Maadelig Belysning i Norges- eller Bred-Gaden.

Næppe er nogen af de større gader i byen hvorigennem stor færdsel er, dårligere belyst end denne gade. Man ser kun entreen ind i samme fra Kongens Nytorv. Den lange tothske sidemur frembyder et kaotisk mørke, og længere ned i gaden såvel på den ene som den anden side, er store spring mellem de tændte lygter. Når ikke nogle udenlandske ministre der logerer i denne gade, havde dobbelte antændte lygter foran deres bopæle og Schimmelmanns lygter ikke brændte hele tiden, så det jammerligt ud i belysningen. Længere udad i gaden mod toldboden er belysningen særdeles sparsom og tynd, og Politivennen anbefaler denne gade hvad angår det foranstående påankede i særdeleshed til den ansvarlige autoritet der bestyrer samme.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 44-45)

Advarsel til den lange Herr' Holst i Skindergade.

Da indsenderen sidste juleaften kl. omtrent 10 kom gående fra Dyrkøb ned ad Skindergade, hørte han et skrækkeligt spektakel udenfor den vognmand der bor der og begav sig da derhen for at erfare årsagen. Han blev da underrettet om at vognmand Holsts lange søn med sine herkuliske kræfter havde kastet en af karlene baglæns ned mod stenbroen så at han næppe var i stand til at rejse sig og at dette hans forhold understøttet af en slump eder og forbandelser havde foranlediget dette optrin.

Indsenderen som dog ønskede at erfare enden på legen, blev tilligemed en anden velklædt person stående en kort tid midt på gaden, og skønt der hverken i ord eller gebærder blev givet personen den mindste anledning til misfornøjelse, søgte han dog af al magt lejlighed til også at komme i klammeri med os. Han henvendte sig fx til indsenderen med et spørgsmål fremsat i hånlig tone: "er der noget i vejen?", "vil De have lidt med?" osv uden at det dog kunne lykkes ham at opnå hvad han ønskede, fordi indsenderen altid gav et koldsindigt og undvigende svar.

Endelig kom vægteren der anmodede indsenderen og den ovenomtalte person om at gå bort og tilføjede at det var juleaften og at hvad den unge hr. Holst havde nydt muligvis virkede lidt vel stærkt på ham, og at han måske i denne tilstand ville vise sin myndighed over folkene.

Vægterens anmodning blev straks opfyldt, uagtet vi ikke anså os forpligtede til at vige for en person som hr. Holst der ved indsenderens bortgang endog truede med de ord: "Det er ham med den blå chenille jeg vil have fat på". Den omtalte anden person der fulgte med og som havde været vidne til at indsenderen aldeles ikke havde fornærmet den lange Holst, ytrede for vægteren sin fortrydelse over at han således ustraffet kunne tillade sig fornærmelser imod en aldeles uskyldig person og var yderst opbragt over at indsenderen så tålmodigt lod sig overfuse af ham, hvortil vægteren svarede: "Gud trøste ham, dersom hans far får det at vide, da kan han være sikker på sine rene, skære prygl."

Ved at offentliggøre denne affære har indsenderen ikke villet undlade at advare den lange hr. Holst for at udvise en så upassende opførsel i fremtiden samt at anmode ham om at beflitte sig på et sådant forhold at han ikke skal volde sin alment agtede far flere krænkelser af lignende slags.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 41-43)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i næste nummer, 682, 24. januar 1829.

Holst i Skindergade må ifølge Kraks Vejviser 1829 være P. Holst, vognmand og hyrekusk, Skindergade 33 & 34. Og Chr. Holst hans "lange" søn. Denne matrikel tæt på Jorcks Passage hedder i dag Skindergade 31. Alle bygninger er fra 1890'erne, og artiklens åsted derfor ikke synligt i dag.

De store og brede Dame Solhatte i Parquettet.

Hovedsagen når man går i Skuespilhuset er at se. Og dette kan man nu engang ikke når man i parkettet er stødt på at sidde bag ved en eller flere damer med store og brede solhatte. Og har disse placeret sig på de forreste bænke, er synskredsen spærret for adskillige. I mine tanker burde ingen dame med en sådan hovedpynt tilstedes adgang på en af de forreste bænke, men anvises plads bagved, ... og betale noget mere for billetten. L...de under spillet ville tage den af f/s... denne anke bort. 

Det er ellers en besynderlig ting midt om vinteren at gå med en storskygget, bred solhat som damerne desuden har største møje med at regere på hovedet i de stormfulde dage, og er en pynt der alene synes at tilhøre forår og sommer. Og da nu københavnerinderne har ord for at klæde sig godt og passende, så tvivler jeg ikke på at der jo gives de blandt dem som når de læser dette, indser rimeligheden af denne opofrelse og tager hensyn til at de der sidder bagved også må blive delagtige i at se det som de har givet deres penge for. Man hører undertiden stemmer som råber: "Sid ned" til dem der stående betager synet. De kunne ligeledes let falde på at råbe "solhatten af".

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 38-39)

Spørgsmaal.

Kan det ikke antages at være i strid med brandordningerne at der altid  er et temmelig betydeligt oplag af tømmer på den såkaldte Schimmelmanns Plads på Christianshavn.

Spørgeren mener jo, og han tør nære det håb at den kongelige brandkommission vil drage omsorg for at de i nærheden af pladsen boende kan blive lidt mere beroligede ved en mulig indtræffende ildløs da det nu stedfindende tømmeroplag hvis det som hidtil skal blive liggende under åben himmel, let vil kunne antændes, og således anrette en ikke let beregnelig skade. Det tør også antages at det oftere er blevet andre forbudt at have lignende oplag på lignende steder. Og man er da overbevist om at hvad der er pligt for den ene, også under lige omstændigheder bør være pligt for den anden.

(Politivennen nr. 680, Løverdagen den 10de Januar 1829, s. 30-31)

Et Litteraturens Misfoster.

Den trykkefrihed som vi danskere nyder ved en mild og faderlig regerings godhed, påskønnes ikke alene af taknemmelige undersåtter, men også af fremmede af nationer der må savne dette gode, og finder deri et kraftigt bevis på vores gode regerings kraftige omhu for at udbrede sand oplysning blandt dets folk. Og det er en sandhed at man ikke kan tænke nogen sand oplysning uden en sømmelig grad af trykkefrihed. Men ligesom ethvert andet gode kan misbruges, sådan går det med denne. Således har vi set offentlige teologiske stridigheder der har været den mindre oplyste til forargelse. Ligeledes døgnskrifter der dels nedværdigede agtede mænds ære og gode navn, dels tjente til at bestyrke overtro og vankundighed. 

Men fordi et får er skabet, bør hele hjorden ikke lide. Meningen er derfor ikke at sådanne skrifter skal forbydes ved at sætte trykkefriheden snævrere grænser end de der er foreskrevet i forordningen af 27. september 1799. Nej langt fra! Men man holder det for den retskafnes pligt når sådant udkommer, da at gøre almenheden opmærksom på dets uværd for at forhindre dets alt for store afsætning og derved muligvis formindske den skade sådan ufejlbarligt kan og må stifte.

Således tænkte anmelderen og han gør derfor opmærksom på en pjece som for kort tid siden er udkommet under denne titel:

En særdeles lykkelig og fornøielig Historie

om

Mikkel Tyvetrækker

og 

Malene Katteskind

samt deres Dater: den tykke, brede og fede Valbykone

Mille Smaamad

Tilligemed Beskrivelse on hvordan hun myrdede

sine to Mænd samt hvorledes hun, efter Sagnet,

en Nytaarsaften, for hundrede Aar siden, blev

tageet af Fanden paa Gamle Kongevei, hvor

hun endnu hver Nytaars Aften skal

kjøre i en Ildvogn med Ildheste

for, omgivet af flammende Luer, med

meget Mere som denne Historie 

der er funden i en afdød Valby-

kones Kisteledike, indeholder.

________

Udgivet af

W. Schmidt

Gud og udgiveren må vide hvorledes denne vist kan kaldes: en lykkelig og fornøjelig historie. Efter anmelderens formening er den tværtimod sørgelig og bedrøvelig Den indeholder intet andet end lumpne gavtyvekneb og pøbelagtigheder, og tjener kun til at udbrede og bestyrke den mest kradse overtro. Man vil til eksempel på det anføre slutningen:

"Da Mille var kommet til Sortesø, vågnede hun. Og hun må have savnet sine penge. For to gamle, ærlige og sanddru valbykvinder som just var på vejen, hørte hende tordne og gale på det frygteligste, samt forbinde Svine-Vefinger som hun ønskede ned i Helvedes dybeste svovlpøl. Mille lod det ikke blive ved det. Hun råbte så højt hun kunne at Satan skulle komme og tage hende selv ud af denne forbandede verden da hun ikke ønskede at leve længere. De forfærdede kvinder styrtede til jorden med et rædselsskrig. For de hørte et plump i vandet og tvivlede nu ikke på at Djævelen havde hørt Mille Småmads forvorpne bøn og styrtet hende ned i Sortesø i hvis bund der skal være en af Helvedes sorte indgange hvoraf søen har fået sit navn. Nok er det: Mille med samt hest og vogn var forsvundet fra jorden. Og man vil påstå at hun af Satan har fået tilladelse til at hente alle sine rigdomme. For da hendes hus tre dage derefter blev åbnet, var alle kister og skabe tomme. Ja sagnet går endnu den dag i dag er at Mille hver nytårsaften kommer op af søen siddende på en gloende ildvogn der bliver trukket af ildheste og har en svøbe af flammende luer i hånden. Hun pisker da af alle kræfter på hestene som dog ikke kommer længere end ved søbredden. For Satan springer i skikkelse af grå vædder op på vognen som derpå med heste, Mille og alt styrter tilbage i søen og farer gennem den sorte hule ned i Helvede."

Som denne prøve er, så er det øvrige. Det er almindelig kendt at almuemanden sjældent eller aldrig køber en nyttig bog, undtagen almanakken. Men når en gadevise om et eller andet ulykkeligt tilfælde, om et mord, jordskælv eller lignende udkommer, så ser man at alle har penge til overs for sådant. I Adresseavisen for tirsdag den 6. i denne måned hvori pjecens andet oplag anmeldes, bekendtgøres at 1. oplag er udsolgt i 5 dage. Efter denne hurtige afsætning og prisen som er 1 mark at slutte, er den største del af eksemplarerne sikkert kommet i almuens hænder, der altid griber efter det pirrende og burleske. Og det er just hos disse sådant stifter den største skade. For det læses igen og igen og går i arv fra generation til generation. Ja hvem vil nægte at denne usle pjece således kan stifte mere ondt end hundrede præster i et år kan afbøde. Udgiveren kan vel have haft en lille fordel af dette afskyelige misfoster. Men ære har han sikkert ikke, således at have slået klinten blandt hveden. Selv bogtrykkeren burde som god borger have taget i betænkning at trykke en pjece der blot tjener til at udbrede umoral og overtro, især da betalingen for et arks trykning dog ikke kan være nogen betydelig indtægt for ham.

(Politivennen nr. 680, Løverdagen den 10de Januar 1829, s. 23-28)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om W. Schmidt: En særdeles lystelig og fornøielig Historie om Mikkel-tyvetrækker og Malenekatteskind samt deres Datter, den tykke, brede og fede Valbyekone Nille-Smaaemad ..., 1829. 24 sider. Bogen kan ses på Det Kongelige Bibliotek, eventuelt bestilles til digitalisering.