En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Velmeent Advarsel til Vægteren i Adelgaden imellem Helsingørs- og Dronningens Tvergade.

Gode mand! tænk på dette strøgs beboere og forskån os for den fatale banken om morgenen på døre og porte der vækker og forstyrrer os alle som ligger til gaden, så at vi ikke mere igen kan falde i søvn for den gang, og tænk da også på de uro derved forvoldes patienter!  - Se derfor at indrette hos vedkommende der absolut skal vækkes, noget der ikke kan forurolige andre. For hvis dette ikke sker, da må en del af nabolaget indgive klage til hr. kancelliråd Knudsen, og da tvivler man ingenlunde på at der vil ske forandring da man over år og dag tålmodigt har fundet sig i denne uorden.

En beboer af nævnte strøg i Adelgade.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 733-734) 

Et Par Ord til Bestyrelsen for Borgerdydsskolen paa Christianshavn.

Denne skole er almindelig kendt for at have duelige lærere som anvender alvorlig flid for at meddele eleverne grundige kundskaber i de discipliner der foredrages i skolen. Dette er også grunden til at skolen selvom skolelønnen er 5 rigsbankdaler månedlig og dertil erlægges 3 mark kvartaliter for afbenyttelse af landkort, tegninger og forskrifter, så besøges den jævnligt af over 250 elever. Men uagtet man således har årsag til at være tilfreds, kan man derimod ikke undlade at ønske en forandring i skoletiden. Denne er nemlig bestemt fra kl. 9 morgen til halv fire eftermiddag, altså en tid af 7½ time hvori børnene skal være beskæftiget. Dog fragår heri for hver time et kvarter hvori børnene har frihed til at lege eller røre sig. Men herved tabes dagligt 1½ time fra undervisningen, og denne lider desuden ved så hyppig afbrydelse.

Men der gives endnu andre grunde hvorfor man må ønske en forandring i skoletiden, såsom at en stor del af elevernes forældre er i en borgerlig stilling der nøder dem til at holde middagsmåltid kl. 12 eller 1, og ikke kan udsætte dette til klokken henved 4. Disse børn får da maden kold eller hvor lejligheden gives, opvarmet hvorved den altid taber i godhed. Dette daglige tab har om det end må anses som en ubetydelighed for en enkelt gang, ikke nogen gavnlig indflydelse på børns velbefindende. Derved forvoldes også en ikke altid ringe ulejlighed i husholdningen. Dernæst lærer børnene ikke at anvende tiden på den rette måde da de fleste efter at have været den lange tid i skolen, tilbringer den øvrige tid af dagen og aftenen uden nyttig syssel. Her menes de fleste, eller de mindre børn. For de største der er bestemt til studier, forstår vel at nytte tiden hjemme for at nå de mål de har i sigte. 

Ville det ikke derfor være gavnligt om skoletiden bestemtes fra kl. 8 eller 9 formiddag og til kl. 12 eller 1, og om eftermiddagen fra kl. 1 eller 2 til kl. 4 eller 5 ligesom i de fleste institutter og skoler i København? Så vidt vides lønnes flertallet af skolens lærere timevis, og den omtale forandring vil altså ikke medføre forøgede udgifter, men selv om dette blev tilfældet, bør sådant efter hvad ovenfor er sagt, ikke være nogen hindring for dens indførelse, hvis den som vi mener måtte anses gavnlig for børnene.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 727-729) 

Redacteurens Anmærkning

Borgerdydsskolen var oprettet ca. 1787 og lå på Politivennens tid i Lille Torvegade ifølge Stadsarkivet, ifølge Den Store Danske i Strandgade. Skolen har siden ligget forskellige steder rundt i byen med forskellige navne, siden 1934 Amagerbro Skole.

Paradis i store Kongensgade, og Gud alene Æren, i Nyhavn.

Når vores forfædre rejste huse, var det ikke sjældent at de i ærværdig fromhed prydede disse med et sindbillede eller med et sprog af den hellige skrift. Herved havde de til hensigt at vække og vedligeholde religiøse følelser såvel hos husets beboere som hos andre, ligesom vel også sådant skulle tjene til at give stedet et særkende på en tid da mangel på husnumre gjorde dette nødvendigt. Men ikke sjældent blev sådanne bygninger i tidernes løb anvendt til et ganske afvigende brug i forhold til deres første bestemmelse, og man havde ikke altid den opmærksomhed ved sådan lejlighed at borttage de nu unødvendige, ja endog når de findes på brændevinsboder og til veneris tjeneste indviede templer, forargelse vækkende emblemer eller indskrifter. 

Således findes i Store Kongensgade over en brændevinsbrænders udskænkningssted en afbildning af paradis med dertil hørende figurer in puris naturalibus og huset nr. 15 i Nyhavn har den indskrift Gud alene æren. Begge de her eksempelvis nævnte steder synes os passende på denne tid at burde undergå en forandring i den her omtalte henseende og det forekommer os at de hvis man skulle ønske at beholde egennavne for dem kunne med hensyn til deres nutidige anvendelse ret passende gives navnet den forbudne frugt.

(Politivennen nr. 1088, Løverdagen, den 5te November 1836. Side 712-713) 

Nyhavn 29. Jeg har ikke kunnet finde den omtalte indskrift "Gud alene æren". Men der er stadig "udskænkningssted". Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Nyhavn 15 er nutidens nr. 29. Huset er fra 1683. Så måske findes indskriften der stadigvæk. 

Ønske, om Dandseboder i Almindelighed, og om den i Dronningens-Tvergade afbrændte i Særdeleshed.

Blandt alle de offentlige forlystelsessteder en stor stad frembyder, er der intet mere afskyeligt, intet mere farligt for begge køns moral end offentlige danseboder. Man vil ikke engang tale om hvor forstyrrende den herskende tummel, musik og spektakler på dem er for de omkringboendes nattero. Men hvor mange piger er ikke ved at besøge sådanne institutter sunket så dybt at hun er blevet en skændsel for sit køn? Hvor mange unge mennesker er der ikke som har tabt formue, lyst til arbejde og ved indgåede uværdige forbindelser, deres timelige lykke *). Ja hvor mange forbrydere forbander ikke den første gang da han satte sin fod på en dansebod hvor han forført til udyd henfaldt til laster der omsider bragte ham i livsvarigt fængsel. Enhver retsindet og veltænkende borger må derfor ønske at disse forlystelser som nedbryder al moral, efterhånden måtte indskrænkes og at øvrigheden så sjældent som muligt vil give tilladelse til fremtidige anlæg af samme. 

Indsenderen heraf kom til at tænke over dette emne ved at erfare at den gård hvori den nedbrændte dansebod i Dronningens Tværgade var, vil blive opført og er solgt således at man kan vente denne såkaldte salon opstå forherliget af sin aske. Men han har det håb at om end vores humane øvrighed ikke vil nægte ejeren af privilegiet til at holde dans at afbenytte sin ret, dog ikke vil tillade at en dansebod eller dansesalon opføres på det sted hvor den gamle stod. For stedet er så afsides beliggende at hverken gadens vægter eller politiet kan føre nogen kontrol med samme. Endvidere kan ved opstået klammeri eller slagsmål skamslås og lemlæstes et menneske uden at nogen kunne høre hans råb om hjælp eller komme ham til undsætning. Og endelig da stedet flere gange før har været truet af ilden, er det vel ikke urimeligt om man faldt på den tanke at sådant kunne være bevirket af misundelse, had eller hævnlyst, og at derfor de omkringboende, hvis bindingsværksgavle ud til dette sted, bestandigt må svæve i frygt for en da capo, der kunne have deres ejendom, ja deres livs forlis til følge. 

Har man at vælge mellem to onder, bør man vælge det mindste. Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden. For hvor store ubehageligheder det end vil føre med sig, så er disse dog kun at anse for som ubetydeligheder mod nys nævnte onder. Men vist nok var det bedre om sådan rettighed bortfaldt, enten ved dødsfald eller som her er tilfældet ved ildebrand eller når ejeren ikke selv ville eller kunne benytte samme.

*) I Elmquists Læsefrugter for juli 1829 findes, under titel af "Selvopofrelse" en original fortælling om en ung student fra Jylland der på Kretschmers dansebod gjorde bekendtskab med en almindelig skøge, ægtede hende, men siden af fortvivlelse over hendes skændige opførsel endte sit liv ved et pistolskud. I denne fortælling som er mere end roman, nævnes adskillige vel bekendte personer ved deres virkelige navn. Den formentlige forfatter af samme er for nærværende tid præst i Sjælland og var for henved et decennium siden en meget yndet prædikant i hovedstaden.

(Politivennen nr. 1087, Løverdagen, den 29de October 1836. Side 697-700) 

"Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden." (Området hvor danseboden er totalt udslettet, men for at give et indtryk af hvordan der måske kunne have været, her et billede fra Dronningens Tværgade 9. Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

A. F. Elmquist (1788-1868) udgav 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" 1818-1840. Udover oversættelser, stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher (bl.a. Af en Landsbydegs Dagbog). 

I Krak 1828 anføres F. Kretschmer, organist og Chr. Fr. Kretschmer, kgl. Capelmusikus. Men mon ikke det er værtshusholder J. Kretschmer, Dronningens Tværgade 335 der er tale om? Denne matrikel blev 1812 delt i 335 A (fra 1859 nr. 55, og fra 1943 indbefattet i 648, nutidens Christiansgården, Dronningens Tværgade 37-45), 335 B (1812 sammenlagt med 396) og 335 C (1812 sammenlagt med 395, nutidens Adelgade 15-19). Området er blevet kraftigt saneret, og intet er tilbage fra dansebodens tid.