Sidste torsdag aften fandt der i det Kongelige Skuespilhus et optrin sted som var højst påfaldende. Ikke som om det var eksempelløst i vores teaters annaler, for noget lignende er jo sket mange af vores digtere, selv de to største: Oehlenschläger og Baggesen. Men her var partiskheden alt for øjensynlig. For da stykket som opførtes for første gang, var utrykt, var dets beskaffenhed jo ubekendt for alle, og hvorfor tog man da piber med? Sjældent er det at et stykke forbinder indre værd med teatralsk effekt, hvilket netop var tilfældet. Tillige blev det fortræffelig spillet, især hovedrollerne, hvorfor da også et stormende bifald genlød i alle dele af huset, endog i første etage.
Hvad kan vel altså være grunden til sådan usømmelig adfærd, uden partihad eller lapsestreger? Den sidste grund er de fleste tilbøjelige til at antage. Imidlertid er det gået her som ved så mange lejligheder at man beskylder nogle unge studenter for at have været ophavsmændene. Men det har snarere været velklædt pøbel, i det mindste er det vist at ingen bekendt mand af grundsætninger og smag var blandt dem. Heller ikke er det bekendt at det på andre steder så gængse bursche-uvæsen skulle ønskes indført her. Men det være som det nu vil. Forfatteren kan tage sig sådant meget let og trøste sig ved den gamle regel, at det ikke er de dårligste frugter som ormene stræber efter at søndergnave. Det er bedre at have et stort og agtværdigt publikum for sig, end en flok vanartige piberdrenge som nylig er sluppet ud af solen og hverken formår at frembringe en tålelig linje eller at bedømme det ubetydeligste af andres arbejdet.
Når mon den tid en gang vil komme da teaterdirektionen og øvrigheden finder det usømmeligt at tilstede vægterpiber at genlyde i et kongeligt skuespilhus, med mindre det som Gud forbyde! skulle komme i brand? Tavst mishag, hvilket adskillige stykker har erfaret, så de ganske er døde hen, er langt mere passende når forfatteren virkelig fortjener det, og må være ham langt synligere end det latterlige og foragtelige piberi.
Smidt.
(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 288-290)
Artiklen kastede tilsyneladende lange modartikler af sig, fx i Kjøbenhavnsposten 12. maj 1829, "Et Ord om Publicum Meningsyttring i Skuespilhuset." Den indeholder en længere lærebog i opførsel. Underskrevet C. B. Samt en artikel i Kiøbenhavnsposten 10. juli 1830 nogle af påstandene fra Politivennen.
Emnet er et eksempel på at Politivennens synspunkter ikke længere stod alene, se brudstykket fra Kjøbenhavnsposten.
En lignende klage fremføres i artiklen "En skammelig Misbrug ved den Kongelige Danske Skueplads." underskrevet Laur. J. Hansen, i Politivennen nr. 906, lørdag den 11. maj, 1833. Side 331-333. Med svar "Nogle Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 906: En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads", Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363-367 af A. Petersen.
Hvad kan vel altså være grunden til sådan usømmelig adfærd, uden partihad eller lapsestreger? Den sidste grund er de fleste tilbøjelige til at antage. Imidlertid er det gået her som ved så mange lejligheder at man beskylder nogle unge studenter for at have været ophavsmændene. Men det har snarere været velklædt pøbel, i det mindste er det vist at ingen bekendt mand af grundsætninger og smag var blandt dem. Heller ikke er det bekendt at det på andre steder så gængse bursche-uvæsen skulle ønskes indført her. Men det være som det nu vil. Forfatteren kan tage sig sådant meget let og trøste sig ved den gamle regel, at det ikke er de dårligste frugter som ormene stræber efter at søndergnave. Det er bedre at have et stort og agtværdigt publikum for sig, end en flok vanartige piberdrenge som nylig er sluppet ud af solen og hverken formår at frembringe en tålelig linje eller at bedømme det ubetydeligste af andres arbejdet.
Når mon den tid en gang vil komme da teaterdirektionen og øvrigheden finder det usømmeligt at tilstede vægterpiber at genlyde i et kongeligt skuespilhus, med mindre det som Gud forbyde! skulle komme i brand? Tavst mishag, hvilket adskillige stykker har erfaret, så de ganske er døde hen, er langt mere passende når forfatteren virkelig fortjener det, og må være ham langt synligere end det latterlige og foragtelige piberi.
Smidt.
(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 288-290)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen blev besvaret i nr. 697, 9. maj 1835. Den affødte en artikel i Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1829, der indledtes således:Ogsaa en Mening om Greven af Essex.En vis S. (underskriveren Smidt?) besvarede den i Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1829:
(Meddelt).I et af vore meest populaire Blade, der imidlertid neppe bedst egner sig til Forum for æsthetiske Sagers Afgjørelse, har en Stemme nylig med megen Tilsindethed ladet sig høre til unst for det nye Originaldrama "Greven af Essex." og imod den Deel af Publikum, der ved dette Stykkes Opførelse lydeligen yttrede sit Mishag....
Et Par Ord til -x i Kjøbenhavnsposten. Da Hr. -x ikke anseer Politivennen for competent æsthetisk Værneting, skjønt Sandhed bliver Sandhed hvor den end findes, og flere udmærkede Sproggrandskere have valgt Politivennen til literaire Stridigheders Afgjørelse, da dette Blad læses selv af de meest dannede Classer, vil man uleilige Kjøbenhavnsposten med følgende Bemærkninger. Hr. -x begynder med at bebreide Theaterdirectionen Misgreb, og ender med at undskylde Pibningen, fordi der er skrevet offentligt om Stykket, som om Forfatteren kunde forbyde Nogen at skrive; han bebreider endog Forfatteren den beskedne Yttring, at Stykket vistnok, som ethvert menneskeligt Arbeide, har sine Mangler. Hvad forstaaer han ved Poesie? Dog vel ikke en Sammenpakning af høitravende eller søgte Billeder uden poetisk Hensigt eller Skjønsomhed? Sligt have vi desværre allerede nok af istædetfor sand dramatisk Kunstaand! ofte nok ere hine blændende Surogater satte i dennes Sted. - Hvad han anfører af Lessing, er næppe rigtigt anvendt her, uagtet han bruger det som Anledning til at beskylde Forfattren af Grev Essex for Vildfarelsere; Lessing har i sin Dramaturgie fremsat hine Yttringer ved en anden Leilighed og i ganske andre Forbindelser. S"Greven af Essex" er et heroisk-tragisk drama i fem akter af Johannes Christian Lange (1785-1850) og blev opført på Det Kongelige teater 30. april og 9. maj 1829. Stykket har den tvivlsomme ære at være ophav til Essexfejden:
Hans navn huskes nu kun i forbindelse med den såkaldte "Essexfejde". 30.4.1829 spillede Det kgl. teater hans sørgespil Grev Essex; det blev en stormende fiasko og forsvandt efter 2. opførelse; siden udpibningen af Baggesens Trylleharpen havde tilskuerpladsen ikke været vidne til så skandaløse demonstrationer hvor spektakelmagerne "udtudede sit Mishag i Raabere og Studehorn" (Overskou).Om stykket berettes:
Den anden Tragedie, Johannes Christian Langes "Greven af Essex," havde Forfatteren selv allerede inden Opførelsen vakt Mistro imod, ved i ... flere Blade at lade bebude hvor fortræffelig den skulde blive. Da den nu kom frem og Publikum fandt, at den, som en Kritiker træffende bemærkede, "var grundslet, fordi den, selv om den ikke havde været saa slet, ikke indeholdt det mindste Godt," saa faldt den strax totalt igjennem. Alligevel blev "Greven af Essex" længe i Folkemunde, deels fordi Publikum dog forargedes over, at Kaadheden ikke havde ladet det være nok med at gjøre Løier under Forestillingen og pibe efter den, men udtudet sit Mishag i Raabere og Studehorn; deels ved den i Bladene mere end et halvt Aar vedvarende "Essexfeide", hvori Forfatteren ganske ene, med stor Hidsighed og under barnagtig Paaberaabelse af mange skikkelige Folks Attester, stred med alle dem, der ikke, som han, vilde finde hans Stykke fortræffeligt.Knud Lyne Rahbek (1760-1830) var 1809 blevet medlem af Det Kongelige Teaters direktion.
Artiklen kastede tilsyneladende lange modartikler af sig, fx i Kjøbenhavnsposten 12. maj 1829, "Et Ord om Publicum Meningsyttring i Skuespilhuset." Den indeholder en længere lærebog i opførsel. Underskrevet C. B. Samt en artikel i Kiøbenhavnsposten 10. juli 1830 nogle af påstandene fra Politivennen.
Indsenderens Paastand, at man udpiber baade Godt og Slet, er vel neppe rigtig, thi, saavidt mig er bekjendt, er intet Stykke siden 1813 udpebet, som kan tilfredsstille, endog den mildeste Critiques Fordringer At misundelse eller Professionsnid skulde fremkalde Mishagsyttringer, derfor er han blevet os Beviset skyldig. Paa et saa lavt Trin af Moralitetens Trappe staaer den danske Borger vist ikke, at han skulde offentlig prostituere den Forfatter, hvis Arbeide havde forskaffet ham Aandsnydelse, og hvilket hans Overbevisning sagde ham at være godt. Drengekaadhed kan Intet udrette, thi et stemmeberettiget Publikum vilde snart bringe dens Stemme til at tie.
En lignende klage fremføres i artiklen "En skammelig Misbrug ved den Kongelige Danske Skueplads." underskrevet Laur. J. Hansen, i Politivennen nr. 906, lørdag den 11. maj, 1833. Side 331-333. Med svar "Nogle Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 906: En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads", Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363-367 af A. Petersen.
