21 februar 2016

Uordener.

1. Man ser dagligt trappen som fører op til butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde, fuldt besat med sjakrende mosaiter hvorved indgangen til butikken aldeles spærres. Sker sådant med husejerens tilladelse eller formår han ikke at holde sin trappe ryddelig?

3) Gadeposten i Wildersgade på Christianshavn svarer aldeles ikke til hensigten da den i længere tid ikke har givet vand, hvilket foruden at det i ildebrandstilfælde kan være meget farligt, medfører stor ulempe for gadens beboere, hos hvem man da indfinder sig for at det fornødne vand, hvorved posterne beskadiges, gangene og trapperne tilsøles med vand og vedkommende let under påskud af dette deres ærinde kan bese lejligheden og muligt føre sig denne deres kundskab til nytte på en for beboerne mindre ønskelig måde. 

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9921-9922)

Svar paa: "Bøn om Nattero i lille Kongensgade".

Den som vil føre anke over noget i offentlige blade, bør ikke sige usandhed. Hvilket er tilfældet med anmelderen i Politivennen nr. 498. Han siger at ejeren af huset nr. 69 i Lille Kongensgade har lejet alle sine værelser ud til de såkaldte logerende fruentimmer. Men det forholder sig ikke således. For ejeren som hverken bor i huset eller i København, har lejet hele huset bort til en mand som ifølge lejekontrakten er berettiget til at benytte huset som han bedst vil og kan. Og at denne mand som har en stor familie og sidder for svære udgifter, udlejer sine værelser til hvem der betaler ham bedste uden hensyn til hvad køn, vil nok ingen fornuftigt tænkende miskende. Og denne mand er det nu som træder frem for at tage til genmæle mod de øvrige af anmelderen i Politivennen anførte usandheder som på visse steder tillige viser højeste grad af ondskab.

Anmelderen vil efter udgiveren af Politivennens sigende ikke være sit navn eller bopæl bekendt *), uagtet han har anført gaden, mit husnummer mm, hvoraf enhver tydeligt kan se hvem den mand er som han søger at gøre suspekt. Og hans udtryk imod de logerende fruentimmer som han kalder væsener og ådsler, viser tydeligt at han må være en hader af det smukke køn og giver mig begrundet formodning til at tro at han må være en elsker af det modsatte køn, og da jeg ikke ved eller kan få at vide hans navn eller karakter, vil jeg indtil videre benævne ham Fruentimmerhaderen.

Denne hr. Fruentimmerhader siger at jeg fortjener tak af gadens beboere ved at fratage de logerende fruentimmer gadedørsnøglen. Han fremtræder altså som offentlig kommissionær for hele gadens beboere. Og på en måde vil han have man skal tro at disse har anmodet ham om den anførte bøn om nattero i lille Kongensgade. Men så vidt mig er bekendt er de fleste af gadens beboere fornuftige mænd som vist ikke har givet ham denne kommission.

Hr. Fruentimmerhaderen anfører videre at den hyppige gadesværm begynder på den tid dansestederne ophører og vedvarer almindeligvis til morgenstunden, og der forløber næsten ingen nat uden optrin. Dette er usandhed. For flere uger og måneder kan hengå hvor der ikke sker klammerioptrin og sjældent efter kl. 12. Og da lille Kongensgade er midtpunktet i byen hvor alle nationers søfolk har deres fart igennem, dels til dansestederne, dels til de små huse i Holmensgade, så vil ingen undres over at klammerioptrin undertiden kan forefalde uden de logrende fruentimmers dertil givne anledning.

Hr. Fruentimmerhaderen anfører videre ved det at de logerende fruentimmer spadserer op og ned af gaden, geråder liebhaberne gerne i klammeri og at en mand for nogen tid siden er blevet såret i næsen af et knivstik. Atter usandhed. For den person som fik et lille sår i næsen, bestod blot deri at han i slagsmål med to personer fik et neglerift ved det ene næsebor som kan hænde i ethvert slagsmål.

At der ofte spadserer logerende fruentimmer i Lille Kongensgade, vil hr. Fruentimmerhaderen vel ikke kunne modsige, og derfor bør ikke alt skrives på de logerendes regning som bor i nr. 69.

(Sluttes i næste nr.)

*) Jeg har aldrig kunnet tillade mig en ytring som den anførte. hvorimod jeg efter pligt nægtede at opgive forfatterens navn for en mand der for mig som her for publikum erklærede at være lejer og ikke ejer af huset nr. 69 i lille Kongensgade.

Udg.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9915-9918)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 498. 16. juli 1825, s. 9862-9864 og afsluttes i Politivennen nr. 502. 13. august 1825, s. 9929-9932. Mange år senere blev adressen behandlet i avisen "København" i en artikel af Carl V. Christensen om "Fatter Nagel i Lille Kongensgade".

Et Par Ord om Gadefeiningen.

Højstærede hr. udgiver!

Af det i nr. 499 af Deres blad indrykkede stykke "Morgenbetragtninger ved en pibe tobak", erfarer jeg at De velvilligt har optaget nævnte meget velskrevne stykke, der hvis det af rette vedkommende blev taget under overvejelse og bragt til udførelse ville være højst nyttigt og behageligt for enhver i almindelighed og for det laug hvortil jeg hører, i særdeleshed.

Jeg er nemlig slagtermester, og må tilstå at mine varer på fejedagene, uden nogen brøde fra min side, er besudlede af gadestøv, og det blot fordi beboerne i nabolaget ikke vil gøre sig den ulejlighed at bestænke gaden ved vand forinden de begynder fejningen. Besynderligt nok at en så vigtig sag ikke for ængst har tildraget sig vedkommendes opmærksomhed og således foranlediget et almindelig lovbud i så henseende, da flere uden en sådan befaling, allerede  længe har bevist gavnligheden deraf ved at bestænke såvel gaden som fortovet med vand.

Blandt andet har jeg i den senere tid lagt mærke til at sådant er iagttaget udenfor politikammeret og grosserer Suhrs gård på Gammeltorv, udenfor steder nr. 22, 23, 24, 25, 26, 27 og 350 i Gothersgade, samt flere steder på Østergade, hvilket nok så meget beviser vor nyttig en sådan vandstænken er. Ja, endog udenfor byen ser man enkelte af egen drift stænke vand udenfor deres ejendomme. Således har jeg i den senere tid set dette iagttaget udenfor hr. oberstløjtnant v. Kochens sted på Strandvejen og hr. hofleverandør Withs sted på Jagtvej.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9911-9913)

En tragi-comisk Reise til Bidstrupgaard.

Motto:

Han vidnede med ed at han var ganske klog.
Men alt forgæves, for der udi byens bog
var indført, og alt med frakturbogstaver skrevet,
at han afsindig var. Hvem en gang dømt er blevet
ham hjælper intet, an han råber på sin ret.
Han må da holde stand, og høres ej så let.

Petr. Paars Libr. IV

Dette foster af vor ypperlige Holbergs muntre lune morede indsenderen ofte, som meget andet af de herlige ting den udmærkede digters skabende geni fembragt. Imidlertid anså han det kun som et overgivent lunes komiske indfald, på ingen måde formodende at han nogenlunde skulle opleve en tildragelse der bogstaveligt opfyldte disse profetiske ord, og allermindst at dette skulle ske over 100 år efter at digteren skrev i vores for oplysning og humanitet så meget priste tider. Ikke desto mindre har dog en begivenhed nyligt tildraget sig som anmelderen anser for sin pligt at offentliggøre, da det muligvis kan forebygge lignende adfærd i fremtiden. 

En ung mand af embedsstanden blev i begyndelsen af denne måned beladt med et tilfælde af nervesyge som efterhånden gik over til sindssvaghed. Hans familie som stod i den mening at han kunne nyde en bedre pleje g være under sikrere opsigt på et af stadens hospitaler end hjemme, fik foranstaltet at han blev modtager på den for sådanne patienter bestemte stiftelse, og havde også den behagelighed at erfare, og selv at overbevis sig om at patienten mandag den 18 i denne måned var ved de anvendte hensigtsmæssige midler fuldkommen restitueret, med undtagelse af en betydelig mathed, en naturlig følge af sygdommen. Sådan vedblev også at være tilfældet den pågældende tirsdag og onsdag, og det er en omstændighed som ikke alene af patientens besøgende venner, men vist også af de ham bestandigt omgivende personer, kan bekræftes at han i de nævnte 3 dage end ikke et eneste øjeblik har været mente captus (afsindig). Det vil altså være indlysende at det forårsagede hans slægtninge og venner lige så megen forundring som indignation at erfare at han torsdag morgen var blevet afsendt til Bidstrupgård, hvorfra han først sidste søndag blev udeladt på de ansvarshavende forlangende, og vel også på grund af at den derværende læge og inspektør ikke kunne andet end erklære ham for fuldkommen fornuftig.

Efter disse faktiske omstændigheder kan anmelderen ikke mene andet end at de ansvarlige har overskredet deres autoritet og at det med den pågældende foretagne eksperiment (for for andet kan det vel ikke antages) er lidt vel vidt drevet, samt at kuren let kunne være blevet værre end sygdommen. For at lægen skulle have ladet en 4 eller 5 dage gammel beslutning der var taget med hensyn til et menneske der ikke var ved sine fulde fem, effektuere, efter 3 dages fuldkommen velbefindende, an man ikke antage, uden at tiltro ham den højeste grad af skødesløshed, eller også en misforstået punktlighed i opfyldelsen af de ham givne ordrer. Anmelderen er i det mindste overbevist om at en sådan fremfærd ikke ville have fundet sted om den såvel for sine kundskaber som humanitet almenagtede professor Wendt havde været til stede.

Man udbeder sig i denne anledning af en kyndig mand besvaret følgende 2 spørgsmål:

1. Kan det antages at bestyrerne af et hospital kan være berettiget til at henlægge en patient selv om han var afsindig, når han NB ikke er fattiglem til Bidstrupgård uden først at underrette vedkommende derom, og forespørge om de selv er i stand tl behørigt at sørge for hans kur og varetægt?

2. Hvad skal man benævne den fremfærd af en læge at lade et bevisligt fornuftigt menneske bringe til en for afsindige bestemt stiftelse?

Det vil vist ikke mindre interessere publikum end anmelderen at se disse spørgsmål grundigt besvaret. For hvor let kunne en eller anden feberpatient ellers ikke befrygte at det gik ham som digteren siger:

"Så kan man uforskyldt sig liste i dårekiste."

København den 28 juli 1825. E. M. Høm

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9907-9911)

20 februar 2016

Bøn om Nattero.

Indsenderen heraf tillader sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme på at der i huset nr. 92 i Lavendelstræde ofte er klammeri og slagsmål blandt beboerne for åbne vinduer, hvilket som oftest begynder om aftenen kl. 11 og vedvarer uafbrudt til langt ud på natten.

Da husets vært som det lader til, ikke søger at forebygge sådanne uordener og det er meget ubehageligt for naboer og genboer som ønsker to om natten, så er indsenderen af disse linjer så fri at ytre det ønske at det respektive politi ville tage sig af denne sag og drage omsorg for at spektaklerne i oven nævnte hus bliver hævet for fremtiden.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9899-9900)

Lavendelstræde 8 er det blå hus til venstre i fotoet. Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning. 

Lavendelstræde 92 er nutidens nr. 8. Det er fra 1795-96 og opført for forrider Niels Pedersen. Det er ombygget 1844.