflade har flydt en tynd, lysegul slimet hinde. Ligeledes har han gjort den iagttagelse at det vand der haves i murede brønde, er renere, klarere, mere velsmagende og følgelig sundere end det man får af de med planker beklædte brønde. Årsagen hertil er let at forklare. For 1. kan rotter og andre dyr let skaffe sig adgang til de sidstnævnte, ved at gennemgnave plankerne og således falde i brøndene, og 2. kan andre urenligheder lettere ved disse end ved de andre arbejde sig ned i brøndene, især hvor en slagter eller fiskebløder driver deres håndtering i nærheden af brønden, eller også som ofte er tilfældet, at lokummet er bygget tæt ved samme.

At vandet vi drikker, ofte er blandet med sådanne urenligheder, kan vores brøndgravere vist nok med fuldkommen vished bevidne. Anmelderen købte sig for nogle år siden en gård og opdagede nogen tid efter at der i samme var en tillukket brønd hvoraf pumperedskaberne var optaget. Han lod da kalde en brøndgraver der forsikrede at der i den tillukkede brønd var en god vandåret, dvs. kilde, og at samme ved at blive renset og muret på ny, ville afgive en sund og behagelig drik vand. Efter at brønden således var renset og muret, fik han det bedste vand han nogensinde ved at have smagt. Det var som godt vand bør være, uden lugt, smag og farve. Anmelderen mener derfor at årsagen til at vandet i vore brønde så ofte har afsmag, for størstedelen har sine grunde dels deri at de fleste brønde er beklædt med planker og dels deri at de aldrig bliver rensede. At mangel på rensning fremavler fordærvet vand, og at dette igen forårsager mange epidemiske sygdomme, er anmelderen tilbøjelig til at tro. Dog tror han det mest passende at overlade bedømmelsen heraf til det høje sundhedskollegium. Rigtigt ville det vist også være at man havde en fortegnelse over alle stadens brønde, samt at disse til visse tider på året blev efterset, hvorom indberetning burde ske til vandkommissionen der ligesom brandkommissionen burde være bemyndiget til at diktere de ansvarlige en klækkelig daglig mulkt hvis de udsatte mangler ikke bevisligt var afhjulpet inden en vis bestemt tids forløb.

Hvad anmelderen her har ytret, finder han efter sin anskuelse rigtigt. Dog da denne ikke kan være alsidig, ville en mere indviet vist fortjene publikums varmeste tak ved nøjere at drøfte dette så almeninteressante emne.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9891-9894)

Uordener

Inden for porten til Garnisons Kirke findes en bunke fejeskarn og anden urenlighed der afgiver et væmmeligt syn for det kirkebesøgende publikum og andre der passerer der forbi for på kirkegården at dvæle ved de hedengangnes gravsteder. Man nærer det rimelige ønske at denne urenlighed flyttes hen til et mere passende sted, samt at terrænet omkring kirken for fremtiden bliver befriet for menneskeekskrementer af hvilke der findes et ikke ubetydeligt oplag.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9888)

En afskyelig Hule under Huset nr. 202 i Diderik-Badskjærs-Gang.

"Held Den, som sove kan i Ro og Mag"

Ja dobbelt held hver som rolig og uforstyrret kan nedlægge sit legeme som er træt af dagens byrder, og overgive sig til søvnens vederkvægelse. Men ve den som hver nat må se sin hvile og søvn forstyrret af tumultarisk optrin og morderiske scener i det hus han bor i.

Dette være sagt i anledning af de optrin som næsten udelukkende hver aften og nat finder sted i kælderen under huset nr. 202 i Didrik-Badskjærs-gang næsten uafbrudt fra kl. 10 til henimod 2 til 3 om morgenen. I denne afskummets og nedrighedens knejpe, denne dyds morderhule, finder flere offentlige skøger deres tilflugt. Der udøver de deres nedrige håndtering og som følge deraf foregår der i samme de mest rasende optrin med skælden og smælden, banden og slagsmål, hvin og skrig, og ofte høres om natten sande mordskrig opstiger derfra, som genlyder over hele nabolaget og opfylder enhver sovende eller vågende med skræk og angst. Disse scener foregår snart mellem afskummet selv, snart mellem deres der nedtrukne rov, og bliver således en sand plage ikke alene for de oppe i huset boende, men endog for naboer og genboer. Ja selv for de nærmeste beboere i Regnegade. Endog forbigående ved enden af gaden trækkes hen til disse scener da lyden af disse morderiske toner som stiger op fra denne hule, må lede folk til tanken om at al mulig vold og mord foregår derinde.

Natten mellem den 6. og 7. i denne måned var der især et græsseligt spektakel i denne kælder. Forfatteren heraf kom netop forbi kl. halv to og blev da tillige med flere andre tilhører til en sådan natlig scene. Og aldrig har han hørt sådan afskyelig tumult i hovedstaden på en sådan tid af natten. Flere gange åbnedes kælderdøren og mennesker nede i hulen råbte om vægterens og menneskers hjælp. Men vægteren kom ikke og var da heller ikke at finde. Og ingen af de omstående ville eller turde vove sig derned. Folk fra nabogaderne ilede vel dertil, men da de så at det var i denne kælder, gik de deres vej igen og sagde til de omstående: "Det var den sædvanlige natte-serenade, de nu fik".

Skønt værten ikke bor i huset så skulle man ikke tro at han er uvidende om sådant, ligesom man også har grund til at formode at han vil søge at betrygge sine øvrige fredelige beboere i huset deres nattero. Ved eller kender han ikke midlerne dertil, så ved dog vist stadens årvågne og driftige politi midlerne til at hæmme sådanne optøjer forårsaget af de nedrige mennesker som opholder sig i kælderen og som ikke tillader husets beboere og naboerne at nyde deres nattero.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9877-9880)

"Næsten udelukkende hver aften og nat finder optrin sted i kælderen under huset nr. 202 i Diderik-Badskjærs-gang næsten uafbrudt fra kl. 10 til henimod 2 til 3 om morgenen." (I Ny Østergade 15 ligger denne bygning som formentlig lå tæt på de to omtalte matrikelnumre i Didrik Badskjærs Gang. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Ønskerne var forgæves, se Politivennen 511 og artiklen "Bøn fra Didrikbadskjærsgang", Politivennen nr. 780, lørdag den 11. december 1830, s. 806-808 gentages klagen med flere eksempler.

Didrik Badskjærs Gang blev som andre skumle adresser som Peder Madsens Gang og Lille- og Store Brøndstræde nedrevet i 1800-tallet. Det var en sydlig parallelgade til Gammelmønt som forbandt Regnegade og Grønnegade. Gaden findes ikke i dag, Den er bebygget. Men ovenstående foto er et hus som så vidt jeg kan regne ud har ligget i Didrik Badskjærs Gang bag ved de omtalte matrikelnumre 202 og 205. Det er fra 1742.

Geddes kort fra 1700-tallet som viser placeringen af Didrik Badskjærs Gang og matrikelnumrene som blev brugt på Politivennens tid. Huset på fotoet ovenfor ligger så vidt jeg kan skønne omkring matrikelnummer 228. I dag gennembryder Ny Østergade området parallelt med daværende Didrik Badskjærs Gang i nederste højre hjørne hvor der er aftegnet nogle haver.

Morgenbetragtninger ved en Pibe Tobak.

Hr. udgiver!

Uagtet jeg ikke er ganske vis i min sag, forekommer det mig dog at der i sin tid gennem Deres blad Politivennen er anket over de støvskyer man om sommeren efter flere dages tørt vejr generes af, samt at der da blev bragt i forslag at vedkommende ejere måtte indskærpes at bestænke fortovene med vand. Et middel hvorved man mente at dette onde bedst og lettest kunne forebygges. Et bidrag henhørende til denne materie tillader jeg mig herved at tilstille Dem med anmodning om at De behageligst ville forunde samme plads i Deres blad hvis De måtte finde at det dertil kvalificerede sig, samt at det ikke optager pladsen for noget bedre og nyttigere.

Da det nemlig er blevet mig en vane at stå tidligt op, og jeg tillige hylder den skik at ryge en morgenpibe for det åbne vindue, har jeg næsten dagligt lejlighed til at se gaderne i mit nabolag blive fejet, og har derfor ofte lagt mærke til de ubehageligheder og den skade denne fejning afstedkommer, især når flere dages indfaldende tørvejr ledsages af blæst. Uagtet jeg selv bor på en temmelig høj anden sals etage, er det mig dog ikke muligt så længe fejningen i nærheden går for sig at have vinduerne åbne, uden at få mine værelser besudlede med et tykt lag gadestøv, og at denne ubehagelighed må være endnu mere trykkende for dem der bor lavere, er vel uden for al tvivl. Fejningen foretages desuden på den tid man i almindelighed gør værelserne rene, ved hvilket arbejde det vel endog på visse tider af året kan blive en nødvendighed at lukke op, for ikke at tale om hvor behageligt det er i morgenstunden at profitere af den friske luft, man på denne måde kan skaffe sig.

Dog er den ubehagelighed jeg her har anført, kun ubetydelig i sammenligning med den skade de ved fejningen forårsagede støvskyer tilføjer de fødevarer der findes i åbne udsalgsboder. Således bor her lige over for mig en slagter der den 18. maj forleden fik den største del af sit kødforråd således besudlet med støv at man ikke uden væmmelse kunne se det ellers renligt og ordentligt behandlede kød, endsige nyde det. Et par af de i nærheden boende kældermænd fortalte mig ved denne lejlighed at deres varer som fløde og mælk ofte var blevet ødelagt af støv.

I den overbevisning at høje vedkommende med velvilje modtager ethvert begrundet forslag der har nytte og god orden til øjemed, vover jeg ærbødigst at ytre det ønske: At det måtte blive vedkommende hus- og grundejere pålagt at bestænke såvel fortovet som gaden med vand forinden der begyndes på fejningen, så at publikum ikke uden nødvendighed skal tilføjes skade. Det apparat man behøvede, ville kun påføre vedkommende en ringe udgift, da en blikkande lig den gartnerne bruger, var alt hvad der krævedes. 

Men ikke alene selve fejning i sådant vejrlig afstedkommer ubehageligheder og skade for beboerne, endog pålæsningen af de sammenfejede bunker har sådant i følge med sig. Især da kuskene næsten altid læsser vognene så fulde at en stor del af skarnet nødvendigvis må spildes inden det kommer til sit bestemmelsessted. Denne ulejlighed formindskes vel i betydelig grad derved at gaderne før fejningen bliver bestænket med vand. Men for endnu mere betrygge vedkommende for skade, kunne man jo også gøre det til en pligt for dem der besørger fejningen at drysse vand på de sammenfejede bunker, noget der meget let kan ske da rendestenene på de fleste steder dertil afgiver behørigt stof. Når det nu tillige blev pålagt kuskene kun at modtage sådanne læs at intet under bortkørslen blev spildt, samt altid at lade det øverste lag bestå af sammenfejede, behørigt vædede bunker, ville man bringe publikum et offer som alle med taknemmelighed ville påskønne, og som ingen - undtagen måske renovationskontrahenterne og deres kuske - ville misbillige. For at give gadekommissærerne en mere udvidet virkekreds, kunne det vel mest passende overdrages dem på visse tider af året at foretage husvisitationer i deres distrikter ved hvilke de strengt skulle påse at vedkommende ejere havde deres kande i behørig stand, noget de vist gerne gjorde uden særskilt betaling, da det jo ville være en grund mere for dem til at opvarte beboerne med nytårsgratulationer.

Højst påfaldende er det at mange gentagne anker uagtet endnu ikke har fundet det passende at pålægge renovationskuskene at være forsynede med en kost, med hvilken de burde sammenfeje hvad de ikke kan opfatte med skovlen. At skarnfjerdingerne blev bestænket med vand forinden de udbragtes til renovationsvognen ville også spare beboerne megen ulejlighed.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9867-9872)

Klosterstræde i København. Gaderne er rene og som det ses er mange vinduer uden problemer åbne. Det var ikke tilfældet da denne artikel blev skrevet. Gadebelægningen var marksten, lagt i sand eller grus. Det støv der her er tale om, er resterne af alskens affald: Halm fra senge, hø til heste og køer, efterladenskaber fra heste, hunde, katte, fjerkræ (og mennesker), kalk-og murstensnedfald fra bygninger, fødevarerester og meget mere. Ikke just noget man ønskede at komme i berøring med. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bøn om Nattero i lille Kongensgade.

Ejeren af nr. 69 i lille Kongensgade som har udlejet alle sine værelser til de såkaldte logerende fruentimmer, ville vist fortjene tak af gadens beboere ved at fratage disse væsener gadedørsnøglen, da den hyppige gadesværm som almindeligvis vedvarer til morgenstunden, derved ville forebygges. Sværmen begynder egentlig når spillet i danseknejperne ophører. Og går det her som skrevet står: hvor ådslet ligger, forsamler ørnene sig. 

Der forløber næsten ingen nat uden optøjer. For disse fruentimmer spadserer op og ned ad gaden og liebhaberne geråder da gerne i klammeri. For nogen tid siden blev et mandfolk såret i næsen af et knivstik. Vægteren sysler gerne i den anden ende af gaden og når han endelig på anskrig kommer til, forøger han kun ståhejen ved med sin hårde stemme at larme og bande. Og siden i en monolog med tydelig røst at fortælle hvilken plage han må udstå på denne post. Muligvis ville ejeren ved at fratage dem nøglen tabe noget i sin leje. Men dette tab ville næppe blive føleligt for ham, da han efter sigende skal være i besiddelse af en indbringende næringsvej og desuden en mand af udmærket industri. Anmelderen der forøvrigt ikke kender ejeren, og flere med ham, nærer det håb at han vil være så human at realisere det her fremsatte rimelige ønske.

(Politivennen nr. 498. Løverdagen den 16de Juli 1825, s. 9862-9864)

"Ejeren som hverken bor i huset eller i København, har lejet hele huset bort til en mand som ifølge lejekontrakten er berettiget til at benytte huset som han bedst vil og kan." (Lille Kongensgade 69 er i dag nr. 12, og er det blå hus som ligger bagest i billedet efter stilladset mellem det rødpudsede og murstenshuset. På den anden side ligger Magasin. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 501. 6. august 1825, s. 9915-9918 og Politivennen nr. 502. 13. august 1825, s. 9929-9932. Mange år senere blev adressen behandlet i avisen "København" i en artikel af Carl V. Christensen om "Fatter Nagel i Lille Kongensgade".

Lille Kongensgade 69 blev i 1856 sammenlagt med nr. 68 og fra 1859 kom adressen til at hedde Lille Kongensgade 12. Huset er opført år 1800, og ligger der altså endnu, se foto ovenfor.