Billige Spørgsmaal til General-Post-Directionen.

Skulle der ikke i vores postgård findes et lokale til kortenes udhængning hvor man uden at rave i et egyptisk mørke kunne læse postlisterne? Et lige så rimeligt ønske som desuden før så vidt indsenderen bekendt, er ytret, er det vist nok og især fra vores handelsstand, at der i sådant øjemed tænktes på forbedring. For nuværende indretning er i sandhed højst mådelig. - Ja en skandale for hovedstaden hvor der ellers i andre henseender foranstaltes så meget både nyttigt og behageligt. Indsenderen og sikkert mange med ham, håber at den høje generalpostdirektion behageligst vil tage notits af det her fremsatte og ikke lade det blive en røst i ørken.

(Politivennen nr. 853, Løverdagen den 5te Mai 1832, s. 299-300).

Gjentagen Anmodning til Herr' Dr. Wolf, det mosaiske Troessamfunds Præst.

Da Deres velærværdighed endnu ikke har opfyldt det i Politivennen nr. 851 ytrede rimelige ønske at tilkendegive for menigheden hvorvidt de udspredte rygter betræffende adskillige forandringer ved gudstjenesten er grundet eller falsk, er man så fri at gentage det, med den tilføjelse af man håber De ret snart vil vise menigheden denne opmærksomhed.

Ved at indføre koralsang, etc. eller afskaffe bønner etc. kan mange processer opstå da man har samlet bidrag til en synagoge (hvilket også udtrykkeligt siges i kvitteringerne for disse bidrag), og i en sådan må sådant ikke finde sted, hvilket man ved udenlandske overrabbineres vidnesbyrd kan godtgøre.

Af overskriften ses til hvem anmodningen er. Uvedkommendes skrivelser i den anledning besvares af den grund ikke, hvad enten de kommer fra Peter eller Paul.

(Politivennen nr. 853, lørdag den 5. maj 1832, s. 297.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Herr Dr. Wollf, Pastor ved den mosaiske Menighed." (Politivennen nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 271-273). Den blev besvaret i artiklen "Findes hos os ogsaa Obscuranter blandt Mosaisterne?" (Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 288-290).

Findes hos os ogsaa Obscuranter blandt Mosaisterne?

Vi ved at zelotisme og obskurantisme hører til dagens orden blandt os kristne her og i Tyskland. At noget lignende finder sted hos jøderne, synes klart af sådanne ytringer som de der findes i Politivennen nr. 851 under overskriften "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Hr. Dr. Wolff, Pastor ved den mosaiske Menighed." Det hedder her at det ikke kan være ligegyldigt for dem som fra barndommen er oplært i deres forfædres uforfalskede tro med dens ceremonier, af denne har lært at føre en retskaffen vandel og ved den er blevet tilfredse og lykkelige at de nu enten må afvige fra de allerede rodfæstede begreber eller undvære den trøst at besøge Guds hus.

Man må her med al føje spørge: hvad har enkelte gamle ceremonier med troen at bestille? Dr. Wolff vil jo ikke afskaffe troen, men nogle uvæsentlige ceremonier og derimod indføre en anstændig og opbyggende koralsang, i stedet for den stygge uharmoniske sang som hidtil fandt sted i synagogerne. Han vil næppe afskaffe noget som har hjemmel i Guds ord, men vel nogle menneskelige indretninger som kun grunder sig i Talmud og andre rabbinske skrifter. Fx oplæsning af visse bønner på visse festdage. (Om Col nidre, forsoningsdagen mm. se Eisenmengers entdecktes Judenthum hvor mange forældede sædvaner og talmudiske vildfarelser hvoriblandt de skadende og forkastelige reservationes mentales ved edsaflæggelse). 

I oldtiden ofrede jøderne til Gud: De havde forsoningsofre, vellugtende røgofre, madofre etc. Når disse og flere ceremonier kunne afskaffes uden skade for troen og de troende, hvad kan da hindre afskaffelsen af mindre vigtige, eller endog upassende? I Berlin satte de såkaldte rettroende jøder sig også imod enhver forbedring i gudsdyrkelsen, hvorfor den preussiske regering blev nødt til at afstå fra sine prisværdige foretagender og hensigter og måtte lukke det nye tempel hvor guddommen dyrkedes på en værdig og for vores tidsalder mere passende måde. For at ikke noget lignende skal indtræffe i Danmark som hin indsender tydeligt truer med, var det vel bedst at en af de mindre synagoger forblev åben til brug for mere samvittigheds- eller fordomsfulde som ikke vil besøge den nye synagoge. 

J. L. Petersen.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 288-290) .

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Herr Dr. Wollf, Pastor ved den mosaiske Menighed." (Politivennen nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 271-273) .  Den besvares i "Gjentagen Anmodning til Herr' Dr. Wolf, det mosaiske Troessamfunds Præst." (Politivennen nr. 852, lørdag den 5. maj 1832, s. 297.) 

Ultimatum til Gasbelysningens Fjende.

Forfatteren af svaret i tillægsbladet til Politivennen nr. 851 på de mod hans i nummer 849 fremsatte modbemærkninger har blot afskrevet sig selv, og er uden mindste bevisførelse, vedblevet sin påstand om gasbelysningens skadelighed, for at sætte skræk i de frygtsomme. Hans sammenligning med at betro sig til et dampskib og stille sig for en kanonkugle er mere end latterlig, og fortjener ingen videre drøftelse. Når han mener at man opgav den plan at oplyse København ved gas, af frygt for dens skadelighed, så fejler han, for planen bliv ikke udført fordi gasbelysningenskompagniet i London brød den indgåede kontrakt. Hans tro at beboerne i nærheden af kirken skulle svæve i frygt fordi kirken et par timer om ugen oplyses med gas er aldeles uden grund. For var er så stor fare ved denne belysningsmåde, ville den næppe have været anvendt i højskolens lokale som derved oplyses hver aften i flere time, da det ligger i nærheden af Skuespilhuset, Holmen og flere betydelige bygninger. Dog sagen vil vel komme under højere vedkommendes bedømmelse, og disse vil nok udfinde det rigtigste resultat hvorfor man her vil tage afsked med forfatteren og overlade ham til sin frygt.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 286-287)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten startede med et indlægget i Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning." Et modsvar i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") gendriver nogle af disse betænkeligheder. På hvilken gensvares "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 851. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271.

Lange Linie.

Denne yndede spadseregang er næppe blevet besøgt så meget som i denne tid såvel af de kongelige herskaber, de fremmede diplomater som også en stor del af publikum. Den fortjente derfor en bedre istandsættelse og behandling, såvel med hensyn til dens benyttelse som dens beliggenhed, og i betragtning af den rige indtægtskilde den yder. (For et adgangstegn til hest eller vogns betales 4 rigsbankdaler, 3 mark og til fods 3 rigsbankdaler).

Allerede tidligere har man tilladt sig i Politivennen at føre anke desangående, men i stedet for at forbedre passagen for fodgængere, er vejen nu betydeligt blevet forværret, ved at henkaste grus blandet med store sten derpå. Det føles ømfindtligt, især af damernes med tynde sko forsynede fødder. Et mønster hvorefter sådan en spadseregang burde istandsættes er de nye i Kongens Have anlagte aleer som på en hensigtsmæssig måde er opfyldt med fint strandgrus hvorpå man i enhver årstid går med tørre fødder og ligesom på et jævnt gulv. Derimod er i de senere år den nærliggende exercerplads blevet belagt med flyvesand hvor støvskyer derfra som oftest hæver sig så højt at de dækker en del af haven og ulejliger de spadserende. For atter at komme tilbage til Langelinje, bemærkes at endnu intet i år er gjort for den, undtagen nogle opgange med trapper fra kørevejen til spadseregangen. Dosseringen på begge sider af sidst nævnte er i en ynkelig forfatning. Fodstien selv er ujævn og af forskellig bredde. Bænke savnes stadig. Det ville være behageligt for de spadserende om deraf nogle flere blev anskaffet end i forrige sommer.

Vel er prisen for et adgangstegn til Langelinje blevet nedsat for fodgængere fra 4 rigsbankdaler, 3 mark til 3 rigsbankdaler. Men dog menes at selv sidstnævnte pris endnu er for høj for mange. Det var ønskeligt at det for den større og ikke formuende del af publikum om den kunne reduceres til 1 rigsbankdaler især da indtægten næppe ville lede derved, såsom afsætningen af billetterne stige i forhold som prisen nedsættes. Også synes det i overensstemmelse med rimelighed at man for benyttelsen af disse billetter for årets sidste 6 eller 3 måneder ikke betalte fuldt så meget som for hele året.

(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 275-277)