Erindring til en Conditor udenfor Vesterport.

Det er unægteligt at nævnte konditors lokale har noget meget indbydende hos sig, og at såvel varerne som opvartningen er upåklagelige. Men der er dog en omstændighed som når der ikke rådes bod på den, må afholde ethvert dannet menneske fra at frekventere nævnte lokale. Det traf sig tirsdag den 17. f. m. om aftenen da indsenderen var nærværende der, at nogle håndværkssvende eller karle som hverken efter deres påklædning eller talemåder egne sig for dette sted, kom derind og ikke udlod ved de meste gemene og smudsige udladelser som også ved en vis, fræk næsvished at lade se hvad sort de var. Indsenderen som havde ønske at nyde nogen mere forfriskning, blev der naturligvis ikke anden udvej for end hurtigt at gå bort. Man har imidlertid ikke villet undlade at give nævnte konditor dette velmente vink Muligvis vil han vide at sørge for sådanne lave personers fjernelse. For det er indlysende at ingen familie, ingen mand med mindsteæresfølelse, tør vove sig til et sted hvor man er udsat for et så ubehageligt møde og en så nedværdigende behandling.

(Politivennen  nr. 866, Løverdagen den 4de Julii 1832, s. 511-512.)

Erklæring.

Høkeren som bor i Lavendelstræde nr. 86 og som erkender at være forfatter til det i bladet Politivennen for indeværende år nr. 853 indrykkede stykke med overskriften: "En venlig anmodning til høkeren på hjørnet af Mikkelbryggersgade og Lavendelstræde", erklærer herved det ovennævnte stykkes indhold for urigtigt og usandfærdigt, hvorfor samme herved tilbagekaldes og ikke skal komme sidstnævnte høker til skade på ære, gode navn og rygte i nogen måde, og forfatteren har i anledning heraf ved et afsluttet forlig forpligtet sig til at lægge en mulkt på 3 rigsbankdaler sedler til stadens fattigvæsens hovedkasse.

Til forestående erklæring tror forfatteren at burde tilføje at den fremsatte anmodning var foranlediget ved en fortælling af forskellige personer der da deres endelige forklaring æskedes, fortalte sagen på en helt anden måde end han havde opfattet den, og har dette i forbindelse med en dog vist nok tilgivelig lettroenhed foranlediget den vrange fremstilling. 

(Politivennen  nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 487-488.)

Portugisisk Svineri i Danmarks Hovedstad.

I forrige års særdeles hede sommer lod mange husejere og andre beboere hver morgen stænkes med vand på gade og fortov, ifølge politiets ønske og opfordring. Men i år søger man at dæmpe støvet på en anden måde. Forleden morgen gik indsenderen gennem Store Grønnegade og blev der, ligesom i flere gader, opmærksom på et svineri som næppe kan være værre i Lissabon, når man undtager ådslerne af dyr som også opfylder gaderne der. Hele Store Grønnegade og en del af Lille Grønnegade var bedækket med sammenfejede møddinger. Gødske af bøndernes og andre heste, og hvad der var det værste, man havde overalt opskuffet mudderet af rendestenene og dermed overøst gaden, uden tvivl for at dæmpe støvet, i stedet for at gøre sig den ringe ulejlighed at tage et par spande vand og stænke over gaden med hånden, hvis man ikke havde en vandkande med sprøjtetud. Den afskyelige stank som dette væmmelige mudder udbreder, er utåleligt, fordi det er sammensat af alle slags uhumskheder fra vaskerenderne, og rådnende substanser som frembringes ved de omboendes håndteringer.

Da ondartede sygdomme hersker og pludselig bortrykker mennesker, håber man at vort omhyggelige politi vil forbyde dette uvæsen, og pålægge opsigtsbetjentene nøje at påse at man ikke stænker væmmeligt dynd på gaderne i stedet for rent vand, og således bidrager til at svangre luften med pestagtige uddunstninger af samme art som den afskyelige stank på hele slotspladsen fra inddæmningen ved brobygningen der både er højst ubehagelig og skadelig.

(Politivennen  nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 483-484.)

Thorvaldsens Fødehus i Store Grønnegade. Illustreret Tidende 583, 1870.

Hvad Ret har Kirkebetjenten i Slotskirkerne til Offer? eller: hvad Taxt har han derfor?

Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads  nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"

Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) . 

Redacteurens Anmærkning

I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne.

I Politivennen nr. 871, 8. september 1832 s. 593-596 tilbagekaldte klageren efter et forlig ved Forligelseskommissionen.

Artiklen er et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.

Uordener ved Gamle-Bakkehus.

Indsenderen heraf har med megen misfornøjelse bemærket hvorledes ejeren af Gamle Bakkehus ved bygningen har gjort den gangsti som alle Valbys beboere ved hævd har fået ret til at befare, så snæver at det er umuligt at to personer kan komme forbi hinanden uden at komme i sådan berøring som for vedkommende ingenlunde altid er behagelig, for ikke at tale om at det er ganske umuligt at gå der med en opslået paraply, for ved den at beskytte sig mod tagdryppet. Indsenderen har desuden lagt mærke til at hans majestæt kongen oftere om sommeren spadserer denne vej, mens de kongelige herskaber ligger på Frederiksberg. At denne uorden ikke allerede er hæmmet for længe siden af det ellers så årvågne politi på Frederiksberg, har opvakt stor forundring hos indsenderen. Så meget mere som den yderst smalle sti der på begge sider er omgivet med højt plankeværk og ved højere bygninger, vist om vinteren vil blive ufremkommelig ved nogenlunde stærkt snefald, ligesom også om foråret ved stærk tø. Oven nævnte ejer har desuden gjort indgangen til omtalte gangsti så snæver med en pæl der er anbragt mellem begge bommene, så ingen som går derigennem, kan undgå at få sine klæder tilsmudsede af det snavs som fiskerne eller andre lignende personer med deres kurve påsætter samme pæl.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 478-479) 

Redacteruens Anmærkning.

Ejeren af Bakkehuset svarede i Politivennen nr. 867, 11. august 1832, s. 525-526.