Ditto

Hr. krigsassessor Hald skal i sidste nummer af Sandhedsfaklen have indført nogle fornærmelser imod mig. Jeg har endnu ikke selv læst samme og kan i min nuværende sygelige tilstand ikke fuldt besvare det, hvorfor jeg så meget mindre vil anstrenge mig, så de der kender mig, vil finde ethvert svar ufornødent. Derimod skal jeg, hvis jeg er så lykkelig at genvinde mit tabte helbrev, og så heldig at få nogle autentiske oplysninger, levere nogle kuriøse historier der ikke skulle trænge til Sandhedsfaklens belysning.

K. Kristensen

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 46-47)

Om vore Ferskvandssøer i Nærheden af Staden.

Om sommeren holdes dog en slags hævd over ferskvandssøerne i nærheden af staden der er Københavns og forstædernes beboeres suppe- og drikkekar. Således tør ingen vande kreaturer, lade hunde svømme eller bade sig i nogen af disse søer, uden at han som ret er, må betale en mulkt. Men aldrig så snart lægger der sig om vinteren en tynd isskorpe på søerne, før man ser drenge i mængde ved at nedkaste sten forsøge om den kan bære. Er dette tilfældet, ser man snart en betydelig mængde skøjteløbere og andre dagdrivere indfinde sig på isen, sælgekoner etablerer der deres udsalg, ja er endog forsynede medkogeindretninger. Og man ser den mængde uhumskheder som herved samles og bliver liggende på isen, så skulle man tro at vedkommende stod i den opfattelse at snavs og urenligheder kun var skadelige for søerne om sommeren. For man kender intet forbud mod skøjteløben samme sted og heller ikke har man set at nogen der søger at forhindre samme. Enhver der ikke er passioneret for skøjteløben, er dog af den mening at skøjteløberne burde henvises til stadsgravene og kanalerne, og ikke tillades adgang til ferskvandssøerne. Ville derfor højere ansvarlige lade udgå et forbud mod skøjteløbere på disse søer, da blev derved manges ønske opfyldt. Et sådant bud ville så meget lettere nu overholdes, da der på broerne haves politi der kunne have den fornødne opsigt.

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 37-38)

Varsko for Dem, som ville gaae over Isen til Christianshavn.

En familie som bor i Sankt Annæ Kvarteret, ville i disse dage aflægge et besøg på Christianshavn og valgte for at undgå den længere vej om ad Knippelsbro at spadsere på isen over strømmen.

Samme dags middag forvissede man sig om at dette kunne ske uden fare, for vel var der kun udlagt en planke såvel fra færgestedet ved Nyhavns Hoved som på Christianshavnssiden. Men da denne tillige var forsynet med en holdestang, afgav den endog om aftenen en sikker ned- og opgang. På selve strømmen var der banet vej og ikke nogen våge eller revne at se.

Familien begav sig altså om aftenen på vejen, kom meget godt ned af planken ved Nyhavns Hoved og spadserede i smukt klart vejr over strømmen, uden at ane nogen fare da alle omliggende genstande tydelig var at se. Ved ankomsten til Christianshavn så manden at planken ved færgestedets trappe var taget bort, og fuldkommen bekendt med at der ofte på sådanne steder er revner som skyldes vandets stigen og falden, går han forud for at undersøge opgangen og isen, bemærker straks et hul på det sted hvor planken har været, tror ved en af siderne at have fundet fast is, men bliver bedraget af nogle isstumper og synker ned. Til held havde han taget fat i tovet som hænger ved siden af trappen, og slap således med at blive våd til bæltestedet.

Ved nærmere at undersøge isen blev det opdaget at denne var hugget op nedenfor trappen. Hvis dette er sket med overlæg, da er en mere overlagt og mere utilgivelig ondskab hvis følger er uberegnelige, vel næppe tænkelig.

Anmelderen ved ikke hvem der udlægger de nævnte planker, men formoder at det er nogle af færgelaugets folk, hvorfor han håber at vedkommende entreprenør for fremtiden vil anse det for sin pligt dagligt at lade sine folks handlinger efterse, så at der ikke foretages noget hvorved medborgeres liv kan sættes i fare.

Ved andre færgeløb er det ved islag pligt for vedkommende at udlægge en temmelig bred og lang træbro med rækværk og betegne alle de våger der er der omkring, med isstykker, opsat på kanten. Men af alt dette ses her intet.

 (Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 14-15)

Redacteurens Anmærkning.

Vintrene må have været hårde i de år, for året efter berettede Kjøbenhavnsposten den 8. februar 1838 at Øresund var frosset til:

Det er nu omtrent 9 Aar siden, at Sundet var saa stærkt tillagt midtstrøms, at man kunde passere Isen lige over til Helsingborg. I disse Dage har man atter denne Sjeldenhed, som bringer et for Aarstiden ualmindeligt Liv og Munterhed paa Gaderne ved de mange af Skaanes Beboere, som dagligen gjeste Byen. Efter officiel Opgave vare disse Gjesters Antal i Søndags 100, i Mandags 296 og igaar 452. (Dette oxtraordinaire Samqvem med Skaane giver ogsaa Anledning til en Product Afsætning af mindre betydende, men curiøs Art. Skaaningerne ere saa indtagne af vore - Kommenskringler, at de kjøbe dem i snesevviis, og bringe dem, trukne i en Snor og hængte om Halsen, tilbage med sig til Hjemmet.)

Endnu et Par Ord om mit Forhold i Anledning af Hr. Bogtrykker Behrends aabne Brev til Major Fogh

Major Fogh er afgået ved døden og står nu for den højeste domstol. Skønt jeg ikke hylder ordsproget: de mortuis nil nisi bene, dvs. man bør kun tale godt om døde, i dets hele udstrækning, for da ville historien blive en uting, og skurkens eftermæle lig den retskafnes - så vil jeg dog ikke nu da jeg ikke har gjort det i mandens levende live, gendrive hans svar i Sandhedsfaklen, hvilket jeg havde håbet at skulle ske på rettens vej, men kun fortsætte min i sidste Politivennen begyndte fortælling om min andel i sagen.

Fredag den 23. december mødte jeg med major Fogh for Forligelseskommissionen hvor jeg forlangte sagen udsat i 8 dage for at indgive kontraklage i anledning af majorens fornærmende udladninger i hans svar i Sandhedsfaklen.

Fredag den 30. december blev sagen optaget igen. Majoren mødte ikke personligt, men i hans sted hans mangeårige ven, krigsassessor Hald, som begærede 8 dages udsættelse. Hr. bogtrykker Behrend forlangte derimod sagen henvist til retten. Men da jeg agtede at indkomme med en kontinuationsklage i anledning af det af majoren i samme dags Adresseavis indførte fornærmende avertissement, indrømmedes den forlangte udsættelse.

Når der i nævnte avertissement siges at jeg har lovet at indrykke majorens svar, da forholdet det sig rigtigt. Majoren har nemlig ved sin bror adspurgt mig om jeg ville indrykke hans svar på Behrends brev, hvortil jeg svarede at jeg var villig til det, og et lignende svar gav jeg til en som kaldte sig exam. juris Hadsteen der siden var sendt til mig i samme anledning. Men da jeg siden efter fik majorens svar stumpevis og enhver stump indeholdt fornærmelser mod mig og mit blad fandt jeg det urigtigt selv at bidrage til offentliggørelse af fornærmelser som jeg blev nødt til ved dom at søge mortificeret.

Jeg sendte derfor svaret tilbage med den erklæring at jeg af nys nævnte grund ikke ville optage det, og heri mener jeg at have handlet rigtigt.

Hvad den fattige familie angår, da har den først den 30. december fået udleveret noget af det tilbageholdte tøj, efter at hr. Behrend nogle gange før i vidners påhør havde krævet det af majoren. I alle de 3 uger den har måttet tilbringe de kolde nætter på det bare guld, har jeg efter ringe evne ydet den en understøttelse, ligesom jeg til Bespisningsanstalten har indgivet en ansøgning for den om en portion varm middagsmad dagligt. Resultatet af denne ansøgning har jeg ikke endnu erfaret, men en ædel dame der vil være unævnt, har efter at have erkyndiget sig om familiens stilling, sendt den en billet til at få mad fra samme anstalt.

Til slut må jeg bemærke at hvis nogen skulle have tvivl om hvilket af det der denne sag betræffende er fremsat i Politivennen og i Sandhedsfaklen, bærer sandhedens præg, da kan han få sin tvivl løst af familien der nu har fundet husly på et kvistkammer i Antonigade nr. 240.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 6-9)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 1093, 10. December 1836. Side 799-801, K. Kristensen i Politivennen nr. 1096, 31. December 1836. Side 844-847 og i Politivennen nr. 1097, 7. Januar 1837. Side 6-9.

Beskedent Ønske i Anledning af en af vore offentlige Promenader.

Hensigten med at anlægge spadsereveje langs ferskvandssøerne har uden tvivl været hensyn til fodgængerne. Det modsatte bemærkes imidlertid i disse dage da man næppe kan komme frem for vogne på den sti som går langs Sortedamssøen fra Nørre- til Østerbro, og langt værre vil det som erfaring i flere år har vist, blive når tøvejr indtræffer, da kørslen efter is plejer at vedblive så længe det er muligt at få den, hvorved den omtalte spadseresti til sidst bliver aldeles ufremkommelig. De ansvarlige anmodes derfor om at sørge for at den omtalte kørsel må få en ende inden tøvejr indtræffer, så meget som der i år har været tid nok til at enhver har kunnet skaffe sig det behørige isforråd. Det synes heller ikke at være nogen overdreven forsigtighed om stien ryddeliggjordes for de på samme adspredte isstumper. Et fald over dem i mørke vil næppe, selv under heldige omstændigheder, være behageligt, og dog måtte man betragte det som lykke om man ikke med hovedet styrtede mod de kunstigt opstablede isbjerge.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 3-4)