Lange Linie.

Denne yndede spadseregang er næppe blevet besøgt så meget som i denne tid såvel af de kongelige herskaber, de fremmede diplomater som også en stor del af publikum. Den fortjente derfor en bedre istandsættelse og behandling, såvel med hensyn til dens benyttelse som dens beliggenhed, og i betragtning af den rige indtægtskilde den yder. (For et adgangstegn til hest eller vogns betales 4 rigsbankdaler, 3 mark og til fods 3 rigsbankdaler).

Allerede tidligere har man tilladt sig i Politivennen at føre anke desangående, men i stedet for at forbedre passagen for fodgængere, er vejen nu betydeligt blevet forværret, ved at henkaste grus blandet med store sten derpå. Det føles ømfindtligt, især af damernes med tynde sko forsynede fødder. Et mønster hvorefter sådan en spadseregang burde istandsættes er de nye i Kongens Have anlagte aleer som på en hensigtsmæssig måde er opfyldt med fint strandgrus hvorpå man i enhver årstid går med tørre fødder og ligesom på et jævnt gulv. Derimod er i de senere år den nærliggende exercerplads blevet belagt med flyvesand hvor støvskyer derfra som oftest hæver sig så højt at de dækker en del af haven og ulejliger de spadserende. For atter at komme tilbage til Langelinje, bemærkes at endnu intet i år er gjort for den, undtagen nogle opgange med trapper fra kørevejen til spadseregangen. Dosseringen på begge sider af sidst nævnte er i en ynkelig forfatning. Fodstien selv er ujævn og af forskellig bredde. Bænke savnes stadig. Det ville være behageligt for de spadserende om deraf nogle flere blev anskaffet end i forrige sommer.

Vel er prisen for et adgangstegn til Langelinje blevet nedsat for fodgængere fra 4 rigsbankdaler, 3 mark til 3 rigsbankdaler. Men dog menes at selv sidstnævnte pris endnu er for høj for mange. Det var ønskeligt at det for den større og ikke formuende del af publikum om den kunne reduceres til 1 rigsbankdaler især da indtægten næppe ville lede derved, såsom afsætningen af billetterne stige i forhold som prisen nedsættes. Også synes det i overensstemmelse med rimelighed at man for benyttelsen af disse billetter for årets sidste 6 eller 3 måneder ikke betalte fuldt så meget som for hele året.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 275-277)

Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Herr Dr. Wollf, Pastor ved den mosaiske Menighed.

Rygtet siger at gudstjenesten i den nye mosaiske kirke vil blive moderniseret, nemlig at nogle af de ældre bestandigt vedholdte bønner skal udelades, i særdeleshed den ved højtiderne såsom til påske, pinse osv. i de fleste af Europas synagoger og hidtil her brugte, oplæsning i forening med bønner (den såkaldte), koralsang indføres *), og adskillige af de andre hidtil stedfundne ceremonier afskaffes. Derfor er man så fri gennem dette blad at anmode Deres højærværdighed om at tilkendegive for menigheden om dette rygte er grundet eller falsk. For det er i sandhed ikke ligegyldigt for dem der fra barndommen af er oplært i deres forfædres uforfalskede tro med dens ceremonier, af denne har lært at føre en retskaffen vandel, ved denne er blevet lykkelige og tilfredse, der har bidraget ikke ubetydeligt til kirkens opbyggelse og fremtidigt må bidrage til dens vedligeholdelse. De må nu i tilfælde af rygtet siger sandhed, enten måtte afvige fra de allerede rodfæstede begreber eller undvære den trøst at besøge Guds hus da alle øvrige synagoger jo nedlægges ved den nye kirkes åbning.

Tilfredsstillende oplysninger om denne genstand forventes ret snart kommunikeret for menigheden da man i modsat tilfælde allerunderdanigst vil indgive en ansøgning til Hans Majestæt Kongen om at det gamle ritus må forblive uforandret, og denne vil blev underskrevet af pluraliteten af menighedens medlemmer.

*) En efterligning af det ceremonielle i det moderne tempel i Hamburg. Koralsang fandt også før sted i synagogen i Berlin, men som ikke henhørende til de ægte jødiske trosceremonier ansås den der for en anstiftelse af en ny sekt og blev af den grund afskaffet af regeringen.

(Politivennen nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 271-273).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i "Findes hos os ogsaa Obscuranter blandt Mosaisterne?" (Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 288-290) og "Gjentagen Anmodning til Herr' Dr. Wolf, det mosaiske Troessamfunds Præst." (Politivennen nr. 852, lørdag den 5. maj 1832, s. 297.) 

Abraham Alexander Wolff (1801-1891) var en tyskfødt overrabbiner. Han kom til Danmark i 1829 og virkede i Synagogen i Krystalgade, der blev indviet i 1833. Her indførte han en gudstjeneste med ortodokst indhold i en form, der blev godkendt af reformvenlige kredse. Han blev senere kendt for en række oversættelser og lærebøger.

På dette tidspunkt var der formentlig været omkring 2.000 jøder i København, ud af befolkningen på omkring 120.000. De konservativt orienterede var trængt af reformfolk efter indflydelse fra den tyske jødiske oplysningsbevægelse (fx Moses Mendelsohn 1729-86). Desuden havde reformfløjen gode forbindelser til det Danske Kancelli. Reformbevægelsen så sig selv som fornuftens religion, den naturlige religion over for rabbinisme, overtro og talmudisme. De ville være danske patrioter, ikke en jødisk nation.

Omkring opførelsen af synagogen brød den interne splittelse blandt jøderne ud, altså også i artikler i Politivennen.

Stridighederne blev også bemærket i Kjøbenhavnsposten, fx 10. maj 1832 i forsideartiklen "Noget om de nyeste israelitiske Stridigheder" hvor man bl.a henviser til Politivennen:

"Nogle Stridsspørgsmaale ere nemlig iblandt dem opkastede af en saadan Beskaffenhed, at man ikke veed, om man skal harmes ved eller lee ad dem, og til Kampplads har man valgt Bladet for Politie. De Første af disse Stridigheder gjaldt Gasbelysningen i den nye Synagoge, de Sidste nogle Bønner Afskaffelse samt Indførelsen af Choralsang."

Skribenten kommenterede herefter det sidste:

"Denne har nemlig, indhyllende sig i Troens Kaabe og beraabende sig paa Alderdommens Skikke, eller rettere sagt Uskikke, erklæret, at Mange af Menigheden ikke vilde kunne freqventre den nye Synagoge, paa Grund af de, af ham anførte, Bønners afskaffelse. Men, hvordanne ere disse Bønner? Af en saadan Beskaffenhed, at neppe ti af Menigheden kunne fatte eller forstaae Indholdet af dem ..."

Skribenten påpegede dernæst at man udenlandske overrabbinere har ytret deres uvilje mod bønnerne. Artiklen er underskrevet T. T. Dette udløste et svar i Kjøbenhavnsposten 2. juni 1832, med titlen "Ogsaa en Stemme angaaende de nyeste israelitiske Stridigheder".

Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 850.

Da modbemærkeren begynder at fortælle at det i Politivennen nr. 849 mod gasbelysningen fremsatte er uden vægt, så troede jeg i hans bemærkninger at se denne påstand godtgjort. Jeg så mig imidlertid skuffet og fandt at de opgivne grunde og beviser stod på svage fødder, og støttede sig på forkerte beregninger. Jeg gennemgår dem punkt for punkt.

Hvad gasbelysningens indflydelse på sundheden angår, da gentager jeg at store kemikere siger at den ikke er skadelig. Tvivler den i videnskaben fremmede, så kommer hans tvivl ikke i betragtning. Siger forfatteren at min stemme i den henseende ingen vægt har, så giver jeg ham fuldkommen ret. Jeg er enig med anmærkeren i at der også kan ske uheld ved uforsigtig omgang med lys, dog voldsom eksplosion og at en bygning i mindre end et øjeblik kan stå i fuld flamme har man ved lys ikke at frygte. Maskiner som drives af damp, dampbåde, må anskaffes for at kunne konkurrere med udlandet. Spørgsmålet om disse indretninger hvorved anvendelsen af håndkraft betydelig formindskes, i det hele stifter større gavn end skade, forekommer mig vanskelig at besvare, og måske svaret ikke ville være gunstigt for disse opfindelser som gør den menneskelige forstand ære. Lignende konkurrence er ikke at frygte ved gasbelysningen hvis anvendelse derimod ville forårsage mange næringsdrivende, fx lysestøbere, slagtere, oliefabrikanter osv ubodelig skade. Man synes meget godt at have indset dette hos os, da man ikke har iværksat den plan at bellyse staden med gas.

Erfaringen modsiger at maskineriet til dampfarten har opnået en så høj grad af fuldkommenhed at man ikke kan tænke sig noget uheld muligt. Det er unægteligt at faren her til lands næsten ganske forsvinder ved den flid man anvender på maskineriets vedligehold og ved valget af en ædru og sindig besætning. Et dårligt bevis for uskadelighed er det i øvrigt at landets Dyrebareste som Herren velsigne og bevare! benytter det omtalte befordringsmiddel. Således kunne man betvivle at en kanonkugle var uskadelig fordi Napoleon stillede sig for fronten af sin arme.

Hvad den yderst ubehagelige lugt angår, da borttager rørene ikke den stank der opstår ved udviklingen af gassen, og blyrør er lige såvel underkastet beskadigelse som blikrør. I højskolen skal man endnu intet have mærket til den skadelige virkning, det alt for skarpe lyd udøver på synsredskaberne, også i forskellige kontorer i London brugte man den allerede omtalte belysning en tid, før man iagttog det fordærvende den forårsagede. Der er også forskel på antallet af de flammer der anvendes i højskolen, og de 500 flammer der kræves til at oplyse den ny kirke, og ungdommen der undervises i højskolen, har unægtelig bedre øjne end mange af de aldrende der besøger kirken.

Beregningen over hvad belysningen med vokslys ville koste er urigtig, ligesom også beregningen over det der ved belysningen med gas ville medgå, da to vederhæftige mænd af samfundet har tilbudt at antage belysningen til 800 rigsdaler årligt på længere tid, og de antager at det måske kunne koste endnu mindre, hvilket i så fald ville komme samfundet til gode. Lad os nu se hvorvidt det er begrundet at belysningen med gas kun vil medtage 240 rigsbankdaler årligt. Planen er nemlig at hver gang kun skal udvikles så megen gas som der på en gang skal forbrændes. Man antager nu at kirken skal belyses 70 gange om året, altså 21 mark 8 skilling for hver gang, kan materialet hvoraf gassen udvikles, brændsel og arbejdsfolk som behøves dertil, leveres til den pris? Nej, umuligt. Hvad apparatet koster, slid, reparation som dog vist ikke er ubetydelig, derom taler forfatteren ikke et ord, alt det bortfalder ganske ved lys. Selv om der var besparelse ved anvendelse af gas, så ville det bringe tifold skade ved det mindre antal pladser som ville udlejes, da de fleste af samfundet er mod denne slags belysning. 

Jeg har allerede sagt at naboerne også har et ord at sige i denne sag, til dels for faren deres bygninger er udsat for, til dels fordi der kunne gives flere lige så frygtagtige som skriveren heraf, der ikke ville leje værelser eller bo i nærheden af sådanne anlæg. Besparelsen kan desuden slet ikke komme i betragtning hvor den er forbundet med fare for sundhed, liv og lemmer. endelig spørges der af hvis kådhed man kan frygte at det oplyste lokale pludselig vil blive mørkt, herpå bliver jeg spørgeren svar skyldig og slutter med at byde ham et venligt farvel.

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 267-271)

Redacteurens Anmærkning

Indlægget startede i Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning.". Debatten fortsatte i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") . Og afsluttedes i Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.

Nogle Spørgsmaale angaaende Vesterbro.

Den evindelige talen om forandringen med Vesterbros fortove og gade har vakt opmærksomheden, og skønt ordsproget vel siger at en tosse kan spørge om mere end 10 kloge kan svar på, mener indsenderen dog at enhver spørger ikke kvalificerer sig til navnet tosse, og at de spørgsmål indsenderen her vil fremsætte, ikke vil blive for vanskelige at besvare enten for eller imod.

Man taler om et fortov nærmest bygningerne på begge sider, 4 alen bredt, udenfor dette en makadamiseret vej af samme bredde, derefter en rendesten og til slutning en alle af træerr - Er dette sandt, leder det meget naturligt til følgende spørgsmål:

1) Er Vesterbro en gade i Københavns vestre forstad og regne denne til stadens territorium, jurisdiktion og kommuneindretning, hvorfor skal da denne belemres med træer som ville danne en allestump der dog ikke kan fortsættes i lige linje med landevejens?

2) Vil ikke en sådan alle give en fugtig og skiden gade i stedet for den rene som haves allerede? Må den ikke blive ubehagelig for de husejere hvis bygninger nu har en skøn fri udsigt som forhøjer deres værdi?

3) Vil ikke gaden selv som egentlig er en landevej, ved dette anlæg tabe fortrinnet af en allevegne tilstrækkelig bredde, og det endog i den grad at den på nogle steder må blive ffor smal til tre vognes passage uden vanskelighed?

4) Vil ikke denne snæverhed meget forøges derved at de fleste beboeres håndteringer gør det nødvendigt for bøndervogne og andre til forskellige tider på dagen at holde udenfor de gårde hvor de enten har varer at afhænde eller afhente. Udenfor alleen ville de ikke kunne holde. For derved hindredes de gående og indenfor den måtte de være i vejen for de kørende, når flere på en gang mødte hverandre. Hvorfor skal Vesterbro uden nødvendighed blive en Frederiksberggade hvor de passerende vogne ofte hindres fra at komme frem?

5) Skal fortovet som man siger, omlægges med de samme små toppede sten hvoraf det nu består, vil ikke da den daglige nødvendige fejen snart bortføre det sand som i begyndelsen skjuler toppene og spidserne, og således meget snart efterlade en lige så beklagelsesværdig brolægning som den nærværende?

6) Hvis rendestenen lægges imellem fortovet og grusvejen, ville den ikke da hindre de gående ligesom også dens rensning blive besværligere med hensyn til fjernelsen af det oprensede, især om vinteren? Lægges den imellem grusvejen og alleen, må den ikke da gøre det nødvendigt at sætte træerne længere inde på gaden og således forsnævre denne endnu mere da træerne måtte beskyttes på den modsatte side for de kørende?

7) Vil man endog antage at synet af en sådan vej virkelig blev smukkere og tillige gav skygge for den spadserende mængde hvis tarv man vel især sigter til, hvor vil da denne herlighed tabe meget af sin værd så længe man er nødt til at beholde de blodige og om sommeren så stinnkende rendesten"

8) Hvis forandringen skal foretages, må da ridende personer benytte grusvejen?

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 253-256)

F. Lund: Vesterbro 1835. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Stedet er ikke angivet, men det kan være omkring Vesterbro Torv set ud af byen. 

Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte

Motto: Og fogderne skal blive ved at tale til folket, og sige: hvem er den mand som er frygtagtig og blødhjertig? Han går hen og vender tilbage til sit hus, at han ikke skal gøre sine brødres hjerte mistrøstigt, som hans hjerte er.
5. mosebog, 20.8.

I sidst udkomne nummer af Politivennen har en fjende af gasbelysningen fremsat nogle bemærkninger der formodentlig skal indjage de frygtagtige skræk, og bevirke at de mosaiske trosbekendere ikke skal benytte denne belysningsmåde i deres nye kirke. Men da hans grunde ikke har nogen vægt, tillader man sig følgende modbemærkninger.

Forfatteren ytrer først frygt for at den gas der anvendes til belysningen, skal have en skadelig indflydelse på helbredet, især når den indåndes i et med mennesker opfyldt lokale. Men da han dog tror Ørsteds og andres store kemikeres udsagn, at gassen taber det skadelige når den forbrændes i vores dunstkreds, kan endvidere tjene til hans beroligelse at man i den seneste tid har fundet at give gasapparaterne en sådan indretning at der for hver flamme er en hane der slutter for gassen og først åbnes i det øjeblik flammen skal brænde. Herved er opnået at man efterhånden kan tænde så få eller så mange af apparatets flammer som man vil, uden at der under tændingen spildes noget af gassen som da kunne forårsage os. Også har man vedtaget at bruge blyrør der desuden kan ferniseres, og er således tættere og sikrere end de førhen brugte blikrør som let kunne gå op i lodningen.

Dernæst frygter forfatteren for en mulig eksplosion og anfører eksempel på samme. En der skal være sket i London og en anden i Amsterdam. Men hvad den første angår, der taler han hverken om tiden da den er sket eller hvorledes dermed er tilgået. Muligvis kan det være længe siden, og altså inden man forstod at give apparaterne den nu brugelige forbedrede indretning, eller man har omgået skødesløst dermed. Den anden eksplosion i Holland ser man er forårsaget ved at man har glemt at lukke for gasledningsrøret, og siden nærmet sig det med en tændt lampe. Ja, når man ikke vil bruge forsigtighed, så kan der også ske skade ved lys hvorpå vi har mangfoldige eksempler. Overalt skulle man ikke benytte en indretning hvorved der ved skødesløs omgang, var fare at befrygte, så måtte vi stå langt tilbage for andre i mange ting. Hvor mange eksplosioner er der fx ikke sket på dampskibe både i Amerika og England før man fandt på at give dem en fuldkommen indretning og dog er de indført hos os og benyttes hyppigt uden mindste frygt? Ja, vor elskede konge med høje familie betror sig - landets dyrebareste - ikke sjældent til et sådant skib. 

Hvad den fæle stank som forfatteren mener at gasbelysningen skulle medføre angår, da kan den forebygges ved at give apparatet en hensigtsmæssige indretning, og dens indtrængen i det belyste lokale forhindres, som før er sagt, ved tætte og ferniserede blyrør. Hr. apoteker Tychsen der i 8 år har haft, ikke alene sine beboelsesværelser, men også sit laboratorium belyst med gas, har ikke sporet noget til de onder som forfatteren omtaler, at denne belysningsmåde skal medføre. Det samme er også tilfældet i den Kongelige Højskoles lokale, hvor man heller ikke fører klage over at belysningen har nogen skadelig virkning på øjnene skønt disse der altid anstrenges ved skriven, tegning, matematiske beregninger osv.

Når forfatteren mener at gasbelysningen vil være til skade for samfundet i økonomisk henseende, så fejler han meget,for det er især i denne henseende at den fortjener at anbefales. Vi vil fremsætte en simpel kalkule: Antaget at der til kirkens belysning kræves 540 lys a 6 pr. [lb] eller 90 [lb], at disse (foruden på nytårsdag, forsoningsfesten og enkelte hellige dage, da de både brænder længere om aftenen og tillige om dagen) skulle brænde 60 gange om året, hver gang 2 timer eller i alt 120 timer, så ville da sådant lys brænder 9 timer, dertil medgå 14 gange 90 [lb] a 5 mark 8 skilling for [lb] eller 1155 rigsbankdaler. Dette er, som man skønner, en lav beregning, da stumper ikke kan bruges, og i et stort lokale vil der ved dørenes jævnlige åbning vel fremkomme træk som foruden vægens muligt mådelige beskaffenhed vil bevirke en hurtigere fortæring af lysene, selv om disse er af bedste slags. Belysningen med gas, siger man, er tilbudt kommissionen for 7 mark i timen, men om man endog regner 2 rigsbankdaler, så er dette kun for 120 timer 240 rigsbankdaler, altså spares ved gasbelysningen over 900 rigsbankdaler. Hertil kommer at 500 flammer af gas giver et lys lig med 800 lys, der behøves ingen pudsning og kirkebesøgerne er ikke udsat for at få deres klæder ødelagt af smeltet og neddryppende voks. Endvidere kan gasbelysningen bestyres og passes af 1 person, hvorimod der vil kræve 3 til 4 for at tænde, passe og slukke 500 lys,og når en fejl vednogle af disse indløb under gudstjenesten, hvilken forstyrrelse ville da ikkedette forårsage? For ikke at tale om den os som så mange lys ufejlbarlig ville frembringe. Da det er bekendt at det mosaiske samfund har til kirken opførelse måtte låne en betydelig kapital, som skal forrentes, og disses renter tilligemed forsikringen, betjentenes lønninger, kirkens belysning mm. beløber sig ttil en betydelig årlig udgift, så er det vel rimeligt om de der ønsker gasbelysningen, søger at spare hvad der spares kan.

Til slut udbeder man sig hr. forfatterens nærmere forklaring om hvis kådhed han befrygter kunne bevirke at det oplyste lokale pludselig indhylledes i mørke, ligesom også hvad han mener med pluraliteten af dem som ikke er for gasbelysningen, om det er pluraliteten af kommissionens medlemmer, af repræsentanter eller af bedragende familier.

(Politivennen nr. 850, Løverdagen den 14de April 1832, s. 243-249)

Redacteurens Anmærkning.

Indlægget er et svar på Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning.". Debatten fortsatte i "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 850. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271. Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.