Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

(Fortsat, se nr. 583)

Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.

Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.

Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.

Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.

"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).

Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.

Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.

Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.

På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.

Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.

Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.

Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag. 

Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.

Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse

Nicodemus Wunderkopf.

*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.


(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).

Den i legemlig Henseende største Skillingsmand har ogsaa Nykker.

Onsdag den 21. dennes tilbragte jeg aftenen udenfor Vesterport. Jeg havde givet min kusk ordre til at hente mig i karet henimod kl. 11 og dertil leveret ham mit passagetegn for ved udkørslen at godtgøre sin ret til at passere frit da han skulle afhente mig, og bomforpagter Andersen fandt sig da også i at respektere det foreviste tegn.

Ved indkørslen afkrævede nævnte Andersen der for mine to medfølgere erklærede at kende min person, mig bompenge på grund af at vognen ikke var min egen, men en hyrevogn, en grund jeg aldeles ikke fandt antagelig og vægrede mig derfor at betale da det næppe lader sig antage at det meddelte passagetegn skulle kunne tabe sin virkning når den mand på hvem det lyder, kører i en lånt eller lejet vogn, mens det efter bommandens videtur er i fuld kraft når man kører med egen ekvipage. Bomforpagter Andersen hvem jeg endnu mere gjorde opmærksom på at hestene og kusken tilhørte mig, men at vognen var lånt hos en vognmand, vedblev imidlertid sin påstand om boompenge af den anførte grund og tillod mig først efter lang passiar og efter at have i en bidsk og stødende tone udladt sig sålunde: "en anden gang skal jeg lære De at lade sådanne streger fare", at fortsætte rejsen uden at beetale.

Oven beskrevne adfærd af bomforpagter Andersen har jeg ikke villet indlade at offentliggøre i håb om at stadens høje magistrat vil drage omsorg for at bomforpagterne for fremtiden omgås folk sømmeligt og høfligt, uden at forvolde de rejsende ufornøden og tidspildende ophold, samt uden at gøre forsøg på at tilvende sig ulovlig vinding.

(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 185-187).

Redacteurens Anmærkning.

Bomforpagter P. Andersen besvarede i Politivennen nr. 588, 7. april 1827, s. 210 i en ganske kort notits af 3. april 1827 med at anklagen var opdigtelse og usandfærdig bagvaskelse. I et svar i Politivennen nr. 589, 14. april 1827, s. 224-228 gentages argumentationen fra første artikel. Ydermere afslører skribenten sig som premierløjtnant og adjudant ved det borgerlige artilleri E. Müller. Han forbavses i øvrigt over at Politivennens redaktør der var vidne til optrinnet, har tilladt bomforpagteren at svare. Hertil svarer K. Kristensen at han ikke ønsker at blive beskyldt for partiskhed eller for at stikke noget under stolen. Og i øvrigt følger andres sager hvortil han ikke har været vidne.

Besværing over Vægterraab!

Uagtet København i de senere tider har vundet så betydeligt med hensyn til de mange forskønnelser, hvoriblandt vist nok brolægningen vil blive et varigt minde om indsigtsfuld og virksom bestyrelse, gives der dog endnu enkelte ting som kunne tåle forbedring, blandt hvilke indsenderen vover at udpege en gammel skik som er mere til byrde end nytte for indbyggerne, nemlig den at hver time hver nat vækket ve et vægtervers som ikke på mindste måde kan forstås, eller er til nogen tænkelig nytte, men alene stifter den skade at forurolige folk. Også er det en vished at vægtere i almindelighed mekanisk udråber versene, især når det går langt ud på natten, så det bliver dem blot om at gøre ved hvert klokkeslæt at åbne gabet til et brøl for at tygge det time timen, lige meget om passende eller upassende vers, og er man så uheldig i alvorlige sygdomstilfælde at være nødt til at høre derpå, da er det en yderst fatal stilling at befinde sig i.

At denne genstand ofte er berørt, er indsenderen bekendt. Men det kunne dog hænde at højere vedkommende ville tage sagen i gunstigste overvejelse, og muligvis finde at vagtråbet var fyldestgørende nok når der blev råbt hvad klokken var, og lade omkvædet blive lagt på hylden som et alt for gammelt og nu ikke mere passende produkt.

(Politivennen nr. 585. Løverdagen den 17de Marts 1827, s. 171-172).

Indstændig Bøn til Kjøbenhavns Magistrat og Brolægningsvæsenet med Hensyn til Sct. Nicolai Vagttaarns nærmeste Omgivelser.

Om pladsen ved Nikolaj Vagttårn kan med grund siges at den er et af stadens stedbørn. For det er nu snart 32 år siden kirken brændte af, og endnu er pladsen ikke engang foskønnet ved planering. Derimod ser man en mængde usymmetriske bræddehytter oprejste omkring den ujævne, ofte med døde hunde og katte bestrøede plads, hvilket såvel afgiver et ubehageligt skue som det ubestridt også må give begrundet anledning til enhvers, især fremmedes ufordelagtige omdømme, da det virkelig overgår alles forventning at finde en sådan, for øjet så lidt indbydende plads midt i hovedstaden.

Men det er ikke alene øjet der stødes ved at passere nævnte plads, fodgængernes fodtøj må til bunds undgælde den i høj grad dårlige brolægning der begrænser samme, især på de to mest bevandrede sider, nemlig fra Nikolajgade til Vingårdsstræde og fra dette stræde hen til Nikolaj Plads.

De fleste af stadens kvindelige tjenestetyender og de husmødre der ikke holder sig for gode til selv at besøge slagterboderne, bønfalder derfor, alle med en røst, brolægningsvæsenet om at få pladsens opgivne omgivelser omlagt tildet kommende forår, en bøn enhver indbygger rimeligvis istemmer, da det jo er bekendt nok at kødet i de pladsen omgivende væmmelige svinestier - slagterboderne - i søleføre overstænkes af gadeskarn, så ofte en kørende eller ridende passerer forbi, og i tørt vejr bedækkes af støv *)

Anmelderen tør mene at stadens høj-og velvise magistrat der især i de senere år har bidraget så meget til stadens og dens omegns forskønnelse, vil bevirke at Sankt Nikolajs skønne vagttårn hvis hensigtsrigtige konstruktion berømmes af alle, på tårnklokkens lyd nær, hvilken i den senere tid er undergået en mindre ønskelig forandring, ikke længere skal befinde sig iblandt så højst anstødelige omgivelser.

*) Indsenderen finder det uhensigtsmæssigt at gadefejningen og renovationens bortkørelse foretages på en tid da slagterboderne er åbne og behængte med det kød der siden skal tjene mennesker til føde. Men mener derimod at begge dele mest passende kunne finde sted om eftermiddagen efter kl. 5 på hvilken tid de fleste boder i almindelighed er lukket.

(Politivennen nr. 585. Løverdagen den 17de Marts 1827, s. 161-163).

Utilbørlig og uchristelig Fremgangsmaade af en christelig Præstemand.

1. Er det ikke et kristeligt bud at man bør anse ethvert menneske for sin bror, uanset hvilken religion han bekender sig til.
2. Er det kristeligt handlet af en protestantisk præst at nægte en katolik som opholder sig i hans sogn og som ligger på sit sygeleje meddelelsen af alterens sakramente? og
3. Er det ikke i høj grad ukristeligt når en luthersk-protestantisk præst endog - mirabile dietu!! - undslår sig for at berede sin på sygelejet henstrakte bror til døden ved en opmuntrende og trøstende tale?

Spørgsmålet og atter spørgsmålet om ting som enhver ved. Og hvor overflødige er ikke disse spørgsmål i vores kristelig oplyste Danmark, hører jeg dig udbryde, kære læser! Jeg må derfor næst en undskyldning for at have intimeret med spørgsmålet, forsikre dig om at en virkelig tildragelse ligger til grund for mine fremsatte spørgsmål, samt at en sjællandsk præstemand som kalder sig selv kristelig, i januar måned i år virkelig har gjort sig skyldig i et forhold som det omspurgte. Og dertil tilføje at navnet af en måske utidig skånsomhed er fortiet, men at det når rette vedkommende måtte ønske eller fordre det, kan blive opgivet i forbindelse med de faktiske omstændigheder jeg her vil tillade mig at fremsætte.

I et pastorat omtrent midt på Sjælland levede indtil midt i januar måned dette år en bedaget katolsk kristen. Han havde opholdt sig i sognet i henved 40 år, altid opført sig som det egnede sig for en god borger og ærlig dansk undersåt, ladet sine børn opdrages og konfirmeres i den lutherske lære, samt jævnligt besøgt den lutherske kirke, eftersom vejens længde og hans tiltagende alder og svagelighed ikke tillod ham så ofte som før at tage til hovedstaden for at dyrke sin gud i overensstemmelse med de katolske forskrifter.

Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden, og da alt håb om nogensinde mere at kunne lovprise Gud under dets hvælvinger var ham betaget, lod han stedets præst, hvis taler før havde opbygget ham, tilkalde for af denne gejstlige at blive trøstet og beredt til den død han mærkede nu nærmede sig med stærke skridt. Men præstemanden affærdigede buddet med det svar at han ikke kunne have med den syge at gøre da han bekendte sig til den katolske religion.

"Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden". (En døende fader forener et ungt par. Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst). 

Opbragt over dette præstens svar henvendte en af den døendes nærmeste slægtninge sig til præsten, forestillede ham det utilbørlige i hans forhold og bragte det efter mange forestillinger dertil at præsten aflagde et besøg hos den syge 2 dage forinden denne vandrede ind for hans åsyn hos hvem der ikke er nogen persons anseelse. Under besøget ytrede den døende de inderligste ønsker om at blive meddelt sakramentet eller hvis præstens lutherske tro derved skulle lide noget, da at blive forberedt til døden ved en beroligende og trøstende tale, eftersom han mærkede sit endeligt nær. Men vores kristelige gejstlige var ikke at bevæge til nogen af delene. Den eneste trøst han kunne forunde den døendes højst bedrøvede ægtefælle var at han ved sin bortgang med en profetisk mine forsikrede hende om at hendes mand ikke døde denne gang, samt at han ville sendeham en bedre bog end den hvori han læste. 

Kort sagt, præstens skyndte sig bort og lovede vel at komme næste dag igen, men han udeblev og den retskafne, bedagede olding indgik to dage efter til de evige boliger, hvor han hos Alherren holdt sig forvisset om at nyde den trøst og husvalelse hans ringe tjener så hårdnakket havde vægret sig ved at yde ham her.

Referenten slutter denne sandfærdige beretning i det han ikke kan andet end at billige digteren R. C. Bruuns ord når han siger:

"Thi den hvis vandel er ren og ret,
Hans tro umuligt kan være slet".

(Politivennen nr. 584. Løverdagen den 10de Marts 1827, s. 155-159).

Redacteurens Anmærkning

Politivennens udgiver Kristen Kristensen skrev et svar i Politivennen nr. 619, 10. november 1827