Frederiks Tydske Kirke paa Christianshavn.

Det er et sørgeligt skue at betragte hvorledes denne kirke forfalder. For nogle år siden var den indhegnet med et trægitter der da det meste af samme var råddent, endelig ganske borttoges, så at kirken nu ligger aldeles fri uden at noget spærrer adgangen til samme. Imens man har indhegnet en del af kirkegården og omdannet den til en have med lysthus, lader man den åbne plads uden for samme være en boldgade for drenge og børn hvor de tumler sig som de vil uden at nogen forstyrrer dem. Trapperne op til kirken er i en jammerlig forfatning da der er store åbninger mellem stenene så at man i sandhed her kan tilråde kirkegængerne: "Forsvar din fod når du går til Guds hus!" og underligt er det at ingen i denne vinter er kommet til skade der. Stenene i den nederste rad af den ene trappe ligger aldeles løse og adskilte fra hinanden så at det ville være let for en der behøvede sådanne sten, at transportere dem derfra, og der kunne i så tilfælde endog stilles spørgsmålet: om sådan borttagelse af løse sten kunne anses som kirkeran. Man anmoder kirkens foresatte om at se i nåde til denne kirke og dens mangler.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 296-298)

Indgangen til Christianskirkeen 2023. Trappen ser ud til at være sat i stand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om Bifalds- og Mishagsytringer i Skuespilhuset.

Alt det meget både rigtige og urigtige der er skrevet om dette emne, uagtet tror indsenderen dog at følgende to bemærkninger for nærværende tid ikke er af vejen:

1. Viseligt er vist nok det lovbud som byder at piben først må lyde efter stykkets opførelse, og som indskrænker dens tid til  minutter. Men viseligst ville det måske være (når den gamle hr. slendrian vil tillade det) at lade alle bifaldsytringer blive henlagt til mellemakterne. For den æstetiske nydelse forstyrres nu ved klappen og bravoråb (i forrige tider tillige ved hyssen, gaben, nysen og piben) lige så meget som tilhørernes opbyggelse af en god prædiken forstyrres ved klingende tavlers ombæring.

2. Det er almindelig bekendt at ofte umodne, eller partiske dommere enten den mest uvidende pøbel, lejesvende, slagtere, drenge som ikke endnu har afrystet skolestøvet, eller ondskabsfulde gabalmagere fører tonen i Skuespilhuset. Et eksempel herpå har vi nylig oplevet efter den første opførelse af "Greven af Essex". For mens hele huset genlød af klap,  bravoråb og "leve forfatteren" og selv dannede damer lydeligt tilkendegav deres bifald, var det kun 4 til 5 pibere der lod sig høre som partihadets eller kådhedens eller måske begges partiske repræsentanter. Disse helte var formodentlig de samme der allerede adskillige uger før opførelsen uden at have læst det utrykte stykke truede med dets udpibning. Indsenderen er også overbevist om at den alment agtede forfatter betragter sådant med samme ligegyldighed som al overdreven og ubetinget ros. De gode herrer pibere har formodentlig ikke læst følgende ytringer af tænkeren Tode: "Med alt det smertelig, udpibningen har for en forfatter af følelse, er den dog ikke den rette sønderknuselsesmåde. Når det første indtryk er forbi, kan han le af det, være sit vanheld bekendt og et  offer for uædelt privathad. Derfor lod  Fielding sætte på titelbladet af sin Eurydike: Udpeben på skuepladsen i Drurylane *). Den mest passende og mest forrhånende straf for en forfatter er foragt, og dennes viseste tegn er et tomt hus. Derfor siger også Horatius:
"Quen tulit ad Scenam ventoso gloria cursu,
Examinat lentus Spectator"
Det værste ved denne sidste straf er at det er en stille og evig død. Det tomme hus er forfatterens helvede hvorfra ingen frelse gives. Mine herrer pibere, læg disse ord på hjertet. Betænk at De aldrig kan straffe en forfatter som ikke har fundet nåde for Deres øjne, bedre end ved både selv at blive borte ved hans stykke opførelse og ved i øvrigt at skaffe ham tomt hus ved Deres ivrige anstrengelser".

Ved denne lejlighed tror indsenderen det passende, ligesom forfatteren af et i sidste Politivennen om denne sag indrykket stykke at gøre opmærksom på det usømmelige og uværdige i at ytre sit mishag ved at støde i en pibe når man besinder sig i selskab med anstændige og dannede mennesker, ikke blandt en rå folkehob eller drengevrimmel. Hr. etatsråd Rahbek som for et par år siden i månedsskriftet Hertha på en så ædel og værdig måde ytrede sig om denne sag og så eftertrykkeligt erklærede sig mod pibning, opfordres herved til på sin post som teaterdirektør at bidrage til dette uvæsens afskaffelse uden at gøre brud på anstændig meningsytring. Hvilken enhver upartisk må ønske at se vedligeholdt i den mest uindskrænkede grad. Det vil kun koste ham og de andre herrer direktører en allerunderdanigst forestilling til hans majestæt derom. Denne adfærd er lige så vanærende for nationen og den studerende stand som litterære fejder er det for litteraturen når de udarter til lave personligheder og kåde drillerier.

*) Dette kunne Baggesen med ædel selvfølelse have sat på titelbladet af sin "Trylleharpe" og ville andre med en modsat følelse på dets skuespil.
Indsenderen anmærkning.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 292-296)

Det Kongelige Teater. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er en opfølgning på en artikel i nr. 696, 2. maj 1829.

Halsbrækkende Kjørsel paa Ballerupsveien.

Mandag den 27. april kørte indsenderen sammen med nogle andre ned til Frederikssund for at deltage i marked, og forundrede os meget uagtet det gode vejr, at finde vejen til Ballerup i så dårlig en stand, da den dog er så nær hovedstaden. Men ikke desto mere måtte han sammen med de andre få glæden onsdag nat at finde da de returnerede fra nævnte marked. For da det havde regnet om dagen, var vejen i så elendig forfatning og så bundløs at man næsten kan kalde det et mirakel at være sluppet derfra med livet og hele lemmer, for ikke at tale om den angst som de på vognen værende fruentimmer var i. For næsten hvert øjeblik sad vognen begravet i de utallige huller hvoraf vejen vrimler. Man  beder derfor høje vedkommende der så meget har forskønnet omegnen om København, at henlede Deres opmærksomhed på denne vist nok dårlige vej.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 291-292)

Et harmeligt Optrin i Skuespilhuset i Torsdags Aftes.

Sidste torsdag aften fandt der i det Kongelige Skuespilhus et optrin sted som var højst påfaldende. Ikke som om det var eksempelløst i vores teaters annaler, for noget lignende er jo sket mange af vores digtere, selv de to største: Oehlenschläger og Baggesen. Men her var partiskheden alt for øjensynlig. For da stykket som opførtes for første gang, var utrykt, var dets beskaffenhed jo ubekendt for alle, og hvorfor tog man da piber med? Sjældent er det at et stykke forbinder indre værd med teatralsk effekt, hvilket netop var tilfældet. Tillige blev det fortræffelig spillet, især hovedrollerne, hvorfor da også et stormende bifald genlød i alle dele af huset, endog i første etage. 

Hvad kan vel altså være grunden til sådan usømmelig adfærd, uden partihad eller lapsestreger? Den sidste grund er de fleste tilbøjelige til at antage. Imidlertid er det gået her som ved så mange lejligheder at man beskylder nogle unge studenter for at have været ophavsmændene. Men det har snarere været velklædt pøbel, i det mindste er det vist at ingen bekendt mand af grundsætninger og smag var blandt dem. Heller ikke er det bekendt at det på andre steder så gængse bursche-uvæsen skulle ønskes indført her. Men det være som det nu vil. Forfatteren kan tage sig sådant meget let og trøste sig ved den gamle regel, at det ikke er de dårligste frugter som ormene stræber efter at søndergnave. Det er bedre at have et stort og agtværdigt publikum for sig, end en flok vanartige piberdrenge som nylig er sluppet ud af solen og hverken formår at frembringe en tålelig linje eller at bedømme det ubetydeligste af andres arbejdet.

Når mon den tid en gang vil komme da teaterdirektionen og øvrigheden finder det usømmeligt at tilstede vægterpiber at genlyde i et kongeligt skuespilhus, med mindre det som Gud forbyde! skulle komme i brand? Tavst mishag, hvilket adskillige stykker har erfaret, så de ganske er døde hen, er langt mere passende når forfatteren virkelig fortjener det, og må være ham langt synligere end det latterlige og foragtelige piberi.

Smidt.

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 288-290)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 697, 9. maj 1835. Den affødte en artikel i Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1829, der indledtes således:

Ogsaa en Mening om Greven af Essex.

(Meddelt).

I et af vore meest populaire Blade, der imidlertid neppe bedst egner sig til Forum for æsthetiske Sagers Afgjørelse, har en Stemme nylig med megen Tilsindethed ladet sig høre til unst for det nye Originaldrama "Greven af Essex." og imod den Deel af Publikum, der ved dette Stykkes Opførelse lydeligen yttrede sit Mishag.... 

En vis S. (underskriveren Smidt?) besvarede den i Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1829:

Et Par Ord til -x i Kjøbenhavnsposten. Da Hr. -x ikke anseer Politivennen for competent æsthetisk Værneting, skjønt Sandhed bliver Sandhed hvor den end findes, og flere udmærkede Sproggrandskere have valgt Politivennen til literaire Stridigheders Afgjørelse, da dette Blad læses selv af de meest dannede Classer, vil man uleilige Kjøbenhavnsposten med følgende Bemærkninger. Hr. -x begynder med at bebreide Theaterdirectionen Misgreb, og ender med at undskylde Pibningen, fordi der er skrevet offentligt om Stykket, som om Forfatteren kunde forbyde Nogen at skrive; han bebreider endog Forfatteren den beskedne Yttring, at Stykket vistnok, som ethvert menneskeligt Arbeide, har sine Mangler. Hvad forstaaer han ved Poesie? Dog vel ikke en Sammenpakning af høitravende eller søgte Billeder uden poetisk Hensigt eller Skjønsomhed? Sligt have vi desværre allerede nok af istædetfor sand dramatisk Kunstaand! ofte nok ere hine blændende Surogater satte i dennes Sted. - Hvad han anfører af Lessing, er næppe rigtigt anvendt her, uagtet han bruger det som Anledning til at beskylde Forfattren af Grev Essex for Vildfarelsere; Lessing har i sin Dramaturgie fremsat hine Yttringer ved en anden Leilighed og i ganske andre Forbindelser. S

"Greven af Essex" er et heroisk-tragisk drama i fem akter af Johannes Christian Lange (1785-1850) og blev opført på Det Kongelige teater 30. april og 9. maj 1829. Stykket har den tvivlsomme ære at være ophav til Essexfejden:

Hans navn huskes nu kun i forbindelse med den såkaldte "Essexfejde". 30.4.1829 spillede Det kgl. teater hans sørgespil Grev Essex; det blev en stormende fiasko og forsvandt efter 2. opførelse; siden udpibningen af Baggesens Trylleharpen havde tilskuerpladsen ikke været vidne til så skandaløse demonstrationer hvor spektakelmagerne "udtudede sit Mishag i Raabere og Studehorn" (Overskou).

Om stykket berettes:

Den anden Tragedie, Johannes Christian Langes "Greven af Essex," havde Forfatteren selv allerede inden Opførelsen vakt Mistro imod, ved i ... flere Blade at lade bebude hvor fortræffelig den skulde blive. Da den nu kom frem og Publikum fandt, at den, som en Kritiker træffende bemærkede, "var grundslet, fordi den, selv om den ikke havde været saa slet, ikke indeholdt det mindste Godt," saa faldt den strax totalt igjennem. Alligevel blev "Greven af Essex" længe i Folkemunde, deels fordi Publikum dog forargedes over, at Kaadheden ikke havde ladet det være nok med at gjøre Løier under Forestillingen og pibe efter den, men udtudet sit Mishag i Raabere og Studehorn; deels ved den i Bladene mere end et halvt Aar vedvarende "Essexfeide", hvori Forfatteren ganske ene, med stor Hidsighed og under barnagtig Paaberaabelse af mange skikkelige Folks Attester, stred med alle dem, der ikke, som han, vilde finde hans Stykke fortræffeligt.  

Knud Lyne Rahbek (1760-1830) var 1809 blevet medlem af Det Kongelige Teaters direktion.

Artiklen kastede tilsyneladende lange modartikler af sig, fx i Kjøbenhavnsposten 12. maj 1829, "Et Ord om Publicum Meningsyttring i Skuespilhuset." Den indeholder en længere lærebog i opførsel. Underskrevet C. B. Samt en artikel i Kiøbenhavnsposten 10. juli 1830 nogle af påstandene fra Politivennen.

Indsenderens Paastand, at man udpiber baade Godt og Slet, er vel neppe rigtig, thi, saavidt mig er bekjendt, er intet Stykke siden 1813 udpebet, som kan tilfredsstille, endog den mildeste Critiques Fordringer At misundelse eller Professionsnid skulde fremkalde Mishagsyttringer, derfor er han blevet os Beviset skyldig. Paa et saa lavt Trin af Moralitetens Trappe staaer den danske Borger vist ikke, at han skulde offentlig prostituere den Forfatter, hvis Arbeide havde forskaffet ham Aandsnydelse, og hvilket hans Overbevisning sagde ham at være godt. Drengekaadhed kan Intet udrette, thi et stemmeberettiget Publikum vilde snart bringe dens Stemme til at tie. 

Emnet er et eksempel på at Politivennens synspunkter ikke længere stod alene, se brudstykket fra Kjøbenhavnsposten.

En lignende klage fremføres i artiklen "En skammelig Misbrug ved den Kongelige Danske Skueplads." underskrevet Laur. J. Hansen, i Politivennen nr. 906, lørdag den 11. maj, 1833. Side 331-333. Med svar "Nogle Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 906: En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads", Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363-367 af A. Petersen.

Svar paa det, som synes underligt.

Jeg ynder ikke at være deltager i nogen handling eller handel der ikke ligefrem fører redeligheds stempel. Jeg finder det derfor passende i anledning af det i Politivennen nr. 6944 indrykkede stykke angående chokoladeudsalget i Pilestræde nr. 98 at gøre almenheden opmærksom på følgende:

1. Der er i København kun en chokoladefabrikant ved navn Kehlet, og denne er undertegnede Reimer Timotheus Kehlet. Mit udsalg er på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade nr. 343 i stuen til højre, og min fabrik på gården Rosenlund ved Værnedamsvej.
2. Jeg R. T. Kehlet hverken har, har haft eller vil nogensinde have mindste andel i chokoladeudsalget i Pilestræde nr. 98 i stuen. Da flere har stået i den formening at det var mit udsalg, så berigtiges det herved. Hvorimod jeg skylder de mange der såvel i Gothersgade som på Rosenlund forrige sommer beærede mig med deres besøg, megen tak med forsikring om at jeg altid ved redelig og rimelig adfærd vil stræbe at vinde mine medmenneskers tillid.

Ærbødigst
R. T. Kehlet
Kongelig privilegeret chokoladefabrikant.

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 285-286) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på en artikel i nr. 694, 18. april 1829.