Desmerdaasen i Borgergaden Nr. 193.

Beboerne af den strækning af Borgergade der ligger mellem Helsingørsgade og Dronningens Tværgade, bliver undertiden især om aftenen opvartede med en så rådden, pestilentialsk stank at enhver uvilkårligt griber sig til næsen for at hindre den uvelkomne gæst fra at trænge ind. - Såvidt formodes kommer denne stank fra det i denne strækning værende garveris vand der udslås. Man beder derfor sammes ejer for fremtiden at ville foretage denne operation senere ud på aftenen og om muligt først efter kl. 10, da vist alle de beboere der ikke bruger tobak som dæmpningsmiddel, ville på næsens vegne være ham inderligt forbundet.

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 782-783)

Den fordeelagtigste Handel.

Vi har i den senere tid haft en sådan overflødighed af regn at en almindelig vandmangel som man har talt om vel ikke er at frygte. En speciel derimod enten det regner stærkt, svagt eller slet ikke, finder altid sted i Peder Hvitfeldts Stræde som hverken har nogen post på gaden eller på et par undtagelser nær, i husene. Man må altså dersom man ikke er så lykkelig at bo i et af de med vand begavede huse, enten lade det vand man skal bruge, hente fra offentligt poste i nabolaget, hvilket selv om de indeholder noget, er tidsspildende og byrdefuldt, eller aldeles undvære denne uundværlige artikel. For de gård- og husejere som har vand i deres gårde, tillader ikke at uvedkommende henter hos dem.

Kan man nu måske heller ikke fortænke dem heri, så fortjener dog hr. snedkermester J. Brøtterup en så meget større berømmelse som han ikke alene er villig til at lindre den nød hans naboer og genboer i denne henseende lider, men endog uden tvivl ønsker at så mange som muligt trøstes hos ham, ved at lade vand hentes fra hans hele dagen åbne plads foran hans bopæl. Derved er både alle de som kan betale 1 rigsbankdaler halvårligt for det, ig især hr. Brøtterup selv meget vel hjulpne. Men da de uformuende desværre ikke er det, så man man herved give sig den frihed at foreslå at vandkommissionen vil betænke dette stræde med en offentlig post som jo også i ildebrandstilfælde ville være særdeles nyttig.

Rigtig nok ville hr. Brøtterups hele og ikke ubetydelige vandhandel derved blive ganske sprængt, og hans vandkontor lukket. Men denne skæbne ville han vist for det almindelige bedstes skyld, søge at finde sig i, da endog så mange vinhandlere har måttet døje en lignende, og har dog ikke haft snedkerprofessionen og en fast ejendom i baghånden.

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 778-780)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren boede snedkermester J. Brøttrup i Peter Hvitfeldts Stræde nr. 108 og 109. Denne adresse er i dag nr. 13. Den nuværende ejendom er fra 1832 og opført at den nævnte snedkermester, så han har åbenbart nedrevet de gamle og opført en ny.

Ribers Gravminde.

Mens det stolt marmor besjælet af mejselen knejser til trods over rigmandens grav hvis hele fortjeneste i livet blot bestod deri at kunne lægge gulddynge til gulddynge, og som måske hele sin levetid ikke har udøvet en ædel og menneskekærlig handling, mens dette byder mængden at standse for at se hvor herligt det er at være rig, så kan den ensomme vandrer der ikke søger efter begravet rigdom, men jordet fortjeneste, ikke uden vemod nærme sig digterens den ædle Ribers minde, som i flere år har stået uden indskrift, hvilken ondskabsfuld kådhed har berøvet den. Skulle salig Riber endnu ikke have så mange levende venner som ville skillinge sammen for til nytår at få en indskrift som kunne fortælle at under denne sten ligger den ædle digter Riber. Salig Todens går det da ikke bedre, ubemærket og smudsig står den forsømt og uændret til mere skam end ære for vedkommende.

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 762-763)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om Hans Vilhelm Riber (1760-1796). Som digter blev han medlem af den kommission, som udarbejdede den evangelisk-kristelige salmebog. Ellers virkede han mest som pædagog.

I Politivennen nr. 599, 23. juni 1827, s. 392 bekendtgjordes at Ribers gravsted nu var genrejst. Mens Todes var uændret. Samtidig bemærkedes at biskop Balles bispestav var blevet brækket.

Svar fra Portbetjenten i Ringsted.

I anledning af et i Politivennen nr. 561 indrykket stykke med overskrift: "En uforskammet portbetjent i Ringsted" kan jeg ikke undlade at melde: at der aftenen den 8. september kl. 7 ankom en vogn til min post i denne bys Vesterport. Og den som kørte samme råbte: "Vil De komme ud!". Ikke som anmelderen har udtrykt sig "Vil De ikke være så god!". Hvorpå jeg da jeg just i samme øjeblik havde en afskrivning i Møllebogen, bad nævnte herre (hvem det var ved jeg ikke) "Vær så god at stige af vognen, og træd indenfor for at forklare hvad De har i Deres vogn!". Hvilket jeg på grund af forordning af 1. februar 1797 dens § 204, troede mig berettiget til. At jeg efter at anmelderen havde bevaret min anmodning om at komme ind med et nej skulle have på den mest uforskammede og truende måde befalet: "Vil De straks øjeblikkeligt stige ud af vognen, eller jeg skal lære Dem noget andet", erklærer jeg for en usandhed. Hvilket jeg kan modbevise med møllerkusken som forinden var ankommet og som fik afskrevet i møllebogen.

Ligesom det efter anmelderens opgivende var helt vanskeligt at se fra vognen om jeg sad  kongelige forretninger, lige så lidt var det vel også fra samme at bedømme om et sådant medførte sandhed eller ikke. Og da det er bevisligt at jeg i samme øjeblik som anmelderen ankom, havde kongelige forretninger at iagttage, som ingen opsættelse tålte, var det vel ikke så stort et under at jeg ekspederede disse forinden jeg varetog at oplukke en rejsende der kun ved et råb fra sin vogn havde anmeldt sig. At jeg kom ud i største embedsiver med mit jernscepter (urigtig benævnelse) og spurgte hvad der var på vognen, samt med bemeldte jernscepter undersøgte samme, er noget som anmelderen har gjort mig en ære ved at omtale. For havde jeg blindt hen og uden at undersøge vognen ladet ham køre forbi, kunne han måske have været ligeså tilbøjelig til at anmelde dette for på den måde at søge min skade som han i nævnte Politivennen har forsøgt. 

Hvad angår at jeg har ladet nævnte herre deponere 16 skilling for sit syltetøj, så vil jeg vel erkende at dette fra min side er en fejl. Men denne tror jeg at være en af de tilgivelige da toldforordningen nævner både multebær og tyttebær, syltede eller ikke nævnes ikke. Ved gennemlæsningen af anmeldelsen vil man behageligst erfare at anmelderen ikke har overholdt toldforordningens § 204. For at holde udenfor porten og fra vognen råbe "kom ud" anser jeg ikke for nogen melding. Hvilket vist nok heller aldrig har været lovgiverens hensigt, at skulle antages for sådan.

Anmelderens uforskammede udtryk imod mig vil jeg tilgive. Dels da han ikke er navngiven, og dels fordi han formentlig er ukyndig om tjenesten ved konsumptionsvæsenent.

Behmann

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 756-759)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Voldsom Adfærd af Nyboders Vagt og taabelig Adfærd af den kloge konge Mdm. Lassen.

Det er almindelig kendt at den såkaldt kloge kone madame Lassens ene datter for nogen tid siden blev så forbrændt at hun endog fandt sin død ved det, samt at såvel moderen som en anden datter tillige var i livsfare. Dette ulykkelige tilfælde skal efter forlydende være foranlediget ved at en medicinflaske der var hensat på en varm kakkelovnen, sprang itu. Og man må på grund af det vel være berettiget til mildest talt at karakterisere madame Lassens da udviste adfærd som uforsigtig, for ikke at sige skødesløs. At de tilgrænsende naboer som en følge af den en gang udståede angst har årsag til at være årvågne og agtpågivende, vil vel ingen finde besynderligt. Ligesom det vel heller ikke kan lægges dem til last at de torsdag aften den 26. forrige måned efter at have set en ildslue stige op gennem madam Lassens skorsten, straks tilkendegav hende dette og ytrede deres frygt for den muligt indtræffende fare.

Da madame Lassen imidlertid var heldig nok til at få ilden slukket, og man for at erfare om dette virkeligt forholdt sig således, henvendte sig til hende, erklærede hun med hendes særlige bestemthed at der ikke havde været ild i hendes skorsten, og tiltalte den mand der førte ordet såre uhøfligt, i stedet for at takke for underretningen. Ja hun sendte endog bud efter Nyboders vagt for at få ham arresteret.

Vagten indfandt sig og traf manden, som madam Lassen havde begegnet så høfligt, stående i sin egen dør ved siden af hans 70-årige moder. Og da hun anmodede ham om at gå ind i huset, fik hun et sådant slag af et gevær i hovedet at hendes pande flækkede ved det. Såvel moder som søn bragtes herpå til vagten hvor de forblev en stund, da den gamle moder bragtes til hospitalet for at forbindes, hvorefter hun atter førtes tilbage til vagten. 

Om en sådan behandling i et kristent rige i et fredeligt land og under en så nådig regering kan være tilladelig eller gå ustraffet hen, overlades til høje vedkommendes bedømmelse. Ligesom også hvorledes madam Lassen bør anses for et sådant forhold. For skal en mand udsættes for at blive arresteret fordi han gør anskrig når han ser ild bryde ud, må og vil nok enhver afholde sig fra det. Og sker dette, vil det se farligt ud, såvel for staden som staten.

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 753-756)

P. Klæstrup: Nyboders Vagt. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 569. 25. november 1826, s. 789-791 og Politivennen nr. 572. 16. december 1826, s. 830-831

Madam Lassen er tidligere blevet nævnt i Politivennen 385, 17. maj 1823. I Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisteds Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 24. januar 1826 stod følgende:

Jomfru Caroline Lassen, en Datter af den under Navn af den kloge Kone bekjendte Gjordemoder Madame Lassen, mistede Livet i sit 28de Aar ved at blive opbrændt af en Flaske med Spiritus, der sprang paa en Kakkelovn, ved Siden af hvilken hun sad. Baade hendes Moder og Søster bleve ved samme ulykkelige Tilfælde beskadigede saa stærkt, at de ere sengeliggende.

Andre aviser nævnte at det var vitriol, et ætsende sulfat. Anklagen mod madam Lassen var alvorlig. Der var strenge straffe for ildspåsættelse og det uanset køn, hvilket fremgår af en dom fra 1830, hvor en 16-årig pige blev halshugget og lagt på stejle. Se i Kjøbenhavnsposten, 8. november 1830:

Hof- og Stadsretsdom i en mærkelig Criminelsag.

Ved den kongelige lands- overrets- samt hof- og stadsretsdom af 2. november 1830 blev Vallø-birketingsdom af 2. november 1830, hvorved arrestantinden Maren Poulsdatter, født den 16. august 1814, er, for at have lørdag eftermiddag, den 27. februar sidstl. da det var blevet mørkt, antændt den ild, hvorved gårdmand Peder Rasmussens, under stamhuset Giesegård hørende fæstegård blev lagt i aske, anset med straf af at have sin hals forgjort og stejles, samt bøde 40 lod til den skadelidte og lige så til kongen m.m., stadfæstet. Dog således at arrestantinden tillige bør udrede i erstatning til landets almindelige brandforsikring 919 rigsbankdaler, 27 skilling sølv. Som motiv til den af den 16-årige arrestantinden begåede forbrydelse har hun opgivet at hun fredag i forvejen havde været Peder Rasmussens kone behjælpelig ed at bære vand i en bryggerkedel, i hvilken anledning hun var blevet fortrydelig fordi Peder Rasmussens kone, da arbejdet var færdigt, udtalte at hun nu ikke havde mere til hende at bestille, i stedet for at hun havde ventet tilladelse til at forblive der hele dagen. Og at hun derfor besluttede at hævne sig over denne hjemvisning ved ildspåsættelse, hvilken beslutning hun fattede samme eftermiddag som ilden opstod om aftenen.