Sct. Olai Kirkegaard i Helsingøer.

Indsenderen rejste sammen med familie med dampskibet Dania første pinsedags morgen til Helsingør, og efter at være blevet sat i land og nydt nogen forfriskning, morede man sig med at spadsere.

Ved at betragte Skt. Olai Kirke og kirkegård fandt man flere uordner, hvilke man ved at bekendtgøre dem i dette blad håber vil blive afhjulpet af de ansvarlige. For ikke at tale eller skrive om at det er en utilgivelig fejl at skrive på kirkens facade at denne (nemlig Skt. Olai kirke) er blevet renoveret 1824, ser man kirkegården der er åben, altså tilgængelig for alle og enhver, bruges til at tilhugge tømmer på. Man forefinder flere møgbunker hvorpå hønsene diverterer sig, og det hele ligner en sand kloak og er snarere en væmmelse end en prydelse for kirken der sikkert med megen bekostning for nogle få år siden er blevet restaureret.

Skulle disse linjer vække de ansvarliges opmærksomhed, skulle det glæde indsenderen, der er indfødt og bosat københavner, meget og om en 3 til 4 uger atter gæster Helsingør at have påpeget disse fejl og til den tid at se dem rettet.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 361-362)

St. Olai Kirke (domkirken) i Helsingør. Kirkegården er for længst minimeret til at være nogle få gravminder sat op tæt på kirkemuren. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Redacteurens Anmærkning

Sanct Olai Kirkes kirkegård var blevet sløjfet få år før artiklen, nemlig i 1827. Og begravelserne var ophørt på området. Men endnu i 1831 blev grave fornyet. (Se Danmarks Kirker). Kirken var blevet renoveret i perioden 1818-1825.

Om Kabberuse. *)

Nogle af de personer som giver sig af med at sælge og købe alskens brugte sager har indgået en forening om i fællesskab at købe løsøre på auktioner og siden dele fordelen mellem interessenterne. Og denne forening kaldes: Kabberuse. Hermed går det således til: Når på en auktion en af selskabet byder, tier de andre for at sagerne kan fås for godt køb. Byder derimod en uvedkommende, da driver selskabet ved overbud den ting der sælges, op for den bydende og lader sig den tilstås, om det endog skal betale meget dyrt, da den fælles fordel på andre købte sager, dækker et muligt tab. Efter auktionen holder selskabets interessenter indbyrdes på et eller andet sted, auktion over de købte ting, og den sum som nu udbringes over den virkelige auktionspris, deles mellem interessenterne. Denne uskik fremvirker virkelig større skade end ved første øjekast synes. For den hindrer den fri gang enhver offentlig auktion bør have, idet nogle enkelte ubemærket styrer samme og bringer priserne på de ting der sælges, til at stige og falde efter eget forgodtbefindende. Ved de lave priser der som oftest er under tingenes virkelige værdi, taber boernes kreditorer og arvinger ligesom også auktionskontoret en del af de dette tilkommende indtægter. Kabberusens interessenter har vist nok ikke den fordel de mener at have. For enhver enkelt interessent må på den indbyrdes auktion betale hvad han køber dyrere, end det på den virkelige auktion er blevet solgt for og en del af den part der tilkommer ham af det fælles udbytte, må han anvende på brændevin, punch m.m. hvormed der beværtes på det private auktionssted. At det her forefalder skænden, banden og anden usømmelig snak, som desværre ofte finder sted i udannede menneskers forsamling, vil man ikke omtale, da det anførte må være nok for at vise at denne uskik er skadelig. Men om den tillige kan anses ulovlig, er anmelderen ikke jurist nok til at kunne bedømme. Han udbeder sig derfor af en kyndigere svar på det, for ifald dette besvares bekræftende og han erfarer at uskikken ikke efter denne anmeldelse er ophørt, da at kunne give rette vedkommende en nærmere og fuldstændig oplysning om samme.

*) Ordet er her bogstaveret således som anmelderen har hørt det udtales. Formodentlig kommer det af de hebraiske ord: eller hvoraf det første betyder en selskabsbroder, det andet et selskab eller forsamling.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 357-360)

To farlige Afvisere i Nørreport.

I midten af Nørreport er på begge sider af de derværende rendesten (vandafløbsrender) anbragte afvisere som ikke opfylder den bestemmelse i hvilken de formentlig er hensat. Derimod er de til et sand besvær for fodgængere da man ved at passere det smalle stykke vej mellem muren og rendestenen, eller ved at gå på kørebroen langs rendestenen, hvilket er nødvendigt når en vogn tillige passerer porten, er udsat for at snuble over disse stenafvisere som man under en stærk passage, ikke kan blive var med øjnene, men desto mere mærkbart med fødderne. Er man endog så heldig ikke at falde og forslå sig, kan man dog ikke andet end takke forsyne t at man var så heldig at slippe helskindet derfra. Måtte disse unyttige  og farlige fodangler blive borttaget, så vil alle der nu truer fodgængerne i Nørreport, tillige takke de vedkommende som har opfyldt et almindeligt ønske.

(Politivennen nr. 752, Løverdagen den 29de Mai 1830, s. 349-350)

Advarsel.

Afvigte mandag indfandt jeg mig i hr. Kehlets chokoladeudsalg i Gothersgade for at søge forfriskning i en kop chokolade. Men blev nægtet samme med den besked: "han skænkede kun for studenter." Jeg kan ikke antage at min påklædning som sømand vel i trøje, men som alle gæsterne så som anstændig, har bevirket denne besynderlige og krænkende afvisning, da jeg oftere i samme klædning har været der og er blevet beværtet for mine styvere.

For at ingen sømand således skal blive afvist af hr. Kehlet lige som jeg, skrives denne advarsel. For det må krænke enhver ærekær mand at blive behandlet således. Især da det hverken i Adressekontorets efterretninger er meldt ud, og heller ikke på nævnte Kehlets butiksdør står det mindste om at han kun beværter studenter.

N. T.

(Politivennen nr. 752, Løverdagen den 29de Mai 1830, s. 349)

"Ingen matros eller anden som tilhører almueklassen, kan for fremtiden vente at blive beværtet." (C. W. Eckersberg: Gående sømand, 1838-40. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af Kehlet i Politivennen nr. 756, 3. juli 1830, s. 426-427. Hvortil svares i Politivennen nr. 763, 14. august 1830, s. 518-520. 

Varsko.

Lejeren af haven straks udenfor Amagerport på venstre hånd anmodes ikke oftere at stoppe passagen for fodgængere ved de læs fejeskarn som han hyppigt lader ligge midt på fodstien på den alfare vej flere dage ad gangen. Ja hele forrige vinter måtte man stige over et sådant bjerg af snavs som blev losset af om efteråret foran hans have og blev liggende indtil foråret.

Sådan uskik som den påankede, turde man næppe begå på de andre broer.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 333)

Redacteurens Anmærkning.

Havens lejer svarer i Politivennen nr. 754, 19. juni 1830, s. 381-382