Om Grøvten ved Philosophgangen.

Såfremt man ville nævnte noget der i vore dage betegnede den tid i hvilken København med hensyn til urenlighed og ligegyldighed for indbyggernes vel lignende alle af fattige landsbyer eller fiskerlejer nys opkomne stæder, da måtte dette være den åbne kloak der fra hjørnet af Farvergade langs med Filosofgangen skal føre urenligheden til Kalvebod Strand, og som om sommeren ved den mest utålelige lugt fordærver en af stadens smukkeste spadseregange, forpester til tilstødende kvarter af byen, og altid især på mørke aftner, sætter de passerendes liv og lemmer i fare.

Med rette må man vel undre sig over endnu i landets hovedstad at forefinde en sådan levning fra en mindre kultiveret tid. Vel må man spørge hvorledes det så længe har kunnet tåles at en stensat åben grøft i hvilken børn og aldrende folk ofte har tilsat liv eller lemmer, ikke er blevet bortskaffet, hvorledes det har været muligt at sådan for en hoved- og residensstad højst usømmelig kloak mere har kunnet undgå den almene opmærksomhed, end så mange mindre betydelige mangler der til gavn for det offentlige er blevet omtalt i dette blad. Hvorledes endelig alle lignende gemmesteder for urenlighed, fx ved Det Kongelige Teater, på esplanaden, på Vesterbro, på Blegdamsvej og flere efterhånden er forsvundet, og denne den værste af dem alle endnu i nærheden af den genrejste kongeborg, står urørt som en bebrejdelse mod vor tidsalders smag og sans for det bedre.

Dog, når end ikke en hovedforandring - som den offentlige mening længe har ønsket - derved hidtil var blevet iværksat, burde vel i det mindste være draget omsorg for at grøften altid svarede til sin bestemmelse: at være afledningskanal. Men da gadedrengene har tiltaget sig den mest frie rådighed over grøften, der især tjener dem til alle mulige gymnastiske øvelser, og på flere steder har kastet jord, kampesten, døde hunde og katte m.m. derned, så er derved vandets løb aldeles standset. Og de særskilte sumpe må enten lidt efter lidt optørres af sommerheden eller optages af jorden.

Rygtet siger at årsagen hvorfor beboerne ved Filosofgangen hidtil ikke har set deres rimelige misfornøjelse over usundheden og besværligheden af nævnte grøft afhjulpet, til dels skal ligge deri at der er tvivl om hvilken autoritet det egentlig pålægger at foranstalte forbedringen iværksat? Men efter det kendskab man har til offentlige autoriteter, tør man med grund forudsætte at rsagen til meningsforskellen mellem dem desangående vel kun må søges deri at enhver af dem fremfor den anden ønsker at tilegne sig det fortjenstlige der ligger i at sørge for stadens forskønnelse og borgernes sundhed, men ingenlunde enten i uopmærksomhed eller utidig sparelyst, der dog engang må vige for et velgørende magtsprog af den højeste autoritet som aldrig har lukket øjet for undersåtternes begrundede klager.

(Politivennen nr. 704, Løverdagen den 27de Juni 1829, s. 419-422)

Om drukne Mennesker Transportering.

I forrige uge så anmelderen et beskænket menneske bundet på en stige af vægterne blive båret fra Adelgade til Råd- og Domhuset. Under transporten kom det af rusen aldeles bedøvede menneskes hovede til at hænge bag over ned mellem trinene på stigen. Man ved at denne stilling kan have farlige følger for et aldeles ædru menneske, men langt mere for et beruset da blodet i denne tilstand stiger til hovedet, endog når menneske står eller sidder i en oprejst stilling. Anmelderen er derfor så fri at gøre vægternes foresatte opmærksomme herpå for om de ikke skulle finde det gavnligt og hensigtsmæssigt at befale vægterne at vore forsynet med et lille bræt af den størrelse at det kunne dække åbningen mellem to af trinene. Dette bræt kunne da i tilfælde af en sådan transport var nødvendigt, bindes til stigen der hvor menneskets hoved skulle hvile. Herved ville forebygges at vægterne i stedet for at komme til rådstuen med en drukken mand, kom med en død, hvilket tilfælde både er tænkeligt og muligt.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 415-416)

Den ikke gode Hyrde.

Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med at de køer der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden. Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere med det end med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under megen skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindrettede bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen, lader sig slæbe et godt stykke vej. 

Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnssnert. Men betjener sig dog af en ganske anden krabask. Dette var således tilfældet den 7. i denne måned om eftermiddagen da en af ovennævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf 2 hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg. Hun lod sig da til syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige drag. Dog forsikrede hun senere da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste den ovenomtalte pisk som stod bag døren. 

Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben, så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 404-406)

Om Nørrebroes Theater.

Teateret på Nørrebro er vel nok indrettet for et sommerteater. Men dets parterre er for horisontalt eller ikke skråt nok. Personer som ikke er over middelhøjde, kan slet ikke se hvad der foregår på scenen. Ligesom endog meget høje personer hindres i udsigten når, hvad der ofte sker, de foran siddende damer med store solhatte rejser sig fra deres sæder og behager at blive stående. Man håber at direktionen ved at være blevet gjort opmærksom på det, vil foranstalte parterret forhøjet. Hvilket let og uden synderlig bekostning kan ske, samt anmode de foran siddende damer at forblive siddende på deres pladser under forestillingen.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 403-404)

En Ubehagelighed ved Menageriet paa Vesterbro.

På Vesterbro nr. 27 litra B foreviser hr. Lehmann et menageri som vel er lille, men dog indeholder nogle ret sjældne og interessante dyrearter. Adgangsprisen er villig og lokalet rigtig nok noget indskrænket til den mængde mennesker som (i det mindste da anmelderen var der) besøgte det. Men for resten ret propert og net indrettet. Så vidt er alting i fin orden.

Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse. 

Personen må nu kalde det "gratiale" eller hvad han vil. Så er man dog så fri at benævne hans forhold "tiggeri" og vil blot gøre ham opmærksom på at tiggeri under enhver skikkelse i vores land er forbudt og i vores love belagt med en navnlig straf. Næst det ubehagelige der ligger i at en smudsig klædt person *) trænger sig ind imellem velklædte mennesker og gnider sig op ad klæder der ikke tåler sådanne berøringer, er det harmeligt og oprørende at se et så uforskammet tiggeri at drives så åbenlyst. Hr. Lehmann eller hvem der for resten er ejer eller forstander vil man gøre opmærksom på at sådan fremgangsmåde er upassende og uanstændig ved et menageri som han selv kalder et af de største i Europa. 

Hvis det på denne måde indsamlede er sportler der hører til personens løn (for at det indsamles for tjeneren og ikke for herren, vil man håbe og tro), så forhøjer han denne eller adgangsprisen. For et sådant ublu overhæng og påtrængenhed gør på dannede mennesker en ubehagelig virkning. Skal det være betaling for hans kollegier i den populære naturhistorie, så vil man gøre ham opmærksom på at offentlige forelæsninger her til lands holdes gratis. Og vil han give privatissima, så bør han på plakaten tilkendegive til hvilken tid på dagen disse holdes. For da skal visseligt anmelderen og han tror vist også flertallet af tilskuerne, vælge den tid på hvilken man kan undgå disse oplysende og i sine følger nærgående forklaringer.

*) Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 399-401)

Redacteurens Anmærkning

Hr. Lehmann må være en af Lehmann-brødrene Andreas. I J. Davidsens "Fra det gamle Kongens København", 1910 berettes om at der fandtes menagerier omkring Vesterbros Torv (dog ikke med glubende dyr, fordi en løve engang var undsluppet i Frederiksberg Haves menageri). Brødrene Lehmann rejste rundt i Europa bl.a. til Moskva. Her blev de ganske velhavende, Andreas Lehmann havde et stort menageri og købte en gård på Kongens Nytorv for 80.000 Rigsbankdaler. Dette menageriet er omtalt i Politivennen nr. 832, 10. december 1831, s. 852-853.