Et Par Brudstykker af Restaurateurens Priiscourant paa Dampskibet Prindsesse Wilhelmine, samt Raad til Publicum.

Til fornøden underretning for den eller dem der for fremtiden vil benytte det skønne dampskib Prinsesse Wilhelmine til og fra skoven eller andetsteds hen, vil anmelderen ikke undlade at bekendtgøre at man for en almindelig snaps cognac med vand der på ethvert sted her i byen betales med 4 til 6 skilling, blive afkrævet 1 mark, siger og skriver en mark, samt at man ligeledes må betale 1 rigsmark tegn for en flaske syrligt hvidtøl. Hvad øl der ikke er syrligt koster, ved anmelderen ikke. Men han må formode - hvad også synes at være rimeligt - at der kræves en endnu højere betaling for dette. 

Da restauratøren ved at lade sig betale så ublu, ret fører sig publikums forlegenhed til nytte, eftersom man ombord ikke har valget mellem hans og enhver anden restauration, så tror anmelderen at skylde dette dampskibs besøgende publikum at offentliggøre forestående og dertil at tilråde enhver der just ikke har lyst til at kast penge væk på denne måde, at forsyne sig med en lommepuffert for stille den mulige tørst der på hede sommerdage så let indfinder sig. En mere detaljeret underretning kan publikum med tiden vente sig.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9898-9899)

Nogle Ord til Betænkning for den, der anmodede om nye Foranstaltninger med Kobbersmedene.

Om det er tilladt kobbersmedene at udøve deres håndværk på de offentlige gader, spørges i Politivennen, og det besvares benægtende. Imidlertid har dog kobbersmedene i mands minde ved store brygger- og brændevinskedler arbejdet disse færdige på gaden udenfor deres værksteder, og man ved aldrig at dette er blevet dem forbudt, og det vist nok af den simple grund at det ikke lod sig gøre på anden måde. Da de ikke kan få disse store kedler ud af deres værksteds- eller husdøre, undtagen man ville have at de skulle som den projektmager der i sit hus byggede en mekanisk maskine som ikke kunne gå ud af døren, og derfor lod huset nedrive. Men de kunne jo leje sig lejlighed i store gårde, hører jeg sige. Det lader sig vel sige, men ikke så let udføre. For i de store gårde er gerne brillante værelser, og sådanne er ikke passende for kobbersmede, og disse værksteder. Det ville jo også forulempe de folk der boede i samme og i de tilhørende steder, lige så meget for dem der nu bor i nærheden af deres huse. Lejen i en sådan stor gård ville blive alt for trykkende. Ja, særdeles voveligt ville det være på det uvisse hån om at få det store arbejde at blive nødt til at fæste en sådan lejlighed. For som man hører, kan de længe forgæves vente efter samme, og hos enkelte udebliver det måske hele år igennem. For de kobbersmede som ejer deres eget hus, og i en række af år har drevet deres profession i samme, ville det vist være til stor skade at fraflytte de så længe iboede huse og enten blive lejere eller også selv vide at tilkøbe sig gårde med store porte på.

Enhver ny foranstaltning i denne henseende ville altså bidrage til at en del nyttige borgere blev undertrykkede, eller måske endog ødelagte, af hvilke der desværre allerede er nok. Indsenderen tror endvidere aldrig at have hørt at heste er løbet løbsk for kobbersmedenes hamren der desuden ikke er ulig skud, hvortil de fleste heste er afrettede. Men hvem der vel egentlig havde mest årsag at besvære sig over kobbersmedene, er naboerne, og jeg tror allerede at have sagt at det ville blive det samme hvis de arbejdede i gårde hvor de der bor sammen med dem, såvel som de tilstødende naboer, ville have samme forulempelse som nu. Der bliver altså nu kun tilbage at gøre det forslag at jage alle kobbersmede ud af byen.

At hugge og save brænde på gaderne er også et slemt onde som med hensyn til heste er langt farligere, ja endog farligere for fodgængere. Men det er et onde ligesom det med kobbersmedene som det selskabeligste liv i stæderne fører med sig, og man kan vel med rette spørge den kobbersmedenes antagonist hvorfor han ikke tillige påankede disse brændehuggerværksteder midt på gaden hvorved man let både an få økser og brændestykker i hovedet som er lige så farlige og skadelige!

Indsenderen heraf er hverken kobbersmed eller står i forbindelse med disse. Det er altså ikke af interesse at disse linjer er nedskrevet. Men af agtelse for de arbejdende klaser, og fordi jeg er af den mening at man i disse næringsløse tider ikke for en lille inkonveniens bør fremkomme med ensidige ønsker om nye foranstaltninger der kunne skade en hel klasse af arbejdende og næringsdrivende borgere. Men at man i en tid som nuværende hellere med glæde måtte høre flidens hammer buldre, i hvor ubehageligt  det i og for sig selv måtte være.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9894-9898)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i Politivennen nr. 504, 27. august 1825, s. 9961-9966: "Fornødent Gjensvar til Kobbersmed-Advocaten." Denne artikel er dog fortrinsvis en gentagelse af argumenter og oplysninger.

Ønske om en priisværdig Landsbyskiks Indførelse i Hovedstaden.

Som den der har tilbragt sine ungdomsår på landet, kan anmelderen erindre sig at brøndene der bliver renset et par gange årligt. Derimod har han i de 36 år han har tilbragt i hovedstaden aldrig bragt i erfaring at denne til vandets forbedring hensigtsmæssige rensning finder sted i samme eller forstæderne. Hvad han imidlertid ofte har været vidne til er at man har oppumpet skindene af vandrotter og andre dyr, samt at vandet har været stinkende, og at der på dets overflade har flydt en tynd, lysegul slimet hinde. Ligeledes har han gjort den iagttagelse at det vand der haves i murede brønde, er renere, klarere, mere velsmagende og følgelig sundere end det man får af de med planker beklædte brønde. Årsagen hertil er let at forklare. For 1. kan rotter og andre dyr let skaffe sig adgang til de sidstnævnte, ved at gennemgnave plankerne og således falde i brøndene, og 2. kan andre urenligheder lettere ved disse end ved de andre arbejde sig ned i brøndene, især hvor en slagter eller fiskebløder driver deres håndtering i nærheden af brønden, eller også som ofte er tilfældet, at lokummet er bygget tæt ved samme.

At vandet vi drikker, ofte er blandet med sådanne urenligheder, kan vores brøndgravere vist nok med fuldkommen vished bevidne. Anmelderen købte sig for nogle år siden en gård og opdagede nogen tid efter at der i samme var en tillukket brønd hvoraf pumperedskaberne var optaget. Han lod da kalde en brøndgraver der forsikrede at der i den tillukkede brønd var en god vandåret, dvs. kilde, og at samme ved at blive renset og muret på ny, ville afgive en sund og behagelig drik vand. Efter at brønden således var renset og muret, fik han det bedste vand han nogensinde ved at have smagt. Det var som godt vand bør være, uden lugt, smag og farve. Anmelderen mener derfor at årsagen til at vandet i vore brønde så ofte har afsmag, for størstedelen har sine grunde dels deri at de fleste brønde er beklædt med planker og dels deri at de aldrig bliver rensede. At mangel på rensning fremavler fordærvet vand, og at dette igen forårsager mange epidemiske sygdomme, er anmelderen tilbøjelig til at tro. Dog tror han det mest passende at overlade bedømmelsen heraf til det høje sundhedskollegium. Rigtigt ville det vist også være at man havde en fortegnelse over alle stadens brønde, samt at disse til visse tider på året blev efterset, hvorom indberetning burde ske til vandkommissionen der ligesom brandkommissionen burde være bemyndiget til at diktere de ansvarlige en klækkelig daglig mulkt hvis de udsatte mangler ikke bevisligt var afhjulpet inden en vis bestemt tids forløb.

Hvad anmelderen her har ytret, finder han efter sin anskuelse rigtigt. Dog da denne ikke kan være alsidig, ville en mere indviet vist fortjene publikums varmeste tak ved nøjere at drøfte dette så almeninteressante emne.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9891-9894)

Uordener

Inden for porten til Garnisons Kirke findes en bunke fejeskarn og anden urenlighed der afgiver et væmmeligt syn for det kirkebesøgende publikum og andre der passerer der forbi for på kirkegården at dvæle ved de hedengangnes gravsteder. Man nærer det rimelige ønske at denne urenlighed flyttes hen til et mere passende sted, samt at terrænet omkring kirken for fremtiden bliver befriet for menneskeekskrementer af hvilke der findes et ikke ubetydeligt oplag.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9888)

En afskyelig Hule under Huset nr. 202 i Diderik-Badskjærs-Gang.

"Held Den, som sove kan i Ro og Mag"

Ja dobbelt held hver som rolig og uforstyrret kan nedlægge sit legeme som er træt af dagens byrder, og overgive sig til søvnens vederkvægelse. Men ve den som hver nat må se sin hvile og søvn forstyrret af tumultarisk optrin og morderiske scener i det hus han bor i.

Dette være sagt i anledning af de optrin som næsten udelukkende hver aften og nat finder sted i kælderen under huset nr. 202 i Didrik-Badskjærs-gang næsten uafbrudt fra kl. 10 til henimod 2 til 3 om morgenen. I denne afskummets og nedrighedens knejpe, denne dyds morderhule, finder flere offentlige skøger deres tilflugt. Der udøver de deres nedrige håndtering og som følge deraf foregår der i samme de mest rasende optrin med skælden og smælden, banden og slagsmål, hvin og skrig, og ofte høres om natten sande mordskrig opstiger derfra, som genlyder over hele nabolaget og opfylder enhver sovende eller vågende med skræk og angst. Disse scener foregår snart mellem afskummet selv, snart mellem deres der nedtrukne rov, og bliver således en sand plage ikke alene for de oppe i huset boende, men endog for naboer og genboer. Ja selv for de nærmeste beboere i Regnegade. Endog forbigående ved enden af gaden trækkes hen til disse scener da lyden af disse morderiske toner som stiger op fra denne hule, må lede folk til tanken om at al mulig vold og mord foregår derinde.

Natten mellem den 6. og 7. i denne måned var der især et græsseligt spektakel i denne kælder. Forfatteren heraf kom netop forbi kl. halv to og blev da tillige med flere andre tilhører til en sådan natlig scene. Og aldrig har han hørt sådan afskyelig tumult i hovedstaden på en sådan tid af natten. Flere gange åbnedes kælderdøren og mennesker nede i hulen råbte om vægterens og menneskers hjælp. Men vægteren kom ikke og var da heller ikke at finde. Og ingen af de omstående ville eller turde vove sig derned. Folk fra nabogaderne ilede vel dertil, men da de så at det var i denne kælder, gik de deres vej igen og sagde til de omstående: "Det var den sædvanlige natte-serenade, de nu fik".

Skønt værten ikke bor i huset så skulle man ikke tro at han er uvidende om sådant, ligesom man også har grund til at formode at han vil søge at betrygge sine øvrige fredelige beboere i huset deres nattero. Ved eller kender han ikke midlerne dertil, så ved dog vist stadens årvågne og driftige politi midlerne til at hæmme sådanne optøjer forårsaget af de nedrige mennesker som opholder sig i kælderen og som ikke tillader husets beboere og naboerne at nyde deres nattero.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9877-9880)

"Næsten udelukkende hver aften og nat finder optrin sted i kælderen under huset nr. 202 i Diderik-Badskjærs-gang næsten uafbrudt fra kl. 10 til henimod 2 til 3 om morgenen." (I Ny Østergade 15 ligger denne bygning som formentlig lå tæt på de to omtalte matrikelnumre i Didrik Badskjærs Gang. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Ønskerne var forgæves, se Politivennen 511 og artiklen "Bøn fra Didrikbadskjærsgang", Politivennen nr. 780, lørdag den 11. december 1830, s. 806-808 gentages klagen med flere eksempler.

Didrik Badskjærs Gang blev som andre skumle adresser som Peder Madsens Gang og Lille- og Store Brøndstræde nedrevet i 1800-tallet. Det var en sydlig parallelgade til Gammelmønt som forbandt Regnegade og Grønnegade. Gaden findes ikke i dag, Den er bebygget. Men ovenstående foto er et hus som så vidt jeg kan regne ud har ligget i Didrik Badskjærs Gang bag ved de omtalte matrikelnumre 202 og 205. Det er fra 1742.

Geddes kort fra 1700-tallet som viser placeringen af Didrik Badskjærs Gang og matrikelnumrene som blev brugt på Politivennens tid. Huset på fotoet ovenfor ligger så vidt jeg kan skønne omkring matrikelnummer 228. I dag gennembryder Ny Østergade området parallelt med daværende Didrik Badskjærs Gang i nederste højre hjørne hvor der er aftegnet nogle haver.