Til vedkommende Øvrighed, med Hensyn til Frederikssunds Færgested.

Anmelderen som den 5. i denne måned foretog en rejse i nødvendige forretninger herfra staden til Jægerspris, kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire. Efter at han og den mand der havde afgivet befordring for ham, næsten 1/4 time havde banket på færgeboden - da aldeles ingen var til stede ved færgen, hvilket dog havde været vedkommendes pligt - lod en stemme endelig sig høre: hvem er det der laver spektakel? Hvem er det der vil rive huset ned? Da vi ytrede at have ventet længe og gentagne gange havde banket, overøste færgekarlen os med grovheder idet han sagde at vores foregivende var løgn og tilføjede at vi ikke måtte banke på hans dør, men at vi derimod skulle skrige af fuld hals. 

Anmelderen finder denne ytring højst urigtig, for kun få har så stærk stemme at den kan høres af en sådan karl, der først vækkes efter 1/4 times stærk banken på hans bolig. Det synes derfor anmelderen hensigtsmæssigt at der blev anbragt en klokke på færgeboden. For derved sparede man den ulejlighed at banke så længe, og man fornærmede heller ikke før nævnte færgekarl der efter anmelderen erfaring kan kaldes en sand grobrian.

Ved at henvende de ansvarliges opmærksomhed på før anførte, nærer man det håb at der drages omsorg for at denne færgekarl bliver erindret om i fremtiden bedre at opfylde sine pligter og at vise høflighed mod de rejsende, hvilket vist er hans foresattes vilje.

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 561-562).

"Anmelderen kom til Frederikssunds færgested den 6. om morgenen omtrent kl. halv fire." (Vilhelm Kyhn: Roskilde Fjord nær Frederikssund, 1849. Statens Museum for Kunst.)

Vægteren i Frederiksberg By.

Det ville være at ønske at vægteren i Frederiksberg By, som almindeligvis kaldes Niels, måtte påbydes at tage vare på sin post og bedre opfylde sine pligter end hidtil, da indbyggerne ellers bestandigt vil være udsat for stor fare ved opstået ildsvåde og udsat for tyveri og indbrud. Ofte savner man Niels' råb i flere timer, og mange nætter har indsenderen ikke hørt et eneste råb af ham, så at man fristes til at tro at han fortjener størstedelen af sin løn med at sove. Hertil kan han vel også være trængende når han om aftenen er overstadig drukken, går på værtshus og komme i klammeri med gæsterne, så at disse må sætte ham ud af huset, hvilket i det mindste en gang er sket, kl 11 om aftenen. Dog måske bryder Niels sig ikke om vægtertjenesten, en sådan ligegyldighed synes at vidne om det. Desuden er manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter. 

Jacob Jacobsen. 

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 556-557).

"Manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter". (Folketællingen for 1850 for Frederiksberg sogn oplyser om en Niels Pedersen, f. 1797. Bødker og vægter, Frederiksberg. Det er dog uvist om det er ham, i givet fald ville han have været 38 år i 1835.)

Om Retslocalerne paa Kronborg Birk m.m.

Uden at sætte alt for megen pris på det udvortes, vil den fornuftige mand indrømme at de steder hvor offentlige retshandlinger foregår, navnlig vidner og parter tages i ed, bør have et anstændigt udseende, og man kunne vel ønske at de havde noget til højtidelighed indbydende ved sig. Tager vi retslokalerne på Kronborg Birk i øjesyn, da må vi beklage at disse svarer hverken til denne fordring eller til dette ønske.

Det almindelige ting holdes i skoven tæt ved Esrom Kloster eller amtsstue, i en bygning der mere ligner et bondehus end et tingsted. Selve retsværelset er ikke så indskrænket som lavt og skummelt. Indenfor en skranke står et langt, smalt skænkebord ved hvilket retten holdes, og på begge sider findes dertil svarende bænke hvorimod en yderst simpel armstol for dommeren pryder bordenden.

Politi- og skiftesager foretages for det meste på dommerens kontor i Nødebo. Herimod kunne intet være at erindre, dersom dette kontor blot som sådant så nogenlunde skikkeligt ud, men man tænker sig et næppe mere end 2 meter højt værelse på et par fag med yderst små vinduer. Værelset selv opfyldt af reoler med protokoller og arkivsager samt af nogle svært pakkede pulte, diverse hittegods og andre koster, så at i det højeste 10 tæt ved hinanden stående mennesker kan rummes i dette værelse, og man vil sikkert finde det overdrevet når vi påstår at dette lokale snarere ligner en kælderstue eller vagtstue end retsskriverstuen for et stort kongeligt birk. Men, må vi efter det anførte anse det upassende at benytte dette såkaldte kontor til retslokale, så finder vi det endnu mere betænkeligt at i dette værelse der ligger i en af de fire længder bestående stråtækt bygning, opbevares arkivet, navnlig skøde- og panteprotokollerne for ikke mindre end 18 sogne. *)

Vi kender desværre alt for godt ildens magt i sådanne bygninger, vi ved hvad de nævnte protokoller betyder for manges timelige velfærd, og vi behøver derfor ikke nærmere at fremhæve hvor uforsvarligt det er at lande sådant forblive uforandret.

Ja vist nok trænger de ydre forhold for retsplejen på Kronborg birk til en betydelig reform. Hertil henfører vi også dels et større kontorpersonale så at ekspeditionerne kan ske med behørig hurtighed, dels at arrestforvareren sættes under nøjere kontrol, for når fogeden bor over en mil fra arresthuset, gives lejlighed for denne betjent til at handle efter eget tykke. Herved vil vi naturligvis ikke have forstået eller på mindste måde antydet at vilkårlighed virkelig finder sted for tiden, men vi antager anførte omstændigheder for et tilstrækkeligt motiv til at tænke på forandring.

*) I nr. 906 11. maj 1833 hvor talen er om nogle mangler ved det danske hypotekvæsen, er vedkommendes opmærksomhed blevet henvendt på at der i lovgivningen ikke er foreskrevet det mindste for nogenlunde at sikre sig mod det store tab pantebøgernes tilintetgørelse ved ildsvåde eller andet uheld, ville have til følge, og det forslag gjort at danne et slags duplikatpantebøger af den i sportelreglementet befalede genpart der skal følge med ethvert dokument, som begæres tinglæst, - et lovbud der så vidt vides nu ikke overholdes anderledes end at vedkommende beregner sig kopipenge. - Og at lade disse duplikater henlægges i et eller andet offentligt arkiv. I nr. 970, 2. august 1834 taler også dette blad "med den hillerødske brand i frisk minde", specielt om birkeskriverkontoret i Nødebo som et meget farligt sted til opbevaring for så yderst vigtige protokoller, "der skulle sikre flere hundredes, måske tusinders ejendomsret og velfærd". Men - bis ac ter qvod pulchrum est.

(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 549-552).

Farver Rasmussen, Vognmand i Kjøge. Dyrplageri. Kjøge Dagvognsvæsen.

Onsdag den 12. august 1835 kørte indsenderen med Køge dagvognsbefordring fra Køge til København, og var så uheldig at få plads på den sidste bivogn (af hvilke der den dag kun var 7), som efter dagvognsekspeditørernes og kuskens udsagn, var leveret af farver Rasmussen, vognmand i Køge. Nævnte bivogn var en af de gamle bekendte postvogne som hverken havde fjedre under fadningen eller under stolene, på hvilke man derfor også ret til gavns får Køgevejens ujævnheder at føle. Kusken var en stakkels krøbling der måtte hinke afsted ved en krykke, og hans beklædning og uddunstning var ubehagelig nok for den rejsende der måtte sidde ved siden af ham. Men det mest miserable af alt var hestene, en brun og en grå der var så magre at man kunne tælle hvert ben i deres elendige kroppe, og så kraftløse at de kun ved de yderste anstrengelser fra kuskens side kunne i bestemt tid drives til målet. Disse kuskens - aldeles nødvendige - anstrengelser var det højst oprørende at måtte være vidne til. Indsenderen tør nemlig forsikre at der fra udkørslen af Carl Hansens gæstgivergård ved Køge indtil ankomsten i Knabstedgård på Rådhuspladsen i København ikke hengik noget minut eller måske rettere halvt minut, i hvilket kusken ikke måtte anvende alle sine kræfter og al sin kunst på at bibringe de udtærede øg sådanne piskeslag som kunne bevæge disse stakkelse skabninger til at ile fremad. Til sidst var endog piskesnerten utilstrækkelig, uagtet den blev anbragt på de ømfindtligste steder, og han måtte tæske løs med den tykke ende af skaftet.

Farver Rasmussen kan vist næppe fortænke nogen i at man efter i 5 timer at have set på et sådant ved ham foranlediget dyrplageri, ønsker ham selv blot hundreddelen af den behandling hans heste ved før nævnte lejlighed måtte lide, for at han kunne lære at indse hvor ubarmhjertigt den handler mod sine medskabninger der påfører dem en spådan lidelse.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke tilbageholde det ønske at dagvognsvæsnet i Køge der uden tvivl er vognmandslaugets bedste kunde, ville formå dette til at anskaffe flere vogne med fjedre, og i særdeleshed at nævnte dagvognsvæsen ville påse at de heste der leveres til bivognene, er i stand til at nå bestemmelsesstedet i den fastsatte tid uden at de rejsende skal behøve at være vidner til en sådan mishandling som den oven beskrevne. Mod farver Rasmussens brune og grå heste tror indsenderen tilstrækkeligt at have advaret.

-20, 21, 22. -

(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 543-545).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af vognmand Rasmussen i Politivennen nr. 1026, 29. august 1835, s. 572-573.

Hvad forstaaes ved Asyler for Smaabørn?

Er det pĺejestiftelser eller skoler? Det er et naturligt spørgsmål af enhver som for første gang hører navnet. Svaret bør hedde at de hverken er det ene eller det andet af disse, eller måske rigtigere at de er begge dele.

Et asyl har det til fælles med en skole at her forsamles en mængde børn under vejledning af en eller flere personer og bibringes om muligt den første undervisning i at læse, skrive, regne osv. Men for øvrigt er indretningen meget forskellig fra en skole og ligner snarere en plejeanstalt, for så vidt der med sand moderlig omhu og kærlighed sørges for børnenes legemlige udvikling.

Asylets formål med hensyn til øjeblikket, er at åbne børnene et fristed for de mange slags legemlige farer som de i den spæde alder fra det 2. til det 7. år er udsat for når de ikke er under tilstrækkeligt opsyn. Med hensyn til fremtiden er derimod asylets formål ved en tidlig og fornuftig opdragelse i sædelighed og kristelig fromhed at indprente børnene disse dyder for hele deres liv. Hvorvidt dette skal opnås, beror på den plan der følges, og den ånd hvori planen udføres. Der kan med så små børn ikke være tale om nogen egentlig undervisning, men om opdragelse. Her spørges ikke om hvorledes man bedst kan lære de unge at læse, hvorledes de kan bringes videst frem i skrivning, læsning, regning, i legemsfærdigheder eller sådant. Men hovedsagen er ved disse og andre beskæftigelser at benytte tiden på en for børnene lærerig og underholdende måde, og derved vænne dem til god opførsel, orden, flid og opmærksomhed, således at det bliver natur hos dem. Og overhovedet at sørge for at de opvokser med en sund sjæl, et rent hjerte i et sundt legeme, og at bevare dem fra den fordærvelse og de åndelige og legemlige fejl der er sørgelige rester af at småbørn overlades til sig selv, hvilket i det fleste fattige familier er en uundgåelig nødvendighed.

Forældre der er nødt til at søge det daglige brød ved arbejde udenfor hjemmet, lader enten børnene vanke om på gaden, eller også lukker de disse inde i en snæver og usund bolig. Undertiden overlades de mindre børn til en af de ældre søskendes omhu, men herved lider såvel den ældres som de yngres karakter i almindelighed mere end man tror idet den første misbruger sin stilling til underkuelse og let bliver despot, mens den yngre med en livlig naturlig følelse for ret og uret og lyst til ubunden frihed, efter bedste evne strider imod og lægger grund til en farlig genstridighed, ja halsstarrighed, mens kærlighedens ånd viger fra dem alle. Desuden forhindes den ældre fra at besøge skolen, eller fra ved arbejde at bidrage til familiens forsørgelse. Vil moderen selv have tilsynet med børnene, da unddrages familien en fortjeneste der har til følge at børnene opvokser i nød og elendighed. Nogle forældre af den arbejdende klasse griber til den udvej at betale en for at passe på børnene. Men erfaring har vist nok overbevist enhver om hvor lidt man kan stole på sådanne folks samvittighedsfuldhed *) for ikke at tale om at det medfører en udgift der, om den endog er nok så ringe, dog altid må falde disse mennesker, hvorom her er tale, til besvær.

Der er dernæst en anden velgørende indflydelse som asyler eller som man måske med et dansk ord kunne kalde dem, varetægtsanstalter for småbørn fører med sig, og som bør agtes meget højt. Det er den indflydelse de har på forholdet mellem børnene og disses forældre. Nogle har ytret frygt for at man når børnene i en så ung alder blev taget fra deres forældre, løsnede familiebåndet ved at svække disses interesse og kærlighed for deres børn, og har derfor rettet mod asylerne alle de betænkeligheder og modgrunde som med megen kraft lader sig anføre imod fuldkomne plejestiftelser hvor børnene foruden opdragelse, får føde og klæder, og aldeles unddrages fra forældrenes omsorg. Men en tyveårig erfaring, for så længe er det siden at de første asyler oprettedes, indeholder et tilstrækkeligt modbevis. Erfaringen har lært at det er så langt fra at båndet mellem børnene i asylerne og disses forældre løsnes, at det endog knyttes langt fastere. Idet forældrene der har været fjernet fra børnene hele dagen og derved befriet for de mange små ubehageligheder som altid er forbundet med at passe på dem, modtager disse med større kærlighed og glæde om aftenen efter fuldendt dagarbejde, og viser dem kærtegn i stedet for at de tidligere ofte har vist vrantenhed og hård behandling, idet de anså børnene som anledningen til dres mange møjsommeligheder. Forældrene forenes indbyrdes ved glæden over at høre de smås barnlige fortællinger om dagens begivenheder i asylet, hvormed de ledsager det tarvelige aftensmåltid og mange disharmonier som for i børnenes nærværelse bryder ud i plumpe kævlerier, opløses i veltilfredshed. Børnenes agtelse for forældrene vokser da, idet de ikke længere er vidner til scener som nødvendigvis må svække den. 

*) En dame som især har vist sig virksom ved oprettelsen af asylerne i Paris, besøgte en kone der havde flere fattige småbørn i pleje,  for at se hvilken fremgangsmåde hun brugte. Da damen trådte ind i et snævert kammer, hvori flere børn var sammenstuvede, udtalte hun sin forundring over den ro der herskede, idet hun fandt alle børnene døsige og halvt sovende: "Åh, madame, var konens svar, men kom aldrig ud af det med disse unger, når man ikke gav dem en eller anden ubetydelig ting ind for at få dem rolige," - og konen var ikke engang at bringe til at indse det urigtige heri.

(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 533-538).